Politi skyder sindsforvirret
Politiet i går eftermiddag blev sendt ud til en 49-årig mand i
Horsens, fordi han skulle tvangsindlægges. Manden gik imidlertid til
angreb på en betjent, og slog ham med et koben. Betjentens kollega trak
sin pistol og sårede den 49-årige i benet. Manden var særdeles kendt af
politiet, da han også blev tvangsindlagt sidste år. Tilbage i 1981
myrdede han sine forældre, og blev dengang idømt forvaring på ubestemt
tid. Episoden har forstærket diskussionen om problemerne med
distriktpsykiatrien, manglende resourcer i det psykiatriske
behandlingssystem og politiets rolle som "sidste udvej".
Familiedrama
Politiet er rystet over afsløringerne i en mordsag fra Skørping. Her
blev en 52-årig mand i går myrdet med en økse. Mandens 3 sønner blev i
dag fremstillet i retten, sigtet for mord eller medvirken til mord.
Sønnerne var i alderen 16 - 21 år. I retten fortalte de 3, støttet af
moderen, hvorledes den 52-årige fysisk og psykisk havde mishandlet
drengene. Det undrer også politiet, hvorfor naboerne ikke har grebet
ind, og meldt sagen til politiet. Så ville man helt sikkert have skredet
ind mod den 52-årige. De 2 ældste sønner blev fængslet for 4 uger, den
yngste blev løsladt efter dagens retsmøde.
Rockervagt
Store politistyrker fra hele Sjælland har hele dagen i dag standset
biler og fodgængere, der kom i nærheden af Hells Angels rockerborg i
Roskilde. Der skal der nemlig være en stor rockerfest i aften. Selv om
over 100 "rockerlignende" typer har været standset og visiteret, har man
indtil nu kun fundet en kniv og noget hash. Men bevogtningen fortsætter
i aften og nat. Også omkring de rivaliserende Bandidos-rockeres
tilholdssted er der skærpet opmærksomhed.
Finanslovsforhandling
Holger K. Nielsen (SF) mente efter et møde med finansminister Mogens
Lykketoft i dag, at der var gode muligheder for at opnå enighed om
finansloven mellem SF og regeringspartierne. Regeringen er i den
indledende runde med de konservative, Venstre, SF og Enhedslisten for at
finde mulige forlig. Enhedslistens Frank Aaen sagde også i dag, at
Enhedslisten gerne ville stemme for finansloven, hvis regeringen ville
afbryde forhandlingerne med de konservative.
Tele-konkurrence
I dag meldte det svenskejede Telia ud med nye lave udlandspriser. De har
lagt eget lysleder-kabel med en kapacitet på 1 mill. telefonsamtaler
mellem Københavns Nordhavn og Sverige. Fra Nordhavnen og ud til den
enkelte abonnent bruges TeleDanmarks kabler. Når man ringer, skal man
blot trykke 1010 foran nummeret, efter man har tilmeldt sig Telia.
Priserne skulle ligge ca. 10% under TeleDanmarks. TeleDanmark ikke
planer om at matche priserne endnu, men en prissænkning på 20% på
samtaler til Skandinavien havde været planlagt længe, og vil træde i
kraft fra 1. november.
FRP-landsmøde
I weekenden afholder Fremskridtspartiet landsmøde. Dennegang er der igen
optræk til ballade. Årsagen er, at et antal medlemmer ønsker, at
partistifteren Mogen Glistrup skal genoptages i partiet. Det ønsker den
nuværende ledelse imidlertid ikke. Mogens Glistrup, der i mellemtiden
har dannet et nyt parti - Trivselspartiet - siger, at han sidder parat
ved telefonen, og at han gerne vil tilbage. Men han regner ikke med, at
nogen vil ringe, siger han til DR-TVA: "Jeg lugter jo af fremskridt. Den
stank kan man ikke fordrage". Han henviser til, at fremskridtspartiet
har travlt med at "komme ind i varmen" hos de etablerede partier.
Nakskov uden drikkevand
Beboerne i Nakskov må stadig ikke drikke vand fra byens vandforsyning i
dag. I går blev der udstedt forbud, efter at en betjeningsfejl på
sukkerfabrikken ledte havvand ud i byens ledningsnet. Hele natten til i
dag blev hovedledningerne gennemskyllet, men omfanget af forureningen
var større en ventet. Der blev taget prøver i morges for at afgøre, om
vandet er sundhedsfarligt, men prøveresultatet foreligger først i
morgen.
Brøndby fik en særdeles god lodtrækning - skotske Aberdeen! Første opgør spilles i Skotland den 15. oktober, og returkampen den 29. oktober i Brøndby.
Aberdeen ligger pt. nummer tre i den skotske Premier Division. Det er et fysisk stærkt hold, der har en offensiv spillestil. Det samme har Brøndby, så det må forventes at blive to gode kampe.
Landsholdsspiller Brian Laudrup, der spiller for Glasgow Rangers, har givet Brøndbys træner Ebbe Skovdahl oplysninger om Aberdeen. Ifølge Brian Laudrup må Brøndby anses for at være storfavoritter til at gå videre til tredje runde - alene på den internationale rutine.
Træner Ebbe Skovdahl tager til Skotland næste weekend for ved selvsyn at se det skotske hold.
Vejret
Måneformørkelse natten til i dag var kun synlig i den østlige del. Det
havde en håndfulde entusiaster, der samledes ved Thyco Brahe Planetariet
glæde af i nat. I løbet af formiddagen bredte skyerne sig fra vest,
efterfulgt af regn. Temperatur 12 - 15 grader.
Finansmarkederne
1USD 5,8500 DKK, 1GBP 9,1283 DKK, 1DEM 3,8416 DKK 100JPY 5,2860 DKK, 100ITL 0,3850 DKK, 1AUD*) 4,6176 DKK 1FRF 1,1359 DKK, 1CHF 4,6647 DKK, 1CAD 4,2763 DKK 1IEP 9,3623 DKK, 1NLG 3,4237 DKK, 1XEU 7,3277 DKK 100ESB 4,568 DKK, 1NZD*) 4,0908 DKK, 1SEK 0,8798 DKK 10BEF 1,8660 DKK, 1NOK 0,9009 DKK, 100ISK 8,71 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 7,97% -0,08 (6% - 2026), 7,00% -0,06 (8% - 2006) Aktieindex: 430,86 +2,40 KFX (mest omsatte aktier): 122,80 +1,19