Fredag, 5. April 1996 23:51 (DNT)


Langfredag

-- Er i Danmark avisløs. Radio og TV beskæftigedes sig meget med udlandstof, bortset fra:



Skuddrab

En 46-årig dansker af egyptisk oprindelse blev i går aftes myrdet i sin restaurant under omstændigheder, der tyder på en likvidering. Ifølge politiet kom morderen ind, gik hen mod indehaveren, skød ham i hovedet på 1 1/2 meters afstand, og derefter med mindst 10 skud i kroppen. Derefter forlod morderen roligt stedet, og forsvandt på en damecykel mod den indre by. Restauranten ligger på Vesterbrogade i København. Morderen beskrives som "udsædvanlig sort", og med langt, sort krøllet hår. Flere af vidnerne mener, ifølge politiet, at det muligvis er en forklædning. Der var 18 gæster i restauranten på drabstidspunktet, og 15 af dem blev kørt til Hvidovre Hospital for psykologisk krisehjælp.



HIV-test fortsatte

Fredag i sidste uge modtog de danske hospitaler, der benyttede den såkaldte IMX-test for HIV-smitte et brev fra fabrikanten af testen, Abbott. Brevet var ment som en opfordring om at indstille brugen af testen, fordi den havde vist sig upålidelig. Men på Thisted og Nykøbing Mors fortsatte man indtil tirsdag. Ifølge overlæge Peter Felding, Blodbanken ved Thisted Hospital, opfattede man brevet som en opfordring til blot at ændre fremgangsmåde. Først da Viborg Amts sundhedsudvalg fik nys om sagen, blev der grebet ind. Sundhedsdirektør Einar Krag, Sundhedsstyrelsen, har bedt om en redegørelse.

De to hospitaler har nu gen-checket alt donorblod, tappet siden i fredags, og der er ikke fundet HIV-smitsstoffer.



Frygt for politijobs

Formanden for Dansk Politiforbund, Tommy Agerskov Thomsen, mener, at der som konsekvens af finanslovsforliget 1996 over de næste 4 år vil forsvinde 500 stillinger fra politiet. Han siger til DR, at der efter 3 måneder har vist sig "store problemer" med at Rigspolitichefen har fået større råderet over politiets bevillinger. Især bekymder det Tommy Agerskov Thomsen, at 116 mill. kr. er blevet øremæket til ny teknik. "De penge skal jo hjem", og derfor skal 250 - 300 stillinger spares væk, mener han. Dertil komme administrativt personale, der bliver overflødigt og så skal korpset afgive 50 mand til politiopgaver i det tidligere Jugoslavien. Tommy Agerskov Thomsen mener, at det er forkert at bruge "management filosofi" i politiet. Istedet bør man udvikle politiet i tæt samarbejde med borgerne, specielt lokalnævnenes politikere, der ved hvor behovet er.



2 licensklasser?

Helge Sander (V) har stillet 2 spørgsmål til kulturminister Jytte Hilden (S) omkring Danmarks Radios planer for en sattelit-kanal, 2'eren. Han spørger for det første, om Jytte Hilden vil sørge for, at de 40% af danskerne, der ikke kan modtage den nye kanal, får en kompensation - helst i form af et klækkeligt nedslag i licensen. Han ønsker også, at Jytte Hilden skal svare på, hvordan DR-TV har tænkt sig at løse problemet med, at 40% af befolkningen ikke kan se satelit-kanalen.



Udskrevet

Dronning Margrethe blev i dag udskrevet fra Århus Kommunehospital, efter 2 indlæggelser i denne uge med en kraftig, allergisk reaktion. Ifølge hofmarskal Søren Haslund Christensen har dronningen det efter omstædighederne godt, og hun er vendt tilbage til Marsellisborg slot. Hun har valgt at fortsætte den afbrudte påskeferie på slottet, der vil vare til onsdag i næste uge.



3. A-udspil

Imorgen lørdag indeholder Aktuelt endnu et debatoplæg fra en socialdemokratisk gruppe. Denne 3. omgang er 5 amtsformand, der under titlen "Hjertet til venstre, magten i midten", forsøger at forene de to tidligere oplæg, fra grupperne "Hilden and the hackers" og "Snart dages det...". TV2 Nyhederne spurgte deltagerne i en DSU-kongress, hvad de mente om oplægene. Svaret var samstemmende, at der var for meget debatoplæg og for lidt visioner og konkrete ideer.


DilleSport


BOKSNING

Ved EM i Vejle lykkedes det ikke for Brian Lentz at komme til OL i Atlanta. Torsdag aften tabte han 2-7 til Dmitrij Vyborno, Rusland.

Så Danmark får een bokser med til OL i Atlanta - Hasan Al, som onsdag vandt sin 1/4 finale over Tengiz Meschadze, Georgien med 6-2.

Brian Lentz har været ved et OL - i Barcelona i 1992, hvor han fik en enkelt kamp. Men det er ingen trøst for ham. Han ville gerne have haft en OL-billet til Atlanta.

Fredag:
Hasan Al mødte til aften Serguei Dzinzirouk, Ukraine, og vandt 7-2. Hermed har han skrevet historie i dansk boksning! Det er nemlig første gang i 31 år, at en dansk bokser er nået til en EM finale.

I finalen på søndag skal Hasan Al møde Marin Simion, Rumænien

Selv er Hasan Al mere end tilfreds over at være kommet så langt. Især fordi hans præstationer ved stævnet har været overbevisende i hver eneste kamp. Han er overbevist om, at han vil vinde finalen og dermed gøre Jacob Michaelsen kunsten efter. Michaelsen vandt EM guld for 66 år siden, som den eneste dansker hidtil.

Hasan Al er som nævnt den eneste, der har kvalificeret sig til OL i Atlanta, efter DIFs regler. Men de skrappe regler er måske ved at blive blødgjorte!

I dag har DIFs eliteidrætsudvalg meddelt, at man på et møde på tirsdag, vil diskutere de nuværende danske kvalifikationskrav! Hvis man fraviger de danske kvalifikationskrav og retter sig efter de internationale, vil i hvert fald Michael Ibsen, Brian Lentz og Brian Johansen komme med til OL, sammen med Hasan Al. Men lad os vente til på tirsdag, når mødet i eliteidrætsudvalget er forbi.



Vejret

Fint solskin for det meste, med temperaturer oppe omkring 10 grader (undtagen ved kyster med pålandsvind). Der var tåge nogle steder i Nordjylland i morges, og i løbet af eftermiddagen blev det overskyet forbigående i de sydlige egne.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

Ingen middelkurser i dag p.g.a. helligdag i Danmark

Børsens nøgletal fra igår

Børsen udkommer ikke i dag, langfredag