Torsdag, 22. August 1996 23:13 (DNT)


Legoland USA

Det ligger nu fast, at der vil åbne et Legoland i USA. Det har firmaet Lego besluttet, skriver DR-Texttv. Placeringen bliver i Carlsbad i Californien, og forlystelsesparken skulle åbne i 1999.



Bankoverskud

Danmarks største bank, Den Danske Bank (DDB), fremlagde i dag sit halvårsregnskab over første halvdel af 1996. Overskuddet er steget med 29%, til 2,353 mia. kr. Det er indtjeningen der er forbedret, samtidig med at omkostningerne er reduceret. "prikkerunderne" viser nu deres effekt. Bankledelsen regner med, at tendensen holder for hele 1996, mht. til indtjening. Som et resultat af opsvinget, har banken halveret sine hensættelser på erhvervslån til det halve. Det regner bankdirektør Knud Sørensen dog ikke med at man kan fortsætte med.



Røde Kors sponsorer

Dansk Røde Kors vil nu også sponsoreres på samme måde, som fodboldlandsholdet og andre sportsfolk sponsoreres af private firmaer. Fremover kan virksomheder få lov til at reklamere med røde kors logo, hvis de indgår en sponsoraftale. Røde Kors regner med, at få omkring 10 mill. kr. ind om året på sponsorater. Der vil også blive mulighed for, at virksomhederne får deres navne knyttet til røde kors kampagner og indsamlinger.



Ret pensionsskævhed!

Advokatrådet gør opmærksom på, at ægtefæller ikke stilles lige ved skilsmisse, hvis en af dem har en kapitalpension. Ifølge gældende regler indgår en kapitalpension en del af parrets formue, der skal deles. Det gælder imidlertid ikke, hvis man har tegnet en pensionsopsparing med løbende udbetaling. Kapitalpension udbetales med et engangsbeløb ved pensioneringen, mens de løbende udbetalinger løber fra pensioneringstidspunktet til man dør. Advokatrådet er ved at uarbejde et forslag til folketinget om, hvordan ægtefællerne fremover kan ligestilles.



Terrorist-dømt

Vestre Landsret stadfæstede i dag en dom på 2 års fængsel, som en tidligere styrmand på Anholdt-ruten fik ved retten i Grenå. Han kaprede sidste år Anholt-færgen ved hjælp af en jagtriffel i frustration over den behandling han mente han havde fået af færgeselskabet og dets ejer, Grenå Kommune. I flere timer hindrede han færgen i at komme i havn, inden han overgav sig uden dramatik. Det er første gang, at nogen i Danmark er sigtet og dømt efter den såkaldte terrorist-paragraf i straffeloven (paragraf 183a).



Nazi-dom i Tyskland

Tysk-amerikaneren Gary Lauck blev i dag idømt 4 års fængsel i Tyskland, for udbredelse af nazistisk propaganda. Gary Lauck blev anholdt hos danske nynazister i Danmark, efter anmodning af de tyske myndigheder. Efter 9 måneders forløb besluttede højsteret, at han ville kunne blive dømt efter racisme-paragraffen i Danmark, og at han dermed opfyldte betingelserne for at blive udleveret fra Danmark. Gary Lauck har skrevet et nynazistisk tidskrift "NS Kampruf" til distribution i Tyskland, dels fra USA og dels fra Danmark.



SAS privatiseres

Det nordiske trafikministre, der hver især har halvdelen af aktierne i de tre selskaber, der udgør SAS, er blevet enige om, at nedbringe deres andel, således at selskaberne kommer under private aktionærers kontrol. Man vil dog fortsat have mindst 35%. Privatiseringen er nødvendig for, at SAS kan rejse 35 mia. kr. til at købe nye fly for.



Forgæves protest?

Det lykkedes ikke repræsentanter for borgergrupper i Tønder at få miljøminister Svend Auken og Folketingets miljøudvalg i tale, da disse i dag besigtede de områder i Tønder By, hvor der er planlagt et naturgaslager 1 km. nede i undergrunden. Borgergrupperne har protesteret mod disse planer igennem længere tid. I aftes vedtog Tønder Byråd enstemmigt, at man heller ikke ville have lageret. Alligevel bliver det nok bygget. Der er - ifølge Enhedslisten - et flertal i miljøudvalget for. Det består af regeringspartierne, Venstre og konservative.



Dæmp lønstigning!

Økonomiminister Marianne Jelveg (R) fremlagde i regeringens oversigt og prognoser for økonomien i Danmark. Det fremgik, at væksten tilsyneladende er gået i gang igen, efter en pause i sommermånederne. Økonomiministeren er tilfreds, men udelukker alligevel ikke, at der kan blive tale om finansielle stramninger senere, hvis væksten igen skulle flade ud. Samtidig opfordrede hun især industrien til at holde igen med lønstigningerne. Industrilønninger stiger 4% om året, og det er mere end i vores nabolande, f.eks. Tyskland, siger hun til DR-TVA.



Alternativ tele-net

Mobiltelefonoperatøren Sonofon har indgået en aftale med elselskabet NESA, således at Sonofon nu kan forbinde sine antennemaster uden om TeleDanmarks telefonnet (faste linier). NESA stiller sit lysledernet til rådighed. Aftalen er den første af sin art i Danmark. Det er ikke liberaliseringen af telekommunikation i Danmark, der er den direkte årsag, men en ændring af elforsyningsloven, der tillader visse "sideordnede aktiviteter" hos elselskaberne. NESA dækker Nordsjælland uden for København.

Ifølge Børsen har firmaerne Chr. Rovsing og Telia forsøgt at få tilsvarende aftaler med Københavns Belysningsvæsen, der har et omfattende lysledernet. Men det har belysningsvæsenet afvist, efter lange overvejelser. Man ønsker selv at anvende den overskydende kapacitet i Kommunen.



Savnet over 200 dage

Det var i går 200 dage siden, at en dansk ingeniør i F. L. Smidth forsvandt i Colombia. Han menes at være tilbageholdt som gidsel af den columbianske oprørsbevægelse ELN. Formålet er at presse penge, men der er intet oplyst om forhandlingerne. Dog skulle der havde været kontakt via et engelsk konsulentfirma med speciale i den type bortførelser, og den danske ingeniør skulle være i live og have det godt. Lange bortførelser er efterhånden ret almindelige i nogle områder af verden.


DilleSport


FODBOLD

Landstræner Bo Johansson har udtaget brutto-truppen til den første VM-kvalifikationsrundekamp mod Slovenien, 1. september:
Målmænd:
Peter Schmeichel, Manchester U.
Mogens Krogh, Brøndby

Markspillere:
Jes Høgh, Fenerbache
Marc Rieper, Westham
Jakob Friis-Hansen, Hamburger SV
Thomas Helveg, Udinese
Jacob Laursen, Derby
Ole Bjur, Brøndby
Bjarne Goldbæk, FCK
Allan Nielsen, Tottenham
Brian Steen Nielsen, Urawa RD
Michael Schønberg, AaB
Brian Laudrup, Glasgow Rangers
Michel Laudrup, Vissel Kobe.
Der udtages yderligere to efter weekendens superliga-kampe.



PARALYMPICS

Vi vil lige gøre opmærksom på Paralympics Atlanta 1996, OL for handicappede, der netop nu er i fuld gang. DilleSport er det eneste danske sportsmedie, der dedikerer hovedparten af resourcerne på denne begivenhed. Se med på:
http://www.forum.dk/OL96
(Det er også der, de danske præstationer ved rask-OL for et par uger siden, stadig vil være arkiveret i lang tid fremover)

Danmark klarer sig rigtig godt ved Paralympics. Selv om kun 45 sportsfolk deltager, har de indtil i dag taget 18 medaljer (2 guld, 6 sølv og 10 bronze), og festen er ikke slut endnu. Desværre er DilleSports udsendte ved at være kørt i sænk, så det er ikke sikkert vi kan holde dampen oppe helt frem til søndag, hvor legene slutter. Men vi vil prøve.



Vejret

Skyer og enkelte tordenbyger kom i løbet af dagen ind over Sydvestjylland, og gav enkelte tordenbyger. Ellers var det solskin og temperaturer op til 27-28 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,7370 DKK,   1GBP      8,8906 DKK,   1DEM      3,8654 DKK
100JPY     5,2988 DKK,   100ITL    0,3778 DKK,   1AUD*)    4,5358 DKK
1FRF       1,1300 DKK,   1CHF      4,7773 DKK,   1CAD      4,1724 DKK
1IEP       9,2343 DKK,   1NLG      3,4459 DKK,   1XEU      7,2699 DKK
100ESB     4,566  DKK,   1NZD*)    3,9658 DKK,   1SEK      0,8673 DKK
10BEF      1,8763 DKK,   1NOK      0,8921 DKK,   100ISK    8,65   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,32% +0,08 (6% - 2026),   7,30% +0,08 (8% - 2006)
Aktieindex: 422,81 -0,45   KFX (mest omsatte aktier): 119,86 -0,73