Nytårstragedie
5 mennesker omkom ved brande nytårsnat. Værst var en brand i Kolding,
hvor 3 børn, på 3 måneder, 1 1/2 og 4 1/2 år indebrændte. Forældrene og
to ældre søskende var gået ud for at fejre nytåret på gaden sammen med
naboer, da enten en defekt juletræskæde eller en adventskrans antændte
villaen, hvor børnene sov. Politiet siger, at børnene døde af
kulilteforgifning, selv om branden var eksplosionsagtig. Hele villaen
var bygget af træ. Ved 2 andre brande forskellige steder i Jylland omkom
ældre mennesker, der der gik ild i deres hjem.
Rekord i brandulykker
1995 blev et rekordår når det gælder omkomne ved brande. Hele 92 omkom,
det højeste antal siden 1985. Hovedparten af ulykkerne skyldes rygning,
og det er fortrinsvis mænd i alderen 30 - 55 år, der er ofre. Det
fremgår af en statistik, der blev offentliggjort i dag.
Juul-Jensens ansvar?
Ifølge et mødereferat fra Sundhedsstyrelsen, som Politiken er kommet i
besiddelse af, var det medicinaldirektør Palle Juul-Jensen, der tog den
endelige beslutning om at gennemføre en reklamekampagne imod AIDS for
4,2 mill. kr. - uden EU-udbud. Ifølge referatet begrunder
medicinaldirektøren, vicedirektør Jacob Tørning og konsulent Preben
Andersen det med, at [på det tidspunkt] var for sent at sende det i
udbud, hvis kampagnen skulle gennemføres som planlagt. Ifølge den
nuværende medicinaldirektør tog Palle Juul-Jensen beslutningen, på trods
af et indstillinger fra AIDS-sekretariatet og 4. afdeling om et udbud.
Da denne sag blev nævnt som en af rigsrevisorernes kritikpunkter, lagde
Palle Juul-Jensen ene-ansvaret for fadæsen på AIDS-sekretariatet.
Baby bortført
En nubagt mor efterlod sin 11 dage gamle baby på bagsædet af sin bil, da
hun ville vinke farvel til nogle venner på Haslev Station. Da kvinden
kom tilbage, så hun sin bil forsvinde i stor fart. Politiet over hele
Sjælland blev alarmeret, og efter 3 timers forløb opdagede personalet i
Brugsen i Vallensbæk Nærcenter en baby efterladt i en lift. Politiet
blev alarmeret, og moderen kunne kort efter genforenes med sit barn. En
bilist med biltelefon opdagede her til aften den stjålne bil på vej ind
i Næstved, og biltyven blev kort efter stille og roligt anholdt.
Politiet mener, at det er en almindelig biltyv, der ikke vidste hvad der
var i den bil, han stjal.
Dansk fortrop til Bosnien
Der er 31 danskere med i den fortrop til den nordisk-polske bataljon på
ialt 4000 mand, der blev sendt afsted fra Danske Livregiments kaserne i
Vordingborg i dag. Bataljonen er en del af Nato's fredsmission i det
tidligere Jugoslavien. Afsendelsen skete med et 475 meter langt særtog,
der også medbragte køretøjer og forsyninger. Yderligere personel
afsendes i de nærmeste dage med bus og fly, og med udgangen af måneden
vil den danske del af bataljonen bestå af 807 mand. De bliver
stationeret i Tuzla, og overtager materiel og stillinger fra den
nordiske FN-styrke, der har været dernede i et par år nu.
Statsministerens Nytårstale
[Igår, 1. nytårsdag, holdt statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) sin
nytårstale. Her følger en summarisk gennemgang. Talen varede 15
minutter.] Statsministeren indledte med kalde det "tankevækkende" at vi
kun var 4 år fra, som de første siden vikingerne, at skulle opleve et
årtusindskifte. Men et PH-citat: "Fremtiden kommer af sig selv,
fremskridtet ikke" førte ham over at tale om fremtidens udfordring for
den enkelte.
Fremskridtets dobbelthed --
Med udgangspunkt i et billede. han havde set [En dreng med walkman
der læser i en bog, mens TV'et kører, og bøger og blade ligger omkring
ham] påpegede statsministeren at billedet havde to tolkninger: Den ene
af "at drukne i information, overfladiske underholdning og utallige
tilbud" - den anden visionerne om en verden med mangfoldige muligheder.
"Vi vil næppe nogen sinde høre den dreng sige, at noget ikke kan lade
sig gøre". Han opfordrede sin egen generation til ikke at være
misundelig på de unge, men lade sig inspirere og betragte "de unges
livslyst" som et "et tiltrængt hip til brokke-kulturen".
-- "De gode gamle dage..." --
Den nye verden var åben og nærværende, ikke mindst takket være medierne,
fortsatte statsministeren og det fik nogen til at længes tilbage. "Nogen
tror måske, at tingene dengang var mere enkle - Det er jeg nu ikke
sikker på, de var - og næppe mere fredelige eller lykkelige." Hvis man
kun skuer tilbage får man ingen indflydelse, hverken på egen eller
verdens fremtid, sagde han.
-- Det tidligere Jugoslavien og øvrige verden --
"Vi skal have visioner og vilje til at forme fremtiden." sagde Poul
Nyrup Rasmussen, og pegede på den danske deltagelse i bl.a. det
tidligere Jugoslavien som et eksempel herpå. Han mindede om, at
indsatsen for fred koster, og at "nogle af dem der var med, betalte den
højeste pris, et menneske kan give". Mordet på Israels premierminister
Yitzhak Rabin viste også, at parterne i den konflikt have vilje og
ukuelighed til at fortsætte fredsprocessen. "Viljen til fred er stærkere
end nogensinde". Også viljen til verdensomspændene forandringer på andre
områder mente statsministeren. Det kom til udtryk ved det sociale
topmøde i København i marts.
-- Regeringskonferencen --
Europa står over for et vendepunkt, og det er nødvendigt, at Danmark
deltager aktivt i EU-samarbejdet. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen
havde forståelse for skeptikerne, der opfattede EU som "uoverskueligt,
tungt og ofte ineffektivt", men det betød ikke, at man skulle kassere
hele ideen. Med regeringskonferencen, der starter til marts, kommer
endnu flere vigtige ting på dagsordenen. Ikke mindst "fredens projekt",
som han kalder EUs udvidelse med Østeuropa's lande.
-- Herhjemme --
Så opremsede han regeringens vigtigste resultater i 1995, herunder
finansloven for 1996, og de ændringer den indebar. Han glædede sig over
at der nu havde være 3 års stabil, sikker kurs, der gav flere i arbejde
og en stærkere samfundsøkonomi. Velfærdssamfundet var under forvandling
- til større valgfrihed for den enkelte - uden at sætte velfærden
overstyr. "I stedet for lavere ydelser og større huller i det sociale
sikkerhedsnet, har vi valgt at bygge på rettigheder og pligter for den
enkelte. Det er den danske vej". Men i sidste ende var "den politiske
ledelse af landet kun en ydre ramme". Det er stadig op til den enkelte
at "spille hovedrollen i sit eget liv".
-- slutning
"Gode tider er ikke kommet af sig selv. Sådan vil det heller ikke være i
fremtiden. Men samler vi kræfterne og gør en aktiv indsats, kommer vi
langt. Tilsætter vi dygtighed, flid og folkeligt engagement, er
mulighederne utallige. Sådan vil vi fastholde og udvikle det Danmark, vi
holder af - GODT NYTÅR
Vejret
Der faldt lidt sne i det sydlige Jylland og på Bornholm i dag, men
ellers var det klart vejr eller overskyet. Nytårsaften begyndte det at
fyge på grund af en kraftig østenvind. Det fortsatte i går, nytårsdag,
og aftog i løbet af i dag. Temperatur fra -5 grader til frysepunktet om
dagen, ned til -15 om natten.
Finansmarkederne
1USD 5,5540 DKK, 1GBP 8,5920 DKK, 1DEM 3,8717 DKK 100JPY 5,3512 DKK, 100ITL 0,3529 DKK, 1AUD*) 4,1284 DKK 1FRF 1,1337 DKK, 1CHF 4,8157 DKK, 1CAD 4,0748 DKK 1IEP 8,8764 DKK, 1NLG 3,4585 DKK, 1XEU 7,1136 DKK 100ESB 4,579 DKK, 1NZD*) 3,6249 DKK, 1SEK 0,8405 DKK 10BEF 1,8843 DKK, 1NOK 0,8775 DKK, 100ISK 8,51 DKK*) AUD og NZD er fra 29/12-95.
Obligationsrenter: 8,11% uændr.(6% - 2026), 7,23% -0,02 (7% - 2004) Aktieindex: 366,33 +1,30 KFX (mest omsatte aktier): 106,14 +0,81