Onsdag, 9. oktober 1996 21:08 (DNT)


Politisk censur?

Folketingets politisk-økonomiske udvalg spurgte i dag finansminister Mogens Lykketoft (S) og økonomiminister Marianne Jelved (R) hvor et bestemt afsnit i regeringens erhvervsredegørelse, der kom i går, er blevet af. Det antydes, at afsnittet er blevet fjernet, fordi de omtaler en rapport fra Socialforskningsinstituttet. Rapporten skulle vise, at regeringes politik overfor langtidsledige ikke virker. Ifølge redegørelsen er antallet af langtidsledige faldet, men rapporten hævder, at de ledige blot er gået på andre former for overføringsindkomst, f.eks. orlovsordningerne. Begge ministre afviser dog, at de har læst afsnittet. Det skulle være fjernet af embedsmænd, der mener at rapportens konklusioner bør undersøges nærmere. Ikke mindst fordi Erhvervsministeriet står alene med ideen om, at man kan skaffe flere i arbejde ved at "sænke" mindstelønnen ved at give højere skattefradrag til lavtlønnede.



V og K toppes

"De konservative holder efterårsudsalg" af sine ideer, siger medlemmer af Venstre på Christiansborg. Anne Birgitte Lundholdt (K) er vred, og "forstår ikke, hvorfor Venstre fører borgerkrig" mod de konservative, som hun siger til DR-TVA. Begge partier fastholder dog, at de vil gå sammen - når der udskrives valg. Balladen har ihvertfald en vinder - finansminister Mogens Lykketoft (S) kan se frem til at kunne forhandle med de to partier hver for sig, når forhandlingerne om finansloven starter for alvor.



Høring på Holmen

Kulturminister Jytte Hilden (S) afholdt i dag sin store høring omkring fordelingen af biblioteksafgiften på 135 mill. kr. Afgiften gives til forfattere som en slags kompensation for tab af bogsalg. Et gammelt forslag om at sætte et loft på 200.000 kr. løb ind i voldsom modvind tidligere, da forfatterne blev klar over, at regeringen reducerede rammebeløbet på finansloven tilsvarende. Det fik Jytte Hilden til at trække i land, og i dag inden mødet sagde hun, at forslaget blev stillet helt i bero, indtil en arbejdsgruppe havde afleveret en rapport - ved udgangen af 1997.



Ny sociallov

Foreningen af socialchefer i Danmark mener ikke, at socialminister Karen Jespersens (S) kommende udkast til en ny sociallov kan kaldes en reform. Det er blot lapperier. Det værste er, at loven vil koste kommunerne en masse penge at inføre - for alle paragrafferne får nye numre, som socialrådgiverne skal til at lære. Men indholdet er stort set det samme.



Eksplosionsårsag

Gnister fra en defekt hæftemaskine var årsagen til, at fabrikken H. C. Andersen Festfyrværkeri en forstad til Århus eksploderede 27 juni i år. 2 blev dræbt og 2 blev kvæstet ved eksplosionen. Tekniske undersøgelser viser, at det med stor sansynlighed er en gnist fra maskinen, der blev brug til at hæfte fyrværkeriet fast til pap, som antændte noget krudtstøv. På baggrund af undersøgelserne konklusion vil der ikke blive rejst sigtelse imod nogen for ansvaret for eksplosionen.



Elektronik-indsamling

Indsamling af brugt elektronik fra f.eks. computere o.l. skal ikke betales ved en afgift på nyt udstyr. Det besluttede miljøminister Svend Auken og brancheorganisationer i dag. Istedet skal indsamling og genbrug finansieres af ved en afgift på affaldet, der betales når virksomhederne kasserer det. Svend Auken regner med, at 25.000 tons "miljøfremmed" affald derved undgår at komme på lossepladsen. Han siger til DR, at en afgift på nyt udstyr blot ville have flyttet en stor del af handelen syd for grænsen. Eller som han siterede et panelmedlem for: "De får omsætningen - vi får affaldet!"



El-salg hindres ikke

Energiminister Svend Auken mente efter et samråd i Folketingets energiudvalg i dag ikke han kunne gøre noget for at hindre, at det svenske Wattenkraft-selskab køber sig ind i det nordsjællandske forsyningsselskab Nesa. Enten skulle staten købe aktierne af Gentofte Kommune - der vil sælge - eller også skulle Svend Auken komme med et lovindgreb. Ingen af delene tror han vil kunne samle flertal. Prisen for aktierne er siden salget blev kendt steget fra 0,5 til 1,2 mia. kr. Istedet opfordrede han politikerne til generelt at "beskytte forbrugerne". Anni Svanholt (SF) synes, at regeringen var for svag. Eva Møller (K) var principielt tilhænger af "Danske virksomheder på danske hænder", men naturligvis skal man tillade udenlandske opkøb når man går ind for, at danske virksomheder investerer i udlandet.



Rockerlov klar

I løbet af i dag blev Justitsministeriets embedsmænd færdige med at lave den reviderede udgave af særloven mod rockeres ophold i tætbebyggede områder. Der er et solidt flertal bag loven. SF har dog stadig betænkeligheder, specielt omkring retsikkerheden. Ifølge retsordfører Anna Baastrup vil man i morgen stille forslag om adgang til at indbringe et tilhold for retten, ved 2. behandlingen af rockerloven. Hvis man kan få nogle fornuftige garantier fra justitsministeriet kan man også stemme for, mener Anna Baastrup i DR-TVA. Bjørn Elmquist (R), formanden for retsudvalget, er ikke glad for en fri adgang til retsprøvelse. Der er i øjeblikket 1400 sager, hvor rockere har klaget over ransagninger, på vej igennem retssystemet. Systemet risikerer at "sande til", hvis rockerne får ubegrænsede muligheder.


DilleSport


CYKLING

Onsdag startede VM i Lugano, Schweiz. Første dansker til at træde i pedalerne var Michael Steen Nielsen, Køge. Han stillede op til en 31,6 kilometer enkeltstart i klassen U23. Han var uheldig og fik en punktering. Det blev til en 17. plads.



FODBOLD

Onsdag spillede Danmark VM-kvalifikationskamp mod Grækenland i Parken, og det blev til dansk sejr på 2-1. Det så 40.226 tilskuere!

Det var landstræner Bo "Bosse" Johanssons første landskamp på hjemmebane. Statistikken med at vinde landskampe fortsatte, og landsholdet har vundet alle 3 landskampe med den nye landstræner. Måske mere væsentligt - de første 2 VM-kvalifikationskampe har givet maksimumpoint 6.

Den 1. oktober udtog landstræneren følgende spillere til dagens kamp:

Peter Schmeichel
Mogens Krogh
Jes Høgh
Jacob Friis Hansen
Thomas Helveg
Jacob Laursen
Marc Rieper
Thomas Rytter
Ole Bjur
Bjarne Goldbæk
Michael Schjønberg
Allan Nielsen
Claus Thomsen
Peter Nielsen
Søren Andersen
Peter Møller
Brian Laudrup
Michael Laudrup
Om kampen på hjemmebane, Parken, sagde landstræneren: Danmark skal skabe kampen og vinde på hjemmebane. Holdet kan skabe chancer og det _skal_ skabe chancer.

12 af de 18 spillere kommer fra udlandet. Det henleder tanken på de glade fodboldfirsere, hvor ikke een landsholdsspiller kom fra de hjemlige rækker.

Startopstillingen mod Grækenland:

Peter Schmeichel
Thomas Helveg
Jes Høgh
Marc Rieper
Jacob Laursen
Peter Nielsen - udskiftet med Bjarne Goldbæk efter 10 min. i anden halvleg
Claus Thomsen
Michael Laudrup - udskiftet med Michael Schjønberg efter 31 min. i anden h.
Allan Nielsen
Peter Møller - udskiftet med Søren Andersen 4 minutter før slutfløjt.
Brian Laudrup
Det seneste møde mellem Danmark-Grækenland ligger tilbage til den 17. maj 1989. Dengang var danskerne nådesløse og vandt 7-1. 3 danske spillere fra dagens hold var med i 1989: Peter Schmeichel og brødrene Brian og Michael Laudrup. Men det græske hold er blevet et helt andet, og fra dansk side forventede man ikke på forhånd den helt store målfest.

I parentes bemærket:
(Peter Schmeichel spillede sin landskamp nummer 90. Sjovt nok debuterede han mod Grækenland. Det var i en OL-kvalifikationskamp i 1987).

DilleSport foran skærmen:
Det startede flot med et dansk spil der var offensivt. Spillerne var meget bevægelige og lavede flot kombinationsspil, hvor især fløjene var med. Det blev da også til dansk 1-0 føring efter 25 minutters spil gennem et angreb på højrefløjen. Thomas Helveg var stødt med frem fra forsvaret, og lagde bolden ind over. Her ville en græsk spiller sparke bolden langt over mål, men lavede i stedet for et alletiders flot selvmål. Som stadionspeakeren udtrykte det: "Og det var et græsk selvmål på smuk aflevering fra Helveg". Det kan ikke siges anderledes.

I disse minutter kørte det rigtig godt for det danske spil, og 3 minutter senere havde Peter Nielsen sendt bolden ind bag den græske målmand. Men meget udforståeligt blev det annuleret for offside. På den langsomme gentagelse var der absolut ikke offside - men sålænge dommerne ikke bruger TV-billeder som hjælpemiddel må det stadig være et skøn.

Efter en halv times spil var det grækerne der dominerede. Ikke på grund af et guddommeligt spil, men på grund af at de udnyttede danskernes fejl og manglende selvtillid?!?! Efter 35 minutters spil fik grækerne frispark 5-10 meter udenfor straffesparkfeltet. Og så stod det 1-1. Det var et rigtigt godt mål, og det var svært at bedømme om bolden havde snittet en dansker i forsvarsmuren. Men udligningen var det intet at indvende imod.

I anden halvlegs første minutter spillede danskerne faktisk som de havde sluttet første halvleg: Trukket tilbage på banen. Men så tog Brian Laudrup fat. 6 minutter inde i anden halvleg erobrede han bolden i midtercirklen og løb solo. Hele det græske forsvar blev optrevlet af Brians fantastiske driblerier, og med en følt yderside med højrebenet fik han udspillet den græske målmand. Det var et mål der ikke står i fodboldens ABC - sådan noget kan man kun, hvis man er i verdensklasse. Og så stod det 2-1.

Det var flot at se Brian Laudrup komme med i kampen i anden halvleg. Hele første halvleg havde han haft oppasser på. Han var snart i højre side, snart i venstre side.

Efter 10 minutters spil i anden halvleg skiftedes Peter Nielsen ud med Bjarne Goldbæk. Goldbæks indsats var noget blandet. Han leverede nogle dårlige afleveringer og modtagelser, men var på den anden side også den der effektivt greb ind i det græske spil.

Anfører Michael Laudrup gjorde absolut ikke noget væsen af sig i dagens kamp. Mange afleveringer fik forkert adresse, og han blev skiftet ud et kvarter før tid og erstattet af Michael Schjønberg.

Oftest var det noget bavl i det danske forsvar. De små vævre græske angrebsspillere kom ofte igennem det store danske forsvar. Deres afslutninger var dog ikke præcise nok, samtidig med at Peter Schmeichel i det danske mål lavede nogle pragtredninger. Men det danske forsvar kan ikke komme med undskyldninger, slet ikke at banen var glat efter regnvejr. Banens tilstand var ens for alle.

De sidste 10-12 minutter spillede grækerne med 10 mand. Tilsyneladende havde en græsk spiller brækket næsen, og da grækerne havde brugt deres 3 udskiftninger...

4 minutter før tid blev Søren Andersen skiftet ind i stedet for Peter Møller, der absolut havde gjort en hæderlig indsats.

Det var ikke nogen pragtindsats af det danske hold, men spillet var slet ikke så ringe endda. Der var masser af gode takter. Og det virker som om den nye nationale landstræner Bo 'Bosse' Johansson er ved at få indgydet landsholdsspillerne mere glæde og stolthed ved at spille på det danske landshold. Spillestilen er også noget anderledes end det Richard Møller Nielsen dikterede i sin regeringstid. Der synes at være et godt dansk herrelandshold på vej!

Udtalelser efter kampen:

Bo Johansson:
Var meget, meget tilfreds resultatmæssigt. Og lige så med hensyn til angrebsspillet. Det var dog et dårligt forsvarsspil. Han mente, at den første halve time af spillet var den bedste set med danske øjne. Bosse forklarede, at det var med overlæg at danskerne slap taget i presspillet. Når spillerne bliver trætte er det ganske naturligt. Om Brian Laudrup sagde han, at han spillede en kanon-kamp [enig!], og at det var ham der afgjorde kampen.

Som slutbemærkning sagde landstræneren med smil i øjnene, at han ikke var utilfreds med noget i kampen, "når vi vinder".

Brian Laudrup:
Synes at Danmark spillede godt i de første 25 minutter og at danskerne ligesom gled lidt ud af kampen i første halvlegs sidste 10 minutter. Om spillet i anden halvleg sagde han, at spillets kvaliteter dalede lidt. Men som han pointerede: 2 kampe 6 point. "Nu kan vi overvintre". [Næste VM-kvalifikationskamp spilles den 29/3-1997 mod Kroatien, gruppens vel nok stærkeste nation. /red.]

Jes Høgh:
Grækerne var svære at spille mod. Specielt da de stillede op med 9 forsvarsspillere.

Stillingen i Danmarks gruppe:

    Hold             Kampe     Vundne  Uafgjorte  Tabte  Score  Point
Grækenland             3         2         0        1    6-2      6
Danmark                2         2         0        0    4-1      6
Kroatien               1         1         0        0    4-1      3
Slovenien              2         0         0        2    0-4      0
Bosnien Hercegovina    2         0         0        2    1-7      0



HÅNDBOLD

K-1. division: Viborg-Skovbakken   27-16



VOLLEYBALL

K-elitedivision:  Gentofte-Holte    0-3



Vejret

Enkelte solstrejf i Nordjylland - ellers skyet vejr med regnbyger, med temperaturer 10 - 15 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8575 DKK,   1GBP      9,1705 DKK,   1DEM      3,8314 DKK
100JPY     5,2534 DKK,   100ITL    0,3856 DKK,   1AUD*)    4,6039 DKK
1FRF       1,1336 DKK,   1CHF      4,6744 DKK,   1CAD      4,3261 DKK
1IEP       9,3907 DKK,   1NLG      3,4151 DKK,   1XEU      7,3365 DKK
100ESB     4,556  DKK,   1NZD*)    4,0458 DKK,   1SEK      0,8911 DKK
10BEF      1,8605 DKK,   1NOK      0,9007 DKK,   100ISK    8,73   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,78% -0,02 (6% - 2026),   6,79% -0,01 (8% - 2006)
Aktieindex: 443,45 +2,61   KFX (mest omsatte aktier): 126,25 +0,60