"Uregelmæssighederne", som selskabet kalder det, bestod i at det amerikanske selskab havde utilstrækkelig hensættelser til selvforsikring, ca. 50 mill USD, og problematisk regnskabsaflæggelse. Det er formentlig grunden til, at finansdirektøren er fyret, men ISS egen undersøgelse "indikerer at flere ledende medarbejdere har været involveret", som Børsen skriver. Det var så godt lavet, at selskabets revisor ikke opdagede noget. Det var først, da en ny direktør, Martin O'Halloran, der er meget regnskabskyndig, trådte til for nylig, at sagen blev opdaget.
Tvind-lov vedtaget
I dag, på Folketingets sidste dag før sommerferien, blev særloven mod 32
navngivne Tvind-skoler vedtaget. 63 stemte for og 49 stemte imod.
Flertallet blev større en ventet, idet Fremskridtspartiet besluttede sig
til at stemme for alligevel. Imod stemte Enhedslisten, SF, enkelte
socialdemokrater og venstrefolk. Birthe Rønn Hornbech var en af de
sidstnævnte, og hun sagde fra talerstolen, at "Det er en skammens dag for
vor folkestyre". Undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) lovede, at han
ville gøre alt for, at eleverne i de berørte skoler ikke blev ramt. Han
opfordrede skolerne til at gøre sig fri af Tvind-koncernen. Hvis de
overtager bygninger og "begynder forfra", kan de genåbne allerede 1.
august næste år.
DSB underskud
Administrerende direktør DSB, Henrik Hassenkam, fremlagde i dag
regnskabet for DSB. Det viste et underskud på 2,3 mia. kr., hvilket
ledelsen betegnede som "acceptabel". Bortset fra DSB Gods havde
alle områder stort set holdt budgettet. Man havde af pædagogiske
grunde ikke regnet tilskuddet fra det offentlige med, for samtidig
fremlagde man en handlingsplan. Planen gik ud på, at få fjernet
tilskuddet OG pligten til at drive urentable strækninger. Henrik
Hassenkamp argumenterede i DR-TVA, at "hvis folk ikke tager toget, er
der ingen grund til at det kører". Istedet kunne DSB tænke sig, at de
urentable strækninger blev drevet på individuelle kontrakter med det
offentlige.
Trafikminister Jan Trøjborg (S) mener at det er for tidligt, at diskutere en ændring af DSBs status, men han var da interesseret i bl.a. den svenske model (hvor et selskab driver spor og signaler, mens et andet driver trafikken, i konkurrence med mindre selskaber på sidestrækninger). Han mente imidlertid ikke, at det ville medføre, at DSB vil kunne klare sig uden politikerne og statskassen: "Der er ingen steder i verden man kan køre tog med overskud". [Han mener formentlig alene passagertrafik.]
Våbenindbrud
Ved indbrud i et våbenlager, tilhørende Hjemmeværnet, er der blevet
stjålet tunge våben. Det drejer sig blandt andet om 4 maskingeværer med
ammunition, der var opbevaret i en sikret kælder ved en sportshal.
Tidligere indbrud af den art har haft forbindelse til den igangværende
rockerkrig mellem de nordiske aflæggere af Bandidos og Hells Angels, og
det er også politiets formodning i denne sag.
Dømt for attentat
En 33-årig mand med tilknytning til rockergruppen Bandidos blev i dag
fængslet for 27 dage, heraf 13 i isolation, sigtet for mordforsøg mod en
Hells Angels rocker i Brønshøj den 7. maj om aftenen. Offeret mistede
den ene fod ved angrebet. En 20-årig er sigtet for medvirken til
drabsforsøg, og en 3. person eftersøges stadig.
Fejl i rapport
Erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD) erkender, at det er en fejl, at
Lindøværftet og Danyard-værftet er nævnt i den rapport over tvivlsomme
låneafgørelser i Skibskreditfonden, der blev offentliggjort i sidste
uge. Skibsreder Jes Søderberg, A. P. Møller, er rasende, ikke mindst at
en stor artikel i et internationalt søtidskrift i dag viderebringer de
fejlagtige løsninger. Jes Søderberg mener, at det er en helt forfejlet
fremgangsmåde overhovedet. Hvis man mente, at der var foregået noget
forkert, skulle man have overladt det til politiet at undersøge sagen og
eventuel rejse sigtelser. [Lindøværftet og Danyards fordelagtige lån var
godkendt af EU-kommisionen. Det var det, rapporten udelod.]
"Studiekørekort" i hus
Et flertal, bestående af regeringen, Enhedslisten og SF blev i dag enige
i detaljerne om en rabatordning, der skal reducere de studerendes
udgifter til transport. Ordningen vil gå ud på, at de første 300 kr. om
måneder må den studerende selv betale. Derover får man 65% rabat på
månedskort. Venstre og konservative er imod. De ville hellere have haft
et skattefradrag. Ordningen vil koste op mod 150 mill. kr., og
finansieringen er ikke helt på plads. Men hvis man ikke finder på noget
andet, vil man at lægge 1% på Øl og Vin afgifterne.
A/S Storebælt dømt
I går blev A/S Storebælt ved Østre Landsret dømt til at betale 24 mill.
kr. i erstatning til en række entreprenærvirksomheder. Dermed sættes der
endelig punktum for den famøse "Køb Dansk"-klausul i udbudsmaterialet
til Storebæltforbindelsen. En række koncortier, der oprindeligt havde
budt, indbragte sagen for EU-domstolen og vandt. Byggeriet var da godt i
gang, og den danske stat fik lov til at "slippe" for at standse
byggeriet, hvis den udbetalte erstatning til klagerne. Selv om
erstatningen i går kun er det halve af, hvad firmaerne forlangte,
udtrykte de tilstedeværende repræsentanter tilfredshed med afgørelsen.
["Køb Dansk"-klausulen var et krav om, at der skulle bruges danske medarbejdere og materialer i størst muligt omfang. Selv om A/S Storebælt angiveligt ikke tog hensyn til klausulen, var den i modstrid med EUs direktiv om offentlige udbud. Oprindelig var byggesummen for hele forbindelsen 3 mia. kr., nu er den næsten 4,5 mia. kr.]
Kim Brink, der for et år siden blev fyret fra superligaklubben OB, har i den forgangne sæson været træner i Ikast.
Ikast er netop rykket ned fra superligaen til 1. division. Og en så dygtig (og dyr) træner som Kim Brink har ambitioner til mere end en førstedivisionsklub.
Om skiftet til FCK sagde Kim Brink i dag til DR-TVSporten, at det var en svær beslutning at forlade Ikast, hvor han har følt sig godt behandlet (han så nu ikke særlig brødebetynget ud, red.) Han véd, at han vil få et stort ansvar, og vil gerne tage den udfordring.
Og hans ambitionsniveau er stort: udover at holdet skal længere op på superligaens rangliste end årets syvendeplads, er målet også en plads i de europæiske turneringer, og sidst men ikke mindst - FCK spillerne skal gøres til landsholdsspillere!
Om valget af Kim Brink sagde FCKs direktør Carsten AaBrink til DR- TVSporten: klubben har haft kig på Kim Brink gennem de seneste fem måneder, med henblik på at tegne en kontrakt med ham om et års tid. Man mener, at han er den bedste. At omstændigheder så har gjort at man har fyret Michael Schæfer, og skrevet en to årig kontrakt med Kim Brink nu, er man ikke kede af i FCK.
FCK har købt ham fri fra den funktionær-kontrakt han lavede med Ikast den 30. juni sidste år.
Mere om FCK - klubben har skrevet en tre årig kontrakt med Martin Nielsen, der så forlader AGF.
-----
Fodbold VM i 2002: Der har længe været kamp om hvilket land der skal være vært for VM i 2002.
SydKorea og Japan har i dag fået værtsskabet til deling. Det er første gang i 66 år, at to lande skal deles om et VM.
-----
Klubskifte: Landsholdsspiller Jacob Laursen, Silkeborg, skifter til engelsk fodbold efter EM. Han har skrevet en tre årig kontrakt med Derby - nyoprygget til Premier League.
HÅNDBOLD
De danske herre har leveret en `pragtpræstation' ved EM i Spanien.
Imponerende nok har holdet tabt samtlige seks kampe man har været part i -
senest i dag da det mod Slovenien blev til et 24-27 nederlag.
Det bedste udtryk DilleSport har snuset op her til aften er: "Danmark strøg til bunds..." - bedre kan det næsten ikke siges!!!
Ingen kan huske, at Danmark nogensinde før kun har opnået nederlag i en slutrunde.
DRTVs beslutning om kun at sende et sammendrag (læs billedreferat) var fremragende, og de 2 minutter var næsten i overkanten;-)!
Danmark kom foran 7-2 i løbet af de første 10 minutter, så fik man en udvisning og lukke slovenerne ind i varmen. Halvlegsresultatet: 11-12 til Slovenien. Om så spillede Danmark ellers anden halvleg uden kampgejst, og slovenerne var ofte foran med 4 mål.
Dagens kampe:
1/2 finaler: Jugoslavien-Spanien 23-27 Spanien fik OL-billetten med sejren i dag Rusland-Sverige 24-21 5./6. pladsen: Kroatien-Tjekkiet 27-25 7./8. pladsen: Tyskland-Frankrig 21-24 9./10. pladsen: Ungarn-Rumænien 27-28 11.12. pladsen: Danmark-Slovenien 24-27På søndag spilles finale mellem Spanien-Rusland, og bronzekampen står mellem Jugoslavien-Sverige.
Slutstillingen fra 5.-12. pladsen:
5. Kroatien 6. Tjekkiet 7. Frankrig 8. Tyskland 9. Rumænien 10. Ungarn 11. Slovenien 12. Danmark
Vejret
Fint vejr, og ret varmt - op til 25 grader. Ud på eftermiddagen kom en
koldfront ind fra sydvest, med en del skyer og uden regn. Temperaturen
faldt, mens det klarede op igen.
Finansmarkederne
1USD 5,9230 DKK, 1GBP 9,1066 DKK, 1DEM 3,8617 DKK 100JPY 5,4726 DKK, 100ITL 0,3824 DKK, 1AUD*) 4,7144 DKK 1FRF 1,1413 DKK, 1CHF 4,7023 DKK, 1CAD 4,3177 DKK 1IEP 9,3370 DKK, 1NLG 3,4504 DKK, 1XEU 7,2971 DKK 100ESB 4,591 DKK, 1NZD*) 4,0541 DKK, 1SEK 0,8764 DKK 10BEF 1,8789 DKK, 1NOK 0,9033 DKK, 100ISK 8,79 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 8,43% +0,07 (6% - 2026), 7,47% +0,09 (8% - 2006) Aktieindex: 403,43 -2,28 KFX (mest omsatte aktier): 114,34 -1,00KFX faldt i dag yderligere til 113,97 på grund af uroen omkring ISS, se ovenfor.