Onsdag, 11. September 1996 23:41 (DNT)


DSB-underskud

I dag kom så bekræftelse på, hvor galt det står til med DSBs økonomi. Her til aften meddelte Ritzaus Bureau, at bestyrelsen i morgen får præsenteret et halvårsresultat meget dårligere en budgeteret. Et ventet overskud på 5,5 mill. kr. er blevet forvandlet til et underskud på 234 mill. kr. "Synderen" er - ikke overraskende efter de sidste dages nyheder - godsafdelingen. De har et underskud på 129 mill. kr., på grund af svigtende stykgodsmængder. Godsafdelingen havde budgeteret med et underskud på 900.000 kr.



DSB-strejker

Adm. direktør Henrik Hassenkam, DSB, udpegede tidligere på ugen DSB Gods til et problembarn, og havde truet med at sælge eller nedlægge afdelingen, hvis ikke politikerne bevilgede flere penge. I dag aktionerede flere jernbanearbejdere inden for godsdivisionen til fordel for deres arbejdsplads. Aktionen bestod af kortvarige arbejdsnedlæggelser, men det fik ikke det store omfang, og kunder blev - såvidt det oplyses - ikke berørt.



DSB i samarbejde?

Samtidig holdt DSB kongres for jernbanefolk fra hele verden, og direktøren for de svenske jernbaner, Stig Larsson, foreslog i morges, at de danske og svenske selskaber indledte et samarbejde - i første omgang omkring Øresundsforbindelsen, men senere omfattende også Norge. Norge og Sverige arbejder med planer om en højhastighedsforbindelse mellem Stockholm og Norge. Adm. direktør Henrik Hassenkam kaldte ved et pressemøde det i dag for en "lovende og god ide" - men kun for godstrafik! Senere slog trafikminister Jan Trøjborg fast, at der ikke kunne blive tale om en model a la SAS: DSB skulle samarbejde med alle, ikke blot svenskere og nordmænd men også tyskere o.s.v. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) slog det i sin tale på kongressen (se nedenfor) endnu mere fast: "DSB betyder de DANSKE Statsbaner", og vil gøre det også i fremtiden!



Gode råd dyre?

Hvis man vil have gode råd omkring skattespørgsmål er det en dårlig ide at henvende sig på den kommunale skatteforvaltning. Ihvertfald hvis man tror resultatet af en stikprøve, som månedsbladet Penge & Privatøkonomi har lavet. De har stillet ialt 20 kommuner et spørgsmål omkring fradrag. 12 kommuner svarede i modstrid med gældende regler og praksis! DR-TVA har forelagt bladets artikel (det udkommer i morgen) for diverse eksperter. BG banks kendte skatteekspert Preben Bertelsen er ikke overrasket. Han siger, at dels er de danske skatteregler meget komplicerede, dels halter uddannelsen af sagsbehandlere i kommunale skattekontorer meget bagefter, fordi der ikke har været resourcer til efteruddannelser.



Koda efter klubber

Mens danske forfattere er begyndt at diskutere andre indtægtsformer end via indtægter fra bogsalg, er komponisternes og musikernes KODA gået igang med at opdyrke et nyt område. Danmarks ca. 1000 ungdomsklubber er blevet præsenteret for en samlet regning på 15 mill. kr. for brugen af den musik, som klubberne bruger ved fester og lignende. Hidtil har man betalt nogle tusinde kr. ialt om året. Formanden for KODA, komponisten Arne Würgler siger til TV2 Nyhederne, at musik er et vigtig for ungdommen, og at man bør vænne sig til at betale for det. "Ingen protesterer jo over at skulle betale for lys", siger han. Klubbernes ledere protesterer, og henholder sig til, at der er tale om lukkede, private fester. Det næste bliver vel, at man skal betale hver gang man lytter til musik derhjemme, mener en leder. Den krævede musikafgift svarer til 40 kr. pr. medlem pr. år.



Castberg-sagen

Bestyrelsen for kunstmuseet "Arken" i Ishøj, syd for København, offentliggjorde i dag korrespondancen mellem formanden, amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen (S) og den afgåede direktør Anna Castberg. Det fremgår heraf, at samarbejdet allerede begyndte at halte i marts måned, hvor bestyrelsesformanden gav direktøren en reprimande for at overtræde sine beføjelser. Der er også henvisninger til et brev, som dog ikke er offentliggjort, hvor medarbejderne krævede direktøren fjernet. Det fremgår også, at Anna Castberg reelt blev fyret af bestyrelsen, og at hun fik en frist til at skaffe dokumentation for sine påståede eksamener fra London. Anna Castberg har været "forsvundet" siden sin fratræden og den danske presse, anført af Jyllands-Posten, har efterforsket hendes fortid. Ved sin tiltræden var hun fuldstændig ukendt i den danske kunstverden. Ifølge DR-TVA her til aften har Politiken et interview i morgen, hvor hun ihvertfald indrømmer, at nogle af hendes akademiske grader ikke eksisterer.

[Billed Bladet "afslører" også i morgen at Anna Castberg - under et andet navn - var popsanger i England i slutning af 60'erne. Bortset fra, at nogen i kunstverdenen kunne have ondt af forbindelsen med "pop", kan jeg imidlertid ikke se at det er relevant for diskussionen af Anna Castbergs kvalifikation til stillingen som leder af Arken. /Leif]



S-kongres

Socialdemokratiet indledte i dag sin 125-års jubilæumskongres i Ålborg. Ifølge DR-TVA har arrangørerne - partiets hovedbestyrelse - gjort et stort nummer ud af tegne et billede af enighed og sammenhold. Ingen taler får mere en 5 minutter. Det har bl.a. fået Ritt Bjerregaard til at blive helt væk, som vi omtalte i går.

I sin politiske åbningstale lagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen skarpt ud, og opfordrede bl.a. partifællerne til ikke at være bange for at tage en diskussion om velfærdsstaten. Men han slog også fast, at en velfærdsstat var ensbetydende med en offentlig sektor, som den drivende kraft. Han lagde også op til, at der skulle slås hårdere ned på kriminalitet. Selv om statistikken viste faldende tendens, så var "10.000 voldsager om året 10.000 for meget". En velfærdsstat kunne ikke tolerere vold og kriminalitet, sagde han.

Justitsminister Bjørn Westh fulgte statsministerens opfordring op med at forslå hårdere straffe. "Vi skal ikke være bange for at slå hårdt ned - vi skal ikke være bange for at give politiet flere muligheder", sagde han på kongressen.



Extacy-smuglere fanget

Politiet i Silkeborg har arresteret 3 mænd fra Århus, der angiveligt var på vej fra Holland til København med en stor ladning af såkaldte "extacy"-piller. Pillerne skulle afsættes i det københavnske diskoteksmiljø. Ladningen var 4 gange større en alt, hvad der er konfiskeret i Danmark af den slags i 1995, siger politiet, der kom på sporet af sagen i forbindelse med efterforskning af en almindelig narkotika-smugling. Værdien "på gaden" anslås til 1,5 mill. kr.


DilleSport


FODBOLD

UEFA-cup, 1. runde, 1. kamp:

Til aften spillede Silkeborg på udebane mod Spartak Moskva. Spartak vandt 3-2, efter 3-0 ved pausen.

Det må siges at være et godt resultat af Silkeborg, da med to vigtige udebanemål sikrede sig en god udgangsposition til returkampen på hjemmebane om 14 dage.



Vejret

Et lavtryk er under opbygning over Danmark, og gav i dag mange skyer og regnbyger. Temperaturer 13 - 16 grader. Der var temperaturer omkring frysepunktet natten til i dag.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8355 DKK,   1GBP      9,0660 DKK,   1DEM      3,8561 DKK
100JPY     5,2949 DKK,   100ITL    0,3828 DKK,   1AUD*)    4,6396 DKK
1FRF       1,1299 DKK,   1CHF      4,7148 DKK,   1CAD      4,2542 DKK
1IEP       9,3776 DKK,   1NLG      3,4403 DKK,   1XEU      7,3043 DKK
100ESB     4,571  DKK,   1NZD*)    4,0279 DKK,   1SEK      0,8650 DKK
10BEF      1,8718 DKK,   1NOK      0,8991 DKK,   100ISK    8,70   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,23% uændr.(6% - 2026),   7,30% uændr.(8% - 2006)
Aktieindex: 427,73 +2,71   KFX (mest omsatte aktier): 121,74 -1,20