Mandag, 22. April 1996 24:00 (DNT)


Ikke mere vrøvl!

På et møde i Køge fredag og lørdag fik statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) "banket" ledelsen af Socialdemokratiet på plads. Han sagde, at han ikke længere ønskede forskellige udmeldinger fra forskellige selvbestaltede grupper, som "Hilden and the Hackers", "Nu dages det..." o.l. Budskabet blev åbenbart accepteret af deltagerne.



S-forslag

Mødet vedtog også et skitseoplæg til en ny sygehuspolitik, som stort set er modtaget med begejstring af alle, både folketings-politikere og medarbejdere i sundhedsvæsenet. Det lægger nemlig op til, at der skal være konkurrence indbyrdes mellem amterne og deres sygehuse om patienterne. Pengene skal følge patienterne, som frit kan vælge hvilket sygehus de vil behandles på. Venstre og konservative er begejstrede for de nye ideer, selv om de konservative mangler ideen om privathospitaler i oplægget. CD og de radikale - der sammen med Socialdemokratiet udgør regeringen - er meget begejstrede for de "liberale ideer". Selv SF støtter forslaget, selv om man er skeptisk overfor konkurrencemomentet.

Eneste kraftige afstandtagen kommer fra Ib Frederiksen (S), amtsborgmester i Århus. Han deltog også i Køge-mødet, og han understreger overfor DR-TVA Søndag, at der er tale om en skitse "med mange ideer", nogle gode og andre dårlige. Ideen om konkurrence mellem sygehusene er den dårlige ide, siger han, og lægger vægt på at forslaget endnu ikke er officiel S-politik og slet ikke regeringspolitik endnu. Han kalder forslaget for "skjult sygehuslukning", og mener ikke konkurrence og "management"-teorier, hører hjemme i sygehusvæsenet.



Sundhedsfinansiering?

Imidlertid betyder forslaget, at der skal bruges flere penge til sygehusene [måske de ideer, som Ib Frederiksen synes var gode], og jagten på finansieringsforslag er begyndt. Amtsborgmester Knud Andersen, Bornholm foreslog i går, at der blev indført et gebyr på 100 kr. for besøg hos den praktiserende læge. Det ville medfører færre lægebesøg, og derfor mindre offentlige udgifter. Elsebeth Gerner Nielsen (R) forslog endvidere den gamle ide genindført, at borgerne selv skulle betale de første 800 kr. om året i medicinudgifter - det ville spare på medicintilskuddet. [Ideen har tidligere været brugt, men måtte dengang trækkes tilbage hurtigt igen - den var uhyre tung at administrere og den ramte først og fremmest pensionister.] Sundhedsordfører Torben Lund (S) slog dog fast, at der ikke kunne blive tale om at indføre gebyr på lægebesøg.



FN-rekrutering igang

[Den ungdom ved man aldrig hvor man har!:] For 2 siden var det helt galt med rekruteringen til Den International Brigade, hvorfra personalet til de fredsbevarende og fredskabende styrker i det tidligere Jugoslavien skal hentes fremover. Samtidig blev forsvarets reklamefilm, der skulle hverve frivillige, kritiseres for at romantisere opgaven. Siden er 4 danske soldater blevet dræbt, en ny reklamefilm lavet, der understreger risikoen - og nu strømmer tilmeldingerne ind. Årets behov for 1200 soldater er næsten opfyldt, på nuværende tidspunkt. Rekruteringschef, oberstløjtnant J. Storm-Christensen, siger til DR-TVA Søndag, at de unge nu kan se, at indsatsen nytter, og at der er "stor offervilje" i den danske befolkning.



Ny skoleform

En eksperimentel, ny skoleform, Børneuniversitetet, er under oprettelse i København. 40 elever i alderen 5-10 år starter til efteråret i noget, der betegnes som liggende på grænsen mellem børnehave og folkeskoler. Eleverne skal være på "universitetet" fra 8 - 17, men almindelige skolefag "er forbudt". Lars Barner Rasmussen, fra bladet "Unge Pædagoger" og medinitiativtager til projektet, siger til DR, at folkeskolens traditionelle faggrænser udspringer i nogle videnskabelige fagområder, som en gang var skarpt adskildte, men ikke længere er det. Nu gælder det heldheden siger han. Der er tale om en helhedskskole, ikke en heldagsskole, understreger han. Senere skal "universitetet" udvides til at have elever i alderen 2 - 16 år. Børneuniversitetet er godkendt af Undervisningsministeriet og finansieres under friskoleloven.



Forhandlingskrise?

To arbejdsmarkedsforskere ved Københavns Universitet, Jørgen Steen Madsen og Jesper Due, udgav i dag bogen "Forligsmagerne", en analyse af forhandlingerne mellem de offentlige arbejdsgivere og ansatte i perioden 1989-95. Og i bogen advares der imod, at de enkete lønmodtagergrupper går enegang - således som det skete med sygeplejerskerne ved sidste overenskomstforhandlinger maj 1995. Selv om sygeplejerskerne opnåede mere, end ved de samlede forhandlinger, vil tilsvarende handlinger svække arbejdstagerside alvorlig ved næste forhandlingsrunde. Arbejdsgiversiden er nemlig en fasttømret, solidarisk enhed - mens arbejdstagersiden er mange forskellige forbund med forskellige interesser.



Licitation igang

6 danske og udenlandske selskaber har budt på at få adgang til det ene færgeleje på Helsingør-Helsingborg overfarten. Det drejer sig om Vognmandsruten, skibsreder Ole Henriksen, Mercandia-rederiet, Godsta (norsk) og Stena Line (svensk), samt Sundbusserne. Sundbusserne sejler i forvejen på ruten, men kun med passagertrafik. Det delvist DSB-ejede rederi Scandline må ikke byde på ruten, da licitationen skal bryde dette rederis monopol. Prisen for færgelejet ligger forresten fast - tilbuddene går på max. billetpriser og serviceniveau. Allerede fra 1. juni skal driften igang - hvis altså svenskerne vil. Der er fra svensk side stor utilfredshed med licitationen, og i dag udtalte havnechefen for Helsingborg, at det vindene selskab ikke uden videre skulle regne med at kunne anvende færgelejet i Helsingborg. Svenskerne er utilfredse med, at det er svenske færger og arbejdspladser, der skal vige for at skaffe konkurrenter til Scandline.



Fyrværkerieksplosion

En 50-årig mand blev alvorlig forbrændt og en bygning blev ødelagt, da der i dag skete en eksplosion på fyrværkerifabrikken Pyrodan i Birkerød. Fabrikken ligger i en granskov er opbygget af mindre fabrikshytter, spredt over et større område, så der skete ikke yderligere skader.



Kæmpebrand

1500 kvm møbellager på Amager blev hærget af en brand, der af Københavns brandvæsen betegnes som den største i mange år. Den opstod tidligt søndag morgen, men først her i dag mandag var efterslukningen i gang. Formentlig er der tale om en påsat brand, fordi den efter alt at dømme er startet papiraffald, der var anbragt i en port ud til gaden.


DilleSport


BADMINTON

Som nævnt i fredagens DilleSport, kunne Danmark gøre rent bord ved et Europamesterskab - for første gang i EMs historie.

Rent bord vil sige, at samme nation har vundet: holdmesterskabet, damesingle, herresingle, mixeddouble, damedouble og herredouble Og lad det være slået fast med det samme: Danmark vandt rub og stub; ganske ubeskedent som arrangørnation, ikke? :-)

Kun et udenlandsk islæt havde sneget sig ind i finalerne: russeren Marina Yakusheva var i damesingle-finalen.

Finalekampene lørdag:

Damedouble: Lisbet Stuer-Lauridsen/Marlene Thomsen-
            Rikke Olsen/Helene Kirkegaard           6-15, 15-12, 15-10
Helene og Rikke havde tempo på i første sæt, og styrede begivenhederne. I andet og tredje sæt lod de Lisbet og Marlene komme ind i kampen. Lisbet og Marlene fik stille og roligt kampen ned i deres tempo, og tvang dermed Rikke og Helene til at spille deres sædvanlige spil. De to par træner sammen til fællestræning i Brøndby, og kender hinanden godt. I de indbyrdes opgør er det absolut Lisbet og Marlene der har teten. Deres spillestil er ikke Helene og Rikkes kop te.

Herresingle: Poul Erik Høyer-Peter Rasmussen    15-5, 15-11

Begge spillere er angrebssspillere, så der var lagt op til et brag af en kamp. Og i dagens kamp var det Poul Erik, der havde det psykiske overskud.

Det er tredje gang i træk, at Poul Erik vinder EM. Det har kun een spiller, og han var dansk, gjort før. Det var Flemming Delfs, der vandt i 1976, 1978 og 1980.

En enkelt anden spiller har vundet EM 3 gange i alt: Sture Johnsson, Sverige, vandt i 1968, 1970 og 1974.

Damesingle: Camilla Martin-Marina Yakushava, Rusland   11-0, 11-3
Det tog Camilla 10 minutter at vinde sin første EM titel. Hun holdt altså sin seedning som nummer 1.

Camilla er blot 22 år, og har allerede været med på internationalt plan i 7 år!

Herredouble: Jon Holst-Christensen/Thomas Lund-
             Michael Søgaard/Henrik Svarrer       10-15, 15-12, 18-17
Efter 3 rimeligt kedelige kampe, blev det absolut en seværdig kamp!

Begge par viste stærkt initiativ! Og det var jævnt fordelt, hvem der fik teten!

Det mest spændende i den spændende finale, var ved stillingen 4-4 i ombolde i 3. sæt: Søgaard/Svarrer havde på deres andenserv pludselig matchbold, efter at Jon/Thomas havde misbrugt 3 af slagsen. Men de missede den. Og så var det Jon/Thomas, der på fjerde matchbold vandt sættet med 18-17.

Det er synd, at ikke begge par kunne få guldet - det havde i hvert fald været fortjent!!! Herligt, at EM sluttede med sådan en kamp. Det giver et godt slut-billede på nethinden og hukommelsen.

[Dette er et kraftig sammendrag fra DilleSport Special, der findes på:]

http://www.forum.dk/nyheder/sportspc/em96badm



FODBOLD

Søndag: K-landsholdet spillede EM-kvalifikationskamp på Hjørring Stadion mod Spanien. Det blev til dansk sejr på 2-0 på mål af Lene Madsen og Rikke Holm.

I første halvleg var der ikke meget at skrive hjem om. Træner Keld Gantzhorn udtalte i pausen til DR-TVSPORTEN, at holdet lavede for mange fejl. Det blev der rettet op på i anden halvleg, og helt fortjent fik Danmark sejren.

Danmark fører gruppe 4 med 3 point foran Sverige, der dog har spillet 2 kampe færre end Danmark. Sverige er stærkere end Danmark, så mon ikke at de snupper den førsteplads i gruppen der er direkte adgangsgivende til EM?

Danmark synes at få en ligeså suveræn andenplads i gruppen, og skal så ud i en sidste kvalifikationskamp - mod England eller Portugal.

-----

K-Elitedivision:  Ingen kampe i denne weekend på grund af landskampen 
                  søndag.
-----
M-Superliga:
Silkeborg-OB     1-1
Lyngby-Vejle     1-1
AGF-Ikast        1-1
FCK-Herfølge     2-1
Viborg-AaB       0-2
Næstved-Brøndby  0-1
Med uafgjort mod Ikast, mistede AGF 2 point i toppen i forhold til Brøndby. AGF er slet ikke fundet det spil, som i efteråret gjorde dem til tophold.

Brøndby fortsætter derimod sin sejrsrække med sin fjerde sejr i foråret. Kun 2 kampe er endt uafgjort.

I de sidste 7 spillerunder, skal Ikast, Herfølge og Næstved kæmpe om at komme op over nedrykningsstregen.

De 2 nederste i superligaen skal kæmpe med de 2 bedste fra første division om pladserne i næste sæsons superliga.

Stillingen efter 26. spillerunde:

Brøndby      56 point
AGF          54   -
OB           43   -
Lyngby       42   -
AaB          41   -
FCK          41   -
Silkeborg    35   -
Vejle        26   -
Viborg       26   -
Ikast        20   -
Herfølge     18   -
Næstved      18   -
-----

I dag meddelte Vejle, at cheftræner Ole Fritsen har forlænget sin kontrakt med klubben frem til sommeren 1998. Den nuværende kontrakt udløber den 31. december i år.

-----

Onsdag spiller herrernes A-landshold landskamp mod Skotland.

I morgen tirsdag spiller det danske B-landshold mod Skotlands B-landshold i Nykøbing Falster:

De udtagne spillere:

Thomas Sørensen, Vejle 
Lars Høgh, OB
Jan Sønksen, Ikast
Bent Christensen, Henrik Larsen, Nicklas Jensen, Thomas Rytter, Lyngby
Jon Dahl Tomasson, Ole Tobiasen, Heerenveen  
Per Nielsen, Peter Møller, Ole Bjur, John `Faxe' Jensen, Brøndby  
Bent Christensen, Compostela 
Erik Bo Andersen, Glasgow Rangers
Startopstillingen bliver:

Lars Høgh, Per Nielsen, Thomas Rytter, Niclas Jensen, Ole Tobiasen, Bent Christensen, John `Faxe' Jensen, Henrik Larsen, Erik Bo Andersen, Jon Dahl Thomasson, Bent Christensen.

(Nej, der er ikke skrevet forkert. Der er tale om 2 ved navn Bent Christensen. Den ene spiller for Lyngby, den anden for Compostela i Spanien).

Det er første gang i 31 år, at Danmark spiller B-landskamp. Flere kendte navne skal forsøge at spille sig på EM-holdet til England om små 2 måneder. Blandt andre John `Faxe' Jensen og Henrik Larsen, 2 stærke profiler fra EM-1992-guld holdet.



HÅNDBOLD

Søndag blev den første DM finalekamp hos herrerne spillet:
GOG-Virum/Sorgenfri     34-23
Virum/Sorgenfri kom virkelig på arbejde i kampen! GOG var spilstyrende fra første fløjt. Især fik holdet mange mål på kontra, på fejl fra Virum/Sorgenfri. Og da GOG samtidigt havde det bedste forsvar, kunne fynboerne gå til pausen med en føring på 15-11.

I anden halvleg var det ren opvisning fra GOG, der kunne det hele. Særlig samarbejdet mellem Kim G. Jacobsen og Keld Vilhelmsen var forrygende. For slet ikke at tale om Nikolaj Jacobsen! GOGerne diskede op med mange håndboldtekniske lækkerier!

Hos Virum/Sorgenfri forsøgte landsholdspillerne Klavs Bruun Jørgensen, Ian Marko Fog og i målet Peter Nørklit, at tage kampen op med GOG. Men uden større held. Peter Nørklit havde ikke den bedste dag, måske på grund af det stillestående forsvar han havde foran sig.

Det modsatte gjaldt for GOG; forsvaret var offensivt, og gjorde det lettere for Søren Haagen i GOG-målet, at holde buret rent.

Reelt er der stor forskel på klubberne; ikke blot i spillestil, men også med hensyn til spillermaterialet. GOG har et sammenspillet hold, der har været sammen gennem flere sæsoner, mens Virum/Sorgenfri har et ungt hold, som først er ved at få fodfæste. Men der er ingen tvivl om, at holdet vil blive et stærkt hold i løbet af et par sæsoner.

Mens det er første gang i klubbens historie, at Virum/Sorgenfri spillede en guld-kamp, er det 6 år i træk, at GOG er i finalen. Og det er niende år i træk, at klubben er med i medaljekampen. 2 gange er det blevet til guld: i 1992 vandt GOG over Helsingør, og sidste år vandt GOG over `arvefjenden' fra Kolding.

Den anden finalekamp (der spilles bedst af 3 kampe), spilles på torsdag den 25. april kl. 18.55 i Lyngby-hallen.



Vejret

Våren er kommet til Danmark - skarp forfulgt af sommer - ihvertfald vejrmæssigt. Temperaturen nåede i går og i dag op på 25 - 26 graders varme, og solen skinnede - igår noget diset, men fra en skyfri himmel i dag. Lørdag var det overskyet - men også ret varmt. Meteologisk Institut (DMI) oplyser iøvrigt, at der i gennemsnit kun er faldet 2 mm regn i april indtil nu - normalen er 40 mm.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8510 DKK,   1GBP      8,8374 DKK,   1DEM      3,8562 DKK
100JPY     5,4749 DKK,   100ITL    0,3750 DKK,   1AUD*)    4,5371 DKK
1FRF       1,1390 DKK,   1CHF      4,7573 DKK,   1CAD      4,2997 DKK
1IEP       9,1252 DKK,   1NLG      3,4470 DKK,   1XEU      7,2394 DKK
100ESB     4,638  DKK,   1NZD*)    3,9692 DKK,   1SEK      0,8725 DKK
10BEF      1,8773 DKK,   1NOK      0,8962 DKK,   100ISK    8,74   DKK  
*) AUD og NZD er fra fredag.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 8,17% -0,09 (6% - 2026),   7,22% -0,09 (8% - 2006)
Aktieindex: 394,83 +0,24   KFX (mest omsatte aktier): 113,14 +0,15