Mandag, 24. juni 1996 24:00 (DNT)


Konsul død

Den danske, honorære konsul i Burma, Leo Nichols, er død i fængsel under uopklarede omstændigheder. Burma militærdiktatur, der dømte ham 6 års fængsel i maj i år, siger at han døde af hjertestop. Ifølge en fax til den dansk Burmakomite fra familien skyldtes døden snarer en hjerneblødning, men familien er blevet forment adgang til begravelsen. Officielt blev Leo Nichols arresteret for at eje flere telefoner og faxapparater end han havde tilladelse til, men Burmas oppositionsgrupper peger på, at Leo Nichols var en nær ven af oppositionslederen Aung San Suu Kyi. Leo Nichols var også norsk og svensk konsul, og de 3 nordiske udenrigsministre vil forlange en nærmere forklaring fra Burma's regering.

Formanden for den danske Burmakomite, Anton Johansen, opfordrer danske firmaer, der har aktiviteter i Burma om at indstille disse i protest. Det er ganske få firmaer - Mærsk og ØK. Mest kendt er dog Carlsberg Bryggerierne, fordi de et stykke tid har overvejet en større investering i et ny bryggeri. Fra Carlsbergs side sagde man i dag, at "sagen var under overvejelse" og at konsulens død indgik i overvejelserne. Senere forlød det, at Carlsberg skulle have besluttet at lægge projektet på is indtil videre. Det danske FN-forbund mødes i morgen, for at lægge op til en dansk boykot af Burma-regeringen, der betegnes som et af verdens p.t. værste regimer.



Greepeace i søslag

Danske fiskere og Greenpeace udkæmpede veritable søslag ud for Skotlands Kyst i Nordsøen, både i går søndag, og i formiddags. Greenpeace ønsker, at industrifiskere undlader at fange tobis i et bestemt område, som Greenpeace har udnævnt til "økologisk særligt følsomt" for bestanden. Episoderne opstod, fordi en skotsk fisketrawler forsøgte at forcere Greenpeace spærring beståeden af dykkere og gummibåde. Et par danske industritrawlere kom deres skotske kollega til hjælp, og forsøgte ifølge Greenpeace at sænke gummibådene med knive på skafter og kroge på tov. Det samme skete i dag, hvor de danske trawlere også affyrede nødraketter hen over hovedet på Greenpeace-skibet "Sirius". Episoden i dag kulminerede med, at "Sirius" fik trykket sin stævn in efter en kollision med et par de danske trawlere.

Greenpeace-aktionen har fremkaldt stor vrede i Thyborøn, hvor de danske trawlere er hjemmehørende. Her har man ikke hørt noget om, at tobis skulle være en truet fiskeart, og det bekræftes af Danmarks Fiskeriundersøgelser. Selv om Danmark fanger 1 - 1 1/2 mill. tons om året, belastes arten kun med 20 - 30% fangst af bestanden i Nordsøen (op til 60% af torskebestanden fiskes). De danske kuttere er nu på vej hjem, men de vil vende tilbage og drive deres "lovlige erhverv". Den britiske fiskerinspektion har sendt et overvågningsfly til området, sammen med et par inspektionsfartøjer, for at holde øje med udviklingen. Greenpeace har tænkt sig at fortsætte blokaden af området, siger styrmand Lis Jellerup, Sirius, til DR.



Grundlov vs. jordlov

Advokatrådet er stærkt betænkeligt ved et ny lovforslag, som Miljøministeriet er ved at udarbejde om rent drikkevand og forurenet jord. Ifølge forslaget omkring 1000 kvm jord blive klassificeret som forurenet eller giftigt. Der hvor problemet opstår er, hvor myndighederne blot på mistanke (fordi der f.eks. har ligget en kemisk fabrik) klassificerer en privat grund som giftig. Grundejeren kan så protesterer, men han skal selv betale omkostningerne ved målinger og analyse. Desuden risikerer han et voldsomt værditab, og det mener advokat Håkon Djuurhus, Advokatrådets Miljøudvalg, tangerer krænkelse af grundlovens ord om ejendomsretten, ligesom det er omvendt bevisførelse, når ejeren selv skal stå for jordanalyser. Formålet med loven er at sikre rent grundvand til drikkevandsforsyningen.



Ny skuespilchef

Den 57-årige instruktør Klaus Hoffmeyer blev i dag udnævnt til ny skuespilchef på Det kgl. Teater. Klaus Hoffmeyer er en særdeles velkendt teaterinstruktør, der bl.a. har skabt teaterets succesforestilling "Fra Regnormens Liv" af P. O. Engquist. Skuespilleren Jørgen Reenberg betegnede ham i DR som "som en gave til skuespillerne", en instruktør der ejer den sjældne evne at få uerfarne og erfarne til at "blive nye for os selv". Det var "det bedste valg på en sørgelig baggrund", sagde Jørgen Reenberg. Klaus Hoffmeyer overtager stillingen 1. september efter Birgitte Price, der er trådt tilbage p.g.a. sygdom.



Standser kampagne

Tobaksfirmaet House of Prince (tidl. Skandinavisk Tobakskompagni) har trukket et gratis-magasin, "Street Life", tilbage efter kraftig kritik fra reklamebureauer og sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD). Reklamebureauer påpegede, at magasinet, der havde journalistiske artikler om natteliv og livsstil, blandet med tobaksreklamer, tydeligt var rettet mod unge. Ifølge en frivillig aftale mellem tobaksindustrien, Tobaksskaderådet og Sundhedsministeriet må reklamer for tobak ikke rettes mod unge. I første omgang hævdede House of Prince, at deres advokater havde gennemgået og godkendt magasinet som værende inden for aftalens rammer.


DilleSport


OL - Efterlysning!

DilleSport har fået et problem.

Oprindeligt havde vi tænkt os, at dække både de olympiske lege og de paralympiske lege i Atlanta, men måtte delvist opgive det første, fordi der er stærkt begrænsede muligheder for akkreditering af sportsjournalister fra den skrivende presse (Antallet er beskåret 50% i forhold til Barcelona). Det er alligevel lykkedes Dille at få billetter til finalekampene i Badminton og K-Håndbold som almindelig tilskuer, mens der er problemer med indkvarteringen. Vi søger stadig af officielle kanaler, men priserne er - vel ikke overraskende - meget høje. Derfor vil vi gerne høre fra nogen, der har eller kender til overnatningsmulighed i nærheden af MARTA (Atlantas offentlige transportnet) og en telefonlinie (vi har telefonkort). Vi kan nok ikke klare priser over 100 USD pr. nat, men vi er åbne for forslag. Ifølge planen kommer Dille til Atlanta 27. juli, men det kan justeres. Skriv til vores særlige OL-redaktion på adressen:

ol96@blanet.dk
Vi er også meget interesserede i at komme i forbindelse med andre, der har planlagt at overvære sportsgrene med danske deltagere, og som måske er så heldige at have adgang til computer og modem. Vi modtager meget gerne øjenvidne-beretninger. Skriv også til ovennævnte redaktion så hurtigt som muligt, og fortæl om dine planer.

Det gælder også de paralympiske lege, selv om DilleSports officielle akkreditering og overnatninger synes at være sikret i denne forbindelse.



FODBOLD

Superligaklubben FCK har solgt ud! To af klubbens absolutte angrebsesser, Michael Johansen og Per Frandsen, skal fra næste sæson spille i Bolton Wanderers - 1. divisionsklub i England. Bolton var i sidste sæson i Premier League, men rykkede ned. Man har dog store planer om at rykke op med det samme, og det er dét de to danske angribere skal hjælpe til med.

-----

Tidligere træner i FCK Michael Schäfer fik i dag nyt job. Han skal de næste to år være træner i 1. divisionsklubben Ølstykke.



HÅNDBOLD

En af herrelandsholdets `grand old men', og indeholderen af landskampsrekorden på mere end 200 landskampe, Frank Jørgensen har skrevet en et årig kontrakt med Teka Santander, Spanien. Han har hidtil spillet i Roar. Med skiftet får han dels prøvet at spille i en europæisk storklub, og det giver ham mere tid til familien. Forhåbentlig går det ham bedre på det spanske klubhold end det gjorde for ham og landsholdskammeraterne ved EM i Spanien i maj måned - 6 kampe 6 nederlag.



TENNIS

Wimbledon turneringen er startet, og Danmark har - det vil sige: havde - to deltagere med: Frederik Fetterlein og Kenneth Carlsen.

Frederik Fetterlein blev slået i tre sæt i sin første kamp af amerikaneren David Wheaton 1-6, 4-6, 4-6.

Kenneth Carlsen tabte i 2-3 i sæt til Nicolas Lapenti, Venezuela: 6-7, 6-3, 7-6, 4-6, 4-6


NetSurferNyt


Udvandrerarkiv (rettelse)

[I John Thomsens indlæg i fredags havde der indsneget sig en lille fejl i internet-adresserne. Som John (jt@if.dk) selv skriver:]

På mit eget indlæg om Dansk Udvandrerarkiv er der vist desværre smuttet lidt i adresse, nemlig et www. foran cybercity http://www.cybercity.dk - etc. Jeg ved ikke hvor meget betydning det får.

[Adressen bliver altså nu:]

http://www.cybercity.dk/users/ccc13656/uk/home2.htm

Hvis nogen i øvrigt er interesseret i at vide mere om arkivernes projekt kan man læse om det på:

http://www.kulturnet.dk:81/projekt/pilotp/dda/index.html



Vejret

I weekenden steg temperaturen lidt - til lige under 20 grader. Lidt regn lørdag og tørt søndag, Sankt Hans aftensdag. I dag sol over det meste af landet, bortset fra østlige Sjælland, hvor der faldt en nogen regn i eftermiddags.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,9020 DKK,   1GBP      9,0731 DKK,   1DEM      3,8500 DKK
100JPY     5,4157 DKK,   100ITL    0,3824 DKK,   1AUD*)    4,6411 DKK
1FRF       1,1357 DKK,   1CHF      4,6671 DKK,   1CAD      4,3254 DKK
1IEP       9,3305 DKK,   1NLG      3,4354 DKK,   1XEU      7,2949 DKK
100ESB     4,577  DKK,   1NZD*)    3,9911 DKK,   1SEK      0,8873 DKK
10BEF      1,8711 DKK,   1NOK      0,9006 DKK,   100ISK    8,76   DKK  
*) AUD og NZD er fra fredag.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 8,56% uændr.(6% - 2026),   7,53% -0,05 (8% - 2006)
Aktieindex: 405,96 +0,99   KFX (mest omsatte aktier): 115,81 +0,19