Mandag, 28. oktober 1996 22:29 (DNT)


Schlüter: Vælt regeringen!

Fhv. statsminister Poul Schlüter talte ved de konservative Folkepartis landsmøde søndag. Her gav han sine partifæller det gode råd at: "Den første gang I får en ægte chance - så vælt dem". Det var regeringen han tænkte på. Han mener, at det er på tide, at CD og R får en tænkepause "og skifter ham - Det er de gode til!" sagde han og fik et stort bifald fra salen. Partiformand Hans Engell sagde til DR-TVA, at "Det er et godt råd".



K-landsmøde

Hans Engell høstede en del bifald, da han i sin velkomsttale lørdag glædede sig over, at så mange var mødt op, selv om deltagerne selv skulle betale og ikke fik diæter. Han sagde også, at de konservative ikke har ønske om en politik uden Venstre - men "vi er to selvstændige partier" - "Vi er ikke Venstres skyggetante. Det har vi ikke været siden 1929 - og vi bliver det ikke igen". Han mente i DR-TVA søndag at finanslovsforhandlinger gik trægt - og det var mest økonomiminister Marianne Jelveds (R) skyld. Han mente, at de radikale venstre var faldet for lokketoner fra de partier, der ville lave aftaler for enhver pris. Det vil de konservative ikke - "Vi vil stille håndfaste borgerlige krav", som han sagde ved åbningstalen.



Folkebevægelsens landsmøde

Folkebevægelsen mod EF holdt også landsmøde denne weekend. En af de inviterede gæstetalere var EU-parlamentariker Lone Dybkjær (R). Hun sagde til forsamlingen, at det var nytteløst at forsøge at fastholde dansk som officielt sprog, ligesom antallet af EU-kommisærer skulle skæres ned. Så kunne Danmark heller ikke automatisk regne med at få en kommisær-post. Det var dog (endnu) ikke radikal politik - det forsikrede den anden indbudte taler om. Det var udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R).

Landsmødet afviste med stort flertal et forslag fra bevægelsens ungdomsafdeling. Forslaget gik ud på, at bevægelsen skulle koncentrere sig om at modarbejde den politiske integration i EU, og ikke forsøge at hindre det indre marked i at udvikle sig.



Manden med magten?

Idag mandag udkommer en bog med titlen "Niels Helveg Petersen - Manden og magten", skrevet af Michael Kristiansen og Thomas Larsen. Men hele weekenden har man hørt uddrag af et bestemt afsnit. Heri fortæller Niels Helveg Petersen, at nuværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ved et møde på frokostrestauranten Ida Davidsen i København den 5. september 1991 direkte spurgte Niels Helveg Petersen: "Synes du, jeg skal taget opgøret". Hertil svarede Niels Helveg Petersen - stadig ifølge bogen - "Ja!" Det opgør, der tales om var Poul Nyrup Rasmussen forsøg på at vælte Svend Auken som formand for Socialdemokratiet. Det radikale Venstre kunne ikke acceptere Svend Auken som statsminister, men Schlüter-regeringen var "kørt træt" og et regeringsskifte var muligt, vurderede Niels Helveg Petersen.

Udenrigsminister Niels Helveg Petersen sagde til DR-TVA søndag, at det ikke var ham, der traf beslutningen om at vælte Svend Auken. Det var bare 2 mennesker i dansk poltitik, der mødtes, sagde han. "Jeg kunne give et råd - et personligt råd", baseret på sin erfaring fra de mange år i politik. Poul Nyrup Rasmussen tog beslutningen - og det var en rigtig beslutning, mente Niels Helveg Petersen, der ikke mente, at det ville skade det nuværende samarbejde i regeringen. Niels Helveg Petersen har aktivt medvirket til bogens udarbejdelse - og selv om ikke alt i bogen er som han syntes det skulle beskrives - så omtaler han bogen som "sin bog". Bogen handler iøvrigt om Niels Helveg Petersens politiske karriere.



Helveg i klemme?

Der var stor interesse fra pressen, da udenrigsminister Niels Helveg Petersen i dag kom til ministerrådsmøde i EU. Baggrunden var det truende danske veto i sagen omkring EUs modforholdsregler overfor USAs Helms-Burton lov. Det er den lov, der tillader amerikanske borgere at sagsøge udenlandske firmaer, hvis disse anvender ejendom på Cuba, der har været ejet af amerikanere før 1959. Den danske regering støtter EUs modforholdsregler, men kan ikke acceptere, at den baseres på den såkaldte gummiparagraf, artikel 235. [Den anvendes, når ingen andre regler i EU-traktaten kan finde anvendelse.]

Presset mod regeringen har været stor. Både premierminister John Major, Storbritannien, og kansler Helmuth Kohl, Tyskland, har personligt ringet til Niels Helveg Petersen. Sagen er nu gået i udvalg, hvilket i den sammenhæng betyder, at der skal findes en afklaring inden ministerrådet afslutter sin session. En opfordring for EU-kommisær for handel, Leon Britton, om at Danmark kunne undlade at stemme, har udenrigsministeren afvist i eftermiddag.

Her til aften forlød det, at der var indgået et kompromis, og at der nu var fuld opbakning til EUs eventuelle straffeaktion mod amerikanske interesser.



At "tale kursen ned"

Det er ikke muligt for regeringen at forhindre, at Gentofte kommune sælger sin 20% i NESA, det nordsjællandske elforsyningsselskab, til højstbydende. To banker har lavet en vurdering af aktiernes værdi, og resultatet af denne vurdering blev forelagt Gentofte byråd her til aften. Flere udenlandske selskaber står på spring for at få foden indenfor i Danmarks eneste elforsyning, der er et aktieselskab. Miljøministeriet har vurderet, at det ikke lovgivningsmæssigt er muligt at forhindre et salg, som kommunen håber vil give en milliard-indtægt. I stedet vil regeringspartierne forsøge at "tale kursen ned" - gøre aktierne mindre værd. I første omgang ved at gøre opmærksom på, at efter dansk lov må kraftværker ikke give overskud. Den plan faldt på, at de konservative ikke ville være med til at garantere, at det også vil være tilfældet i fremtiden. Et andet forslag, der nu forberedes, er at gøre opsparede kapital i elforsyningen skattepligtig hvis de realiseres.



Glad giver!

En række borgere i Silkeborg kan nu med sindsro bruge en 100 kr. seddel de fandt i deres postkasse søndag morgen. Politiet i Silkeborg har fundet ud af, hvem der lagde sedlen sammen med en håndskrevet besked i en kuvert. Giveren ønsker at være anonym, men politiet har konstateret at han er ved sine fulde fem og at der ikke var anden bagtanke end at folk skulle have lidt fornøjelse. Giveren har, skønner politiet, brugt mindst 75.000 kr. på at glæde andre. [Efter dansk lov må man ikke modtage gaver, hvis giveren er kommet uærlig til det, eller ikke har sine sansers fulde brug.]



Søforklaring

Det var tæt tåge og usædvanlige strømforhold, som den 17. oktober var årsag til, at færgen Prinsesse Annemarie sejlede ind i molen syd for færgelejet i Helsingør. Det er konklusionen, efter at alle de søfolk, der var på broen i ulykkesøjeblikket er blevet afhørt. En svensk pensionist fik bækkenbrud, mens ni andre kom lettere til skade, ved sammenstødet.



Vintertid!

Blot for en ordens skyld: Sommertiden ophørte i Danmark (og Europa) natten mellem lørdag og søndag. Det er en måned senere end sædvanligt, og ændringen er sket for at følge skiftet i Nordamerika.



Sport et arbejde?

Der er nu skabt præcedens for, at professionelle sportsfolk, der kommer tilskade under deres sportsudøvelse, kan få det anerkendt som arbejdsskade af arbejdskadestyrelsen. Senest er speedway-køreren Jan O. Petersen blevet tilkendt erstatning efter at han brækkede kravebenet ved et styrt i 1992. Sagen er trukket ud, fordi der var uklarhed over, om Jan O. Petersen egentlig var ansat - men det var han, har styrelsen afgjort. Kendelsen - der er den 3. om en sportsskade - ventes at få stor betydning for professionelle sportsfolks forsikringsforhold.


DilleSport


FODBOLD

K-Elitedivision 13. runde
      OB-Brøndby            2-1
      Vejle-HEI             2-7
      HIllerød-Hvidovre     1-1
      B52-Fortuna           1-8
Stillingen (point): 1. Fortuna (30), 2. HEI (27), 3. Rødovre (19), 4. OB (12), 5. Brøndby (10), 6. Vejle (10) 7. Hillerød (7), B52 (3).

M-Superliga 14. runde

      Vejle-Hvidovre        3-3
      Herfølge-AGF          0-1
      AB-OB                 2-2
      Viborg-Lyngby         1-1
      Silkeborg-FCK         1-1
Stillingen (point): 1. Brøndby (30), 2. AaB (29), 3. AGF (25), 4. Herfølge (22), 5. OB (21), 6. Lyngby (21), 7. Vejle (18), 8. Viborg (14), 9. Silkeborg (13), 10. Hvidovre (12), 11. FCK (12) og 12. AB (10).



HÅNDBOLD

Lørdag:
M-1.Division   Holte-Esbjerg    21-25
K-1.Division   Vorup-Skovbakken 21-18

Søndag:
M-1.division
      GOG-Ribe                     21-25
      Kolding-Ajax                 39-25
      Helsingør-Vadum              24-22
      Bjerringbro-Virum Sorgenfri  26-33
      Roar-Tvis KFUM               

Metal Cup - 2. runde i Odense, lørdag

      Sverige-Rumænien       26-22 (14-10)
      Danmark-Slovakiet      35-11 (15-5)
Metal Cup - 3. runde i Brøndby, søndag
      Sverige-Slovakiet      29-27
      Danmark-Rumænien       30-17
Danmark vandt turneringen, foran Sverige, Rumænien og Slovakiet.

[Som det ses af målcifrene ovenfor, var det ikke vanskelige modstandere, som Danmark mødte dennegang. Metal Cup var en af de sidste forberedelser inden EM i Danmark. Her er hvad der blev sagt herom ved pressemødet efter den sidste kamp i går aftes:]

Een ting Ulrik Wilbek specielt pointerede var, at kontraspillet ikke er giftige nok, og det kan absolut blive bedre. Forsvaret har fungeret utroligt stærkt i turneringen, og Danmark har fantastiske gode målvogtere.

Selvom holdet ikke har været sammen i to måneder, er det danske hold meget stærkt. Det er især værd at bemærke, at holdet dels har et højt niveau, men også et meget højt bund-niveau! Og Ulrik kan ikke se, hvem der pt. er i stand til at slå Danmark!

Det danske hold spillede en disciplineret og fornuftig kamp i dag, og Ulrik var tilfreds med holdets indsats i Metal Cup. Han forventer, at de "småfejl" der endnu er, kan rettes i næste uges Netcom Cup i Norge.

[Ulrik Wilbek sluttede med:]

Vi kan ikke gøre for, at vi vinder. I hvert fald taber vi ikke med vilje. Men skulle vi tabe en enkelt kamp ved Netcom Cup i Norge, gør det ikke så meget. [Her smilede han bredt!]

Ovennævnte er uddrag af DilleSports Special fra Metal Cup. Den kan læses på adressen:

http://www.forum.dk/nyheder/sportspc/metal96



VOLLEYBALL

Lørdag:
K-Elitedivision   Fortuna-TV55   2-3


NetSurferNyt


Det konservative Folkeparti

Som det er moderne blandt danske politikere, så har de konservative nu i et par måneder sendt politiske ugebreve ud via www. Man kan finde dem på:
http://www.konservative.dk
Det er en god, solid, konservativ (i flere betydninger) sider, som - også efter moderne dansk tradition ikke er helt up-to-date. Men man kan læse Anne Birgitte Lundholts nyhedsbrev fra sidste uge under "nyheder". Selv om partiet således er blevet elektronisk, foretrækker partiformand Hans Engell stadig at skrive sine indlæg på elektrisk skrivemaskine. Det påstod han ihvertfald i en række artikler i forbindelse med lanceringen af siderne.



Vejret

Regnbyger og diset - mest overskyet, men enkelte solstrejf i formiddags. Temperaturer 10 - 13 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8410 DKK,   1GBP      9,4204 DKK,   1DEM      3,8344 DKK
100JPY     5,1192 DKK,   100ITL    0,3836 DKK,   1AUD*)    4,6349 DKK
1FRF       1,1353 DKK,   1CHF      4,6214 DKK,   1CAD      4,3411 DKK
1IEP       9,4741 DKK,   1NLG      3,4188 DKK,   1XEU      7,3591 DKK
100ESB     4,555  DKK,   1NZD*)    4,1142 DKK,   1SEK      0,8871 DKK
10BEF      1,8617 DKK,   1NOK      0,9079 DKK,   100ISK    8,74   DKK  
*) AUD og NZD er fra fredag.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 7,95% -0,01 (6% - 2026),   6,85% -0,02 (8% - 2006)
Aktieindex: 447,46 -0,54   KFX (mest omsatte aktier): 126,76 -0,11