Onsdag, 17. juli 1996 23:08 (DNT)


Ny bistandslov?

Socialminister Karen Jespersen arbejder på hvad hun kalder en justering af bistandsloven. Et udkast er kommet i hænderne på lektor Viggo Jonasen, Den Sociale Højskole i Århus, og han siger i dag til DR, at der er tale om et væsentlig opgør med grundprincipperne i den nuværende, 25 år gamle lov. Man skal nu virkelig være i vanskeligheder, før man vil kunne opnå støtte, og der skal i hvert tilfælde nøje overvejes alternativer. Ifølge Karen Jespersen skal det ikke længere være muligt at få støtte til f.eks. stærke briller, ortopædiske indlæg o.s.v., hvis man har mulighed for selv at betale.



Aktionsplan

Politiken er kommet i besiddelse af en 7 siders strategiplan, som Københavns politidirektør, Hanne Bech Hansen, har udsendt internt. Den lægger op til en ny og anderledes strategi overfor rocker-kriminalitet. Sammen med bl.a. Told- og Skattevæsenet skal rockerne økonomiske aktiviteter, selskaber og personer kortlægges, ligesom fast ejendom. Af midler nævnes rumovervågning (aflytning), særlig opmærksomhed omkring våbentyverier, samt brug af meddelere og infiltrationer.

En stærk kritiker af politiets rocker-aktiviteter, advokat Thorkild Høyer, der har forsvaret mange rockere fra begge rivaliserende grupper, siger til DR-TVA, at det var glædeligt at se et oplæg fra politiet, der holdt sig inden for den nuværende lovgivning. Der var ingen "pudserløjerlige forslag" dennegang. For øjeblikket standses alle, der går med rygmærker i nærheden af kendte rockertilholdssteder, og undersøges for våben. Foreløbig har det medført 700 erstatningskrav for uberettiget rangsagning.



Banksucces

På blot 4 måneder har 17.000 kunder i Den Danske Bank tegnet et abonnement på bankens edb-program, "Danske PC". Successen er kommet noget bag på banken. Man havde satset på at nå 25.000 på et år, så nu tror man på en fremtid for homebanking [som det kaldes på nudansk]. Anders O. Gjelstrup, DeLoitte & Thutte, er ikke overrasket. Han siger til DR-TVA, at Danmark er et velegnet land for homebanking, fordi befolkningen er veluddannet og mængden af private PC'ere er en af de højeste i verden.



Greenpeace hos Enhedslisten

Greenpeace var i dag til møde med en traditionel støtte, nemlig Enhedslisten. Her fik Greenpeace at vide, at Enhedslisten nu tilsluttede sig de øvrige partier i Folketinget, der har kritiseret Greenpeace aktionen mod dansk industrifiskeri. Enhedslisten opfordrede Greenpeace til at indstille aktionen.

Samtidig har en undersøgelse af fiskeriet i Nordsøen, udført af en international fiskeriorganisation [ICES?], kastet et tvivlsomt skær over en af Greenpeace mest aktive støtter, nemlig de skotske konsumfiskere. Det siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Bent Rulle, til DR. Af undersøgelsen kan man nemlig læse, at for hver kuller, som industrifiskerne får i deres garn (som uønsket bifangst), smider skotske fiskere 15 kuller tilbage i havet, fordi de er for små. Men det er bare forsent, siger Bent Rulle. Kuller kan ikke tåle at komme op til overfladen - fiskens svømmeblærer bliver sprængt, så det er døde fisk man smider ud igen. Skotske konsumfiskere har hævdet, at det er industrifiskernes bifangster, der har fisket deres traditionelle fangstpladser tomme.


DilleSport


CYKLING

17. etape af Tour de France - tour'ens længste med 262 kilometer kørtes fra Argeles til Pamplona (Spanien). Og det blev en manifestation af Telekom i almindelighed og Bjarne Riis i særdeleshed!

Med lidt over 100 kilometer tilbage stak Festina holdet, og Bjarne Riis og Jan Ullrich fra Telekom gik med. Alt i alt otte ryttere kom med i det udbrud der holdt til mål.

Mindre end to kilometer før mål stak Bjarne Riis af sammen med Laurent Dufaux fra Festina. Og på opløbet måtte Bjarne Riis lade sig overhale af schweizeren - eller, som radiosporten sagde om schweizerens sejr: Telekom og Bjarne Riis har også brug for venner i feltet. Om Riis lod Dufaux vinde, eller blev overspurtet på de sidste meter - hvad betyder det?!

Bjarne Riis tog mere end otte (8!!!) minutter fra de nærmeste i klassementet. Mere suverænt kan det faktisk ikke gøres.

Kort efter etapen sagde Bjarne Riis til TV2: Det var en utrolig hård etape - nærmer sig det umenneskelige. Den trak søm ud! Da Festina stak af gik Jan og jeg med, og på de sidste bjerg [af syv] besluttede vi, at vi ville køre ham op på andenpladsen i løbet. Jeg kørte 100% for Jan Ullrich i dag - nu har han kørt for mig hele tour'en!

Dagens etape:
1. Laurent Dufaux, Schweiz            7.07,08 timer
2. Bjarne Riis, Danmark                  s.t.
3. Richard Virenque, Frankrig        +   0,20
4. Jan Ullrich, Tyskland                 s.t.
5. Luc Leblanc, Frankrig                 s.t.
  .....
12. Tony Rominger, Schweiz           +   8,30
  .....
14. Bo Hamburger, Danmark                s.t.
  .....
19. Miguel Indurain, Spanien             s.t.
  .....
28. Rolf Sørensen, Danmark           +  20,48
78. Jesper Skibby, Danmark           +  33,15
112. Brian Holm, Danmark             +  45,07

Samlet stilling (noget forandret efter dagens resultat!)
1. Bjarne Riis, Danmark                81.15,34 timer
2. Jan Ullrich, Tyskland            +      3,59
3. Richard Virenque, Frankrig       +      4,25
4. Laurent Dufaux, Schweiz          +      5,52
5. Peter Lüttenberger, Schweiz      +      6,19
  .....
9. Abraham Olano, Spanien           +     11,12
10. Tony Rominger, Schweiz          +     11,24
11. Miguel Indurain, Spanien        +     15,36
12. Bo Hamburger, Danmark           +     19,18
  .....
29. Jesper Skibby, Danmark          +   1.05,18
32. Rolf Sørensen, Danmark          +   1.08,12
104. Brian Holm, Danmark            +   2.30.15



FODBOLD

Superligaklubben FCK skrev i dag kontrakt for resten af 1996 med Mate Sestan, Kroatien. Han har været på prøve i klubben i sommer, og har været med i FCKs Toto-kampe. Senest scorede han begge FCKs mål mod Austria Wien i søndags i Parken - københavnerne vandt kampen med 2-1.


NetSurferNyt


Dagens Tal

Dagens tal er fra Alta Vista:

Fount 4139 matches for Bjarne Riis.

Vi lader det stå et øjeblik.

Der er forresten en liste over Bjarne Riis karriere på:

http://www.handmadesw.com/~jessica/bjriis.html
Den har dog ikke den igangværende sæson med.



Vejret

Der var i dag en del skyer, især i de sydlige egne, men ellers var det tørt og sommerlignende vejr, med temperaturer 15 - 18.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,7410 DKK,   1GBP      8,9221 DKK,   1DEM      3,8564 DKK
100JPY     5,2525 DKK,   100ITL    0,3774 DKK,   1AUD*)    4,6141 DKK
1FRF       1,1383 DKK,   1CHF      4,6980 DKK,   1CAD      4,1942 DKK
1IEP       9,1942 DKK,   1NLG      3,4346 DKK,   1XEU      7,2710 DKK
100ESB     4,564  DKK,   1NZD*)    4,0013 DKK,   1SEK      0,8615 DKK
10BEF      1,8720 DKK,   1NOK      0,8959 DKK,   100ISK    8,68   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,42% +0,02 (6% - 2026),   7,39% +0,02 (8% - 2006)
Aktieindex: 407,19 -5,94   KFX (mest omsatte aktier): 115,55 -1,74