Torsdag, 29. februar 1996 23:59 (DNT)


K redder regeringen

Regeringe var at komme i mindretal i dag, da Folketingets finansudvalg skulle godkende købet af grunde for 150 mill. kr. fra Københavns kommune. Regeringen havde ventet at SF ville støtte købet, der var en del af aftalen med Københavns kommune om saneringen af dennes store gæld. Men SFs Jes Lunde henholdt sig til, på linie med Venstre og Fremskridtspartiet, at grundene ifølge Told & Skattestyrelsen er vurderet langt lavere. Regeringen reddede imidlertid regeringen med den begrundelse, at hvis man ville sige nej, ville kommunen kunne sagsøge regeringen og få pengene ad den vej. Thor Pedersen (V) sagde til TV2 Nyhederne at han aldrig havde oplevet noget lignende [om de konservatives adfærd]. Han tilføjede: "Tilgengæld vil jeg rose SF og Jes Lunde for at føre retlinet politik!"




Engell gir igen

Dagens redning i finansudvalget har givetvis ikke forbedret forholdet mellem Venstre og konservative. I morgen får medlemmer af det konservative et 4 sider langt, politisk nyhedsbrev, skrevet af partiformand Hans Engell. Heri skriver han ifølge DR, at "Vi håber på forlig" med Venstre, men også at "det tegner tungt".



Slagteri overtaget

Slagteriet Iversen Dane Beef, der gik i betalingsstandsning i sidste uge, blev i dag overtaget af svineslagteriet Danish Crown. Siden betalingsstandsningen har Danish Crown og Vestjyske Slagterier, der også primært slagter svin, kæmpet om at få lov til at overtage kvægslagteriet og eksportvirksomheden Iversen Dane Beef. Iversen Dane Beef havde 500 ansatte, men ikke alle kan regne med at fortsætte under de nye ejere. Oksekødsbranchen er kendetegnet ved en stor overkapacitet i øjeblikket.



Ikke total el-liberalisering

Miljøminister Svend Auken (S) standsede i dag spekulationer (og håb) om, at der nu ville blive fri adgang til privat import af elektricitet via de offentlige elværkers netværk. Konkurrencerådet afgjorde i går, at firmaet Dansk Elkraftformidling skulle have lov til at levere el fra norske kraftværker til 7 sjællandske firmaer. Fordi det danske elforsyningsnet er den eneste distributionsmulighed, skal de danske elværker give Dansk Elkraftformidling adgang. Men idag bebudede miljøministeren, at der arbejdes på et lovforslag strengt efter EU-reglerne. Derefter bliver det kun muligt for kunder med et årsforbrug over 100 mill. kilowatt-timer at lave egen import. Af de 7 firmaer er det kun Stålvalseværket, der er store nok.




Opblødning i Århus

Der er muligvis en opblødning på vej i Århus-konflikten, ihvertfald mellem Århus kommune og Århus Renholdningsselskab. Kommunen oplyste i går, at den var parat til at lade uafhængige opmænd medvirke til et forlig omkring affaldsudkørslen. I dag svarede Århus Renholdningsselskab igen med at pege på 4 personer, 2 fagforeningsmænd og 2 fra arbejdsgiverorganisationer. Kommunen har endnu ikke svaret på det udspil.



Advarsel til unge

Forbrugerrådet advarer unge mod at tegne forsikringer i selskabet Kgl. Brand. Det har nemlig varslet præmiestigninger for alle forsikringstagere under 25 år med 100% på indboforsikringer. Begrundelsen er, at der er mange skader i den aldersgruppe. Også selskabet Codan har varslet stigninger. Det er for alle under 30 år, men dog "kun" 20%. Vicedirektør Peter Nedergaard, Forbrugerstyrelsen, mener i øvrigt, at stigninger på langt sigt skader selskaberne selv alvorligt. Undersøgelser viser nemlig, at forsikringsskunder kun sjældent skifter selskab.



Skagensmalerier solgt

8 malerier, malet af Skagens-malere, blev i dag solgt på en auktion, til langt over vurderingen. Bag salget ligger en gammel strid om ejerskabet, mellem Skagen Kunstmuseum og den tidligere ejer af det kendte Brøndum Hotel. Museet mente, at malerierne oprindeligt var lånt hos dem, men kunne ikke bevise det. Højesteret afgjorde, at malerierne nu tilhørte pensionist Irma Larsen. Vurderingen før auktionen lød på 40.000 kr., men det endte på ialt 180.000 kr. "Jeg er meget tilfreds" siger Irma Larsen til DR-TVA. Hun siger også, at malerierne aldrig har været hendes stil. 3 af malerierne blev købt - af Skagen Kunstmuseum.




Fyringer i Politikens Hus?

Holger Lavesen, formand for bestyrelsen i Politikens Hus, der udgiver Politiken og Ekstrabladet, skriver i det interne personaleblad "Svingdøren", at der kan ventes indskrænkninger i personalet. Der skal spares 20 mill. kr. på grund af konkurrencesituationen. Ifølge TV2 Nyhederne er det Jyllands-Postens fremgang, der har trængt bladhuset. Oplagsmæssigt passerede Jyllands-Posten Politiken januar 1994 og Ekstra Bladet oktober 1995, og er nu Danmarks største avis.


DilleSport


BADMINTON

Fra Swiss Open i Basel, Schweiz, har DilleSport modtaget følgende resultater:

Damesingle:

Anne Søndergaard-Hartono Kusuma, Indonesien             10-12, 11-3, 11-6
Camilla Martin-Yuni Kartika, Indonesien                 3-11, 11-0, 11-5
-----

Mixeddouble:

Lotte Olsen/Christian Jacobsen-Zuew/Yakusheva, Rusland  15-8, 11-15, 6-15   
            Danskerne er altså ude.
Helene Kirkegaard/Jens Eriksen-Wright/Ponting, England  15-7, 8-15, 15-4
Rikke Olsen/Michael Søgaard-Stojanov/Koleva, Bulgarien  15-4, 15-5
-----

Damedouble:

Lotte Olsen/Ann Jørgensen-
   Chernlavskaya/Gerasimovitch, Hviderusland            15-8, 15-10
Lisbet Stuer-Lauridsen/Marlene Thomsen-Qian/Wang, Kina  15-11, 15-10
Helene Kirkegaard/Rikke Olsen-Duko/Kossis, Canada       15-3, 15-2
Maiken Vange/Pernille Harder-Beissel/Grether, Tyskland  15-9, 11-15, 18-14



HÅNDBOLD

K-1. division:  DHG-Virum/Sorgenfri    26-21
                Ikast-Viborg           22-24
                GOG-FIF                23-19
-----
M-1. division:	Team Esbjerg-Helsingør 22-22    (12-9)
                HIK-GOG                29-32
                Roar-Nyborg            31-24



ISHOCKEY

Eliteserien:    Esbjerg-Frederikshavn   8-4  (3-0, 3-1, 2-3)
                Rødovre-Vojens          7-1
                Odense-Rungsted         6-4
                Herning-AAB             3-3
-----

Fra i morgen fredag, og weekenden med, afvikles K-DM i Herlev.

6 hold deltager:

1. division øst:  Herlev (forsvarende danske mestre)
                  HIK
                  Rungsted
1. division vest: Århus
                  Herning
                  Frederikshavn
Alle spiller mod alle. Der spilles 3 perioder á 15 minutter.



SPEEDWAY

En af de store i speedway-sporten, amerikaneren Sam Ermolenko, skal kører for Superligaklubben Vojens. Kilden til denne nyhed er radio Victor. Amerikaneren er verdensmester fra 1990.

Også andre klubber er interesserede i udenlandske forstærkninger: Klubben Outrup er efter sigende (radio Victor) interesseret i een af følgende kørere: Mark Loran, Greg Hancock eller Billy Hamill.



SVØMNING

Det er velkendt, at sportsklubber og forbund mangler penge. Og kreativiteten for at skaffe penge er stor. Nogle sælger lodsedler, andre skaffer sig en - eller flere - sponsor(er).

Dansk Svømme- og Livrednings Forbund (DSLF) har kombineret 2 to ting: Forbundet har fået en sponsor - OBS (gruppe under FDB), som sikrer svømmerne 500.000 kr. Men de 500.000 kr. kan blive til 1.500.000 til svømmerne OG 1.500.000 kr. til DSLF!

I de næste 6 måneder sælges der 750.000 skrabelodder landet over. Og hvis købe- og vinderlysten er stor hos danskerne, således at der bliver udsolgt - ja, så har dansk svømning 3 millioner kroner til at boltre sig for!

Udsolgt betyder også, at OBS `slipper' for at betale den halve million kroner - så klarer skrabelodderne nemlig den del af sagen.


NetSurferNyt


ISDN-problemer

6.000 virksomheder i Jylland har store problemer med deres telefoner. Alle virksomhederne har omlagt deres telefoncentraler til det nye ISDN-system, og det har givet TeleDanmark uventede problemer. Inspektør Ole Gylling, TeleDanmark, siger til TV2 Nyhederne, at problemerne skyldes en uventet høj trafikstigning. Han kan ikke sige, hvor præcis problemet er og om trafikstigningen er reel eller skyldes en fejl i et eller flere kundeanlæg. ISDN er et digitalt system, der tilbyder en kombination af almindelig telefon og data-trafik med høje hastigheder.



Vejret

Det startede med gråvejr og diset i morges, der kom lidt spredt regn op af formiddagen og omkring middagstid klarede det op over hele landet, med solskin og temperaturer helt op til 6 grader (i Skagen). Det blev dog hurtigt frost igen, da solen forsvandt.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,6695 DKK,   1GBP      8,6885 DKK,   1DEM      3,8634 DKK
100JPY     5,4103 DKK,   100ITL    0,3654 DKK,   1AUD*)    4,2735 DKK
1FRF       1,1276 DKK,   1CHF      4,7384 DKK,   1CAD      4,1296 DKK
1IEP       8,9380 DKK,   1NLG      3,4505 DKK,   1XEU      7,1521 DKK
100ESB     4,589  DKK,   1NZD*)    3,7866 DKK,   1SEK      0,8417 DKK
10BEF      1,8796 DKK,   1NOK      0,8872 DKK,   100ISK    8,54   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,60% -0,09 (6% - 2026),   7,61% -0,10 (8% - 2006)
Aktieindex: 387,09 +1,30   KFX (mest omsatte aktier): 112,23 +0,32