Fredag, 28. juni 1996 23:57 (DNT)


RH: Regnskabsrod

Flere overlæger fra Rigshospitalet hævder overfor DR-TVA, at regnskabsrod, fiktive udgiftsposter og indtægter der forsvandt ud i den blå luft, har været almindeligt i flere år, uden at ledelsen greb ind. Overlæge Ib Bybjerg, Epidemologisk afdeling, fortæller, at han f.eks. fandt ugiftsposter "i 100.000 kr.s klassen" for to afdelinger. Den ene var lukket for 5 år siden, den anden for 8 år siden! Han fortalte også, at han havde fået finansieret en 1/2 tids speciallæge til brug for udenrigsministeriets udsendte. Efter 5 år fandt han ud af, at hospitalets ledelse "havde glemt" at sende regningen til ministeriet.



Spareforslag trukket!

Rigshospitalets ledelse trak i dag det spareforslag tilbage, der ville medføre, at kvinder over 65 ikke kunne få strålebehandling i forbindelse med brystkræftbehandling. Det betød, at den eneste behandlingsmetode så ville være fuldstændig fjernelse af det syge bryst.



Greenpeace i strid

Konflikten mellem Greenpeace-fartøjet Sirius og danske tobis-fiskere ud for Skotlands kyst blev optrappet i dag. Nogle af de aktionerende sagde til de danske fiskere, at de ville kæmpe til den bitre ende, selv om det ville koste menneskeliv. Fiskernes kommentar var, at det ihvertfald ikke ville blive på fiskernes side. Greenpeace udlagde levende flydespæringer, så trawlerne ikke kunne sætte reskaberne ud, og fiskerne svarede igen med at fyre nødraketter hen over hoved på de aktionerende. Fiskerne er meget vrede over, at den britiske fiskeri-indspektion ikke griber ind, selv om den britiske fiskeriminister har erklæret sig enig med sin danske kollega, Henrik Dam Kristensen, i, at Greenpeace' aktion er ulovlig. Henrik Dam Kristensen mente dog, at der meget snart ville komme en britisk reaktion, og opfordrede alle i Nordsøen til at bevare hovedet koldt.

Den danske afdeling af Greenpeace tager skarpt afstand fra Sirius-aktionen, der er organiseret af Greenpeace International. Den danske talsmand, Klaus Iversen, sagde i DR-TVA, at han havde forsøgt at overtale de danske deltagere i projektet til at trække sig ud, hvilket de fleste også havde gjort. Han mener, at aktioner som denne undergraver det seriøse arbejde og den anseelse, som Greenpeace har i Danmark. Det har ihvertfald gjort ham og hans kollegas daglige arbejde meget mere besværligt.



Fyrværkerifabrik fejlplaceret?

Det kom som et stort chok for Århus Kommune, at fabrikken H. C. Andersen Festfyrværkeri producerede fyrværkeri. I går aftes indtraf en eksplosion i fabrikken og to medarbejdere blev dræbt. Politiet havde sidste år givet alle de nødvendige tilladelse til at importere og montere fyrværkeri, men fabrikken havde ikke ansøgt kommunen om tilladelse til fabrikation. Tilbage i 1992 havde indehaveren fået tilladelse til salg af fyrværkeri fra bygningen, der ligger i et tætbebygget beboelsesområde. Politiet har endnu ikke fundet den præcise årsag til eksplosionen, men arbejder med en teori om, at det skyldes det værktøj, der blev anvendt ved montering af fyrværkeriet.



Brand i Vejle

Hele den indre by i Vejle var ved middagstid indhyllet i en ubehagelig røg fra en brand hos en glarmester. Ilden var formentlig opstået i en tilstødende dart-klub, men havde bredt sig til glarmesterens store lager af plexi-glas. Politiet opfordrede på et tidspunkt folk i området om at holde sig indendøre og holde døre og vinduer lukket. Ilden kom dog hurtig under kontrol og ingen mennesker kom noget til.



Nej til kraftværk

Miljøminister Svend Auken har sagt nej til en ansøgning fra det sjællandske elfsorsyningsselskab Elkraft om at få lov til at udvide Avedøre-værket ved Københavns Sydhavn. Det var planen at opføre en blok 2 på 500 MW, et multi-brændselsanlæg, der dog fortrinsvis skulle bruge kul. Miljøministeren begrunder afslaget med, at energistyrelsen ikke skønner, at der er behov for så stor en el-kapacitet fra år 1999-2000. Istedet anbefaler ministeren, at Elkraft måske skulle overveje mindre, billigere gasfyrede værker.



Hæftestraf afskaffes?

Mulighederne for at afsone hæftestraffe - en fængselsstraf hvor man bl.a. har krav på bedre forplejning - er i dag så dårlige, at justitsminister Bjørn Westh overvejer at afskaffe den helt. Sidste år sad 1200 deres hæftstraf af i arresthuse under forhold, der lå tæt op ad almindelig fængselsstraf. Som erstatning vil man formentlig se antallet af domme på samfundstjeneste stige. Det mener ihvertfald retsordfører Anne Baastrup, SF.



Skal vidne

Højesteret bestemte i dag, at et vidne til nedskydningen af to Bandidos-rockere, hvoraf en blev dræbt, den 10. marts i år, skal vidne i byretten. Det er en lufthavnsfunktionær, der stod få meter fra stedet, hvor Hells Angels skød på en gruppe Bandidos-rockere. Da ingen af den dræbtes kammerater vil udtale sig, bliver funktionæren derfor det vigtigste vidne mod de anklagede Hells Angels medlemmer. Han føler sig imidlertid truet, fordi en af hans kollegaer blev "passet op af en rockerlignende typer", der havde spurgt ham, hvor meget han havde set. Den pågældende havde ikke set noget, og "rocker-typen" forsvandt.



Mindehøjtidelighed

Den dansk ambassadør i Thailand, Jørgen Reimers, og den burmesiske oppositionsleder Aung San Suu Kyi, var blandt deltagerne i en lille budhistisk mindehøjtidelighed for den afdøde dansk konsul i Burma, James Leander Nichols. Den officielle mindehøjtidelighed var planlagt til at finde sted i morgen lørdag, men den har den burmesiske militærregering udsat foreløbig en uge, uden nærmere begrundelse.


NetSurferNyt


Roskildefestival (2)

Der er lige endnu en side, der er velegnet for dem, der har abstinenser over ikke at kunne være med på den udsolgt festival. Carlsberg, der er en af hovedsponsorerne, har en reklameside i anledning af deres "Vores Øl kampagne". Her kan man under henvisning "LiveCam" se billeder fra festivalen. Dels der er et automatisk kamera, der tager et billede hvert 3. minut, dels er der billeder fra de forskellige koncerter. De sidst er de bedste. Kig efter "LiveCam" på:
http://www.carlsberg.dk
[Siderne blev ikke nævnt i går, fordi de åbenbart ved en fejl var blevet forsynet med adgangskontrol i form af brugernavn og kodeord. Der er nu fri adgang. Netscape og Internet Eksplorer anbefales - men vi andre får også udemærkede billeder. :-)]



Vejret

For det meste overskyet og tørt, med temperaturer op til 20 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8700 DKK,   1GBP      9,0838 DKK,   1DEM      3,8547 DKK
100JPY     5,3441 DKK,   100ITL    0,3822 DKK,   1AUD*)    4,6374 DKK
1FRF       1,1405 DKK,   1CHF      4,6870 DKK,   1CAD      4,3010 DKK
1IEP       9,3480 DKK,   1NLG      3,4376 DKK,   1XEU      7,3099 DKK
100ESB     4,583  DKK,   1NZD*)    3,9994 DKK,   1SEK      0,8830 DKK
10BEF      1,8732 DKK,   1NOK      0,9031 DKK,   100ISK    8,75   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,49% +0,04 (6% - 2026),   7,47% +0,03 (8% - 2006)
Aktieindex: 407,69 +0,43   KFX (mest omsatte aktier): 115,71 -0,71
KFX var oppe på årets rekord i går, men faldt igen inden lukketid. Det slog rekorden også i dag, sluttende på 116,35.