Sådan indleder H. C. Andersen sit eventyr om den lille pige med svovlstikkerne. Det eventyr husker vi godt og billederne fra det gamle København. Som børn fik vi læst det højt og det gjorde et dybt indtryk på os, men vi lod os trøste med, at det var i gamle dage. I dag kunne det ikke ske. Ikke her hos os.

Da jeg var barn, levede vi forlængst i et samfund med velfærd og velordnet forsog. Men den velstand, som vi kender, tog fart i løbet af halvtredserne og tredserne og det forandrede hele vort samfunds struktur. Nu var det ikke så meget landbefolkningen, der flyttede til byerne, som det var bylivet, der kom til at gennemsyre hele samfundet, med alt hvad det betyder, på godt og ondt. Vi kom allesammen til at leve med byens hektiske, tidløse rytme. Vi har fået så travlt, at det kan være svært at holde sammen på familielivet, at huske venner som bor lidt af vejen, at lægge mærke til om der er nogen, som bliver helt glemt eller overset. De gamle med den lange erfaring sidder med så tomme hænder, når der ikke længere er nogen at dele dem med, skønt der nok bliver sørget for dem på mange måder. De unge har de ikke nødvendigvis nemmere, nu der stilles store krav til dem og alligevel kan det være enda særdeles svært at få noget at bruge sine evner på eller blot at finde ud af hvori de består.

Vi har alle grund til at glæde os over de mange materielle goder, der er blevet en del af vor hverdag og over den velstand, som vort samfund har opnået. Historien om den lille pige med svovlstikkerne forekommer utænkelig i dag. Men kan vi stille os tilfreds med det? Et finmasket socialt sikkerhedsnet er måske ikke i sig selv tilstrækkeligt for mennesker, der har det vanskeligt. For nettets masker kan aldrig blive tætte nok, hvis det blot består af systemer og paragraffer. Det er mennesker - medmennesker, der udgør det net der for alvor kan hjælpe når vi er i nød eller trænger til råd. I grunden er vi hinandens net - i familien, på arbejde, overalt hvor vi færdes. Ikke nævenyttigt og bedrevidende, ikke ved at være særligt stærk eller gode, men fordi vi er mennesker, der er sårbare. Men også alle har noget at komme med. Det er nettets hemmelighed.

1995 har været et minderigt år. En af de begivenheder, som jeg ser tilbage på med særlig glæde, er de dage omkring 4. og 5. maj, da vi mindedes og fejrede Danmarks befrielse i 1945. Det var smukt og opløftende, at se den store og brede deltagelse, det kaldte frem. For nu 50 år efter er der ikke mange i den aktive alder, der selv kan mindes de tider og endnu færre, der selv har deltaget. Det blev til en stor og varm folkelig fest, der omfattede alle generationer, og som både officielt og på helt lokalt plan mundede ud i en tak til vore allierede og til vore egne, som i de år viste sig parat til at vove og ofre alt, når det gjalt.

Det var som om også de ganske unge kunne forstå og se meningen med det, med det, der engang havde været dødsens alvor. Måske skyldes det, at vi igen har fået den alvor ind på livet og nu ikke alene fra TV-skærmen. I flere år har unge danske mænd og kvinder civile som militære, gjort tjeneste på det krigshærgede Balkan. De har høstet erfaringer, ofte smertefulde og rystende, som ligger meget langt fra de trygge vilkår vi er vant til herhjemme. Ansvarsbevidst og engageret yder de en indsats, som værdsættes højt både ude og hjemme. Jeg ønsker et godt nytår for dem, og for alle danske, der gør tjeneste rundt omkring på kriseramte brændpunkter i verden. Den indsats har kostet menneskeliv. og vore tanker samler sig i aften om de hjem og familier, der er blevet ramt.

Endnu en skelsættende historisk begivenhed kunne vi mindes i denne sommer. Sønderjyllands genforening med det gamle land i 1920. Kun de allerældste har egne erindringer om den tid. Men mindet er levende - ikke mindst i grænseegnene. Og lige så stærkt lever trofastheden over for al dansk blandt de danske syd for grænsen. Til dem går mine varmeste nytårshilsner og jeg føjer hertil mine gode ønsker for det nye år til alle danske uden for landets grænser, hvis tanker i aften går tilbage til Danmark, og til de mange, der må fejre jul og nytår på havet eller fjernt fra deres hjem og familie.

Ved årskiftet sender jeg mine nytårshilsner til Færøerne med en særlig tak for al den gæstfrihed jeg mødte under mit besøg i sommer. Det er fortsat vanskelige tider på Færøerne - det kan ingen være i tvivl om, men det gjorde et stærkt indtryk på mig, at man taler åbent om krisen og at man overalt viser vilje til at komme videre. Måtte det nye år bringe fornyede kræfter og frimodighed til det færøske folk og fremgang til det færøske samfund.

Igen i år har jeg haft den glæde at gøre et kort besøg i Grønland. Den smukke bispevielse gav anledning til et opmuntrende og glædeligt gensyn og jeg ønsker et godt nytår for hjemmestyret og det grønlandske folk.

Det glædeligste og mest ubehagelige kommer altid bag på en. Det er en sand erfaring. Derfor har den hjertelige medleven, som min familie og jeg i årets løb har mødt overalt varmede mere end jeg formår at udtrykke. Det har været ganske overvældende. Lige fra de mange glade smil rundt omkring hvor vi færdesi, til den medfølende deltagelse i prins Henriks lange smertefulde sygdomsperiode, og til den enestående opmærksomhed og opslutning om prins Joachims og prinsesse Alexandras forlovelse og bryllup. At man fra alle sider i hele landet i den grad lever med i min og min families ve og vel, og tager del i både vor private og officielle gøremål, giver os så meget at takke for og leve op til. Det har været med til at gøre dette år særlig minderigt.

At mindes og se frem er det der særligt kendetegner nytårsaften. Blev det et godt år for os selv og for vort land? Nåede vi nogle af de mål vi havde sat os? Eller blev det helt andre, uventede forhold, der kom til at præge året?

Morgendagen - det nye år - ser vi hen til i håb og med forventning. Vil det opfylde vore ønsker? Blive en god fortsættelse eller en ny begyndelse? Vil vi forstå at tage hver dag som den kommer og bruge de muligheder, der viser sig? Hvad det nye år vil bringe ved vi aldrig. Storm eller solskin, eller lange grå dage - men vi har brug for hinanden under alle forhold, for at dele en glæde og bære en sorg - eller bare holde ud sammen.

I håbet om at det må blive et godt år for Danmark og for hver enkelt - ønsker jeg alle et glædeligt nytår!

Gud bevare Danmark

[Citat slut]

[Båndafskrift - tegnsætning og stavning er mit ansvar. /Leif]

Der er ingen finansaktiviteter i dag