Onsdag, 23. oktober 1996 21:28 (DNT)


Gro går af

[Det er ikke direkte en dansk nyhed - men vi tager den med alligevel.] Den norske statsminister Gro Harlem Brundtland meddelte i dag Stortinget, at hun træder tilbage. Årsagen er, at hun ønsker at give Arbejderpartiets nye ledere mulighed for markere sig, inden det kommende Stortingsvalg.



Særregel forlænges

Det ser ud til, at Danmark får lov af EU-kommisionen til forlænge den særregel, der gør at indrejsende til Danmark skal have været væk fra landet i mindst 36 timer for at tage spiritus. EU-kommisionen havde fortolket reglerne således, at begrænsningen skulle væk 1. januar 1997. Den danske regering vil have mindst til år 2004. I dag foreslog kommisionen en afvikling i år 2002, og en nedsættelse af fraværstiden til 24 timer.



Nødlanding

I formiddag blev der slået storalarm ved Vandel lufthavn. Et tomotoret taxifly med 3 om bord havde mistet det ene af de 3 hjul i understillet. Det var faktisk hele ophænget hvor hjulet havde siddet - i højre side - der var væk. Flyet cirklede i flere timer, mens det brændte brændstof af for en nødlanding. Landingen forløb perfekt. Det lykkedes piloten at holde flyet på banen længe efter, at den højre vinge havde ramt jorden. Først da farten var gået næsten helt af flyet, drejede det til højre ind i græsset. Ingen kom noget til, og piloten fik ros fra alle sider. [Også herfra - hele landingen kunne ses i TV!]



DSB-forlig

Venstre og konservative er blevet enige med regeringen om DSBs fremtid. Løsningen blev stort set, som TV2 Nyhederne fremstillede det i går aftes. Det vil sige to driftsselskaber - et for Intercity-tog og et for S-tog. Begge selskaber får mulighed for at optage private lån - og S-togsselskabet skal ud og låne til de 112 nye S-togsstammer, der er bestilt. Staten lægger 750 mill. kr. ud - men når S-togsselskabet har fået lånene, vil staten bruge de tilbagebetalte 750 mill. kr. til at forbedre jernbanestrækninger i Jylland og i Nordsjælland, samt forsætte elektricificeringen af fjernstrækningerne. Et 3. selskab skal eje banelegemerne, og det skal kunne leje strækninger ud til andre selskaber end de to ovennævnte.

Trafikminister Jan Trøjborg (S) orienterede her til aften DSBs personaleorganisationer, der forud udtrykte en positiv holdning, selv om ændringerne vil medføre nedskæringer i antallet stillinger.



Forvaringsdom

En 21-årig mand blev i dag idømt forvaring på ubestemt tid på en institution. Han skød og dræbte en 40-årig mand i en våbenforretning ved Middelfart 12. oktober sidste år, med 4 skud fra et jagtgevær. Han er blevet erklæret sindsyg i gerningsøjeblikket, og slipper for en egentlig straf med forvaringsdommen.



Antikken styrkes?

Et udvalg under undervisningsministeriet har undersøgt forholdende for undervisning i de antikke fag: latin, oldgræsk og oldtidskendskab. Ikke overraskende ser det ikke godt ud - latin og oldgræsk er stort set forsvundet fra gymnasiepensum, og meget få søger ind på de tilsvarende universitetsuddannelser. I 1990 var der to ansøgere - en til latin og en til oldgræsk! I år er det gået fremad, 23 på latin og 18 på oldgræsk. Udvalget foreslår at fagene igen styrkes, ikke blot i gymansiet og universitetet - men kendskabet til antikkens kulturer skal styrkes også i folkeskolen og fremhæves mere på landets museer. Undervisningsministeriet vil snarest tage stilling til udvalgets anbefalinger.



Pyroman-dom

En anden 21-årig mand - dennegang fra Århus - fik i dag 7 års fængsel for 3 tilfælde af brandstiftelse. Ved den ene brand omkom en 6 årig dreng. Nævningene valgte at dømme ham skyldig efter den hårdeste paragraf for brandstiftelse.

[Rettelse - i den sag om brandstiftelse vi beskrev i går - og som fortsat kører - glemte vi at gøre opmærksom på, at "hovedvidnet" - en 8 årig dreng ikke kan møde i retten. Han var nemlig det ene af de tre ofre. Han døde få dage efter branden af sine kvæstelser, men nåede at udpege den 42-årige kvindelige læge som "damen, der gik rundt og tændte ild".]



K utilfreds

Forsvarsordfører Niels Ahlman-Olsen (K) er meget utilfreds med, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i går lovede, at Danmark ville stille med Nato-tropper til FNs styrker i Bosnien, hvis mandatet, der udløber den 20. december forlænges. Niels Ahlman-Olsen siger til DR, at statsministeren ikke har drøftet det med forligspartnerne bag forsvarsforliget og den danske, internationale brigade. De konservative vil rejse en forespørgsel til forsvarsminister Hans Hækkerup (S).



Scandinavian Star - igen?

Foreningen af overlevende efter branden på "Scandinavien Star" vil have søforhørerne og politiundersøgelserne genoptaget, efter at det er blevet afsløret hvem, der faktisk ejede katastrofe-færgen. Ejerskabet omkring oprettelsen af ruten var kaotisk, men det synes bevist, at den egentlige ejer var et selskab i Florida. Det ejes eller kontrolleres af en i Danmark bosiddende mand, der er tidligere direktør i DFDS. Ifølge foreningen blev ejerskabet ikke berørt ved søforhøret og de efterfølgende retsager mod kaptajnen og rederne. Derfor burde sagerne genoptages, mener man.



Rockere ikke forbydes?

Justitsminister Bjørn Westh (S) mener ikke, at man kan forbyde rockere med det nuværende materiale. Det har endnu ikke været muligt ved domstole at bevise, at kriminalitet er en følge af medlemskabet af en gruppe - og ikke medlemmernes individuelle handlinger. Justitsministeren opfordrede rigsadvokaten til at koncentrere efterforskningen om dette punkt. Han henviste til, at man har forbudt Hells Angels i Hamburg. Det forbud kom i stand efter at man fik beviser for organiseret kriminalitet - iøvrigt ved brug af civile agenter. Udtalelserne kom ved et pressemøde i dag, hvor justitsministeren fremlagde en 10 punkts handlingsplan til bekæmpelse af rocker-kriminalitet.



Koch: Nej til harmonisering

Skatteminister Carsten Koch (S) afviser skarpt tanker fra EU-kommisær for skatter og afgifter, Mario Monti og dennes ideer om at harmonisere skattesystemerne i EU-landene. Det skulle ifølge EU-kommisæren gøre det nemmere at hindre skattesvig og fjerne handelshindringer i det indre marked. Carsten Koch svarer hertil, at man kan have sine tvivl, når man ser at kommisionen ikke benytter de nuværende regler til at standse tvivlsomme skattesystemer. Han tænker f.eks. på hollandske og belgiske regler for virksomhedsbeskatning, "som grænser til statsstøtte". Kommisionen behøver endna ikke forbyde sådanne regler - den kan blot undlade at sanktionere dem!



EU: Veto-katastrofe!

En talsmand for EU-kommisioenen betragter det som en katastrofe, hvis Danmark nedlægger veto mod en række direktiver, der skal bruges til handelssanktioner overfor USA. 1. november er skæringsdatoen for den amerikanske særlov, der giver amerikanske domstole ret til at retsforfølge udenlandske virksomheder, hvis disse bryder USAs handelsembargo mod Cuba. EU vil som svar indføre handelssanktioner. Den danske regering har for længe siden tilkendegivet, at man ikke kan accepteret, at man baserer direktiverne på traktatens såkaldte "gummiparagraf", artikel 235. Brugen af denne vil, efter dansk opfattelse, kunne medføre "glidende suverænitetsafgivelse". Alligeval har kommisionen arbejdet videre uden at tage hensyn de danske indvendinger, og nu står man overfor et dansk veto.


DilleSport


BADMINTON

[Det sidste resultat fra i går:]

Elitedivisionen:

	Hvidovre-Lillerød      6-7



HÅNDBOLD

M-1. division
        Kolding-Virum/Sorgenfri   27-31



Vejret

Bortset fra tåge i morgen og aftentimerne - i Kastrup hele dagn - så var det skyfrit over det hele i dag. Temperaturer omkring 10 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8430 DKK,   1GBP      9,3377 DKK,   1DEM      3,8325 DKK
100JPY     5,1790 DKK,   100ITL    0,3827 DKK,   1AUD*)    4,6702 DKK
1FRF       1,1330 DKK,   1CHF      4,6576 DKK,   1CAD      4,3426 DKK
1IEP       9,4312 DKK,   1NLG      3,4166 DKK,   1XEU      7,3505 DKK
100ESB     4,550  DKK,   1NZD*)    4,1659 DKK,   1SEK      0,8882 DKK
10BEF      1,8603 DKK,   1NOK      0,9029 DKK,   100ISK    8,76   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,89% -0,03 (6% - 2026),   6,79% -0,03 (8% - 2006)
Aktieindex: 453,07 -1,13   KFX (mest omsatte aktier): 128,88 -0,38