Torsdag, 4. April 1996 23:56 (DNT)


HIV tvivl

1800 nordjyder kan ikke længere være sikre på, at den HIV-test, der erklærede dem raske, var helt rigtigt. Problemet er blot, at der er tale om anonyme tests på Ålborg Sygehus, og man har ikke mulighed for at komme i kontakt med hver enkelt. Sundhedsdirektør Einar Krag opfordrer i dag alle de berørte om, efter påske, at henvende sig på hospitalet igen, og få foretaget en ny test. Det var et test-kit fra det amerikanske firma Abbott, som nu - ifølge firmaet selv - har vist sig upålideligt.

Et større problem er, at sygehusene i Frederikshavn, Nykøbing Mors og Thisted har anvendt kittet som eneste test for HIV-smitte i donorblod. Det berører mellem 500 og 1000, der har fået foretaget blodtransfusion et af de tre steder. Her vil man indkalde donorer for at få foretaget en ny HIV-test. Det er den sikreste metode. Hvis man i stedet testede dem, der har modtaget blod, vil der gå mindst 3 måneder (efter transfusionen) før en almindelig anerkendt test vil afsløre HIV.



Advarsel forsinket

Medicinalfirmaet Abbott sendte i fredags sin advarsel om, at HIV-testkittet med sikkerhed havde frikendt 4 personer verden over for HIV, selv om det efterfølgende viste sig, at de var smittet. Men den danske sundehedsstyrelse udsendte først sin advarsel i går, onsdag. Det skyldtes, at man mente, at testkittet ikke blev anvendt meget i Danmark. Det var først da Nordjyllands Amt i går meldte, at man på 4 hospitaler havde brugt kittet som eneste form for HIV-test, at man slog alarm. Det sagde sundhedsdirektør Einer Krag til DR-TVA. Den forklaring accepterer Københavns Patientforening ikke. Foreningen, der har medlemmer fra hele landet, har meldt den tidligere leder af AIDS-sekretariatet i Sundhedsstyrelsen, Michael von Magnus, til politiet, fordi styrelsen har bragt patienter i fare ved at godkende Abbotts testkit.



Procedurer

Efter vidneafhøringerne i voldgiftsagen mellem Århus kommune og dets selskab Århus Renholdningsselskab i går, var det tid for de to parters advokaters procedurer i dag. Caroly Nemeth, advokat for renholdningsselskabet, påstod, at kommunen ikke havde ret til at opsige kontrakten med selskabet, selv om der ikke var hentet affald i 5 uger. Kommunen havde selv skabt konflikten ved at have stillet skraldemændene i udsigt, at kommunen ville opfylde deres krav. Kommunen havde forhandlet med "Louie Andersen og hans kumpaner", sagde Caroly Nemeth. For kommunen mødte advokat Jørgen Holst. Hans påstand var, at kommunen var i sin gode ret til at ophæve kontrakten, og forlange skraldevognene udleveret.



Stadig indlagt

Dronning Margrethe blev ikke, som ventet, udskrevet i dag fra Århus Kommunehospital, hvor hun blev indlagt med en kraftig, allergisk reaktion natten til i går. Hospitalet vil beholde hende indtil hævelserne er helt forsvundet og få foretaget nogle ekstra test, hvilket ventes at være overstået i morgen.


DilleSport


BADMINTON

Det ser desværre ud til at Danmark må nøjes med at få 2 herresingle spillere med til OL i Atlanta. Den 3. spiller, som kan håbe på et wild card, er Peter Rasmussen. Han skulle være blandt de 16 bedste på verdensranglisten for at være sikret. Men håbet blev slukket i går, da IBF - det Internationale Badminton Forbund - offentliggjorde verdensranglisten. Peter Rasmussen er placeret på den forjættende 17. plads, og må se sin drøm om OL forsvinde.

Som nævnt kan han håbe på at få et wild card, men de tildeles først om et par måneder.

Så de danske deltagere ved OL i Atlanta bliver:

*Damesingle: Camilla Martin og Anne Søndergaard

*Herresingle: Poul Erik Høyer og Thomas Stuer-Lauridsen

*Mixeddouble: Rikke Olsen/Michael Søgaard og Lotte Olsen/Christian Jacobsen

*Damedouble: Rikke Olsen/Helene Kirkegaard, Lisbet Stuer-Lauridsen/Marlene Thomsen og Lotte Olsen/Ann Jørgensen

*Herredouble: Jon Holst-Christensen/Thomas Lund og Michael Søgaard/Henrik Svarrer



BASKETBALL

I går onsdag blev den første af kvindernes DM-finale (bedst af 3 kampe) spillet.

Kampen om årets mesterskab står mellem Hørsholm-Åbyhøj, der begge kan blive mestre for første gang i deres respektive klubbers historie.

I det første opgør var det Hørsholm der trak det længste strå - 65-55 (31- 21).

Topscorer:
Hørsholm: Trine Tims 20, Anne Thorius 14.
Åbyhøj : Ludmila Jermolajeva 19, Astrid Pedersen 12.

Anden kamp spilles på lørdag.



BOKSNING

Ved EM i Vejle boksede weltervægteren Hasan Al sig til både semifinale og OL-plads. Det skete, da han i går onsdag besejrede Tengiz Meschadze, Georgien 6-2

Som fortalt i DilleSport forleden, er de internationale krav forlængst opfyldt: en niende plads ville give adgang. Men det vil DIF (Danmarks Idræts Forbund) ikke godtage. For det danske forbund har som krav sat, at de danske boksere mindst skulle opnå en fjerdeplads ved EM for at blive udtaget til Atlanta.

I morgen fredag skal han møde Serguei Dzinzirouk, Ukraine.

Til gengæld lykkedes det ikke for Brian Johansen i mellemvægt at få billetten til OL. I sin 1/4 finale onsdag tabte han 5-11 til Sven Ottke, Tyskland.

Så med mindre at DIF trækker sin skrappe kvalifikationskrav tilbage, kommer Brian Johansen ikke med til OL til sommer.



FODBOLD

K-Elitedivision: Brøndby-Kolding     3-2

M-Superliga:     Herfølge-Brøndby    0-0
                 Viborg-Lyngby       0-2
                 Silkeborg-AGF       2-1
                 OB-Ikast            2-0
                 FCK-Næstved         1-1
                 AaB-Vejle           2-0



Vejret

Praktfuld solskin over hele landet, med temperaturer op til 10 grader i det indre af landet, dog højst 5 grader ved kysterne.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

Der er fastlægges ikke kurser i dag, skærtorsdsag

Børsens nøgletal fra igår

Børsen udkommer ikke i dag, skærtorsdag.