Nazi-radio suspenderet
Lokalradionævnet har indraget sendetilladelsen for de danske nynazisters
radio, Radio Oasen, i Greve, syd for København. Nævnet hørte, at
radiostationen læste op af Adolf Hitlers "Mein Kampf", og det indeholdt
efter nævnets mening, nedsættende yttringer "om bestemte
befolkningsgrupper". Det er forbudt ifølge loven om lokal radio og TV,
hvorunder licensen er givet. Lederen af de danske nynaziser, Jonni
Hansen, forsvarer sig med, at radioen blot læste op af en bog, man kan
låne på biblioteket. Han vil anke afgørelsen - og det har han 4 uger til
at gøre.
Skibsværfter frikendt
Det var revisionsfirmaet Coopers & Lybrandt, der misforstod EU-reglerne,
da den for et par måneder siden afleverede en stærk kritisk rapport,
siger erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD) i dag. Firmaet blev bedt om at
undersøge 56 sager omkring skibslån til danske værfter, og man
konkluderede at EUs regler om grænser for skibslån var overskredet, samt
at værfter, embedsmænd og de tre industriministre i perioden 1986 - 1985
var vidende om ulovlighederne. Rapporten vakte international opsigt, og
fik EU-kommisionen til at bede om en særlig redegørelse. Nu har
ministeriets embedsmænd gennemgået samtlige 308 lånesager, og selv om
enkelte var på kanten, er der ikke tale om ulovligheder, og regeringen
vil ikke iværksætte en særlig advokat-undersøgelse, som den tidligere
har overvejet.
Medlemmerne af oppositionen var ikke tilfreds efter fremlæggelsen af erhvervsministeriets redegørelse i dag. Pernille Sams (K) fra den borgerlige opposition krævede, at Mimi Jakobsen gav en personlig, offentlig undskyldning, fordi hun havde rejst tvivl om danske værfters metoder. Frank Aaen fra Enhedslisten derimod mente, at ministeriet havde ladet sig "banke på plads" af værftsindustrien, og han bebudede at ville indklage afgørelsen for ombudsmanden. Direktør Thorkil Christensen, Skibsværftsforeningen, var immidlertid yderst tilfreds med regeringens beslutning, sagde han til TV2 Nyhederne.
Produktionsforbud
Vejle Amts tekniske udvalg vil ikke tillade gødningsfabrikken Kemira at
sætte produktionen igang igen på det anlæg, der blev ramt af en brand
for 2 uger siden. Det blev besluttet på et ekstraordinært møde i går.
Branden viste, at der var alvorlige svigt i fabrikation, vedligehold og
procedurer. Produktionen må først genoptages, når det er godtgjort, at
manglerne er udbedret.
Moselig ældre
Grauballemanden er blevet ældre. En analyse på fysisk institut ved Århus
Universitet af hårdrester fra det kendte moselig gjorde, at man nu
sætter hans fødsel til år 235 før vor tidsregning. Tidligere dateringer
havde sat den til "omkring kristi fødsel". Analyserne er foretaget af
fysikerne Jan Heinemeier og Niels Rud, og de har også kunnet bestemme
mandens generelle kostvander. Grauballemanden har næsten udelukkende
levet af fødevarer fra landjorden. Den nye datering placerer
Grauballemanden i samme tidsperiode som de øvrige moselig fra
Nordeuropa.
Dårlig sommer
Denne sommer har ikke været god på Bornholm. Foreløbige tal viser, at
der har været 16% færre overnatninger på øen. Det forlyder, at flere
hoteller nu har problemer på grund af økonomien. For landet som helhed
blev der noteret 5,1% flere overnatninger.
Kvindehandel
Forkvinde Inge Skjolding, Danske Kvinders Nationalråd, kræver idag, at
justitsminister Bjørn Westh (S) snarest svarer på, hvad politi og
ministerium vil gøre for at standse handel med kvinder fra udlandet til
prostitution i Danmark. Hun mener, at den danske straffelov skal
strammes, og eventuelt også udlændingeloven. Til DR siger Inge
Skjolding, at de danske love er forældede - de er indrettet på at hindre
at danske kvinder sælges til udlandet - "hvid slavehandel", ikke at
kvinder "importeres". Justitsministeriet fik i foråret en lignende
opfordring, men afviste den med begrundelsen, at der ikke var tale om et
"stort" problem, og siden er intet sket. Nu vil Anne Baastrup (SF) tage
sagen op igen i Folketinget.
Nordisk samarbejde
De nordiske undervisningsministre mødtes tirsdag for at underskrive en
aftale, der giver frit studievalg i Norden. Aftalen omfatter højere
uddannelser i Danmark, Finland, Island og Sverige. Norge er også med,
selv den formelle ratifikation finder sted senere. Studerende kan nu på
lige fod søge optagelse i de andre lande under aftalen, og hjemlandet
vil betale ca. 22.000 kr./år til det land, hvor der studeres i. Island
skal dog ikke betale. Tidligere på ugen vakte aftalen opmærksomhed i TV,
fordi studiekontoret ved Århus Universitet frygtede, at op mod 1/3 af
næste års studiepladser på lægestudiet ville gå til norske studerende,
og fortrænge ellers kvalificerede danskere. Årsagen skulle være, at der
er meget stærkt begrænset kapacitet på lægestudiet i Norge.
http://www.cybercity.dkI starten var der gratis adgang, men nu skal man være abonnent på Cybercity for at læse artiklerne (hvilket udelukker internettere, da Cybercity sælger internet-adgang). Der er stadig gratis adgang til overskrifter.
Senest er Mediator-projektet dukket op igen. For et par år siden prøvede de ved hjælp af elever fra Journalistskolen i Århus at lave en dedikeret "WWW-avis". Udgifter til projektet var (og er?) betalt af EU, og råmaterialet leveret af RB og Nordfoto. I dag har man sat RB-telegrammer online, sammen med billeder. (Jeg kunne dog ikke finde dem i mandags).
http://mediator.uni-c.dk/nyhederNu lover de elektronisk kunst (fra København, London og Dublin) og en nyhedsquiz.
Vejret
Få skyer og dermed en hel del sol. Temperaturer op til 20 grader.
Finansmarkederne
1USD 5,7320 DKK, 1GBP 8,9809 DKK, 1DEM 3,8636 DKK 100JPY 5,2645 DKK, 100ITL 0,3784 DKK, 1AUD*) 4,5497 DKK 1FRF 1,1276 DKK, 1CHF 4,7486 DKK, 1CAD 4,1836 DKK 1IEP 9,3048 DKK, 1NLG 3,4464 DKK, 1XEU 7,2882 DKK 100ESB 4,566 DKK, 1NZD*) 3,9715 DKK, 1SEK 0,8631 DKK 10BEF 1,8760 DKK, 1NOK 0,8929 DKK, 100ISK 8,65 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 8,34% +0,08 (6% - 2026), 7,39% +0,04 (8% - 2006) Aktieindex: 421,41 -2,13 KFX (mest omsatte aktier): 119,40 -0,89