Onsdag, 17. April 1996 23:03 (DNT)


Raket-angreb

Det var formentlig hævnen fra rockergruppen Bandidos, der i nat medførte 2 raketangreb på 2 rockerfestninger. Lidt efter midnat blev en panserværnsgranat affyret mod Hells Angels (HA) hovedkvarte i Snoldelev ved Roskilde. En sidebygning blev antændt, branden bredte sig til hovedbygningen og 1. salen udbrændte. 14 rockere opholdt sig i huset, men slap uskadte ud. Det brugte raketstyr blev fundet 150 meter fra huset.

Godt 4 timer senere blev en anden panserværnsraket affyret mod rockergruppen Avengers klubhus i Nørresundby. Granaten ramte gavlen og gik tværs igennem bygningen, men der opstod ikke nogen brand. Et vindue i et nabohus blev knust af trykket - klubhuset ligger i et meget tætbebygget område, og skudvinklen viser at granaten er passeret godt en meter fra en naboejendom. ("Det må have været en dygtig skytte", sagde beboeren til TV2 Nyhederne. Hans soveværelse lå tæt på skudbanene). 4 Avengers-rockere opholdt sig i klubhuset, men ingen kom tilskade. Avengers er en støttegruppe, såkaldte supporters, for Hells Angels.

Begge raketstyr afslører, at der er tale om våben, der blev stjålet på et svensk våbendepot i februar 1994. Ialt 12 panserværnsraketter blev stjålet ved den lejlighed, og våbnet er tidligere blevet brugt mod Hells Angels eller støttegrupper i norden. Der er nu 3 raketstyr tilbage fra indbruddet.

[Krigen mellem de internationale rockergrupper, Hells Angels og Bandidos kom til Danmark 10. marts i år, da et medlem af Bandidos blev skudt ned på parkeringspladsen foran ankomsthallen i Kastrup. Krigen har været i gang i norden i nogen tid, og 4 personer er indtil nu blevet dræbt.]



Film trukket

En ny, dansk dokumentarfilm "Abort - Et Ensomt Valg" lavet af Merete Borker skulle her til aften være vist i DR-TV. Den skildrer 9 kvinders psykiske kvaler og nedture, efter at de har fået foretaget en abort. Men Danmarks Radios ledelse besluttede at trække filmen tilbage, da det kom frem, at filmen er sponsoreret af et par producenter at p-piller. Firmaernes navne fremgår af slutteksten. Merete Borker afviser kategorisk, at firmaerne har haft nogen som helst indflydelse på filmen, der udtrykker hendes egen, kritiske holdning til abort. Firmaerne har betalt 10% af produktionsomkostningerne.



Lavere priser

Nogle politiske partier ønsker, at prisen for at køre over Storebæltsforbindelsen skal være lavere end de nuværende 290 kr. for en færgebillet. Senest har Hans Engell og Kaj Ikast fra de konservative gjort sig til talsmænd for, at prisen sænkes til 170 kr. Det skulle finansieres ved at lade tilbagebetalingstiden for broforbindelsen være 30 år istedet for nu 13. Men det er "politisk plat", mener Venstres Svend Heiselberg. Følgegruppen for Storebæltsforbindelsen, hvor begge partier sidder, har forlængst vedtaget, at prisen for at kommer over Storebælt skal være uændret. Socialdemokratiet vil gerne diskuttere en lettelse, men så skal den gælde alle - også DSB og de private færgeselskaber.



Dansk konstabel dræbt

En dansk konstabel er blevet dræbt, sammen med en lettisk kollega, da de kørte på en pansermine i Bosnien-Hercegovina. 2 lettiske soldater, der var med i bilen blev alvorligt såret. [Navnet er offentliggjort]



Rejse aflyst

Dronning Margrethe, prins Henrik og kronprins Frederik rejser ikke til Israel og Jordan som planlagt i starten af maj. Rejsen blev aflyst i dag, og årsagen er den nuværende, urolige situation i området.



Nyt "job"

Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) har fået en stor, international opgave. Den europæiske sikkerheds- og samarbejdsorganisation OCSE valgte i går på sit møde Venstres formand til, indenfor de næste par uger, at rejse rundt og rejse penge. Han skal skaffe omkring 200 mill. kr. hos verdens regeringer, og pengene skal bruges til at gennemføre demokratiske valg i Bosnien-Hercegovina. Det er en del af Dayton-fredsaftalen, at OSCE skal sørge for demokratiske udvikling og valg. Til TV2 Nyhederne tirsdag sagde Uffe Ellemann-Jensen, at det var en stor udfordring. "Det er ikke et job - det er borgerligt ombud".



Voldsom brand

Sent i går aftes blev en boligblok på Amager hærget af en kraftig brand på de øverste etager. En beboer og 2 brandmænd måtte på hospitalet med røgforgiftninger og 60 mennesker blev hjemløse. Brandårsagen er endnu ukendt.



Flyvsk rekordår

Mærsk Air havde i 1995 en omsætning på 1,8 mia. kr. og et overskud på 163 mill. kr. Selv om SAS totale omsætning er større, så kan Mærsk Air bryste sig af at være Danmarks største luftfartselskab. [SAS er som bekendt kun 2/7 dansk!] Mærsk Airs omsætning steg 4%, men overskuddet steg 15% - og ifølge Børsen er der enda anvendt "overordentlig forsigte" regnskabsprincipper. Indenrigstrafikken blev liberaliseret i 1995, og Danair-samarbejdet, hvori bl.a. Mærsk Air og SAS indgik, blev opløst.


DilleSport


BADMINTON

Fra EM i Herning kommer her flere resultater fra første runde af den individuelle turnering:

Tirsdag - 1. runde:

Damesingle: Mette Sørensen-Maja Pohar, Slovenien           11-2, 11-6
            Mette Pedersen-Mateja Slatnar, Slovenien       11-6, 11-2
Herresingle: Peter Rasmussen-Rickard Magnusson, Sverige    15-2, 15-4

Onsdag:

Damesingle: Mette Pedersen-Sandra Dimbour, Frankrig           11-3, 11-2
            Mette Sørensen-Neli Nedialkova, Bulgarien         11-3, 11-8
            Anne Søndergaard-Sonya McGinn, Irland             12-10, 11-3
            Camilla Martin-Brenda Beenhakker, Holland         11-3, 11-0
Herresingle: Poul Erik Høyer-Michael Watt, Irland             15-6, 15-10
             Martin Lundgaard Hansen-Colin Houghton, England  6-15, 15-9, 
                                                              15-2
             Peter Rasmussen-Oliver Pongratz, Tyskland        15-5, 15-5



FODBOLD

M-superliga: AGF-Viborg        1-1
             Herfølge-Lyngby   2-2
             AaB-Næstved       4-0
             OB-Silkeborg      1-0
Hvis AGF havde vundet, ville holdet have passeret Brøndby i toppen af superligaen. Men det blev kun til det ene point, som trods alt bragte jyderne a point med Brøndby.



HÅNDBOLD

Den tredje og afgørende M-DM 1/2 finale mellem Kolding-Virum/Sorgenfri endte 22-25

Dermed er Virum/Sorgenfri klar til finalen mod GOG, som blot behøvede 2 kampe over Roar for at kvalificere sig.

Den første af tre finalekampe spilles på søndag, den 21. april.

Det er første gang, at Virum/Sorgenfri er i en DM-finale. Og ikke uden grund er man meget glade! Holdet er nemlig et meget ungt hold, der er `under opbygning'. Også klubfølelsen er i højsædet. Med de 3 landsholdsspillere - Ian Marko Fog, Klavs Bruun Jørgensen og Peter Nørklit - i spidsen, har man lovet hinanden ikke at søge nye græsgange i næste sæson, men at blive i klubben. Holdet skal have en chance for rigtigt at rodfæste sig!

Kolding fik bronzemedaljer.
Kampen blev også et farvel til en farverig håndboldspiller: Målmand Karsten Holm hos Kolding sagde stop efter mange, mange år på både landshold og klubhold. Han ville gerne have sluttet med endnu en guldmedalje, men som han sagde om sin bronze-medalje: "sådan en har jeg ikke".



ISHOCKEY

Ved B-VM i Eindhoven, Holland, spillede Danmark i dag mod Hviderusland. Og det blev til endnu et stort nederlag. Hviderusserne vandt med 1-6.

Nu ser det for alvor skidt ud for Danmarks muligheder for at blive i B- gruppen. Hvis det også bliver til nederlag i de resterende 2 kampe mod henholdsvis Storbritannien og Japan, er det farvel til B-gruppen og goddag til C-gruppen.

Danmark har spillet i B-gruppen siden 1991.


NetSurferNyt


TeleDanmark kontrol

Forskningsminister Frank Jensen (S) bebudede i dag, at TeleDanmark ikke længere skal behandle klager over for høje telefonregninger internt. Han siger til DR-TVA, at det er "uholdbart, når det er den, der klages over, der undersøger sig selv". Det vil han fremsætte forslag om i Folketinget. Der har de sidste par uger været mange historier om telefonregninger, der har været altfor høje, men hvor TeleDanmark afviser klager med, at der ikke begås fejl. [I går fik en pige en regning på 41.341 kr. - præcis 40.000 for høj. Den fejl har TeleDanmark dog rettet i dag, men pigen har nu - for en sikkerheds skyld - opsagt abonnementet!]. Teleabonnentforeningen, der samler de utilfredse abonnenter, er særdeles tilfreds med ministerens udmelding - hvis den bliver gennemført.



Vejret

Endnu en dag med overvejden fint solskinsvejr, og temperaturer 14 - 18 grader. Sydvestvendte kyster havde dog lavere temperaturer - havet omkring Danmark er stadig koldt.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8215 DKK,   1GBP      8,7808 DKK,   1DEM      3,8600 DKK
100JPY     5,3747 DKK,   100ITL    0,3696 DKK,   1AUD*)    4,5856 DKK
1FRF       1,1364 DKK,   1CHF      4,7407 DKK,   1CAD      4,2918 DKK
1IEP       9,0785 DKK,   1NLG      3,4531 DKK,   1XEU      7,2264 DKK
100ESB     4,628  DKK,   1NZD*)    3,9534 DKK,   1SEK      0,8622 DKK
10BEF      1,8793 DKK,   1NOK      0,8947 DKK,   100ISK    8,69   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,35% uændr.(6% - 2026),   7,37% -0,07 (8% - 2006)
Aktieindex: 394,36 +1,59   KFX (mest omsatte aktier): 113,27 +0,50