Fredag, 20. September 1996 23:37 (DNT)


Top-opgør i DSB

Kilder i DSB har fortalt DR-TVA, at direktør Henrik Hassenkam i sidste uge fyrede direktøren for DSB Gods, Bruno Vigand. Ifølge personaleorganisationer skete fyringen for at gøre Bruno Vigand til syndebuk for DSBs dårlige økonomi. Bruno Vigand ville imidlertid ikke anerkende Henrik Hassenkams ret til at fyre ham. Det kunne kun bestyrelsen, mente han. Medlemmer af bestyrelsen og trafikminister Jan Trøjborg (S) blev involveret, og inden bestyrelsesmødet torsdag meddelte Henrik Hassenkam Bruno Vigand telefonisk, at "Din ansættelse opretholdes". Ingen af de involverede har dog ønsket at udtale sig med navn i DR-TVA.



Trussel trukket

På et møde i Udenrigsministeriet trak ledelsen i dag sin trussel mod presseråd Flemming Axmark. Efter et læser brev i Ekstra Bladet, blev han bedt om for fremtiden at dæmpe sit sprogbrug, fordi hans ordvalg om kulturminister Jytte Hilden (S) efter ministeriets mening kunne skade samarbejdet mellem de to ministeriet. Det selv om Flemming Axmark skrev læserbrevet uden at henvise til sin stilling eller udenrigsministeriet. Det medførte i første omgang en skriftlig advarsel, men den blev altså trukket tilbage i dag. Tilbage blev blot en henstilling om et "pænere sprogbrug". Han havde kaldt kulturministeren en "hybrid mellem en klumpedumpe og en bulldozer", dog med en hvis "terrængående charme".

Til DR-TVA sagde Flemming Axmark at det selvfølgelig gjorde indtryk, og at han da nok ville overveje sit sprogbrug fremover. Han trak klagen til Folktingets ombudsmand tilbage, efter aftale med ledelsen. Dansk Journalistforbund ønskede i eftermiddag imidlertid sagen afgjort af principielle årsager. Derfor håber man, at ombudsmanden på eget initiativ tager sagen op.



Ny rockerborg

På Polensgade på Amager ser det ud til, at rockergruppen Hells Angels har etableret et ny tilholdssted i en ejendom, formentlig købt af en stråmand. De lokale beboere er blevet opskræmte, fordi der er tale om en lav bygning, der er klemt inde mellem to 4 etagers boligblokke, og med en legeplads og en skole ved siden af. Da placeringen i går blev kendt beskyldte Søren Pind (V) overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S), København, for at have forkludret forhandlingerne med Hells Angels om at fraflytte hovedkvarteret i Titangade. Det blev afvist af overborgmesteren.



Ny talsmand

Den danske EU-kommisær for Miljø-området, Ritt Bjerregaard fik i dag ny talsmand. Det blev den 46-årige cand. phil i samfundsfag, Peter Jørgensen. Den hidtidige talsmand, Jesper Jørgensen, ønskede at fratræde fordi han fandt arbejdet for krævende og med urimelige arbejdstider.



Ministerangreb

En artikel i Berlingske Tidende i dag, hvor et revisionsfirma hævder at danske skibsværfter fik udbetalt skibslån, der var i modstrid med EUs regler om statsstøtte, fik erhvervsordfører Pia Larsen (V) til at beskylde erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD) for at for at have skiftet forklaringer og vildledt Folketinget. En meget vred Mimi Jakobsen har skrevet et åbent brev, hvori hun forlanger at Pia Larsen omgående fremlægger dokumentation for sine påstande. En advokat-undersøgelse af skibslånesagerne var planlagt, men blev droppet, fordi der fra embedsmænd i erhvervsministeriet og i EU-kommisionen blev hævdet, at reglerne ikke var blevet overholdt. Regeringen har nu sendt sagen til udtalelse i EU-kommisionen, og vil først derefter tage stilling til, om der skal indledes en undersøgelse. Det støtter de konservative, mens den øvrig opposition kræver undersøgelsen i gang nu.



Slageri frifundet?

Fra på mandag må Kogtved Slagteri igen begynde at slagte. Af de 58 prøver, der blev taget tidligere på ugen, var det kun en enkelt, der indeholdt salmonella, og det er "i praksis" som om der ingen var fundet. 89 fynboer spredt over hele øen har de sidste par uger været syge af salmonella-forgiftning. En af de få virksomheder, der levered til hel Fyn var Kogtved Slagteri, og da Levnedsmiddelkontrollen ved kontrolbesøg tidligere på ugen fandt en del afvigelser fra procedurerne, blev slagteriet lukket. I dag mener både slagteriets ejer og hans organisation, Danske Slagtemestres Forening, at Levnedsmiddelkontrollen overreagerede, da den lukkede slagteriet, og man overveje et sagsanlæg for tabt omsætning. Efter dagens analyser bliver det endnu sværere at finde årsagen. Der er nu gået en måned, siden en række fødevarer er blevet forurenet med bakterien.



Musical of the Year

Danmarks Radio (DR) og TV1 afholdt i aften den "indledende runde" i deres stort opsatte arrangement "Musical of the Year". Med Peter Ustinov som konferencier og bl.a. jazz og pop veteranen Al Jarraeu som solister i Århus Musikhus var der i aften indledende præsentation. Nye musicals fra hele verden er repræsenteret. 3 musicals er udtaget til at deltage i finalen, der sendes lørdag aften.



Flere fængslet

Dommervagten i København varetægtsfængslede i dag 3 mænd for narkohandel i 13 dage, selv om de ved anholdelsen kun havde under 1 gram heroin på sig. Dermed fulgte byretten den skærpede holdning som Østre Landsret i går lagde op til, da 10 narko-sigtede personer blev varetægtsfængslet. Ingen af de 3 i dag var blandt dem, som onsdag blev fremstillet i dommervagten med krav om varetægtsfængsel for narkohandel.



Skærpede regler

Indenrigsministeriet arbejder med at lave et forslag, der skærper udvisningsreglerne for udlændinge, der har været involveret i narkokriminalitet. Det skal nu være muligt også at udvise udlændinge, der har fået straf for gentagen narkohandel, selv om de er taget med små mængder. Til TV2 Nyhederne siger indenrigsminister Birthe Weiss (S) at reglerne skal skærpes, også selv om de udviste har familie i Danmark. Hensynet til narkohandlernes ofre må veje tungere "end til narkohajens familie", som hun udtrykker det.


DilleSport


FODBOLD

Superliga: Silkeborg-Lyngby  1-1
           Viborg-Brøndby    0-1
           AaB-OB            2-1



HÅNDBOLD

Fredag skulle de danske spillere på k-landsholdet meddele landstræner Ulrik Wilbek, om de ville med til EM i Danmark til december. Og samtlige spillere har givet tilsagn, med undtagelse af Conny Hamann-Boeriths, der er stoppet på grund af graviditet. Ellers er samtlige OL-guldvindere med.
K-1. division: GOG-Viborg   24-16    
Kampen var af flere kaldt DM-revanchekamp, men der var reelt ikke megen kamp. Det var tydeligt at se, at Viborgspillerne har haft et aldeles hårdt program op til sæsonen. Så sent som i sidste uge var de til en turnering i Norge, en turnering de i øvrigt vandt. Men siden OL har de blot haft 14 dages håndboldpause. Desuden var de fleste af landsholdsspillerne skadede.



TENNIS

I Davis Cup kampen mod Spanien spillede man i dag singler.
Alberto Costa-Frederik Fetterlein  6-0, 6-0, 6-2
Carlos Moya-Kenneth Carlsen        udsat til lørdag p.g.a. regn.



Vejret

Perioder med overskyet - mest i Nordjylland, men skyerne forsvandt vestover i løbet af dagen. Ellers tørt og temperaturer 12 - 18 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

På grund af en teknisk fejl har vi ikke haft adgang til dagens
kurslister fredag.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,08% +0,01 (6% - 2026),   7,13% +0,01 (8% - 2006)
Aktieindex: 429,83 +0,45   KFX (mest omsatte aktier): 122,10 +0,30