Initiativet har mødt stærk skepsis - ikke mindst fra politimestre på landet. De mener ikke, at politiet kan vedligeholde 24-timers bevogtning og samtidig løse de øvrige opgaver. Ifølge Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen, var det ikke et problem i København. Her brugte man mandskabet i beredskabsafdelingen. Imidlertid havde man ikke taget højde for arbejdstidsreglerne - derfor droslede man overvågningen ned til en enkelt patruljevogn.
"minister tør ikke"
Også den borgerlige oppostion kræver handling, men kritiserer
justitsministeren. Kraftigst kommer kritikken fra Birthe Rønn Hornbech
(V), der selv er vicepolitidirektør. Hun mener kun "klare politiske
signaler" kan løse rockerproblemet, men regeringen lader det hele sejle.
Om justitminster Bjørn Westh sagde hun i DR-TVA, at "han tør jo ikke
melde ud". Venstre har sammen med de konservative tidligere på året
stillet beslutningsforslag om bedre redskaber til bekæmpelse af rocker
(og anden) kriminalitet. Det drejer sig om lettere adgang til
ransagning, mulighed for konfiskation af midler, som rockere ikke kunne
gøre rede for, bedre muligheder for overvågning [hun sagde det ikke, men
der tænkes vist også her på brug af civile agenter, anonyme vidner og
vidnebeskyttelsesprogrammer. Det har politiet længe ønsket]
Tilfældigt offer
Ifølge Kai Hermann, Glostrup politi, var det fuldstændigt tilfældigt, at
en 12-årig dreng i går blev myrdet af en sindsforvirret, 49-årig mand
Til politiet har han forklaret, at han efter at have drukket et par øl
"hørte stemmer" og følte, at der skulle ske noget. Manden var indtil
1990 under opsyn, efter en brandstiftelse i 1987 og en efterfølgende
behandlingsdom. Kai Hermann siger til DR-TVA, at det er et alvorligt
problem at de psykisk syge har ikke noget sted at søge hjælp, når de har
behov. "Danmark lukker kl. 16", siger han - og så står politiet med
problemerne.
[Vi "rettede" igår fejlagtigt drabsmandens alder til 52 år på baggrund af et TV2 indslag send direkte fra gerningsstedet.]
Psykiatri-problemer
Siden 1980 er der sket en 3-gange forøgelse af kriminalitet begået af
psykisk syge. Det skyldes simpelthen, at amter og kommuner misbruger
ideen om distrikst-psykiatri til kassetænkning, siger Peter Duetoft (CD)
til DR-TVA, i en kommentar til drabet på den 12-årige dreng fra Brøndby.
Nogle amter har indskrænket den psykiatriske behandling til et
almindeligt kontor, hvor psykisk syge kan henvende sig. Samtidig har
kommunerne undladt at investere i den kommunale behandling. Istedet
indskriver man klienterne på de få tilbageværende, og overfyldte
psykiatriske sygehuse. Det var ikke meningen med ideen om
distrikts-psykiatri, siger Peter Duetoft.
For mange klager
Efter den nye lov om klager over politiet trådte i kraft ved nytår, er
antallet af klager vokset eksplosivt. Der er i år indgivet omkring 850
klager. I Århus politikreds er der 30 klager, og 1/3 af den "udfarende"
del af styrken er eller vil blive afhørt i forbindelse med klagesager.
Det er statsadvokaterne der nu behandler klagerne. Tidligere blev det
behandlet i lokalnævn, hvor politiet havde en stærk repræsentation. De
flere klager betyder ikke, at klagerne får ret - det antal er uændret
(lavt), men klagerne er ved at blive en voldsom belastning for
statsadvokaterne og domstolene, der også levere arbejdskraft. Det beløb,
der er afsat til at dække omkostningerne i år er brugt op.
Dansk FN-protest
Lederen af FNs vagtkorps i Irak, Poul Dahl, truer nu med at gå af, hvis
ikke han og hans folk snart får ordentlige arbejdsforhold. Problemet er
FNs bureaukrati. Ustandselig oplever man, at tilladelser fra New York
forsinkes, at der hele tiden skal argumenteres for, at de 108 mand skal
have biler, der kan køre, og radioudstyr, der virker sikkert. Det er som
at "slå i en dyne, som man siger på dansk", siger han til DR-TVA. Alt
sker med sneglefart. 32 af de 108 vagter er danskere, og Poul Dahl
rejser nu hjem for at give udenrigsministeriet en orientering om
problemerne.
El-varehuse
I dag åbnede den sidste af en række store specialvarehus for elektriske
artikler i Københavnsområdet. Det var den norsk-ejede "El-giganten", der
åbnede. I starten af september åbnede "Electronic City" og "Electronic
World", og det eksisterende "SuperRadio" ved Ikea i Høje Taastrup blev
ombygget. Udvalget er koncentreret om TV, video, computere og - i nogle
forretninger, hårde hvidevarer og fotoudstyr, til lave priser.
[Men desværre er udvalget efter min mening ikke særlig stort. Det kniber f.eks. i den dyrere ende. Man kan finde B & O, men ikke ret mange andre. Udvalget af reservadele (stik og ledninger) i de to forretninger, jeg har besøgt er f.eks. ikke større en en alm. Fona, Selandia eller ikke-kæde butik. /Leif.]
Varemærke-krig
Royal Copenhagen har store planer med at bruge navnet "Georg Jensen"
internationalt til markedsføring af parfume, slips, o.s.v. Det er ellers
fortrinsvis kendt som sølvtøj. Derfor har man ingivet ansøgning om
varemærkebeskyttelse herom til patent-direktoratet. Men ansøgningen blev
afvist, fordi det kræver arvingernes samtykke. Den ville de to nulevende
børn af Georg Jensen [1866-1935] ikke give, fordi de mener, at det
ligger for langt fra faderens arbejder, der udelukkende var
sølvarbejder. [Under 2. verdenskrig fik firmaet Georg Jensen af enken
tilladelse til også at bruge navnet til bestik m.m. i rustfrit stål]
Begge arvinger mener, at de har dokumentation for, at de ejer
rettighederne til Georg Jensen-navnet til alle andre udnyttelser, og de
siger til Politiken Erhverv, at Royal Copenhagen ikke har kunnet
dokumentere noget tilsvarende, på trods af gentagen opfordringer de
sidste 3 år. Arvingerne er pens. keramiker, Ib Georg Jensen, der er 69
år og pens. balletdanser, Mette Georg Jensen, 76-år.
Arvingers hævd til et navn ophører efter dansk praksis først 100 år efter personens død. Georg Jensen-navnet regnes for det bedst kendte og bedst sælgende danske varemærke i udlandet i dag.
K-1. division: Viborg-FIF 19-21 Frederikshavn-GOG 19-22 Vorup-Roar 28-24 Horsens-Ikast 18-35 Skovbakken-Virum/Sorgenfri 28-25 Lyngså-DHG 23-31 M-1. division: Holte-Virum/Sorgenfri 29-35 TVIS KFUM-GOG 17-29 Kolding-Roar 33-22 Helsingør-Bjerringbro 23-15 Ajax-Ribe 32-29 Vadum-Esbjerg 30-21
Eliteserien: Vojens-Frederikshavn 7-3
Vejret
Det var overskyet og et område med støvregn bevægede sig over landet fra
sydøst i løbet af dagen. Det gav kun op til 2 mm regn. Temperatur 12-15
grader. Det klarede op fra sydøst her til aften.
Finansmarkederne
1USD 5,7885 DKK, 1GBP 9,0509 DKK, 1DEM 3,8416 DKK 100JPY 5,2656 DKK, 100ITL 0,3825 DKK, 1AUD*) 4,6866 DKK 1FRF 1,1353 DKK, 1CHF 4,7061 DKK, 1CAD 4,2351 DKK 1IEP 9,3085 DKK, 1NLG 3,4260 DKK, 1XEU 7,3167 DKK 100ESB 4,567 DKK, 1NZD*) 4,0579 DKK, 1SEK 0,8832 DKK 10BEF 1,8655 DKK, 1NOK 0,8993 DKK, 100ISK 8,68 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 8,09% -0,01 (6% - 2026), 7,10% -0,04 (8% - 2006) Aktieindex: 428,55 -1,28 KFX (mest omsatte aktier): 121,37 -0,68