Mandag, 29. januar 1996 23:50 (DNT)


Strejke fortsætter

Et forlig, indgået mellem SiD i Århus og Århus Renholdningsselskab i går aftes, blev i morges med stort flertal (162 imod, 24 for) forkastet af de strejkende skraldemænd. Forliget indeholdt en indrømmelse til de strejkende: at der skulle gennemføres nye tidsstudier, De strejkendes hovedkrav, at tillidsmanden Louie Andersen skulle genansættes blev ikke imødekommet. Det blev også lagt til grund for de strejkendes afvisninge af forliget. Århus Magistrats 2. afdeling forhandlede i formiddags og igen her til aften. Omkring 22-tiden meddelte magistraten, at man havde besluttet at opsige kontrakten med Renholdningsselskabet!




Brandattentat

Århus Brandvæsen måtte i morges rykke ud for at slukke en brand i den opgang, hvor den fyrede tillidsmand Louie Andersen bor. Det var Louie Andersen selv der ringede, fordi han havde opdaget at hoveddøren brændte så han ikke kunne komme ud. Brandvæsenet kunne på stedet konstatere, at det var en pyromanbrand. Der skete kun ringe skade.



Opfylder ikke krav (1)

Danmark opfylder ikke de krav til menneskerrettigheder, som det selv stiller for de nye lande i Østeuropa, skriver fhv. justitsminister Ole Espersen i Information. Ole Espersen er nu Østersørådets kommisær for menneskerettigheder. I artiklen focuserer han på, at de danske justitsministerium er den øverste personaleansvarlige for politiet, samtidig med, at det også er sidste ankemulighed for klager over politiet. Ole Espersen mener ikke, at det er et tilfælde, at politiet i andre lande hører under indenrigsministerierne.



Opfylder ikke krav (2)

Lektor Lars Adam Rehoff, Københavns Universitet siger til DR, at Danmark ikke lever op til ILO, den internationale arbejder organisation, og FNs charter om kampen mod forskelsbehandling og racediskrimination. Selv ikke, hvis regeringens lovforslag om forbud mod diskrimination ved ansættelser, vedtages i sin nuværende form. Lovforslaget, som blev fremsat i sidste uge, indeholder nemlig en paragraf om, at den ikke gælder, hvis der er "tilsvarende bestemmelser" i kollektive overenskomster. Det er en dårlig ide at lovgivningsmæssige opgaver om individets rettigheder overlades til aftaler mellem private interesseorganisatioenr.



Endelig konklusion

Det fremgår af den endelige rapport fra ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen, at fhv. rigsadvokat Asbjørn Jensen ikke lavede en uvildig, klar eller konsekvent rapport over forløbet at urolighederne natten mellem 18. og 19. maj 1995. Trængte politistyrker følte sig så truet, at de åbnede ild mod demonstranter og sårede 11 med pistolskud. Folketingets ombudsmanden siger, at det var forkert at lade Københavns Politi undersøge sig selv, istedet for at lade rigspolitiet foretage afhøringer af de implicerede betjente. Dermed fastholdes hovedkonklusionen i Hans Gammeltoft Hansens første og foreløbige rapport, som både Asbjørn Jensen og Justitsministeriet har haft lejlighed til at kommentere.




Ny undersøgelse

Justitsminister Bjørn Westh (S) sagde her til aften, at der efter Hans Gammeltoft-Hansens seneste rapport nu må laves en tilbundsgående undersøgelse. Det mente han, at der var politisk flertal for. Formanden for Folketingets retsudvalg, Bjørn Elmquist (R) slog i DR-TVA fast, at det var vigtigt, at undersøgelsen blev uvildig. Den borgerlige opposition er modstander af flere undersøgelser. Helge Adam Møller (K) sagde [om ombudsmandsrapporten] at "Kritiken er helt forfejlet. Asbjørn Jensens rapport var helt iorden. Vi skal se fremad." Han mente ikke, at der ville komme noget nyt frem, og en undersøgelse var ikke fair overfor de politifolk, der nu i 3 år har "haft sagen hængende over hovedet".



Priskrig i Luften

Det nye samarbejde mellem SAS og Lufthansa startede i dag med en fælles priskrig på europæiske destinationer. Billetter skal bestilles inden 15. februar og hjemrejse senest 1. april, men tilgengæld får man så to biletter til ens pris. Det betyder f.eks. at en retur til Athen fra København bliver billigere end København-Ålborg. De øvrige europæiske selskaber har bebudet svar på "drilleriet", som branchen ifølge DR-TVA kalder priskrige.



Hollænder afhøres

En hollandsk lastbilchauffør, som er blevet tilbageholdt i sit hjemland, skal nu forklare myndighederne i Holland og i Danmark, hvorfor han, eller en der kørte hans lastbil, lørdag morgen smed en pakke ind på bagsædet af en tilfældig privatbil. Begge biler opholdt sig på en tanksstation i Karlslunde ved Køge i sidste uge. Privatbilens ejer så lastbilen køre væk, og da han åbnede pakken fandt han 53 kg. hash og alarmerede politiet. Hele weekenden var politiet på Sjælland på udkig efter lastbilen, men den slap tilsyneladende ud af landet. Hashens værdi på det illegale marked er flere millioner kr.



Forbund sprængt?

De storkøbenhavnske medlemmer af fængselfunktionærernes forbund betragter forbundet som sprængt efter repræsentantsskabsmødet i dag. Mødets dagsorden var valg af ny formand efter Vagn Nedergaard, der gik for nylig. Men et flertal gennemtrumfede, at også næstformanden blev sat på valg - under punktet "eventuelt"! Herefter udvandrede repræsentanterne fra Storkøbenhavn. Stridens kerne er en konsulentrapport over arbejdsforhold og sikkerhed i danske fængsler, som efter de storkøbenhavnske funktionærers mening tegner et alt for rosenrødt billede af situationen efter mange års nedskæringer i det danske fængselsvæsen. De ønsker, at forbundet tager skarpt afstand fra rapporten, hvilket fængselsfunktionærerne i provinsen ikke vil være med til.



Færre tvangsauktioner

Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik falder antallet af tvangsauktioner stadig. I sidste kvartal af 1995 var kom 2726 ejendomme på tvangsauktion, og det var det laveste tal siden statistikkens start i 1984. I forhold til 1994 var det et fald på 31%. Også antallet af konkurser faldt sidste år, til 1073 - 24% lavere end året før.




Har ikke taget af kassen

Formanden for DRs bestyrelse, Finn Aaberg, siger til DR-TVA, at Danmarks Radio (DR) ikke har taget midler fra Radiofonden uden politisk godkendelse. En analyse i Ugebrevet Mandag morgen hævdede ellers, at DR havde brugt 100 mill. kr. sidste år og et tilsvarende beløb i år til ny teknologi og den nye satelit-kanal, TV 1 Plus, der starter 30. august, uden Folketingets godkendelse. Finn Aabergh siger, at pengene blev taget indenfor en særlig ramme - på 4% - til uforudsete udgifter. Bestyrelsen havde bedømt, at en hurtig beslutning om omlægning til digital produktionsteknik var nødvendig i 1994. Projektet er dog stadig afhængig af, at politikerne bevilger DR penge til at gøre det færdigt.


DilleSport


BADMINTON

Selv en sportschef kan føle savsmuldet kalde! Det er tilfældet med Morten Frost, som i morgen tirsdag forventes at stille op for Skovshoved, når holdet tager til Lillerød for at spille retur-kvartfinale i elitedivisionen.

Første opgør vandt Lillerød med 9-4, og mon ikke de også er favoritter til en sejr i det andet opgør? Lillerød har blandt andet Poul Erik Høyer som et stærkt kort.

Nå, men......alt dette får I mere af i morgen tirsdag. DilleSport skal nemlig til Lillerød for at dække slagets gang!



CYKLING

I 6-dagesløbet ser stillingen efter mandagens jagter ud som følger:
194 point	7.  Jens Veggerby/Jimmi Madsen, Danmark
179 point	2.  Silvio Martinello/Marco Villa, Italien
169 point	1.  Urs Freuler, Schweiz/Pierangelo Bincoletto, Italien
166 point	3.  Danny Clark/ Australien/Etienne de Wilde, Belgien
158 point	6.  Bruno Risi/Kurt Betschart, Schweiz
-----
1 omgang efter:
110 point	13. Matthew Gilmore, Australien/Michael Sandstød, Danmark
-----
3 omgange efter:
108 point	9.  Lars Otto Olsen/Jakob Piil, Danmark
-----
6 omgange efter:
87 point	8.  Rik van Slijcke/Lorenzo Lapage, Belgien
63 point	10. Gerd Dörich/Lars Teutenberg, Tyskland
-----
9 omgange efter:
116 point	12. Peter Pieters, Holland/Brian Holm, Danmark
8 point	        4.  Jean-Michel Monin/Erik Magnin, Frankrig
-----
12 omgange efter:
56 point	5.  Markus Hess, Tyskland/Ronny Lerche, Danmark
-----
13 omgange efter:
45 point	11. Werner Stutz, Tyskland/Pascal Carrara, Danmark

Lars Otto Olsen, fra par nr. 9, meddelte i dag, at han ikke vil køre cykelløb mere. Når det københavnske 6-dagesløb slutter på onsdag, stiller han cyklen. Han vil hellere koncentrere sig om sit lægestudie - for som han siger til Berlingske Tidende mandag: cykelløb er spild af tid og der er ingen fremtid i det. Bortset fra at man ikke kan leve af det. Oh, ja - det kan han så mene.....



FODBOLD

De danske mesterskaber i indendørsfodbold blev afviklet her i weekenden i Brøndby-hallen - både på dame- og herresiden:

K: HEI vandt 4-3 over Fortuna Hjørring

M: Det første officielle danske mesterskab, Telepartner Cup, blev afviklet søndag. Mestre blev FCK med en 7-3 sejr over Næstved. Bronzen vandt Lyngby med en 3-2 sejr over Skovshoved. Skovshoved havde overrasket i 1/4 finalen ved at vinde over Brøndby.

Indendørs fodbold er blevet meget populært i Danmark: I Brøndby-hallen var der udsolgt, og det vil sige 5.200 tilskuere.

Måske skyldes populariteten, at der kun spilles 1 'halvleg' på 11 minutter. Der scores oftest pænt mange mål. Når en spiller vises ud, gælder udvisningen kun til næste scoring falder - uanset hvilket hold der scorer. Spillet foregår på en håndboldbane, og banderne må tages med i spillet. Målene er 5 gange 2 meter.

Mere fodbold: DilleSport har ikke skrevet noget om den lange BOSMAN-sag, og kampen ved EU-domstolen! Det har andre medier gjort til fulde.

Den ultra-korte version er:
Den belgiske spiller Jean-Marc Bosman har ved EU-domstolen i Bruxelles fået medhold i, at transfer (penge mellem klubber) ved en spillers klubskifte, ikke er lovlig, når en spillers kontrakt er udløbet. Spilleren er altså fuldstændigt frit stillet - uanset om skiftet sker til en anden national klub, eller en hvilken som helst europæisk (EU) klub.

Det har skabt debat i langt det meste af fodbold-verdenen.

I Danmark afskaffes transfer fra den 24. februar. Det afgjorde Dansk Boldspil Unions (DBU) formand Poul Hyldgaard i dag sammen med kulturminister Jytte Hilden (S). Situationen er absolut grotesk: for hvis ikke DBU (undskyld udtrykket!) var faldet til patten, havde regeringen foretaget et lovindgreb og gjort transfer ulovligt!

Mads Øland, Spillerforeningen, er meget tilfreds. Han mener, at det tegner godt for dansk fodbold.



HÅNDBOLD

Lørdag:    K-1. division: FIF-Brabrand                  34-14
Søndag:                   GOG-DHG                       31-22  (15-11)
                          Virum/Sorgenfri-Frederikshavn 21-27  (12-13)
                          Lyngså-VRI                    28-23  (9-13)
                          Ikast-Rødovre                 34-11  (12-4)
                          Viborg-Skovbakken             35-20  (18-9)

Søndag: M-1. division:    Holte-HIK                     19-19  (12-9)
                          Helsingør-Ajax                23-20  (9-11)
                          VRI-Kolding                   27-32  (14-17)
                          GOG-Aarhus KFUM               33-22  (17-7)
                          Roar-Virum/Sorgenfri          34-31  (17-16)
                          Nyborg-Team Esbjerg           27-29  (13-16)



ISHOCKEY

Eliteserien:
Søndag:      Hvidovre-Frederikshavn    3-3  (2-1, 0-1, 1-1)
             AAB-Rungsted              2-7
             HIK-Vojens                5-5
             Rødovre-Herning           3-8
             Odense-Esbjerg            5-5

Mandag:      Herning-HIK               9-2



TENNIS

I dag offentliggjorde det Internationale Tennis Forbund (ITF) verdensranglisterne i tennis:
Hos herrerne:  nr. 81   Kenneth Carlsen
               nr. 111  Frederik Fetterlein

Vejret

Solen skinnede de fleste steder i weekenden, omend den havde svært ved at komme igennem frosttåger især det sidste døgn. Temperaturen lå konstant på et par graders frost. Natten til mandag helt ned på -14 grader.


Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,7615 DKK,   1GBP      8,6613 DKK,   1DEM      3,8681 DKK
100JPY     5,4033 DKK,   100ITL    0,3587 DKK,   1AUD*)    4,2412 DKK
1FRF       1,1243 DKK,   1CHF      4,7474 DKK,   1CAD      4,1777 DKK
1IEP       8,9833 DKK,   1NLG      3,4541 DKK,   1XEU      7,0722 DKK
100ESB     4,558  DKK,   1NZD*)    3,8207 DKK,   1SEK      0,8210 DKK
10BEF      1,8813 DKK,   1NOK      0,8829 DKK,   100ISK    8,59   DKK  
*) AUD og NZD er fra fredag.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 8,11% +0,16 (6% - 2026),   7,09% +0,10 (8% - 2006)
Aktieindex: 388,24 -1,05   KFX (mest omsatte aktier): 112,70 -0,40