Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD) var i dag i samråd i Folketingets sundhedsudvalg. Her fastholdt hun, som sidste onsdag, at hun ikke ville gribe ind. "Det drejer sig om, at Rigshospitalet indordner sig under syghusfælleskabet" sagde hun til TV2 Nyhederne, og afviste, at der var tale om at hospitalet ville blive ringere. På et andet punkt kan Yvonne Herløv Andersen komme i lidt i vanskeligheder. I går aftes lovede hun, at "private fonde og medicinalfirmaer" var parate til at gå ind og overtage aflønningen af 5 heltidsansatte læger på Finsens, som skulle spares væk. Direktør i Kræftens Bekæmpelse, Ninna Würtzen, slår fast, at ministeren ihvertfald ikke har talt med dem. Og det er helt udelukket, at Kræftens Bekæmpelse vil gå ind og lukke huller i statens bevillinger.
DSB politianmeldt
I dag indgav Søfartsstyrelsen politianmeldelse mod 3 DSB-færger for
overtrædelse af sikkerhedsreglerne. Det drejer sig om færgerne Kronprins
Frederik på Storebælt, Ask på Århus-Kalundborg og en færge på
Rødby-Putgarden. Styrelsen har ved flere uanmeldte kontrolbesøg
konstateret, at medlemmer af personalet ikke har deltaget i månedlige
redningsøvelser.
Fængslet for svindel
En 35-årig speditør fra Fredericia blev i dag varetægtsfængslet, sigtet
for medvirken til svindel med EU-tilskud for 34 mill. kr. En 25-årig
kollega blev sat på fri fod, men er også sigtet i sagen. Inspektør Knud
Kingo Christensen, Told- og Skat i Vejle, fortalte til TV2 Nyhederne, at
det var et tip fra udlandet, der havde ført til den fælles aktion, hvor
også politi og EU-embedsmænd deltog.
Bistandsklient til London?
Den sociale ankestyrelse skal om kort tid tage stilling til, om en
århusiansk bistandsmodtager kan få dispensation til at rejse til London
og forsvare sig i en sag om million-tab. Bistandsmodtageren var
tidligere direktør i et datterselskab af Jyske Bank i Gibraltar. Jyske
Bank har gjort ham ansvarlig for et tab på 600 mill. kr. for 4 år siden,
og lagt sag an. Sagen blev anlagt i London, fordi der boede han dengang.
Senere er han vendt tilbage til Danmark og er blevet bistandsmodtager.
Han sagde til TV2 Nyhederne, at han havde brugt alle sine penge på
sagfører og til at leve for. Bistandsmodtagere må ikke forlade Danmark
mens de modtager støtte, siger reglerne.
Brand i Spir
Her til aften udbrød der brand i spiret på Helligkorskirken i København.
Årsagen kendes endnu ikke, men spiret var netop under reparation.
Branden udviklede sig voldsomt, men det lykkedes at Københavns
Brandvæsen at få ilden under kontrol på ca. en time. Desværre medførte
det en del vandskader, og værdifulde, løse genstande som døbefont og
altertavle blev evakueret til en nærliggende bygning. Spiret er totalt
udbrændt, men ellers er skaderne begrænset.
AMU gir ikke job
En rapport fra Socialforskningsinstituttet, der blev offentliggjort i
dag, viser at ledige der har været på korte efteruddannelseskurser under
AMU (Arbejdsmarkedsuddannelsen), ikke har haft større chancer for at få
job. Det fik i dag Venstre og konservative til at kræve AMU nedlagt.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) var vred over rapporten, der
efter hans mening var useriøs. Men hos brugerne af AMU, Dansk
Arbejdsgiverforening (DA) og LO mente man, at rapporten netop viste hvor
godt det var med uddannelserne. DA var tilfreds med AMU, selv om
rapporten måske pegede på enkelte justeringer. LO fremhævede, at selv om
de korte uddannelser ikke direkte gav job, bibeholdt de motivationen og
tilknytningen til arbejdsmarkedet for de ledige. [AMU uddanner f.eks.
truckførere, og ca. en 1/3 af kursisterne er ledige, mens resten er folk
i arbejde, der skal have nødvendig efteruddannelse.]
Dystre udsigter
Et dramatisk fald i eksport - "et frit fald" - i foråret er baggrunden
for, at Dansk Industri (DI) venter et fald i beskæftigelsen ved udgangen
af 1997 på 25.000. Samtidig venter DI, at beskæftigelsen i det
offentlige vil stige med 20.000. DI skriver i sin prognose, der kom i
dag, at udsigterne på eksportmarkedet nu er ganske gode, ikke mindst på
grund af vækst i USA, Japan og Fjernøsten. Det ville medføre en vækst i
vore vigtigste samhandelslande, Tyskland og Sverige. Grunden til, at det
ikke ville give flere i arbejde var, at man i foråret har produceret til
lager, mener Dansk Industri.
Amtskat stiger
Mens regeringens aftale med kommunerne om næste års budgetter holder
kommuneskatten i ro (i gennemsnittet) til næste år, er det samme ikke
tilfælde med amtsskatterne. I dag havde man fået overblik over, hvad
amternes aftale med regeringen, der blev indgået i sidste uge, betød
Nemlig en gennemsnitlig stigning i amtskatten på 0,25 pct.point. Hvisse
amter har dog bebudet stigninger på 0,3 - 0,5 pct.point. Der er stor
usikkerhed hos amterne hvad det betyder, at vedligeholdelse af vejnettet
nu bliver en amtsopgave, og oprensningen af affaldsdepoter også overgår
til amterne.
Novo sparer
Den danske medicinalkoncern Novo Nordisk vil spare 20% på de
administrative omkostninger, eller 700 mill. kr., sagde Henrik Gürtler,
medlem af koncernledelsen, til Børsen. Det sker for at imødegå en
eventuel fjendtlig overtagelse. "Vi gør det, som andre ville gøre, hvis
de skulle finde på at overtage os - altså rationalisere". Overfor DR-TVA
vil Henrik Gürtler slet ikke sætte tal på, hvor mange der skal fyres. Så
langt er man ikke kommet i overvejelserne. Børsen sætter tallet til 6 -
700, ud af en administrativ stab på 5.000 men det tal afviser Henrik Gürtler.
Koncernen har 13.000 ansatte ialt og omsætter for ca. 13,7 mia. kr. om
året.
DilleSport Special om EM fortsætter på Forum:
http://www.forum.dk/nyheder/sportspc/fodbold96eller få e-post udgaven ved at skrive til adressen
dillesport-request@blanet.dkFaa en oversigt over hvilke reportager, der allerede er sendt til abonnenter (se naeste afsnit) med ordene "archive help" i overskrift (uden anførselstegn) på et e-brev. Selve brevet bør være tomt. Udsendelsen med kampen Danmark-Tyrkiet kan hentes med "archive get latest/15"
Brug ordet "subscribe" i overskrift (Subject:) hvis du istedet ønsker et gratis abonnement på alt hvad der kommer online, efterhånden som det sker. 217 har indtil nu tilmeldt sig den automatiske e-postliste, der nedlægges efter EM.
[1. kvartfinalekamp er først lørdag, så forhåbentlig bliver der tid til at få fulgt op på andre sportsgrene i DilleSport.]
http://www.vol.it/RETE_/01/00064.htmlDet kunne være at man var heldige at se nogle af Danmarks mange mål i dag - medmindre italienerne helt glemmer det i DERES skuffelse.
Vejret
Enkelte byger med sol indimellem, mest i Nordjylland. Temperaturen
ingensteder over 17 grader.
Finansmarkederne
1USD 5,8365 DKK, 1GBP 9,0174 DKK, 1DEM 3,8525 DKK 100JPY 5,3962 DKK, 100ITL 0,3810 DKK, 1AUD*) 4,6185 DKK 1FRF 1,1350 DKK, 1CHF 4,6801 DKK, 1CAD 4,2627 DKK 1IEP 9,2789 DKK, 1NLG 3,4363 DKK, 1XEU 7,2799 DKK 100ESB 4,561 DKK, 1NZD*) 3,9463 DKK, 1SEK 0,8833 DKK 10BEF 1,8719 DKK, 1NOK 0,8985 DKK, 100ISK 8,72 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 8,62% +0,03 (6% - 2026), 7,56% -0,04 (8% - 2006) Aktieindex: 402,16 -0,35 KFX (mest omsatte aktier): 114,53 +0,32