Mandag, 15. januar 1996 23:23 (DNT)


Strejke fortsætter

På trods af forhandlinger igennem hele weekenden mellem medarbejdere, ledelse og repræsentanstskab i Renholdningsselskabet i Århus, vedtog skraldemændene i morges at fortsætte strejken. Ledelsen ville ikke, støttet af repræsentantskabet, trække fyringsstruslen mod tillidsmanden Loui Andersen tilbage. Den indrømmelse havde borgmester Thorkil Simonsen (S) ellers opfordret til. Da strejken således fortsatte besluttede Århus Magistrat, at sende 1. advarsel til Renholdningsselskabet om misligeholdelse af kontrakten med kommunen. Selskabet vil få en frist til næste mandag til at få renovationen igang igen. [Renholdningsselskabet er en selvejende institution, med et repræsentantskab bestående af repræsentanter for grundejere, udlejere, lejere, boligforeninger og - Århus kommune. Kontrakten - som repræsentantskabet fastholder - er uopsigelig frem til år 2015.]




Simonsen: Træt af ballade

Til DR-TVA siger borgmester Thorkil Simonsen, at "jeg er træt af, at de [Renholdningselskabet] ikke optræder som et selskab, der samler skrald". Han siger, at der tilsyneladende er stadig er store samarbejdsvanskeligheder imellem selskabets ledelse og dets arbejdere og funktionærer, selv om det - efter nogle turbolente år - var blevet bedre i det sidste års tid. Efter hans mening kunne strejken bringes til ophør, hvis "selskabet frafaldt afskedigelsen, og gav en kraftig irrettesættelse [istedet]" til tillidsmanden. Han afviser, at der er et modsætningsforhold mellem ham og S-medlemmerne af repræsentantskabet, eller at han skulle stå på særlig god fod med den fyringstruede tillidsmand.



Danskere har det godt

Den danske kaptajn på "Birthe Boye", Flemming Lørup, sagde i dag til Jørgen Leth, under et improviseret interview ved skibet, at de 7 danskere, der er tilbageholdt i en mindre havn på Haiti, har det godt. De har frie forhold i fængslet, og skibets 3 officerer får hver dag tilladelse til at bruge 2 - 3 timer på at holde skibet vedlige. Kaptajnen forstår ikke helt hvorfor de tilbageholdes. Lasten består af 80 brugte, amerikanske trucks, vans og personbiler, og er blot en i en lang række tilsvarende laster, som "Birthe Boye" har sejlet i næsten fast rutefart de sidste par måneder. [Filmmanden Jørgen Leth, kendt fra bl.a. Tour de France reportagerne på TV2, har boet i mange år på Haiti.]



Heldig kranulykke

En 90 tons kæmpekran væltede i eftermiddags ned over udgravningerne til Øresundsforbindelsen i København. På trods af, at kranens førehus blev knust mod kanten af udgravningen slap føreren mirakuløst uden skrammer. En arbejder, der stod nede i udgravningen blev ramt af kranens kontravægte, men han slap med en klemt kæbe. Ifølge en repræsentant for kranens ejer skyldtes ulykken, at der var et skjult hul under det ene af kranens 4 støtteben. Politiet mente ellers i første omgang, at der var tale om manglende sikring af støttebenene.



Medskyld i tab?

Ifølge ugebrevet Mandag Morgen vidste Nordisk Fjer's bankforbindelse, Privatbanken, allerede i 1988, at den var helt gal med selskabet. I to notater - et fra 1988 og et fra august 1989 - skrev lokale filialer, at Nordisk Fjer ikke havde tjent penge i 5 år, at der var rod i regnskaberne og at disse formentlig var i strid med regnskabsloven. Det sidste notat anbefaler også, at Nordisk Fjer's leder, Johannes Pedersen, enten blev fjernet eller supleret af en stærk direktør. Oplysningerne i ugebrevet fik i dag 104 private investorer til, gennem advokat Klaus Berning, at forberede en erstatningssag mod Unibank. For i november 1989 stod Privatbanken for et lån på 75 mill. kr., blandt andet fra ovennævnte investorer. Nordisk Fjer gik i betalingsstandsning i 1990. Privatbanken indgik senere i fusion med to andre banker og blev til Unibank.




Debatoplæg til landmænd

Under titlen "Godt Landmandskab år 2000" [Mundret og Moderne! :-)] udsendte De Danske Lanbrugsforeninger i dag et debatoplæg til sine medlemmer. Oplægget indeholder hensigtserklæringer, der går i retning af mere dyrevelfærd, samt mindre brug af gødning og sprøjtemidler. Lanboforeningernes viceformand Hans Bang Hansen sagde til DR-TVA, at forbrugerne kræver et mere grønt landbrug, og det skal landmændene være parate til imødegå. Men kritikerne, bl.a. formanden for Landsforeningen Økologisk Landbrug, Lone Albrechtsen, bemærker at der ikke står et ord om økologisk landbrug, eller om finansiering. Til DR-TVA siger hun, at det ser ud som om det er landmandens gode vilje og privatøkonomi, der skal betale omlægningen til "integreret landbrug". Iøvrigt er mange hensigtserklæringerne i oplægget allerede påbudt ved lov!



Ny by - Brikby

I dag blev der indviet en helt ny dansk by - fiks og færdig. Navnet er Brikby og placeringen er på det militære øvelsesterræn ved Oxbøl. Og selv om der er det hele, inklusive et rådhus, vil der ikke komme nogle faste beboere. Byen er nemlig opført udelukkende som øvelsesområde for bykamp. Byen har kostet 25 mill. kr., og selv om den er en nøjagtig kopi af en typisk, dansk provinsby, er tanken første og fremmest at forberede danske soldater på kampsituationer under internationale opgaver, f.eks. i det tidligere Jugoslavien.



Beskæftigelsesgaranti

Farum Kommune garanterer nu enhver bistandsmodtager, der henvender sig til kommunens beskæftigelsesafdeling, at han eller hun ("uanset alder, køn eller nationalitet") vil få et job eller jobtræningsplads inden 48 timer. Tilgengæld skal de så tage tilbuddet, ellers mister de bistanden. Farum Kommune har tidligere - og med succes - annonceret lignende "garantier" for pladser til børnehavebørn og jobs til unge.


DilleSport


BADMINTON

Rikke Olsen/Michael Søgaard vandt mixeddouble-finalen i Taiwan Open i Taipei. De vandt i 3 sæt over kineserne Man Sun/Jianjun Liu - 15-3, 7-15, 15-12.




HÅNDBOLD

Der var gang i håndbolden i Danmark i denne weekend, så hold fast:

K: Europa Cup: Viborg-Hypo Niederösterreich, Østrig 19-24

Viborg fik sin debut i Champions League. Og holdet følte stor selvtillid før mødet med det østrigske landshold! Ja, undskyld, men det er faktisk 100% identisk med det hold Danmark slog ved VM i Østrig for 1 måned siden! Hypo's hold har ikke spillet sammen siden VM, og holdet har været plaget af mange skader.

Viborgs træner Lars Friis Hansen sagde før kampen, at Viborgs våben var: Kontraspil og det defensive!

DilleSport direkte - foran TV: Viborg kommer hurtigt bagud 1-4, men efter 10 minutters spil udligner holdet til 4-4. Der dækkes flot op i begge forsvar, og holdene spiller stort set op med hinanden. Ved stillingen 6-6, efter 17 minutter, er Viborg en anelse foran i spillets facetter. Danskerne kommer foran for første gang ved stillingen 9-8, og har mulighed for en 2 måls pauseføring 30 sekunder før halvleg. men Hypo sørger for halvlegsresultatet 11-11.

Hypo sluttede altså første halvleg bedst, og startede også bedst i anden halvleg. På 1 1/2 minut scorede de 2 mål. Men trods alt var Viborg stadig med i kampen - indtil stillingen 16-16 - 15 minutter inde i anden halvleg. Så var det som om koncentrationen svigtede. Viborg svigtede meget i kontraspillet - det er ellers een af holdets paradediscipliner. Især Anette Hoffmann - verdens hurtigste spiller i kontraløb! - havde nogle fæle afbrændere! Og Natasja Dejurgina forsøgte sig flere gange solo, hvor hun burde have set, at Janne Kolling flere gange stod gabende fri på fløjen!

Viborg kunne godt have vundet den kamp - stærkere var Hypo altså ikke. Men det var holdets egen skyld, at det heller ikke blev denne gang Hypo blev slået.

At Susanne Munk Lauritsen i Viborg målet ikke havde een af sine bedste dage, gjorde ikke Viborgs vinderchancer større.

I EHF Cup spillede GOG-Debrechen, Ungarn 25-16 i kvartfinalen.

Det er absolut et mægtigt flot resultat for GOG - et rigtigt godt udgangspunkt til returkampen på søndag i Debrechen. Nogen kan måske huske DilleSports reportager fra VM i Østrig/Ungarn?! Een af reportagerne handlede om den ungarske liga, som uden tvivl er verdens stærkeste. Så GOGs resultat i går, har givet genlyd rundt omkring. Og 9 (ni) mål bør være nok til at gå videre, men..... det ved vi mere om efter kampen på søndag.

GOG: Tina Bøttzau 10 (3), Conny Hamann 5, Betina Nørager 4 (2), Liv Skaug 3, Stine Nielsen 1, Rikke Solberg 1, Marlene Jensen 1.

Søndag blev der trukket lod til OL 1996 i Atlanta i Stockholm. Og for det kvindelige landshold blev det absolut en god lodtrækning:

Kvinderne:

Pulje A                       Pulje B
-----------------------------------------
Ungarn                        SydKorea
Danmark                       Norge
Kina                          Tyskland
USA                           Angola
Herrerne:
Pulje A                       Pulje B
-----------------------------------------
Kroatien                      Frankrig
Sverige                       Tyskland
Rusland                       Egypten
Schweiz                       Europæisk hold*
Kuwait                        Algeriet
USA                           Cuba
ad *) Dette europæiske hold kan blive Danmark, hvis (ups - spekulation!) holdet bliver bedste (endnu ikke kvalificerede) europæiske hold ved EM i Spanien i maj måned.

De 2 bedste hold fra hver pulje kvalificerer sig til semifinalerne.

K-1. division:

Virum/Sorgenfri -Skovbakken      24-25
M-1. division:
GOG-Kolding IF                   34-25


TENNIS

Kenneth Carlsen er ude af Australian Open der startede mandag i Melbourne, Australien. I første runde tabte han i 5 (6-4, 6-4, 3-5, 4-6, 5-7) sæt til kvalifikationsspilleren Sebastian Lareau, Canada. Kenneth Carlsen var ellers foran 2-0 i sæt, men manglende selvtillid hos danskeren, tillod canadieren at komme ind i kampen, og vinde de sidste 3 sæt, og dermed kampen.

Kenneth Carlsen sagde efter kampen, at han måske havde for lidt selvtillid efter at have tabt i første runde i de sidste 2, nu 3, turneringer. "Jeg tabte ikke på grund af ydre forhold, men på grund af mig selv".



VOLLEYBALL

M-landspokalturneringerne i Odense:
Holte-DHG          3-1      sætcifre 15-10, 3-15, 15-8, 15-8

NetSurferNyt


Danmarks første....

Hele dagen har DR gentaget Jyllands-Postens betegnelse "Danmark Første Avis på Internettet", om Jyllands-Postens egen "Internetavis Jyllands-Posten", der officielt startede i dag kl. 10. Det blev efterhånden lidt irriterende, for det er naturligvis forkert. Hvis vi ser på den snævre defintion af avis, som noget der udkommer på papir, så er Folkebladet (Lokalavisen for Glostrup - Brøndby - Vallensbæk) først. De blev omtalt på dette sted 6. juli sidste år. Men på et område er Jyllands-Posten først. De vil nemlig kræve betaling (493 kr./kvartalet, 954 kr./kvartalet sammen med papirudgaven - alle ugens dage). Tilgengæld får man så adgang til 70 - 100 artikler fra dagens avis, samt en udvidet erhvervsdækning (finans og valuta). På præmiere-dagen så det ud som om de havde glemt deres korte nyheder - der var meget få - men de lover at de stadig vil være gratis fremover - blot skal man nu have en loginnavn og kodeord. Netscape (1.1) eller MS-Explorer (2.0) anbefales (IBM Webexplorer havde lidt problemer med grafikken og Lynx var (naturligvis) uoverskudelig uden.) Adresse:
http://www.jp.dk
Vurdering: Godt indhold - men for den tid det tager at læse alle de små ikoner ind - selv om læseren (browser) gør det fra lokal disk - kan man nå at skanne et par artikler i den rigtige avis. Her i huset overvejer vi at abonnere - på papirudgaven! Internetudgaven bliver først interessant - når (HVIS!) hele Jyllands-Postens artikelarkiv bliver online. Den ligger forresten på Politiken (POLINFO), og de har også annonceret at de går på internettet om et par måneder, så ... Den første måned er der dog gratis adgang (mod at lade sig "registrere") til Internetavisen Jyllands-Posten.

Forresten - målgruppen er Jer: "fortrinsvis danskere i udlandet, enten permanent eller som turister!", ifølge Jyllands-Postens chefredaktør.



And the sponsor is...

Indgangssiden til Internetavisen Jyllands-Posten er sponsoreret af pumpefabrikken Grundfoss, der har sin egen www-vært. Hvis man vil gætte med på, hvorfor Grundfoss har valgt at sponsorere Jyllands-Posten, synes jeg at I skulle bruge nedenstående URL. Bruger man Jyllands-Postens sponsor-ikon, registreres det nemlig separat hos Grundfoss. ;-)
http://www.grundfoss.dk


Danmarks første avis på internettet!

kan man finde her:
http://www.danadata.dk/folkebladet


Den ældste....

["Danmarks Ældste Nyhedstjeneste på Internettet" vil I fortsat kunne finde her. Jeg tror stadig, at internettet er et nyt, 3. medie, og ikke en legeplads for mediegiganter fra dagspresse og Radio/TV, der har brug at vise, at de er med på noderne. Så vi okser videre... Hvorfor skriver jeg "ældste"? Jo, "Første" har jeg hørt rigeligt i dag - og jeg føler mig gammel.. :-)]


Vejret

Tåget eller diset, overskyet og temperaturer omkring frysepunktet.

Der har dannet sig et såkaldt inversionslag i luften over Danmark. Det betyder, at der ligesom er lag "låg" et par hundrede meter op i luften. Røg og udstødningsgasser kan ikke slippe væk, der der næsten igen vind er. Tilstanden vil formentlig vare endnu et par dage.


Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,5885 DKK,   1GBP      8,6398 DKK,   1DEM      3,8656 DKK
100JPY     5,3082 DKK,   100ITL    0,3552 DKK,   1AUD*)    4,1491 DKK
1FRF       1,1294 DKK,   1CHF      4,7995 DKK,   1CAD      4,0989 DKK
1IEP       8,9377 DKK,   1NLG      3,4518 DKK,   1XEU      7,1516 DKK
100ESB     4,599  DKK,   1NZD*)    3,6898 DKK,   1SEK      0,8491 DKK
10BEF      1,8810 DKK,   1NOK      0,8817 DKK,   100ISK    8,51   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,96% +0,02 (6% - 2026),   7,04% -0,04 (7% - 2004)
Aktieindex: 379,28 +3,12   KFX (mest omsatte aktier): 110,01 +0,75
I/B/E/S International, der samler aktie-vurderinger fra børsanalytikere på 60.000 selskaber i 42 lande, citeres i Børsen for at forudsige at de danske KFX-selskaber vil opleve en stabil, stigende indtjening i 1995, 1996 og 1997. Konsekvensen vil være stigende kurser. Bedst ventes det gå for Det Danske Luftfartsselskab (SAS danske delejer) og F.L.Smith.