Onsdag, 29. maj 1996 24:00 (DNT)


Orlovsordninger

Orlovsordninger er meget populær - blandt dem der ER på orlov. Det viser en ny undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet. Men ellers kniber det med de gode følgevirkninger på beskæftigelsen, som oprindeligt også var et argument for ordningerne. 6 ud af 10 på orlov kommer direkte fra arbejdsløshed. I kun 2 ud af 10 tilfælde erstattes den orlovssøgende af en nyansat medarbejder, og kun i halvdelen de tilfælde er det en langtidsarbejdsløs, der får jobbet. Det er altfor lidt, mener rapporten. Desuden bevirker orlovsordningen, at udbuddet af arbejdskraft inden for visse sektorer medfører mangel på arbejdskraft og dermed et stigende løntryk



Anke afvist

Østre Landsret besluttede i dag, at den meget omtalte overbelåningssag fra Færøerne, hvor 7 forretningsmænd blev frifundet for at have givet falske oplysninger om et skibslån på 100 mill. kr., ikke kan ankes af anklagemyndigheden. Sagen drejede sig om byggeriet af trawleren "Skalafjal", og de 7 opnåede et lån, der dækkede hele byggesummen, uden den nødvendig 10% medfinansiering. Trawlerbyggeriet endte med et tab for långiveren på 50 - 60 mill. kr. De anklagede blev overraskende frifundet ved Retten i Thorshavn. Senere kom det frem i pressen, at dommeren og forsvarerne havde været på en fælles hyttetur inden retsagen, og det fik Rigsadvokat Henning Foged til at begære sagen genoptaget med henvisning til disse, nye oplysninger. Men Østre Landsret afviste med begrundelsen at det netop ikke var nye oplysninger. Anklagemyndigheden havde kendt til hytteturen længe inden domsafsigelsen.



Utilstrækkelig brandsyn

Kommunerne forsømmer i stor udstrækning at udføre det lovpligte brandtilsyn af skoler, hospitaler, fredede bygninger o.s.v. Det viser en undersøgelse, udfært af Beredskabsstyrelsen. Overfor DR indrømmer brandinspektør Hans Kjær, Hjørring Kommune, at det er rigtig nok. I hans kommune er kun 12 ud af 162 bygninger inspiceret. Han begrunder det med, at brandsynet skal udføres af Teknisk Forvaltning, de samme personer som skal udstede f.eks. byggetilladelser. Netop antallet af byggetilladelser har været rekordstort de sidste par år, siger han. Samvittigheden er dog ikke helt kulsort, fortsætter han. Den generelle brandsikringsstandard i nye bygninger er meget høj.



Forbund sprængt

Dansk Fængselforbund blev i dag sprængt på delegerer-mødet i Nyborg. Repræsentanter fra hovedstadsområdets 940 medlemmer stemte imod formandens beretning. Beretningen blev alligevel vedtaget, da provinsen kunne mønstre stemmer, svarende til godt 2.000 medlemmer. Herefter meddelte hovedstadens repræsentanter, at man ville danne en ny fraktion, direkte under Dansk Funktionærforbund. Oprøret har ulmet i forbundet de sidste par måneder. Uenigheden drejer sig om, hvilke metoder man skal anvende overfor Kriminalforsorgen, arbejdsgiveren, for at få rettet op på den voldsomme underbemanding i fængslerne i Danmark.



Private baner

Privatbanernes Fællesrepræsentation udtrykte i dag stor interesse for at overtage de banestrækninger, som DSB mener er urentable. DSB vil om kort tid sætte navn på en række baner, som de ønsker at blive fri for at drive længere. Privatbanerne regner ikke med at kunne drive banerne med overskud, men med betydeligt mindre underskud en DSB [og dermed lavere offentlig tilskud]. DSB på sin side ønsker at blive frigjort fra finansloven, og få tilladelse til at drive jernbanedrift på "forretningsmæssige" betingelser.



Lindø mister ordrer!

Offenliggørelsen af revisionsrapporten i sidste uge, hvor der blev påpeget mulige overtrædelser af lånereglerne i Skibskreditfonden, og krænkelser af EUs støtteregler, koster Lindøværftet ordrer. Det siger en fremtrædende leder [Navn og titel er ulæselig i mine noter] i dag. Udsigten til, at fortrolige informationer på et senere tidspunkt kan komme offentligheden til kendskab skræmmer flere, store udenlandske virksomheder fra at placerer ordrer på danske skibsværfter, siger han ifølge DR.



Maersk ikke altid Mærsk

En række danskere og danskinteresserede spærrede øjnene op, da de i forgårs læste om skibet "Maersk Dubai", der er tilbageholdt i Port Canada, Halifax. Besætningen beskyldte kaptajn og 1. styrmand for at have dræbt 3 blinde passagere. Men selv om skibet bærer Mærsk-navnet og Mærsk-farverne, er der tale om et taiwanesisk ejet skib med en blandet kinesisk/fillipinsk besætning. Mærsk Line har iøvrigt sendt en pressemeddelelse ud om sagen, skriver Politiken i dag, hvori man redegør for ejerskabet og at man samarbejder "som befragter" med de canadiske myndigheder. Intet personale fra Mærsk Line eller A.P. Møller er eller har været ombord på "Maersk Dubai". Skibet sejler gods for Mærsk Line.

[Tak til Bill Kusk fra Canada for at have fundet historien og fulgt op på den.]


DilleSport


FODBOLD

Superligaklubben AaB fyrede i eftermiddags træner Sepp Piontek med udgangen af denne måned!!!

Begrundelsen for fyringen er at det _kun_ blev til en femte plads i superligaen. Lige uden for den fjerdeplads der gav UEFA CUP adgang.

Sepp Piontek i eftermiddags: Fodboldmæssigt har holdet lidt tab ved at vigtige spillere er blevet solgt. Der har ikke været mange spillere til rådighed, og man har været nødt til at bruge unge spillere. Om fyringen sagde han, at det er betingelserne når man er ansat. Har det fodboldmæssige ikke været godt nok, er der ikke mere at sige til det. Om forholdene uden for banen sagde Piontek, at han har haft et godt forhold til truppen og assistenterne i klubben. Han er glad for byen, for tilskuerne, og menneskene i Aalborg.

Men fattig er han ikke - han vil stadig få løn eet år endnu!

Hans afløser er den hidtidige assistent Per Westergaard, der har kontrakt til 30. juni 1997.

-----

I K-Elitedivisionen er spillet en enkelt kamp:

Rødovre-OB    1-1

HÅNDBOLD Det danske herrehold fik det maksimale antal taber-point ud af de indledende runder ved EM i Spanien.

I dag tabte holdet 21-27 til Rumænien i Ciudad Real.

Det betyder, at Danmark nu skal spille og 11./12. pladsen!

DilleSport på grædebænken foran TV:
Danmark startede fantastisk flot, kom foran 1-0 og 2-1, især på et velfungerende kontraspil. Og i det danske mål stod Søren Haagen fantastisk! Det var de første 5 minutter af kampen. Så gik holdet ned i de næste 10 minutter hvor det kun blev til 2 danske scoringer mod rumænernes 5. Men pludselig kom der igen vilje i det danske spil. Fra at være bagud 4-7 fik Danmark udlignet til 7-7, igen takket være kontraspillet. I halvlegens sidste fem minutter havnede samtlige danske skud forbi det rumænske mål, mens rumænerne fik fuld valuta i den anden ende. Se bare de to holds målstatistik for de fem minutter: Danmark 0 - Rumænien 5.

Og rumænerne brugte et enkelt våben (det eneste system de kender til): de lod spillet koncentrere sig om deres 3 midterste backspillere, og da det danske midterforsvar ikke kunne stille noget op overfor de granvoksne rumænere, var en rumænsk pauseføring på 10-15 helt i orden.

Anden halvleg blev ikke meget bedre - set med danske øjne. Rumænerne dækkede mere offensivt op, men det lykkedes danskerne at æde sig ind på rumænernes forspring. Og efter 12 minutters spil er den rumænske føring skrumpet ind til eet mål - 17-18.

Men - _så_ var det slut med positivt dansk spil. Rumænerne øger til 17-22 i løbet af de næste fem minutter. De sidste 10 minutter forsøgte danskerne at dække rumænerne mere offensivt op, og det lykkedes fint fra det 20. til det 25. minut. Der var nemlig scoringspause for begge hold. Men så scorede rumænerne til 19-26, og kampen var definitivt afgjort. Danmark fik reduceret til 20-26 - 12 minutter efter den seneste danske scoring.

Hvis der skal siges noget positivt om det danske spil: Klavs Bruun Jørgensen scorede kampens flotteste mål, da han med et underhåndsskud scorede Danmarks sidste mål til slutstillingen 21-27.

Fredag 24. maj : Danmark-Frankrig (regerende verdensmestre)  22-25
Lørdag 25. maj : Danmark-Spanien                             22-28
Søndag 26. maj : Danmark-Sverige  (regerende europamestre)   21-23
Tirsdag 28. maj: Danmark-Tjekkiet                            22-28
Onsdag 29. maj : Danmark-Rumænien                            21-27
Fredag 31. maj : Placeringskampe 5. til 12. plads, og 1/2 finalerne.
Søndag 2. juni : Medaljekampe

Spilleplan for i dag:

Gruppe A: Jugoslavien-Ungarn    26-24   Gruppe B: Danmark-Rumænien   22-28
          Tyskland-Slovenien    25-16             Frankrig-Spanien   29-21
          Kroatien-Rusland      21-28             Tjekkiet-Sverige   17-24

Stillingen i de 2 grupper efter de 5 indledende kampe:

Gruppe A:                             Gruppe B:

Rusland          9                   Spanien       8
Jugoslavien      9                   Sverige       8 
Kroatien         6                   Tjekkiet      6
Tyskland         3                   Frankrig      6
Ungarn           3                   Rumænien      2
Slovenien        0                   Danmark       0
Danmark skal fredag møde Slovenien i kampen om at undgå den lidet flatterende sidsteplads ved EM.

Danske tal for de 5 kampe - ifølge DilleSports optegnelser:

Advarsler   : 10 (inklusive een til landstræneren)
Udvisninger : 19 (inklusive landstrænerens røde kort mod Sverige)
Antal føringer i kampene    : 4 (ved 16-15 mod Spanien, ved 8-7 mod 
                                 Tjekkiet, og ved 1-0, 2-1 i dagens kamp)
Samlet målscore (Danmark nævnt først) : 108-131



ISHOCKEY

Dansk Ishockey Forbund har fundet en ny landstræner som afløser for den fyrede svensker Dan Hobér. Det bliver endnu en svensker, Jim Brithén, 40 år, der skal stå i spidsen for det danske landshold. Aftalen gælder for 4 år. Jim Brithén har, udover en træneruddannelse og karriere som spiller, 5 børn, været bank- og politimand igennem 11 år. Jamen, det er da helt fint - så må han være den rette til at styre volden på isen, og sørge for, at der bliver betalt moms at entreindtægterne!:-)



Vejret

I dag fortrinsvis regnbyger over hele landet - sidst på dagen opklaring. Temperatur 10 - 15 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,9705 DKK,   1GBP      9,0513 DKK,   1DEM      3,8670 DKK
100JPY     5,4921 DKK,   100ITL    0,3837 DKK,   1AUD*)    4,7414 DKK
1FRF       1,1414 DKK,   1CHF      4,6905 DKK,   1CAD      4,3400 DKK
1IEP       9,3116 DKK,   1NLG      3,4524 DKK,   1XEU      7,3055 DKK
100ESB     4,640  DKK,   1NZD*)    4,0878 DKK,   1SEK      0,8752 DKK
10BEF      1,8794 DKK,   1NOK      0,9038 DKK,   100ISK    8,81   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,34% -0,01 (6% - 2026),   7,37% -0,01 (8% - 2006)
Aktieindex: 407.07 +0,97   KFX (mest omsatte aktier): 115,70 +0,38