Frikendt for terror
3 egyptere blev i dag ved et nævningeting i Århus frikendt for
planlægning af bombeterror i Danmark og forbindelse med udenlandske
terrorgrupper. Nævningene fulgt retsformandens belæring om, at indkøb af
materiale, der "kun kunne" tænkes at være brugt til bomber, og grove
kort over Københavnske S-togsstationer ikke i sig selv er bevis nok.
Derimod blev de 3 dømt for det, der startede hele sagen for 1 1/2 år
siden - et forsøg på pyromanbrand, hvis motiv var jalousi. Sagen har
været kendt uden for Danmarks grænser, idet 2 af de anklagedes
fingeraftryk blev fundet på papirer hos mistænkte for bombeattentatet
mod World Trade Center i New York.
8 anholdt
8 personer fra det blev i dag anholdt af politiet i København.
Anholdelser har forbindelse med mordet på en 26-årig mand 17. januar i
år. I den sag er 3 varetægtsfængslet, herimellem en 20-årig, der
oprindelig tilstod drabet, men senere trak sin tilståelse tilbage.
Dagens aktion var dog mere rettet mod deltagerne i et opgør i efteråret,
hvor en ven til den 26-årige blev dræbt i slagsmål. Opgørende anses for
at være interne opgør i et kriminelt miljø, der har sin rod i Pakistan,
men lever adskildt fra det dansk-pakistanske invandrer-miljø.
Erstatningskrav
En kyllingeavler fra Skræ vest for Karup kræver en erstatning på 800.000
kr. af landbrugsministeriet. Baggrunden er, at landbrugsministeriet
smølede med en dispensation til at slagte 25.000 kyllinger, så avleren
måtte destruere kyllingerne. Hans kyllingefarm lå inden for en 10 km.
karantænezone omkring en anden besætning, der havde newcastle-sygen. Og
selv om nogen af kyllingerne i første omgang blev reddet af
dispensationen, så ville ingen slagterier modtage dem. Landbrugsminister
Henrik Dam Kristensen (S) har erkendt, at man gjorde en fejl, men har
efter råd fra Kammeradvokaten kun tilbudt 150.000. Det groteske er, at
var besætningen slået ned, hvis den havde haft newcaste-sygen, havde
kyllingeavleren fået fuld erstatning. Danske Landboforeninger og Dansk
Erhvervsfjerkræ støtter ham økonomisk, så der kan blive rejst en
principsag på spørgsmålet.
TV-pris
Ifølge Lars von Triers produktionsselskab Zentropa, har den danske
instruktørs TV-serie "Riget" fået Adolf Grimm-prisen for bedste TV-serie
i Tyskland. Prisen uddeles hvert år i forskellige kategorier, og
TV-serien belønnes for originalitet og kvalitet. Forøvrigt starter
optagelserne til efterfølgeren til "Riget" hos DR i slutningen af maj
måned.
Flygtningeforlig
Det lykkedes i dag indenrigsminister Birthe Weiss (S) at få et forlig i
stand mellem regeringen og Enhedslisten, så der kunne blive flertal for
en særlov om flygtninge fra Kosovo-provinsen i Serbien. De er nu blevet
ligestillet med flygtninge fra Bosnien-Hercegovina, der får midlertidig
opholdstilladelse, og permanent ophold efter 1 1/2, hvis forholdene ikke
bedres. 1700 kosovo-albanere har søgt asyl i Danmark, heraf nogen for op
til 4 år siden. De er fortrinsvis desertører fra den serbiske hær, og
Serbien nægter at tage dem tilbage.
Birthe Weiss siger til TV2 Nyhederne, at "Nu skal de mennesker ud af asylcentrene!". Birthe Rønn Hornbech (V) beskylder regeringen for at have tilbageholdt oplysningern om en (mulig) snarlig serbisk amnesti, og at indenrigsministerens handling i dag "grænser til landskadelig virksomhed". Hertil svarer Søren Sørensen, Enhedslisten at Birthe Rønn Hornbechs synspunkt er "knald i låget". Det er tværtimod "landskadeligt", når man som resultat af de gentagne opstramninger de sidste par år holder asylsøgere hen i uvished i årevis.
Verdensomspændende lov?
Birthe Rønn Hornbech (V) var også efter regeringen for ikke at ville
gribe hårdere ind mod omskæring af piger. Et forslag fra Pia Kjærsgaard
(Dansk Folkeparti) om at udvide den nuværende lov mod omskæring af unge
piger til også at gælde indgreb foretaget i udlandet, kunne ikke samle
flertal, bl.a. fordi ingen i regeringen ville støtte det. Loven skulle
gøre det muligt at straffe forældre i Danmark, der sender deres piger
tilbage til f.eks. Etiopien for at få foretaget indgrebet. Selv om
Birthe Rønn Horbech heller ikke kunne støtte forslaget (p.g.a.
vanskeligheder med at håndhæve en sådan lov), fandt hun det
"ejendommeligt, at der ikke havde rejst sig et vedvarende ramaskrig mod
omskæring" fra regeringen.
Rent vand igen
Beboerne på den lille ø, Tunø, der ligger mellem Samsø og Østjylland,
kan nu endelig drikke vandet fra vandhanerne uden frygt for
konsekvenser. For nogle år siden konstaterede miljømyndighederne i Århus
Amt, at vandet på øen indeholdt 60mg/l nitrat, hvilket var over
grænseværdien. Problemet var, at øens hovederhverv var dyrkning af
porrer og andre grønsager, også var årsagen til den høje
nitratkoncentration. Men i 1989 besluttede vandværket at gøre noget ved
sagen, og med hjælp fra EU og miljøministeriet gennemførte man opkøb og
jordbytte med landbrug, således at der omkring vandboringerne kom til at
ligge brakmarker, og landbrug lidt længere væk fik hjælp til effektive
gødningsplaner. Resultatet foreligger nu. Nitratkoncentrationen er
faldet til under grænseværdien, og falder fortsat. Ifølge vandværkets
formand, Hans-Ingolf Sørensen, har øen haft gæster fra mange lande, også
uden for EU, der ville høre om metoden.
Aktiesucces
Dansk Aktie Analyse har for Politiken Erhvervsmagasin undersøgt, hvordan
medarbejderaktier har udviklet sig de sidste par år. Medarbejderaktier
er aktier, der sælges til medarbejdere - typisk til kurs 105, som er
båndlagt i 5 år, men derefter kan sælges frit. Og det har været en god
forretning - for de fleste. De har tilsammen tjent 2 mia. kr. over de
sidste 10 år, viser analysen. Topskorerne er Sopus Berendsen (3.903
kr.), Novo (3.567 kr.) og Chr. Hansen Holding (3.314 kr.), for en 100
kr.s aktie. På 4. pladsen kommer Radiometer (3.160 kr.), som ifølge adm.
direktør Johan Schrøder har 37 medarbejdere med en formue over 1/2 mill.
kr. i aktier - 6 er blevet millionærer! Johan Schrøder siger til
Politiken, at "Medarbejderaktier er en demokratisering af ejerskabet".
[Til bundskraberne hører bl.a. Dansk Data Elektronik A/S (162 kr. d.d.), hvor jeg (Leif) stadig har aktier - suk! :-(]
For begge kampes vedkommende var det den tredje og afgørende kamp.
K-DM finale: Hørsholm-Aabyhøj 61-50. Dermed fik Hørsholm den første guldmedalje i klubbens historie. Og på suveræn vis: holdet var stærkere i både angreb og forsvar gennem hele kampen. Holdene fulgtes pænt ad til slutningen af første halvleg. Men så startede Hørsholm det spil, der får enhver modstander til at `smuldre': det sikre spil, grundspillet. Og Aabyhøj blev tvunget til afslutninger langt udefra. Det åbnede så for Hørsholm- kontraangreb. Topscorere: Hørsholm - Trine Tims 14 Ulrika Plogner 11 Marie Kronquist 11 Camilla Teil Nielsen 9 Aabyhøj - Line Morell 16 Ludmilla Jermolajeva 12 Astrid Pedersen 9 Anne Christensen 7-----
M-DM-finale: Værløse-Stevnsgade, gav Værløse sejr med 76-63. Guldet går hermed til Værløse. Også hos herrerne er der tale om `debut'-guld. Klubben har ikke før fået den ædleste af metaller. En kampgejst af rang var midlet hvormed Værløse vandt dagens kamp. Holdet var bagud hele første halvleg, og pause- stillingen var 36-37 til Stevnsgade. I anden halvleg havde Stevnsgade problemer med at finde kurven, og havde ikke held med deres rebounds. Stille og roligt tog Værløse afstand, med meget god hjælp af 3-pointscoringer, og vandt med 13 overskydende point.
FODBOLD
Lidt noter fra fodboldens verden:
Superligaklubben AaB har offentliggjort sit regnskab for 1995: et overskud efter skat på 10,9 millioner kroner. I overskuddet er indregnet salget af Jes Høgh til Fenerbahce, Tyrkiet, og indtægterne fra Champions League. Men uden disse vægtige poster ville AaB have haft overskud på 3,5 million kroner.
Det gode resultat skyldes blandt andet, at flere tilskuere er strømmet igennem tælleapparaterne og at sponsorerne har spædet godt til. På begge områder er indtjeningen fordoblet!
Effekten af salget af Erik Bo Andersen til Glasgow Rangers, Skotland, ser vi først i regnskabet for 1996.
Ovenstående er DilleSports bearbejdning af en artikel fra Aalborg Stiftstidende.
ISHOCKEY
Det danske ishockeylandshold er til B-VM i Eindhoven, Holland.
VM startede i dag, og varer til og med den 20. april.
I dag spillede Danmark mod værtsnationen Holland, og Danmark vandt 3-0. Periodecifrene: 1-0 (Jens Nielsen), 2-0 (Jesper Damgaard, Søren Gerber), 0-0
Holland startede med at sætte pres mod det danske mål, men fik intet udbytte takket være en solid dansk forsvarsindsats, med målmand Jan Jensen som en sikker sidste skanse.
Ikke uventet var der stor glæde i den danske trup. En af Danmarks bedste, målmand Jan Jensen mente efter kampen, at sejren er et godt rygstød for det fortsatte danske spil i VM-turneringen. Og han tror, at de næste 2 point skal hives i land i en kamp mod Japan, England eller Polen.
Før holdet tog til VM var det erklærede mål, at man ville sikre sin forbliven i B-gruppen. Og efter den gode start, føler man begrundet optimisme i den danske trup.
TENNIS
Danmarks 2 bedste mandlige tennisspillere har været i kamp.
I HongKong spillede Kenneth Carlsen sig til anden runde i HongKong Open. I dag vandt han i 3 sæt over tyskeren Carl Uwe Steeb: 6-7 (tiebreak 5-7), 7-5, 6-2.
Kenneth Carlsen skal møde den stærke hollænder Jan Siemerink (p.t. nr. 25 på verdensranglisten) i anden runde.
-----
Lidt nordvest for HongKong, nærmere betegnet New Delhi, Indien, lykkedes det ikke for Frederik Fetterlein at komme længere end til og med anden runde.
Han tabte i dag i 2 sæt til amerikaneren Jonathan Stark 6-3, 6-4
Vejret
Overskyet og/eller tåget - let regn enkelte steder. Temperaturer op til
10 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 5,7915 DKK, 1GBP 8,8041 DKK, 1DEM 3,8597 DKK 100JPY 5,3368 DKK, 100ITL 0,3680 DKK, 1AUD*) 4,5072 DKK 1FRF 1,1343 DKK, 1CHF 4,7627 DKK, 1CAD 4,2638 DKK 1IEP 9,0817 DKK, 1NLG 3,4553 DKK, 1XEU 7,2083 DKK 100ESB 4,617 DKK, 1NZD*) 3,9165 DKK, 1SEK 0,8604 DKK 10BEF 1,8791 DKK, 1NOK 0,8932 DKK, 100ISK 8,67 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 8,42% +0,08 (6% - 2026), 7,51% +0,07 (8% - 2006) Aktieindex: 388,44 +0,69 KFX (mest omsatte aktier): 111,60 +0,27