Mandag, 27. maj 1996 23:55 (DNT)


1. Pinsedag

[1. Pinsedag er helligdag i Danmark, og det bærer nyhedsudvalget præg af. Til gengaeld er der meget sport - ikke mindst fodbold!]



PLO-modstander frigivet

Natten til i dag blev psykologen, dr. Eyad Sarraj, løsladt, efter at være tilbagholdt i sidste uge af det palistinænsiske politi i selvstyreområderne. Han siger til DR-TVA, at han blev behandlet godt, men holdt isoleret og han blev ikke sigtet på noget tidspunkt. Selvstyreområdets menneskerettighedsorganisation, der på linie med Yassir Arafats selvstyreregering får dansk støtte, vil nu undersøge muligheden for at rejse sag mod regeringen for at få afprøvet anholdelsens lovlighed. Det siger organisationens grundlægger, Hanan Ashrawi.



Fanger isoleret

Hvis ikke der sker noget, vil fangerne i Nyborg Statsfængsel slippe ud af isolation i morgen tirsdag. De har været holdt isoleret siden fredag, hvor ledelsen fik nys om, at et fangeoprør var under opsejling. Det startede, ifølge ledelsen, sidste mandag, hvor en fange blev gennembanket af medfanger i fængslets kondi-rum. Ledelsen lukkede derefter kondi-rummet, hvorefter der udbrød en fangestrejke. Fredag fandt man så en "brandbombe" på et toilet, og ledelsen fik et tip om, at bomben skulle have været signalet til uroligheder og brandstiftelse. Fængselsledelsen udpegede 6 "stærke" fanger, alle med tilknytning til rockergruppen Bandidos, som bagmænd. De er blevet flyttet til andre fængsler. Formålet med opstanden var angiveligt en "magtdemonstration" fra disse fangers side.



Kæmpeknald!

Fra 22:30 og 40 minutter frem blev et af de største fyrværkerier nogensinde fyret af over Københavns Havn. Flere hundred tusinde tilskuerer var taget til omdrådet omkring Nyhavn, hvor udsigten efter sigende skulle være bedst. Det resulterede også i et af de største trafikpropper nogensinde i København, og det var først løst op omkring 2 - 3 tiden søndag morgen. Det var den japanske fyrværkerikunstner Shigeru Shimizu der fyrede krudt af, svarende til 2 års normalforbrug i Tivoli. Fyrværkeriet afsluttede to dages japansk kulturfestival, et led i Kulturby 96.

[Der blev ikke "plads" til BLA*nets reportagehold. Vi vendte om, da den lokale bus mod centrum kørte forbi stoppestedet, stopfuld. Men knaldene kunne høres, og genskæret på himlen kunne ses helt til Brønshøj!]



For mange maskiner!

Rundt omkring på danske hospitaler står der for mange, dyre maskiner, der ikke udnyttes ordentlig, sigere flere politikere til TV2 Nyhederne. Som eksempel nævnes, at der står mange hjertemaskiner til brug for ballon-operation landet over, 5 alene på Rigshospitalet. Og de bliver kun brugt hverdage 8 - 16. Ialt 1600 operationer udføres om året, og til sammenligning laver 2 tilsvarende maskiner i Holland 1700 operationer om året. Sundhedsordfører Jørgen Winther (V) mener, at sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD) bør gribe ind, og tvinge amterne til at samarbejde om effektiv udnyttelse af apparaturet. Det burde være muligt at bruge maskinerne også om aftenen og i weekenden, mener han.



Reklamer tilladt

Forleden skrev vi om en strid mellem Danmarks Olympiske Komite (DOK), Team Danmark og nogle af de store sponsorer. Team Danmark havde, på DOKs vegne skrevet til sponsorerne og mindet dem om den Internationale Olympiske Komite (IOC)'s sponsorregler. Ifølge disse var det forbudt sporstsudøvere, der deltager i OL i Atlanta, at deltage med navn, billeder, sportsgren o.l. i alle former for reklamer, mens OL er i gang. DOK kendte ikke noget til henvendelse, og har nu igen forespurgt i IOC om reglerne. Dennegang har The Executive Comitee i IOC besluttet at ophæve alle begrænsninger i sponsorers brug sportsudøvere under OL. De nye regler hilses velkommen af DOK, Team Danmark og det store sponsorer i Danmark.



Everest - igen!

[I forbindelse med, at Lene Gammelgaard som den foerste danske kvinde nåede Mount Everest for et par uger siden, undrede enkelte på dansk-listen sig over, hvem der så var den første dansker. Ingen af de medier, vi plejer daglig omgang med, har nævnt det. Takket være et tip fra Jan Søndergaard, Oracle, kan vi nu bringe en genudsendelse fra 2. juni sidste år:]

"Den 23. maj besteg Michael Knakkergaard som den første dansker Mount Everest, verden højeste bjerg. Det var ellers lige ved at glippe, i 4 dage lå den britiske ekspedition, han var medlem af, fanget på en bjergside kort fra toppen. Ekspeditionen havde brugt 2 måneder til at vende sig til den tynde luft, men alligevel var det kun halvdelen af de 14 deltagere der nåede toppen. Michael Knakkergaard er 27 år, tidligere FN-soldat og fra Amager."



På det jævne....

[Ved min nevø's konfirmation for et par uger siden sang vi H. V. Kaalunds "På det jævne, på det jævne". Det er en sang fra den danske sangskat, som jeg personligt har haft problemer med - ihvertfald den umiddelbare fortolkning. Det ser ud til, at flere og flere danskere har haft tilsvarende "problemer" - og ikke blot med Everest /Leif:]

I denne weekend vente Michael Strynø hjem fra sin tur til Himmalaya. Her har han - ligesom en række andre danskere vi tidligere har omtalt, besteget bjerge. Michael Strynø gik ikke efter Mount Everest, men "kun" efter verden 6. højeste bjerg på 8.201 meter. Tilgengæld gjorde han det alene. Til TV2 Sporten fortalte han, at han var så opsat på at komme op, at det nær gik galt. Fra base camp og til toppen og tilbage tager normalt 12 timer, men Michael Strynø var 15 timer om at nå toppen. Derfor blev han tvunget til at overnatte stående i 8 timer, 200 meter under toppen, inden han kunne gå ned. Han har fået forfrysninger i fingrene, men har alligevel mod på at komme afsted igen og bestige højere bjerge alene - eventuelt også Mount Everest.


DilleSport


BADMINTON

Søndag spillede det danske Thomas Cup hold finale mod Indonesien i HongKong. Og lad det være sagt med det samme: det blev ikke til et uofficielt holdverdensmesterskab til Danmark!

Indonesien vandt 5-0.

Tusind Tak - til Erik Trolle fra HongKong, som har sendt resultaterne til DilleSport!

Herresingle: Joko Suprianto-Poul Erik Høyer        18-14, 15-8
             Heryanto Arbi-Thomas Stuer-Lauridsen  15-8, 15-8
             Alan Budi Kusuma-Peter Rasmussen      15-9, 15-6
Herredouble: Rexy Mainaky/Ricky Subagda-
             Jon Holst-Christensen/Jim Laugesen    15-5, 15-7
             Gunawan/Bambang Suprianto-
             Henrik Svarrer/Michael Søgaard        15-7, 14-18, 15-9
Trods en dansk skuffelse over ikke at have vundet, er det et ganske fornemt resultat herreholdet har leveret i HongKong. En andenplads efter en af verdens bedste badmintonnationer er ikke så skidt endda!

I det hele taget har dansk badminton gjort en god figur i HongKong. Forleden dag fik de danske kvinder bronze i Uber Cup - kvindernes uofficielle verdensmesterskab.

Det er gode takter til det kommende OL i Atlanta!

Efter resultaterne i HongKong udtrykker sportschef Morten Frost, at kvindernes præstationer svarede til hans forventninger på forhånd, og herrernes præstation overgik hans forventninger. Bedre kan det vist ikke siges (i nederlagets lys).



FODBOLD

I dag blev 33. og sidste spillerunde afviklet i m-superligaen. Spændingen om såvel mesterskab som den sidste UEFA CUP plads skulle udløses.
Og det blev:  GULD       til Brøndby
              SØLV       til AGF
              BRONZE     til OB

              **se stillingerne nedenfor**

Kampen om guldet stod mellem Brøndby og AGF. Brøndby tog hjemme imod AaB, mens AGF var på udebane hos Lyngby.

For at få guldet til AGF _skulle_ jyderne vinde i Lyngby, og Brøndby tabe eller spille uafgjort i kampen mod AaB. Brøndby var før dagens kamp eet point foran AGF.

Men - både Brøndby og AGF vandt 2-0 over deres respektive modstandere, og så var dét DM afgjort.

TV2 sendte Brøndby-AaB direkte, og DilleSport var med på sofalinien:

Der stod noget på spil for begge hold. Som nævnt spillede Brøndby for guld, mens AaB spillede for en UEFA Cup plads. Holdet skulle vinde, og Lyngby tabe for at UEFA pladsen var i hus.

Statistikken var med Brøndby. Brøndby gik sejrrigt ud af de to foregående opgør i sæsonen.

Kampen:
Det var en meget nervøs og intens start på kampen for begge hold, og spillet foregik på midten. Men efter 10 minutters spil fandt spillerne, især Brøndby, ud af, at få fløjene med i spillet. Banens bredde blev flot udnyttet.

Ingen af holdene havde nogen nærgående skud-på-mål forsøg i den første halve times tid. Faktisk skete der først noget, da Brøndbys Kim Daugaard med en helflugter scorede til 1-0. Indtil da havde holdene skiftevis haft perioder med presfodbold.

Det var populært for de 18.302 tilskuere på Brøndby Stadion! Det var ny stadionrekord! Den tidligere rekord var på 18.200 i 1993. Fra kampens start havde der været sang, kampråb og `bølge'. Ganske enkelt en pragtfuld kulisse!

De sidste to minutter af første halvleg øvede AaB en gigantisk pres foran Brøndbys mål! Og især AaBs Søren Andersen kunne have fortjent at bolden var gået i kassen. Han var her og der og alle vegne - lynhurtig. Skulle DilleSport have valgt kampens bedste spiller havde det været ham.

Anden halvleg dalede lidt i kvalitet, men tegningen fra første halvleg gentog sig. I perioder var der godt presfodbold snart fra AaBs side, snart fra Brøndby. Men da Brøndby øgede til 2-0 ved Ruben Bagger efter 18 minutters spil i anden halvleg, var kampen afgjort! AaB havde vel den største chance for reducering, da Thomas Thomasberg havde et nærgående forsøg tæt ved den ene stolpe.

Brøndby var det mest spilstyrende hold i den kamp, der ikke kunne vinde nogen æstetisk pris. Det var tydeligt, at der blev kæmpet om hver en bold, ikke spillet om hver en bold.

Om Brøndby:

* Kim Vilfort spillede sin kamp nummer 400 for Brøndby
* Sjette danske mesterskab til Brøndby: 1985, 1987, 1988, 1990, 1991 og 
  1996.
* Træner Ebbe Skovdahl tildeler Brøndbys supportere sin guldmedalje, som 
  tak for trofast støtte.
* Gennemsnitlig 11.000 tilskuere har været til Brøndbys hjemmekampe.
* Pokalvindere i 1989, og 1994.
* Sølvvindere i 1993, 1994, 1995
* Skal spille kvalifikations forrunde til Champions League den 7. og 21. 
  august. Hvem modstanderen bliver afgøres ved lodtrækning den 6. juli.
-----

AGF havde på forhånd den bedste statistik de to hold i mellem. I de to opgør Lyngby og AGF har spillet i den forløbne sæson har AGF vundet.

På Lyngby stadion var det hjemmeholdet der var tættest på at indlede scoringen, men målene udeblev for Lyngby i almindelighed, og for første halvleg i særdeleshed.

Men stadionspeakerens besked om Brøndbys føring fik AGF til at give den en tand mere. Og i anden halvleg nettede jydernes norske spiller Håvard Flo to gange til AGF sejr på 0-2.

Så det var et lidt trist AGF mandskab der modtog sølvmedaljerne på Lyngby stadion. En absolut flot præstation af jyderne, der har haft en formidabel flot sæson - grundlagt med superspil i efterårets kampe. Og det skal ikke glemmes, at holdet blev pokalvindere ved at slå Brøndby 3-0! Men at være så tæt på, og dog så langt fra......

Men der blev festet for jyderne da de kom hjem til Århus. Mange tusinde var mødt op i lufthavnen, og stod langs ruten ind til rådhuset.

* AGF skal spille i Pokalvindernes turnering.
* Thomas Thorninger fik 10.000 kr. som topscorer i superligaen. Han havde 
  20 fuldtræffere.
-----

Resultaterne i superligaens sidste spillerunde:

Lyngby-AGF        0-2
Brøndby-AaB       2-0
OB-FCK            2-1
Silkeborg-Næstved 1-1
Ikast-Viborg      0-0
Herfølge-Vejle    1-1
-----

Slutstilling:

Brøndby     67
AGF         66
OB          60
Lyngby      53
AaB         51
Silkeborg   49
FCK         48
Viborg      38
Vejle       33
Herfølge    27
Ikast       25
Næstved     23
-----

Nedrykkere: Næstved og Ikast

Oprykkere: AB og Hvidovre

-----

Europæisk turneringsdeltagelse:

Brøndby   - Championsleague
AGF       - Pokalvindernes turnering
OB        - UEFA CUP
Lyngby    - UEFA CUP
Silkeborg - Toto Cup
-----

Topscorere:

Thomas Thorninger, AGF            20
Per Pedersen, OB                  16
Steffen Højer, Viborg             16
Peter Møller, Brøndby             15
Erik Bo Andersen, AaB             13
Ebbe Sand, Brøndby                12
Henrik Larsen, Lyngby             11
Søren Frederiksen, Viborg         11
David Nielsen, Lyngby             10
Miklos Molnar, Herfølge           10
Håvard Flo, AGF                   10
Todi Jönsson, Lyngby               8
Lars Højer, FCK                    8
Peter Rasmussen, AaB               8
Michael Johansen, FCK              8
Alex Nielsen, Næstved              8



HÅNDBOLD

Hovedpunkter fra andendagen - lørdag - af EM i herrehåndbold i Spanien.

Spilleplan for lørdag:

Gruppe A: Tyskland-Kroatien     21-26   Gruppe B: Danmark-Spanien   22-28
          Slovenien-Jugoslavien 20-21             Frankrig-Tjekkiet 29-31
          Ungarn-Rusland        21-33             Rumænien-Sverige  24-28

Jubilar: Anfører Rene Boeriths spillede i dag sin landskamp nummer 100.

Lad det være slået fast med det samme: Danmark tabte med 6 mål - 22-28, og må dermed sige farvel til drømmen om OL i Atlanta.

Det blev en kendsgerning, da et meget offensivt spansk hold tog imod på hjemmebane.

Spanierne dækkede meget tæt op, og det forhindrede indspil til de danske stregspillere. Gennem første halvleg lavede danskerne ufattelig mange fejl, hvilket blandt andet førte til mange spanske kontraløb. De danske angreb blev afsluttet alt for hurtigt.

Spanien dækkede utroligt offensivt, og langt oppe på banen. Det gav plads til dansk indspil til stregen, men når Danmark forsøgte det, var det for forudsigeligt og førte ofte til spanske kontraangreb. Men trods alt var det langt bedre i dagens kamp end tilfældet var mod Frankrig i går.

Også de spanske angreb var meget offensive, og gang på gang fik de på fornemste vis slidt sig fri på stregen. Gennem anden halvleg var spanierne gennemsnitligt foran med 4 mål. Og det blev endda udbygget til en 6 måls sejr.

Der skal helt andre boller på suppen, hvis holdet skal gøre sig håb om at slutte blandt EMs 5 bedste hold. De 5 bedste får direkte adgang til næste års VM i Japan.

Hovedpunkter fra tredjedagen - søndag - af EM i herrehåndbold i Spanien.

Spilleplan for søndag:

Gruppe A: Tyskland-Ungarn     24-24   Gruppe B: Danmark-Sverige   21-23
          Kroatien-Slovenien  26-22             Tjekkiet-Spanien  21-25
          Rusland-Jugoslavien 20-20             Rumænien-Frankrig 20-27
Stillingen i de 2 grupper efter 3 kampe:
Gruppe A:                             Gruppe B:

Kroatien          6                   Spanien       6
Rusland           5                   Frankrig      4
Jugoslavien       5                   Tjekkiet      4
Tyskland          1                   Sverige       4
Ungarn            1                   Danmark       0
Slovenien         0                   Rumænien      0

Søndagens dansk-svenske kamp - med DilleSport foran skærmen:
Det blev til det tredje nederlag af lige så mange mulige. Men det var den bedste danske indsats hidtil ved dette EM. Men svenskernes angrebsspil var mere sammenhængende, og deres kontraløb bedre end danskernes. Og det førte til svensk pauseføring på 8-12.

Den danske målmand Peter Nørklit var bedste danske spiller! Han leverede den ene store redning efter den anden. Specielt i midten af anden halvleg, hvor han parerede 8 svenske forsøg på stribe!

I den periode fik danskerne kontakt med svenskerne. Fra at være bagud 10- 15 kom Danmark på 18-18, og de to hold fulgtes ad til stillingen 20-20. Men en dum dansk udvisning mindre end 2 minutter før slutfløjt skabte `panik' hos danskerne. Og med 3 hurtige mål afgjorde svenskerne kampen.

Det mest ophidsende i kampen var i de sidste 2-3 minutter hvor den danske landstræner Ulf Schefvert blev så rasende over en (i følge ham selv) manglende kendelse om et straffekast, at han løb ind på banen og brokkede sig til det norske dommerpar. Det må man ikke, og Ulf Schefvert fik det røde kort, hvilket vil sige diskvalifikation! I værste fald får han karantæne til Danmark-Tjekkiet kampen på tirsdag.

I dag, mandag er der tiltrængt hviledag!

Opdateret spilleplan for Danmark:

Fredag 24. maj : Danmark-Frankrig (regerende verdensmestre)  22-25
Lørdag 25. maj : Danmark-Spanien                             22-28
Søndag 26. maj : Danmark-Sverige  (regerende europamestre)   21-23
Tirsdag 28. maj: Danmark-Tjekkiet
Onsdag 29. maj : Danmark-Rumænien
Fredag 31. maj : Placeringskampe 5. til 12. plads, og 1/2 finalerne.
Søndag 2. juni : Medaljekampe



OLYMPISK UDTAGELSE

I atletik er Nina Christiansen, Sparta København, blevet udtaget til at løbe 5000 meter i Atlanta. Det skete, da hun kappede 14 sekunder af sin egen personlige rekord ved et stævne i Hengelo, Holland. Hendes tid blev: 15.16,17 minutter.



RIDNING

Lars Pedersen og hesten Uffe Korshøjgaard er danske mestre i dressurridning - for andet år i træk. Ekvipagen vandt meget sikkert foran Finn K. Hansen på hesten Bergerac.



Vejret

Regnbyger vekslede med perioder med opklaring og sol lørdag og søndag. I dag mandag regnede det det meste af dagen i det sydlige Danmark, mens Nordjylland fik enkelte solstrejf. Temperaturer 10 - 15 grader, lavest hvor det regnede.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

Nationalbanken fastlægger ikke middelkurser 1. pinsedag.

Børsens nøgletal fra igår

Børsen udkom ikke i dag, 1. pinsedag.