Tirsdag, 30. juli 1996 23:32 (DNT)


Bestialsk mord i Århus

En 24-årig mand blev i dag fundet sparket og trampet ihjel på Klostergade i Århus. Politiet betegner mordet som det værste i Århus. Chefkriminalinspektør Gørill Merild siger at mordet "næsten må betegnes som en blodrus". Man er nu gået i gang med at kortlægge mandens færden, men politiet mener ikke, at drabet har tilknytning til narko eller rockermiljøet. Den 24-årige, der var studerende, betegnes som en stille og rolig person, der levede en normal tilværelse.



Rocker anholdt

Politiet rangsagede i dag Bandidos-tilholdsstedet ved Dalby på Sjælland. I 6 timer blev huset og haven omkring omhyggeligt gennemgået med metaldetektorer og bombe-hunde. Der blev fundet et par våben og noget ammunition, og 8 bandidos-medlemmer vil blive sigtet for overtrædelse af våbenloven. Men den største fangst var ifølge politiet en 22-årig mand fra København. Han er prøve-medlem, såkaldt prospekt, hos Bandidos, men politiet "er sikker på" at han var med til at placere bomben ved Hells Angels hovedkvarter i Titangade i København. På mandens bopæl i København har politiet fundet en revolver og 2 gram kokain.



Krigserklæring?

Den islandske fiskeriminister har ifølge Berlingske Tidende sagt, at islandske fiskeriinspektionsskibe er parat til at skyde på danske fiskere, hvis de ikke adlyder ordrer om at fjerne sig fra et område, en såkaldt gråzone - i Danmarksstrædet. Grænsedragningen har været uafklaret i mange år, men Island føler sig nu truet af, at Grønland er begyndt at sælge fiskerilicenser til EU-fiskere. Striden, der står mellem Danmark/Grønland og Island drejer sig om hvorvidt et klippeskær, Kolbeinisei, er en rigtig ø eller ej. Det mener Island, der har bygget en helikopterlandingsplatform. Ifølge Bent Rulle, formanden for Danmarks Fiskeriforening er det tværtimod for at holde sammen på skæret, så det ikke forsvinder i havet, hvad det ellers ville have gjort.

Bent Rulle siger til DR-TVA, at det er uanstændigt, at Island pludselig ensidigt begynder at kræve området, mens der forhandles. Han siger også, at det igen er fiskerne, der skal bære omkostningerne ved, at politikerne ikke har udført deres opgave. Han forklarer tidspunktet med, at Grønland har solgt sine lodde-kvoter til EU-fiskere, kvoter, som islændingene hidtil har fået gratis. Derfor vil man have eksklusiv adgang til gråzonen, der er et vigtig lodde-område.

[Lodde, også kaldet angmagssak på grønlandsk, er en lille laksefisk, der bruges som tørret vinterforråd i Grønland og industrifisk i Danmark. Det siger Lademanns Leksikon.]



Mistænkt anholdt

Politiet i Gladsaxe har anholdt en 23-årig mand og sigtet ham for medvirken til drabsforsøg. Han var en af de 3 mænd, der i aftes opsøgte en 51-årig i Bagsværd, formentlig i en sag om narkotika. Den 51-årige døde her til aften af sine kvæstelser, og sigtelsen mod den 23-årig vil formentlig blive ændret til medvirken til mord. Politiet mener, at det var ham der kørte de 2 andre mænd væk efter mordet. Den 23-årig blev ved retten i Gladsaxe i dag dømt til 14 dages varetægtsfængsel i isolation.



Dansker med TWA 800

Det viser sig nu, at der var en dansk født kvinde ombord på det TWA Jumbojet, der eksploderede og styrtede ned ved Long Island i USA 17. juli. Det drejer sig om en 31-årig forretningskvinde, ansat ved General Electrics i Paris. Efter forældrenes skilsmisse fulgte hun som 10-årig sin mor til USA, men holdt forbindelsen til sin far vedlige. Han er netop vendt hjem fra USA efter deltagelse i mindehøjtidelighederne.


NetSurferNyt


Kend din Kongerække

Frode Stringer, Canada, vil i anledning af omtalen af Kongehusets WWW-sider i går gøre opmærksom på, at man kan finde den danske kongefamilie i en større europæisk sammenhæng på en special-side for kongefamilier og deres stamtræer:
http://www.dcs.hull.ac.uk/public/genealogy/royal/



Vejret

Skyet, med regnbyer over hele landet, opklaring visse steder hen under aften - temperaturer op til 19-20 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,7085 DKK,   1GBP      8,8944 DKK,   1DEM      3,8623 DKK
100JPY     5,2935 DKK,   100ITL    0,3738 DKK,   1AUD*)    4,5133 DKK
1FRF       1,1379 DKK,   1CHF      4,7436 DKK,   1CAD      4,1528 DKK
1IEP       9,2426 DKK,   1NLG      3,4376 DKK,   1XEU      7,2629 DKK
100ESB     4,529  DKK,   1NZD*)    3,9754 DKK,   1SEK      0,8665 DKK
10BEF      1,8734 DKK,   1NOK      0,8969 DKK,   100ISK    8,63   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,43% uændr.(6% - 2026),   7,41% +0,01 (8% - 2006)
Aktieindex: 413,17 +2,53   KFX (mest omsatte aktier): 117,83 +0,92