Torsdag, 27. juni 1996 23:47 (DNT)


Fabrik eksploderet

2 mennesker savnes mens 2 andre undslap i live, da fabrikken H. C. Andersen Festfyrværkeri ved Århus eksploderede og brød i brand her til aften. Politiet frygter, at de 2 savnede ligger under det sammenstyrtede tag i fabriksbygningen. Årsagen til eksplosionen er endnu ikke kendt.



Kræver Burma-sanktioner

Regeringen vil have EU til at kræve en uvildig undersøgelse af omstændighederne omkring konsul Leo Nichols død i et burmesisk fængsel i weekenden. Man ønsker også, at en uvildig, international anerkendt uafhængig retsmediciner skal foretage en obduktion. Det sagde udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) i dag efter et samråd i udenrigspolitisk nævn. "Omstændighederne ved hans død må fult belyses" sagde Niels Helveg Petersen. Sagen vil blive taget op på udenrigsministernes møde 15. juli, og han vil også benytte lejligheden til at drøfte sagen med den amerikanske regering på en møde den 11. juli. Venstre og konservative erklærede sig tilfredse med regeringens holdning. SF og Enhedslisten ønskede dog øjeblikkelige danske sanktioner overfor militærstyret.



ØK fortsætter i Burma

ØK har ingen planer om at standse sine aktiviteter i Burma, siger adm. direktør Karsten Denker til DR. "Vi anser i ØK, at man skal holde politik og handel adskilt. ØK er ikke politisk", sagde han og mente også, at man skal drive handel "på trods af personlige opfattelser". Med hensyn til ØKs begrænsede, men dog voksende aktiviteter, så var han overbevist om, at de kom den almindelige burmeser til gode (i form af beskæftigelse). Derimod mente han ikke, at handelen kom de militære magthavere til gode, snarere tværtimod.



Næse til Nyrup

Europaudvalget gav i dag statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) en næse. I sidste uges EU-topmøde i Firenze offentliggjorde han et forslag til bekæmpelse af arbejdsløsheden i EU. Problemet var blot, at ingen i udvalget havde set - eller godkendt - oplægget. Efter godt en times forhandling lovede statsministeren udvalget, at når de endelige forslag fra den danske regering skal fremlægges til september, vil udvalget få forslaget i god tid. Steen Gade (SF) mente, at regeringen måske havde været lidt for forhippet på at fremlægge et forslag.



Stop for brystoperationer

Ledelsen for Rigshospitalet har besluttet, at kvinder over 65 ikke længere skal have mulighed for at få en såkaldt brystbevarende operation, når de behandles for brystkræft. Begrundelsen er, at kvinderne er "for gamle!". Operationen er dyr, fordi den efterfølges af en strålebehandling, i modsætning til en almindelige brystkræftoperation, hvor hele det syge bryst fjernes. Ledelsen ville ikke udtale sig til DR-TVA, men henviste til ledelsen for kræftafdelingen. Her forstod overlæge Henning Mouritzen, imidlertid ikke rigtig beslutningen. Andre lægekilder sagde til DR-TVA, at besparelsen formentlig var "forsvindende lille".

Sundhedsorfører Tove Fergo (V) sagde til DR-TVA, at det var politikerne, der skulle diskutere prioriteringen i fuld offentlighed, og det mente hun ikke var sket i dette tilfælde. Derfor ville hun bede sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (S) om en forklaring.



Ingen aktindsigt!

Til efteråret stiller regeringen forslag om, at al korrespondance mellem ambassader og konsulater ude i verden og udenrigsministeriet i København skal undtages fra loven om aktindsigt. Ifølge udenrigsminister Niels Helveg Petersen er det nødvendigt, hvis fremtidige indrapporteringer skal give et reelt billede af situationen i de pågældende lande, at alle rapporter bliver betragtet som interne arbejdspapirer. I en aktuel sag har ombudsmanden bestemt, at udenrigsministeriet skal udleverer intern korrespondance på linie med alle andre offentlige institutioner, hvor der er er aktindsigt.



Første konkurrent!

I dag underskrev det nye tele-selskab Tele 3 en samtrafikaftale med TeleDanmark. Aftalen er det første af sin art i Danmark og markere det endelige brud på monopolet for teletrafik i Danmark. Officielt sker det dog først mandag, og aftalen mellem Tele 3 og TeleDanmark får først fuld virkning fra årskiftet. Aftalen betyder, at Tele3 kan oprette telefoner og rute trafik via TeleDanmarks netværk. Kunderne skal dog taste et 4-cifret nummer før det egentlige telefonnummer. I første omgang vil man konkurrere på udlands- og regionssamtaler. Ifølge adm. direktør Ebbe Johansen, Tele 3, har lokalttaksterne i Danmark nået "et fornuftigt leje" de sidste par år. Det er også først og fremmest erhvervskunder, der vil kunne mærke konkurrencen. Tele 3 ejes af den svenske Kinnevik-koncern, der også driver TV3 satelit-TV.



Roskildefestival

Maksimalt 90.000 får adgang til den forlængst udsolgte festival, der startede i dag. Blandt hovednavnene i år er Niel Young, Sex Pistols og Davie Bowie, der afslutter søndag aften. På grund af den udsolgte festival var der ikke så mange, der dukkede op i dag på førstedagen uden billet. Prisen for sortbørsbilletter faldt i mange tilfælde til under den oprindelige autoriserede købspris. Omkring 160 bands underholder fra festivalens 7 scener.

[Se også NetSurferNyt]



Mere fest...

Det er iøvrigt den store festival-weekend. Foruden Roskildefestivalen er der også Skagensfestivalen, der i år regner med at nå op på halvdelen af Roskildes besøgstal. Der er også den "lille" Nibe-festival, der har begrænset tilskuertallet til 4.500, men kan fremvise Dizzy Miss Lizzy og Caroline Henderson. I København kører EuroPride, en festival for bøsser og lesbiske, på 2. uge, samt DGIs gymnastiktræf [se DilleSport], der officielt begyndte i dag. Begge disse arrangementer hører under Kulturby 96.


DilleSport


IDRÆT

DGI's kulturby stævne, i anledning af at København er europæisk kulturby 1996, startede i dag. I tre dage vil rådhuspladsen i København myldre af repræsentanter fra utallige gymnastik-, danse-, kampsports- og alle mulige andre foreninger. Gymnaster i alle aldre!

Det er ærgerligt at DilleSport ikke kan supplere med levende billeder, for det er umuligt at gengive aktiviteterne! Men originalitet er i hvert fald nøgleordet!



TRAVSPORT

Rudolf Le Ann og dens træner Steen Juul vandt Grand Prix løber Prix de New York i Paris. Det fik de 175.00 gode danske kroner for.

Herligt at se, at hesten er tilbage i den absolutte elite igen, efter at den havde livstruende tarmslyng.


NetSurferNyt


Roskildefestival on line

Årets Roskildefestival har godt repræsenteret på internettet - den har enda sin egen kategeri på Yahoo (prøv blot søgeordet "Roskilde"). Her er et par af de mest spændende:

Festivalens officielle side ligger på adressen:

http://www.roskilde-festival.dk/
Der er det officielle festivalprogram. Siderne bærer noget præg af, at de fortrinsvis har været tænkt som optakt til festivalen. Mere levende sider har IBM oprettet, i forbindelse med en særlig internet-cafe på festival-pladsen. Her kan man finde festival-nyt, anmeldelser, hjemmelavede hjemmesider og hilsner til og fra festivaldeltagerne. Siderne findes på:
http://roskilde.hursley.ibm.com/
Det er modigt gjort at turde stille op med noget så "u-hip" som Webexplorer og OS/2 Warp i disse tider, hvor hver anden ny web-site i Danmark nægter at tale med andet end Netscape og Internet Explorer. Desværre har man også valgt at sætte internet-serveren i Hursley, England (derfor adressen). Hursley-siten har ifølge mine erfaringer været noget langsomt de sidste par måneder.

Hvis man vil se en smagsprøve på den form for reportager, som de trykte og elektroniske medier er fulde af i dag og de næste par dage (Der er vistnok gratis adgang for mediefolk, der dækker begivenheden), så har Jyllands-Postens websider et afsnit dedikeret til Roskildefestivalen:

http://www.jp.dk/gratis/roskilde/

Men ellers behøver man blot åbne en radio, et TV eller en avis....



Vejret

Det startede med overskyet, med en smule regn enkelte steder, men de klarede snart op over hele landet, med temperaturer op mod 20 grader. Ved vestkysten dog noget lavere.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8850 DKK,   1GBP      9,0729 DKK,   1DEM      3,8550 DKK
100JPY     5,3892 DKK,   100ITL    0,3833 DKK,   1AUD*)    4,6611 DKK
1FRF       1,1397 DKK,   1CHF      4,6803 DKK,   1CAD      4,3256 DKK
1IEP       9,3377 DKK,   1NLG      3,4384 DKK,   1XEU      7,2980 DKK
100ESB     4,584  DKK,   1NZD*)    4,0092 DKK,   1SEK      0,8892 DKK
10BEF      1,8734 DKK,   1NOK      0,9026 DKK,   100ISK    8,75   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,45% -0,04 (6% - 2026),   7,44% -0,03 (8% - 2006)
Aktieindex: 407,26 uændr.  KFX (mest omsatte aktier): 116,08 -0,14