Onsdag, 16. oktober 1996 21:32 (DNT)


Rockerborge tømmes

Den første dag med den nye sær-lov mod rockerfæstninger forløb over al forventning. De fleste steder forlod rockerne frivilligt deres befæstede tilholdssteder ligesåsnart politiet dukkede op. Enkelte steder havde de forladt fæstningerne inden politiet kom. Her måtte man ud til de pågældendes privatadresser og "forkynde" tilholdet om ikke at vise sig på en række nærmere angivne adresser. Andres steder, som f.eks. i Odense, forlod Hells Angels deres tilholdssted selv om politiet ikke havde besluttet endnu, om der skulle gives tilhold. Ialt 200 tilhold blev givet landet over, heraf 30 i København. Allerede inden tilholdet var de to tilholdssteder - i Titangade og Polensgade - tømt for inventar og HA-symboler. Politiet tager dog ingen chancer - begge de københavnske bygninger bliver, ligesom en række andre rockerborge i tætbebyggede områder, fortsat skarpt bevogtet af sværtbevæbnet politi.



Kollektiv Straf?

Folketingets retsudvalg overvejer flere skridt for at komme den organiserede rocker-kriminalitet til livs. En ide, som har vundet en vis tilslutning er at indføre kollektiv straf i de sager, hvor man ikke kan udpege en specifik gerningsmand. Formanden for retsudvalget, Bjørn Elmquist (R) udtalte sig meget positivt om ideen i DR-TVA her til aften. Derimod var V og K uenige. Helge Adam Møller (K) mente det ville være en god ide, hvis man tog 4 rockere i en lejlighed med et maskingevær. Så kunne man sigte alle 4 for ulovlig våbenbesiddelse, selv om man aldrig kunne bevise "hvem der har slæbt det ind". Birthe Rønn Hornbech siger, at hun ikke går ind for noget, "der ikke virker". Istedet vil hun give politiet "bedre efterforskningsmuligheder" i form af anonyme vidner.



Bombetrusler

En "velformuleret" kvinde ringede i dag til Byretten i København og sagde, at der var placeret bomber rundt omkring i bygningen. Politiet tog ingen chancer, og retsbygningen blev evakueret i flere timer, mens bombehunde gennemsøgte lokalerne. Ingen bomber blev fundet. I Brønshøj var der også alarm - her havde en beboer fundet en rørbombe i en affaldssæk. Forsvarets sprængstofeksperter kørte "Rullemarie", den fjernstyrede robot i stilling, og fik bomben uskadeliggjort. Bomben var dog ikke særlig stor, så politiet betegner den som "drengestreger".



Flere skattestigninger

Også kommunerne meddelte i dag, at der er stigninger på vej i skatteudskrivningen - større end hvad der stod i aftalen mellem regeringen, kommuner og amter. I gennemsnit bliver den samlede stigning af amts- og kommuneskatter 0,5 pct.point højere en forudsat. Det fik finansminister Mogens Lykketoft (S) til at sige, at aftalesystemet skal tages op til revision, og at regeringen ikke længere vil afvise "justeringer" på det kommunale og amtslige område. Klaus Hækkerup (S) mener, at der enten skal indføres en tættere kontrol når Folketinget bevilger penge til et område, eller et fast budgetloft.

Det afvises skarpt af formanden for Kommunernes Landsforeninge, borgmester Evan Jensen, Lejre. Han begrunder de generelle stigninger med, at borgerne kræver mere service - ældrepleje, børnepasning, renovation af skoler og flere computere til elever. Han siger til DR, at børnepasning ofte er en nødvendighed for, at forældrene kan komme på arbejde. Han gør dog opmærksom på, at der ikke kan blive tale om en generel pasningsgaranti.



Hygiejne-problem?

Der sjuskes for meget med hygiejnen på danske sygehuse, siger professor Niels Høiby, Righospitalets Mikrobiologsike afdeling til Politiken. Det er især vask af hænder, der forsømmes. Situationen er blevet stadig værre, i takt med at hospitalerne oplæver nedskæringer og personalemangel. Han nævner sagen fra Gentofte Amtssygehus, hvor der i sidste uge blev fundet 5 tilfælde af salmonellaforgiftning, som et klart eksempel. Det ser iøvrigt ud til, at det er lykkedes at standse udbredelsen, idet der ikke har været nye forgifningstilfælde de sidste par døgn i Gentofte.



RiBus-aktivist fri

En af de 4 Ribus-aktivister, som under konflikten blev arresteret og sad varetægtsfængslet i flere dage, vil ikke blev sigtet. Statsadvokaten for Sønderborg, Preben Alsøe, meddelte i går den tidligere aktivist, at en eventuel retsag ikke ville kunne føre til domfældelse [?]. Sigtelsen lød på groft hærværk og forstyrrelse af den offentlige trafik.



Sprængstof-tyveri

To mænd på 20 og 17 år blev i går arresteret i Roskilde. På deres bopæl fandt politiet 40 kg sprængstof. Det stammer fra et indbrud i en militær bunker uden for Roskilde, ved Søsum. Tidligere har politiet fundet 30 kg og dermed er alt det stjålne fundet. Den 20 årige blev varetægtsfængslet for 16 dage, heraf 8 dage i isolation. Den 17-årig blev løsladt.



Romance slut

Den 26-årige Katja Storkholm Nielsen meddelte i dag via en fax fra sin advokat, at hun har besluttet ikke længere at komme sammen med kronprins Frederik. De to har kommet uofficielt sammen i over 2 1/2 år, men en del af pressen har kørt på, at den tidligere model på et tidspunkt fremviste moderigtigt undertøj.


DilleSport


BADMINTON

Den kommende weekend afholdes den traditionsrige badmintonturnering, Danish Open. Det sker i år i Middelfart. DilleSport vil dække den den - ligesom sidste år på WWW. Se:
http://www.forum.dk/nyheder/sportspc/dan-op96
Der kommer resume og referat af de vigtigste kampe via e-post i nyhederne fredag og mandag.



FODBOLD

I UEFA CUP, 2. rundes 1. kamp, vandt Brøndby i aftes 0-2 over skotske Aberdeen - i Skotland. 2 meget vigtige udebanemål, sat ind af Ebbe Sand og Per Nielsen. Skotterne havde presset på i en stor del af kampen, og havde nogle fremragende forsøg indenfor målrammen - men ikke over målstregen. Det sørgede Brøndbys keeper, Mogens Krogh, for. Han leverede nogle pragtredninger, og i den anden ende fik Brøndby altså 2 mål. Absolut ikke nogen dårligt udgangsposition, når de 2 hold om 14 dage mødes i Brøndby. Men Aberdeen er ikke slået på forhånd. De er kendt for at lave mål på udebane...


NetSurferNyt


Den 20. almindelige vurdering!

Dette er en virkelig lækkerbisken - og så er det ikke ulovligt! Kommunedata har sat de fleste resultater af den 20. almindelige ejendomsvurdering online på internettet. Her kan man se, hvad næsten hver enkel ejendom i Danmark vurderes til at koste, når der skal udskrives ejendomskatter. Og kan man ikke huske navn og adresser helt præcist, er kan man nøjes med at angive gadenavn - så vises alle ejendomme der. Udover samlet vurdering og grundskyld, kan man læse matrikelnumre, ejerens navn, ejendommes klassifikation m.v. Den eneste begrænsning er, at "kun" 230 kommuner medvirker.
http://ditdanmark.nethotel.dk/vurdering/
Der er dog en, der mener at registeret er ulovligt. Det er lektor Erik Frøkjær, Datalogisk Institut. Han har indgivet en klage til Registertilsynet i sidste uge. Da det kom frem i pressen i går, lukkede Kommunedata kortvarigt for adgangen. Senere mente man, ifølge Jyllands-Posten, at man har en forhåndsgodkendelse fra Told- og Skattestyrelsen og Registertilsynet, samt at alle registerforeskrifter er overholdt, så registeret er nu åbent igen.

En guldgrube for direkt-Marketing firmaer med internet og webrobot-ekspertise!

PS: Kommunedata GARANTERER at man ikke kan lave masseudtræk af registeret. Det siger Preben Skovbjerg, kommunikationschef til Jyllands-Posten.



Vejret

Et kraftigt regnområde bredte sig i løbet af dagen til hele Jylland, og i løbet af eftermiddag og aften til resten af landet, undtagen Bornholm. Allesteder var det diset. Temperaturer mellem 12 - 15 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,9020 DKK,   1GBP      9,3600 DKK,   1DEM      3,8317 DKK
100JPY     5,2659 DKK,   100ITL    0,3851 DKK,   1AUD*)    4,6629 DKK
1FRF       1,1322 DKK,   1CHF      4,6542 DKK,   1CAD      4,3573 DKK
1IEP       9,4798 DKK,   1NLG      3,4149 DKK,   1XEU      7,3557 DKK
100ESB     4,556  DKK,   1NZD*)    4,0999 DKK,   1SEK      0,8917 DKK
10BEF      1,8595 DKK,   1NOK      0,9037 DKK,   100ISK    8,76   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,83% -0,05 (6% - 2026),   6,80% -0,07 (8% - 2006)
Aktieindex: 452,42 +4,38   KFX (mest omsatte aktier): 128,82 +1,20