Mandag, 29. juli 1996 22:59 (DNT)


OL-Guld til Danmark

Søndag fik Danmark endelig en guldmedalje ved OL i Atlanta. Det var letvægtsfireren i roning, der ikke uventet vandt finalen i går. "Gulddrengene" er Victor Feddersen, Eskild Ebbesen, Thomas Poulsen og Niels Laulund Henriksen. Allerede lørdag kom der dog gang i medaljehøsten, da Trine Hansen roede sig til bronze i singlesculler.

[Der er flere danske muligheder de næste par dage. Følg med på WWW: http://www.forum.dk/OL96 eller via e-post (2 daglige opdateringer) ved at sende ordet "subscribe" som titel eller eneste indhold til ol-list-request@blanet.dk.]



Ny bakterietrussel

Levnedsmiddelstyrelsen har nu sat særlig fokus på en ny bakterie, med navnet Coli O-157. Den har givet anledning til en række madforgiftninger i USA og Japan. I USA er mindst 4 mennesker døde, mens 8.000 har fået konstateret bakterien, og 7 er døde efter et udbrud af madforgiftning. Man regner med, at bakterien allerede har haft ofre, men symptomerne kan ikke skelnes fra andre tilsvarende bakterier, som f.eks. salmonella. I langt de fleste tilfælde er infektionen relativ uskadelig, men i få tilfælde kan den få alvorlige eller fatale følger. Årsagen til oplussen af madforgifninger er ifølge dyrlæge Axel Lunquist, Levnedsmiddelstyrelsen, at madforarbejdningen bliver mere og mere industrialiseret. Derfor får selv den mindste infektion en stor udbredelse.



Postkup (1)

En særdeles snedig røver har fået et udbytte på 3 millioner kr. i udenlandsk valuta (20 forskellige). Ingen har set ham, men han har haft et særdeles godt lokalkendskab. Han stjal en aflåst postbil, uden at bryde den op, fra en lukket postgård på Amager. Bilens chauffør var borte et øjeblik, men havde nøglen i lommen. Den eneste anden kendte nøgle befandt sig i et aflåst skab. Den stjålne bil blev fundet et par gader væk, men uden de værdifulde postsække.



Postkup (2)

På et postkontor på Valby Langgade i Valby ved København skete et mere traditionelt røveri. 2 mænd truede sig til 105.000 kr. og flygtede fra stedet i en stjålet vogn. Den blev kort tid efter fundet efterladt.



Skudt i hovedet

En 51-årig mand fra Søborg blev her til aften livsfarligt såret af et skud i hovedet, under besøg hos en bekendt i Bagsværd. 3 mænd dukkede op for at diskutere et mellemværende - formentlig af økonomisk art. 2 af dem var bevæbnet, og der blev affyret et skud. Et vidne har genkendt en af mændene som en 23-årig mand, der - ligesom den 51-årige - er "bekendt" af politiet.



Ingen erstatning for får

Landbrugsministeriet afgjorde i dag, at en byldepest, der har ramt 4 fårebesætninger i Sønderjylland, ikke udgør nogen trussel mod mennesker. Derfor kan ejerne ikke få erstatning, hvis de slår besætningerne ned. De er også selv delvis skyld i, at den meget smitsomme sygdom er kommet til landet. De har selv hentet de ca. 100 får i Frankrig. Papirerne var i orden, men der blev ikke - som før de åbne grænser i EU - foretaget en uafhængig dyrlægekontrol og karantæne ved grænserne.



Boykot OL!

CDs gruppeformand, Peter Duetoft vil have, at danskerne skal boykotte OL i Atlanta. Ellere rettere DRTV2 transmissionerne derfra. Han mener nemlig, at studieværterne og journalisterne har en anti-amerikansk holdning. Det er især beskrivelserne af organisatorisk kaos og at TV-kommentatorer hele tiden påstår, at dommere i gymnastik og boksning giver amerikanske atleter fordel. Han vil selv boykotte transmissionerne, men vil dog ophæve boykotten, når Danmarks håndboldpiger er på.

[Kilden er en artikel i Morgenposten Fyns Stiftstidende, refereret i Politiken. Jeg tror der er gået noget tabt i "oversættelsen". På den anden side var det jo Erhardt Jakobsen, CDs grundlægger, der engang blev citeret for, at "Dallas" serien var lavet af venstreorienterede filmfolk med det formål at skade USAs interesser. Og dette ER agurketiden]



Studieoptagelser

Som nævnt i fredags var det lørdag, at 60.000 unge fik meddelelse om, hvordan det var gået med deres ansøgning til en videregående uddannelse. I lørdags havde aviserne også lister med optagelseskriterier. Da vi ved, at mange af vore læsere de tidligere år har haft interesse i at få oplysninger om bestemte retninger, har vi også i år sikret politikens oversigt. Send e-post til nyheder@blanet.dk og angiv retning (f.eks. Teologi) og sted (Københavns Universitet), så svarer vi med antal optagne, antal ansøgere (total og 1. prioritet) og adgangskvotient (kvote 1 og stand. by). P.g.a. OL kan der godt gå et par dage med svaret.


DilleSport


FODBOLD

OL eller ikke OL - Intet kan stoppe Superligaen. Den startede i går søndag, med følgende kampe:

Hvidovre-FCK      1-2
OB-Viborg         3-1
AGF-Vejle         3-2
Lyngby-AB         6-1
AaB-Silkeborg     udsat 


NetSurferNyt


Kongelig WWW

Det danske kongehus er kommet på nettet, ihvertfald officielt. For man skal ikke regne med, at de kongelige surfer ret meget foreløbigt. Faktisk har man opgivet tanken om en kongelig e-postkasse, siger kontorchef Søren Sveistrup, hofmarskallatet til Jyllands-Posten. Derimod kan man finde kongelige portrætter (nogen af dem ret store og MEGET gode), en elektronisk scrapbog, en oversigt over kongerækken og de kongelige slotte. Siderne er lavet efter ide af TeleDanmark Internet (Opasia), af reklamebureauet Yong & Rubicon, under kongehusets skarpe opsyn.
http://www.kongehuset.dk
Nok et par "hits" værd for en dansker... :-)



Vejret

Der kom perioder med regn eller regnbyger i dele af Danmark i løbet af weekenden. Først var det de sydlige egne. København fik en større skylle lørdag eftermiddag, mens det i dag var de nordlige egnes tur. Temperaturer 20 - 22 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,7225 DKK,   1GBP      8,9094 DKK,   1DEM      3,8603 DKK
100JPY     5,2766 DKK,   100ITL    0,3750 DKK,   1AUD*)    4,4900 DKK
1FRF       1,1381 DKK,   1CHF      4,7333 DKK,   1CAD      4,1658 DKK
1IEP       9,2647 DKK,   1NLG      3,4380 DKK,   1XEU      7,2630 DKK
100ESB     4,537  DKK,   1NZD*)    3,9715 DKK,   1SEK      0,8689 DKK
10BEF      1,8728 DKK,   1NOK      0,8962 DKK,   100ISK    8,64   DKK  
*) AUD og NZD er fra fredag.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 8,38% uændr.(6% - 2026),   7,32% -0,01 (8% - 2006)
Aktieindex: 404,75 +0,54   KFX (mest omsatte aktier): 114,64 +0,33