Tirsdag, 10. September 1996 23:33 (DNT)


Blidere hær-behandling

Forsvarskommandoen har besluttet, at danske værnepligtige soldater fremover skal behandles "blidere". Baggrunden er, at hver 9. i dag må hjemsendes i utide af psykiske eller fysiske årsager. Det skal være slut med hård tiltale og ymygende afstraffelser. Bedre psykologbistand skal også være med til at sortere mindre begavede fra allerede ved sessionen. Fremover kan værnepligtige regne med "en værdigere behandling" og knap så hård fysisk træning. Mange presses i dag ofte urimeligt ud over, hvad deres fysik kan klare.



Ritt: ikke til kongres

Når Socialdemokratiets 125-års jubilæumskongres starter i morgen, vil EU-kommisær Ritt Bjerregaard ikke deltage. I dag brugte hun et foredrag i Dansk Publicistklub til at fortælle hvorfor. Hun kunne ikke få tilstrækkelig taletid, til et debatindlæg om regeringens EU-politik. Istedet holdt hun så talen i dag. Den var stærk kritisk overfor politiken, som hun kaldte "farlig". Regeringen risikerede ved ikke at tage fat på de 4 forbehold, at komme i en situation, hvor en eventuel ny folkeafstemning igen ville ende med nederlag.



DSB-debat

Dagen efter mødet mellem trafikminister Jan Trøjborg, DSBs bestyrelse og direktion, foreslog Svend Heiselberg (V), at dele af DSB sælges fra, for at redde togtrafikkens økonomi. Men det imødegås kraftigt af Arne Melchior (CD). Han siger, at jernbanedrift er "public service". Det giver underskud i alle lande verden over, mener han. Han kan da godt forestille sig, at f.eks. Mærsk selv kunne tænke sig at sende sine containere ad visse hovedstrækninger. Men en landsdækkende tog og gods-service ville ikke være rentabel, heller ikke på private hænder.



Dagpenge-paradoks

Stramninger på dagpenge-ordningen i år har medført hvad danske højskoler kalder et paradoks-problem. Det er nu ikke længere muligt at få støtte til højskole ophold, og man mister dagpengene hvis man tager et kursus [fordi man ikke længere er til rådighed for arbejdsmarkedet]. Den eneste mulighed for arbejdsløse at komme på højskole er, hvis de låner pengene til det i banken! Derfor belønner systemet de arbejdsløse unge, der bare bliver "liggende på ryggen", istedet for at dygtiggøre sig. Søgningen til højskolerne er faldet 20% i år viser de seneste opgørelser.



Jysk kulturkritik

På regeringens finanslovsforslag er der sat 441 mill. kr. af til anlægsarbejder indenfor kulturministeriets område. Kun 34 mill. kr. heraf er beregnet til byggeri uden for København, siger borgmester Thorkild Simonsen (S), Århus, til DR-TVA. Det er for meget københavneri, mener han. Det er på tide, at der bliver givet flere penge til f.eks. Århus. Her står man og mangler et nyt, stort kunstmuseum lige ved siden af Musikhuset. Projektet koster 200 mill. kr., og dem mener Thorkil Simonsen staten skal betale en del af. Ifølge Jytte Hilden (S) har København mht. kulturanlæg være udsultet de sidste par år.



Fjern sports-tilskud!

Jørgen Estrup (R) mener ikke, at at offentlige - primært kommunerne - fortsat skal yde støtte til sportsklubber i det omfang det sker nu. Han ser store besparelsesmuligheder ved, at sportsklubberne "frigøres" for ungdoms- og pensionistafdelingerne, som hovedparten af den kommunale i princippet går til. De voksne motionister kan sagtens få en klub til at løbe rundt, mener han, og det bekræftes af nogle ledere, som DR-TVA fik fat i. Men de gør også opmærksom på, at klubberne har et socialt samværd, der går på tværs af aldersgrænserne. En leder sagde, at hvis man skulle drive klubben på kommercielle vilkår ville man kræve bedre hal-tider end man lod sig henvise til nu. [Motionsidrætten er ofte henvist til tidlige lørdage, eller sene aftentider, a.h.t. ungdoms og elite-holdene.]



Ny B & O-model

Bang & Olufsen fabrikken i Struer præsenterede i dag Beosound 9000, et nyt musikcenter til 22.000 kr. Det nye ved anlægget er CD-afspilleren, der er forsynet med en automatisk skifter-arm. Op til 6 (?) sidder fuldt synligt i det lodrette magasin, der også er selve anlægget. Armen kan accelerere op til 140 km/t, når den flytter CD'en til afspilleren. Præsentationen af anlægget, der har kostet 60 mill. kr. at udvikle har været forsinket fordi man ikke ville gå på kompromis, sagde produktchef Villi Hansen, B & O til DR-TVA. Fabrikken venter at sælge 5.000 enheder i Danmark.



Nødlanding

En pilot i et lille en-motorers fly blev betegnet som en en helt, efter han søndag nødlandede på en stubmark ved Tårup nær Nyborg på Fyn. Flyet var på vej fra Holland, da propellen pludselig faldt af. Det skete i 1500 meters højde overs Storebælt. Piloten fik vendt flyet og i glideflugt ind over land. Da flyet var bragt sikkert til standsning, stod det godt 100 meter fra en høj skrændt. Foruden piloten var der 5 personer om bord, og alle slap uskadt.



Økotopi - storhed og fald!

Søndag udråbte en gruppe aktivister en kunstig ø, som Øresundsselskabet har anlagt ud for Amager, til en selvstændig ø ved navn Økotopia. De besatte øen i et par timer, og lænkede sig til entreprenørmaskinerne. Besætterne havde "nationaliseret" maskinerne, og "planlagt" at sælge dem som gammelt jern. Efter 4 timer kom 15 betjente, og arresterede omkring 40 demonstranter, hvoraf mange måtte klippes fri. De fulgte alle med uden dramatik. Aktionen var en protest mod byggeriet af Øresundsforbindelsen.



Mystisk dødsfald

Politiet i Odense hemmeligholder indtil videre omstændigheder omkring et slagsmål i byen lørdag, hvor en 24-årig mand brækkede næsen. Han og nogle kammerater var kommet i slagsmål med en gruppe 2. generations indvandrere. Senere søndag døde den 24-årige pludselig. Obduktionen i går gav ikke nogen forklaring på dødsårsagen, så nye prøver er sat igang. Alle de involverede har været afhørt af politiet.


DilleSport


FODBOLD

Tirsdag spillede 3 danske superligaklubber Europa Cup fodbold.

I UEFA CUPen tog Brøndby imod FC Aarau fra Schweiz. Og dét betød store huller i det schweiziske mål:-). Brøndby vandt med 5-0, og med mindre holdet - med træner Ebbe Skovdahls ord - kvajer sig i returkampen i Schweiz, skulle adgangen til anden runde være sikret.

Første halvleg dominerede Brøndby. Schweizerne var virkelig sat under pres af et godt bevægeligt Brøndby hold. Men omkring midt i halvlegen virkede Brøndby en smule desillusionerede. Spillet hang ikke rigtigt sammen, og FC Aarau fik lov til at få et par chancer, hvoraf den ene ramte ydersiden af den ene målstolpe!

Men det desillusionerede spil varede kun omkring 10-15 minutter, og det blev Brøndby der åbnede scoringen. Efter ca. 20 minutters spil bragte Kim Vilfort klubben fra Københavns Vestegn foran 1-0 på straffespark begået mod Peter Møller. Et hårdt og præcist spark til venstre for den schweiziske målmand, der ikke havde nogen chance. Brøndby havde et par enkelte chancer mere i halvlegen, men det blev ikke til mere end det enkelte mål trods stærk Brøndby dominans. Men - en fjer i hatten fik Brøndby dog fem minutter før pausefløjt: En schweizisk spiller fik sit andet gule kort, og dermed fik han set rødt.

I anden halvleg fortsatte Brøndby det stærke spil. Førstegangsafleveringerne fungerede, spillet var fremadrettet og der var lækre detaljer på fløjene. Det første eksempel på et mønstereksemplarisk opspil førte til Brøndbys andet mål. Søren Colding tog en lang tur fra egen banehalvdel i højre side, sendte bolden indover til Kim Vilfort, der ekspederede den videre til Ole Bjur på venstrekanten. Og med et flot bensving sendte Ole Bjur bolden ind til 2-0. Der var spillet 11 minutter af anden halvleg. Det var Ole Bjurs 6. europa cup mål i 24 kampe.

Det schweiziske spil var helt i opløsning i anden halvleg, intet ville lykedes for dem, og nogen egentlig chance havde alpe-holdet faktisk ikke.

De 3 sidste Brøndbymål var alle signeret Peter Møller, og det er umuligt at beskrive anderledes end: det var 3 perler!

Træner Ebbe Skovdahl sagde efter kampen, at det havde været lidt svært at 'åbne Aarau', men da det lykkedes fik Brøndby også fuld valuta. Han roste sit hold for et fantastisk flot spil.

Før kampen blev Årets fodboldspiller 1995/96 kåret.
Det blev Allan Nielsen, tidligere Brøndby, der meget fortjent fik titlen. Allan Nielsen skiftede for 3 uger siden til engelske Totenham.

Alle spillere i danmarksturneringens rækker og danskere i udenlandske klubber var med i afstemningen, og Allan Nielsen fik 341 stemmer. På andenpladsen fik Jes Høgh, fra tyrkiske Fenerbahce, 123 stemmer, mens Brian Laudrup, fra skotske Glasgow Rangers, tog sig af 3. pladsen med 98 stemer.

Allan Nielsen var pavestolt over kåringen, og ydermere glad for, at det skete på hans gamle hjemmebane.

OB-Boavista, Portugal  2-3
Det bliver mere end svært for OB at klare sig igennem til anden runde. Men - intet er afgjort på forhånd, og man skal jo heller ikke sælge skindet før bjørnen er skudt. Vinder OB for eksempel 3-1 på udebane, vil holdet være klar til anden runde.

Club Brugge, Belgien-Lyngby  1-1
Et udmærket udgangspunkt for Lyngby til returkampen i Lyngby. Club Brugge kom foran efter 2 minutters spil, men det slog altså ikke Lyngby ud.


NetSurferNyt


Online slægtsforskning (2)

[John Thomsen, jt@if.dk, fortsætter med sin serie om dansk slægstforskning på nettet:]

Blandt danske slægtsforskere er der et særligt forum for udveksling af, hvad man dels selv forsker i, dels hvad man kan tilbyde hjælp med. Det er årbogen "Hvem Forsker Hvad" som udgives af et samvirke af foreninger. De seneste år er bogens tekster også udgivet på diskette som tekster, der kan søges i ved hjælp af et medfølgende søgeprogram.

Nu har "Hvem Forsker Hvad" også etableret sig på Internettet med egen hjemmeside på denne adresse:

http://www.image.dk/~hfh
Der er fra starten taget højde for en engelsk udgave, men denne er ikke færdig endnu. (De fleste hjemmesider er vist konstant under konstruktion, er de ikke?).

Siden indeholder information om årbogens indhold og muligheder, men også en række gode "links" til beslægtede områder, såsom Statens Arkiver, DIS-Danmark, Det kgl. Bibliotek, Kort- & Matrikelstyrelsen, DIS-Norge, DIS-Sverige, ja selv Tromsø Universitet.

Selvfølgelig også betingelserne for selv at deltage med indlæg i kommende udgaver samt priser og særlige tilbud foruden navne- og stedregistre for den aktuelle udgave.



Vejret

Vekslende skydække - sol og overskyet. Hen under aften trak en kraftig byge ned over Østsjælland. Temperatur 13 - 17 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,7980 DKK,   1GBP      9,0055 DKK,   1DEM      3,8563 DKK
100JPY     5,2988 DKK,   100ITL    0,3825 DKK,   1AUD*)    4,6007 DKK
1FRF       1,1301 DKK,   1CHF      4,7234 DKK,   1CAD      4,2306 DKK
1IEP       9,3371 DKK,   1NLG      3,4412 DKK,   1XEU      7,2927 DKK
100ESB     4,575  DKK,   1NZD*)    3,9977 DKK,   1SEK      0,8657 DKK
10BEF      1,8717 DKK,   1NOK      0,8987 DKK,   100ISK    8,69   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,23% -0,03 (6% - 2026),   7,30% -0,01 (8% - 2006)
Aktieindex: 425,02 -0,01   KFX (mest omsatte aktier): 120,54 -0,00