Der produceres dansk feta for 1,4 mia. kr. pr. år. Hovedparten eksporteres til EU-landene. MD Foods, der står for produktionen, er dog ikke tilfreds med afgørelsen. Man vil bringe den for EU-domstolen, når ministerrådet har godkendt afgørelsen om nogle uger. Mejeriet frygter, at andre lande også vil kræve eneret til kendte varer, f.eks. emmenthaler og cammenbert.
Grønland kompenseres
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og landstyreformand Lars Emil
Johansen indgik idag en aftale, der skal kompensere Grønland for
ulemperne med at have den amerikanske base i Thule. Aftalen gav ikke,
hvad Lars Emil Johansen mest ønskede sig - en ny lufthavn ved den bygd,
som Thule-beboerne blev tvangsforflyttet til, da basen skulle anlægges.
Istedet vil Poul Nyrup Rasmussen forsøge at få amerikanerne til at
udlægge et område på Thule-basen, så civile fly kan bruge landingsbanen.
Dertil åbnes et område 12 km. fra basen, ved Knud Rasmussens gamle
handelsstation, så der kan udvikles turisme i området.
Lykketoft: Højere skat på rige
Finansminister Mogens Lykketoft (S) fremlagde på et møde i Skive i går
aftes sit bud på ændringer i skattesystemet. Han mener, at de rige skal
betale mere til det fælles samfund end de gør nu, hvor formueskatten er
blevet afskaffet. Noget af den lille milliard kr., som staten derved går
glip af, skal ind igen ved at justere topskatten. Topskatten betales af
indtægter over 241.000 kr.
Politikere fra Venstre, konservative og CD afviste ubetinget Mogens Lykketofts ideer: Hans Engel (K) mente, at skatten i Danmark kun kunne - og skulle - sænkes. Anders Fogh Rasmussen (V) mente, at 1/2 mill. danskere åbenbart skulle bøde for, at regeringen havde givet efter for de konservative i finansloven [og afskaffet formueskatten]. Arne Melchior (CD) lovede skatten ikke skulle stige "så langt som et menneske kan se frem". Alle 3 var de enige om, at Mogens Lykketoft havde behov for at melde klart ud af hensyn til Socialdemokratiets bagland, og at man ikke skulle tage det for andet.
Transportfradrag
I næste uge fremsætter SF forslag om, at studerende får mulighed for, på
linie med lønmodtagere, at trække transportudgifter fra på
selvangivelsen. Det skønnes, at det vil koste staten 400 mill. kr. men
de penge må findes, mener de konservative, der sammen med de fleste
partier i Folketinget støtter forslaget. Skatteminister Carsten Koch (S)
mener dog, at forslaget er en dårlig ide, der vil komplicere
skattesystemet yderligere. Fradraget skulle gælde allerede fra næste år.
Forlig i Århus
Århus Kommune og Århus Renholdningsselskab indgik i dag en borgfred, der
skal herske indtil voldgiftsdommen falder i sagen om retten til
indsamling af affaldet i Århus. Århus Kommune låner 20 komprimator-vogne
[specielle renovationsvogne for husholdsningsaffald] af selskabet, og
samler affaldet fra private husstande. Vognene bemandes med 120 af de
fritstillede skraldemænd. Tilgengæld får selskabet 27 mill. kr. udbetalt
af de penge, som kommunen har tilbageholdt, samt retten til at samle
industri- og institutionsaffald. Den fysiske blokade af
renholdningsselskabet ophæves. 4 forligsmænd - 2 fagforeningsfolk og 2
arbejdsgiverrepræsentanter - har formidlet forliget.
Blyhagl forbudt 1. april
Miljøminister Svend Auken (S) har meddelt jægernes organisationer, at
han ikke vil forlænge dispensationen til at bruge blyhagl til jagt
ud over 1. april i år. Tilbage i 1984 blev blyhagl forbudt, på grund af
forureningen med miljøgiftige bly. Istedet skulle anvendes stålhagl, men
det viste sig de beskadigede maskiner på savværker alvorligt, når det
satte sig i barken på træer. Derfor blev der indført en dispensation
indtil et miljøvenligt alternativ var fundet. Dansk Teknologisk
Instittut har udviklet et hagl, men det er stadig 1 år fra produktionen.
Men ifølge Skov- og Naturstyrelsen, der rådgiver miljøministeren i
afgørelsen, findes der allerede engelske hagl. De er baseret på nikkel,
og har ikke nogen beviselig indvirkning på naturen og mennesker.
EU godkender licitation
EU-kommisær for transport, hollænderen Karl van Miert, godkendte i dag
trafikminister Jan Trøjborgs planer for liberaliseringen af
færgetrafikken på Helsingør - Helsingborg. Men der var to betingelser
for godkendelsen. Det nye, konkurrerende selskab skulle være i drift 1.
juli i år, og der skulle være en offentlig licitation efter EU-regler.
[Hermed blev der sendt både et kraftigt signal til regeringen, som
oppositionen beskylder for at ville smøle med planen, dels også til den
borgerlige opposition. Flere politikere fra Venstre og konservative har
de sidste dage forlangt, at ruten blev givet til Mercandia uden
licitation - som belønning for, at Mercandia havde besværet med at
klage til EU.]
Tilstår mord
En 20-årig mand tilstod i dag drabet på en ejer af en hobbyforretning
den 10. februar i år. Den 20-årige blev anholdt allerede den 14.
februar, og erkendte at han havde været i forretningen, men at han ikke
var den sidste kunde. Tilståelsen faldt, da politiet fandt det formodede
mordvåben og en jakke fra civilforsvaret, som vidner havde bemærket hos
den den anholdte. Motivet er stadig ukendt.
K-1. division: Frederikshavn-Ikast 19-23-----
M-1. division: Holte-Ajax 33-25 Team Esbjerg-GOG 27-33
VOLLEYBALL
I aften blev det danske mesterskab for herrer afgjort. I Kildeskovs
Hallen i Gentofte. Det var 3. og afgørende kamp mellem Gentofte og
Holte. Holte har, med Mikael Trolle som træner, været mestre de seneste
10 år. Mikael Trolle stopper efter denne sæson som klubtræner, og
koncentrerer sig udelukkende om jobbet som landstræner.
Og Gentofte blev dansk mester med en 3-0 sejr: 15-7, 15-10, 17-16. Og på overbevisende vis! Hermed er der foreløbig sat en stopper for M-Holtes DM-dominans. Og Mikael Trolle fik altså ikke sejr nr. 11 i træk.
Vejret
Dagen startede med rimtåge og diset vejr, men det blev varmere i løbet
af dagen, helt op til 5 - 6 graders varme i Jylland. Her skinnede solen
også lidt, mens det sneede lidt i de østlige egne.
Finansmarkederne
1USD 5,7100 DKK, 1GBP 8,7346 DKK, 1DEM 3,8625 DKK 100JPY 5,4236 DKK, 100ITL 0,3682 DKK, 1AUD*) 4,3299 DKK 1FRF 1,1281 DKK, 1CHF 4,7477 DKK, 1CAD 4,1624 DKK 1IEP 8,9818 DKK, 1NLG 3,4502 DKK, 1XEU 7,1758 DKK 100ESB 4,569 DKK, 1NZD*) 3,8536 DKK, 1SEK 0,8360 DKK 10BEF 1,8792 DKK, 1NOK 0,8875 DKK, 100ISK 8,60 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 8,48% +0,01 (6% - 2026), 7,50% +0,03 (8% - 2006) Aktieindex: 389,75 -0,10 KFX (mest omsatte aktier): 113,16 +0,06