Juul Jensen: Det var det jeg sagde
Den fratrådte medicinaldirektør, Palle Juul Jensen, sagde til DR-TVA, at
kritikken viser, at han havde ret. Men "en medicinaldirektør er aldrig
stærkere end sundhedsministeren tillader". Ham slog også fast: "De to
sidste sundhedsministre beskyttede AIDS-Sekretariatet og alle de
firmaer, der er opstået i kølvandet på Landsforeningen for Bøsser og
Lesbiske, på en sådan måde, at jeg var forhindret i at gribe ind". Selv
skønner Palle Juul Jensen at det årlige pengemisbrug i
AIDS-sekretariatet var af størrelsesordenen 4 - 5 mill. kr. om året.
[Det var ikke lykkedes DR-TVA at få andre kommentarer, heller ikke fra
AIDS-sekretariatets leder, Michael von Magnus, der er på juleferie.]
Lovligør knaldfyrværkeri!
Flere politimestre og læger landet over mener, at man bør lovliggøre
"mindre" knaldfyrværkeri igen. Statistisk vil 750 danskere komme mere
eller mindre til skade nytårsnat ved fyrværkeriulykker, og 1/4 er
resultatet af ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri. Overlæge Kitty
Møller, øre-specialist ved Vejle Sygehus, siger til DR-TVA, at "vi har
forbudet, men det hjælper ikke spor", for de unge vil have de høje brag.
Hun håber på, at hvis man lovligt kan købe knaldfyrværkeri, at det
bliver lettere at kontrollere den ulovlige import. Indenrigsminister
Birthe Weiss (S) vil dog afvente en direkte opfordring fra politiet, før
hun vil tage initiativ til en ændring.
2 eftersøges
Politiet har identificeret to personer "uden fast adresse", som værende
ansvarlige for skuddramaet på diskotek X-ray i København før jul. Her
blev 2 kvinder og en mand såret. De to kvinder var tilfældige ofre, mens
skudene blev affyret mod manden efter et skænderi. Politiet siger, at
det mandlige offer og de 2 eftersøgte normalt holder til på Christania,
og havde haft et opgør tidligere derude.
Pyroman anholdt
En 27-årig mand tilstod i dag, at det var ham der havde antændt 2 brande
natten til i dag omkring Studsgaardsgade i København. Vidner havde set
en mand løbe fra begge steder, og signalementet var så præcist, at
manden blev anholdt tidlig i morges. Ingen kom noget til ved brandene.
Isproblemer
Flere danske havne er nu begyndt at få problemer med is. Især mindre
skibe kan have vanskeligheder med at komme frem. Det gælder f.eks. i
Esbjerg og i Limfjorden. Færgeoverfarten Esbjerg - Fanø har været udsat
for aflysninger og forsinkelse på grund af isen. Isbryderen "Goliath
Røn" forlod igår for første gang Ålborg havn, hvor den hører hjemme, for
at yde assistance. Hvis vejret fortsætter med hårde frostgrader endnu et
par dage ventes regulære problemer også for større skibe. Bugserbåde har
nu i flere dage måttet hjælpe mindre skibe ud af grødisophobninger flere
steder i Limfjorden.
B & W projekt igang
Den første dag, hvor tegningen af anparter i 3 nye skibe, der skal
bygges på B&W, startede meget trægt. Selv om der var store annoncer i
dagens aviser, var selve tegningsmaterialet ikke klart før op ad
formiddagen. Det er muligt at tegne anparter også lørdag og søndag, men
første i midten af januar vil advokattilsynet tage stilling til, om der
er tilstrækkelig interesse for projektet, til at det kan gennemføres.
Projektet er en forudsætning for den nyeste redningsplan for værftet.
Det gamle selskab fik også i dag betalingsstandsningen yderligere
forlænget 2 måneder, så redningsplanen får en chance for at virke. De 3
nye skibe skal bygget af et nyt selskab, Burmeister og Wain Skibsværft
af 1996.
Sengetøjsforretninger farlige
Flere forretninger i kæden Jysk Sengetøjslager, der ejes af Lars Larsen
["Jeg har et godt tilbud til dig"] er rene brandfæller, mener
Arbejdstilsynet i København. Det har været på kontrolbesøg, og
konstaterede også, at personalet risikere hurtig opslidning. Der findes
ingen hjælpemidler til at flytte rundt på tunge pakker. Jysk
Sengetøjslager har fået indtil 14. februar at komme med en plan for,
hvordan forholdene kan bringes i orden. [Ud over sengetøj sælges også
møbler - og rejser - i forretningerne.]
Sundhedslotteri?
Fremskridtspartiet har fået en god ide, der kan forbedre forholdene på
de danske, offentlige sygehuse. Ifølge politiske ordfører Kirsten
Jacobsen kan man udnytte danskernes spillelyst, og udstede en slags
lavt-forrentede præmieobligationer. De skal have "store præmier" og
gevinsterne trækkes "ved gigantiske TV-shows". Det er bedre at gøre det
"folkeligt og frivilligt", end at hæve skatterne eller tære på
sygehusbudgetterne.
Leverandørboykot
Hvis en leverandør giver bedre rabatter til andre end Dansk Supermarked,
vil de fremover blive udelukket fra at levere til Dansk Supermarkeds
forretninger (Føtex, Bilka og Netto). Det er Dansk Supermarkeds svar på
FDBs nye medlemsordninger, der bl.a. indebærer ekstra rabatter på
mærkevarer til medlemmerne.
Hasle Granit på vej mod lukning?
Superfos-koncernen, der ejer granitbruddet i Hasle på Bornholm, har i
dag fyret 43 af de 50 ansatte. Fyringerne sker direkte i protest mod, at
miljømyndighederne på Bornholm ikke har villet øge den årlige kvote på
150.000 tons fra Ringebakkerne. Koncernen ønsker kvoten op på 400.000 tons,
som den mener den har ret til. Da selskabet søgte om udvindingsret for
råstoffer i 1994, forudsatte Superfos at man fik lov til at bryde de
400.000 tons i ansøgningen.
Damesingle:
Camilla Martin, Danmark-Pernille Nedergaard-Jessen, Danmark
Herresingle:
Poul Erik Høyer, Danmark-Jens Olsson, Sverige
Herredouble:
Henrik Svarrer/Michael Søgaard, Danmark-Chris Hunt/Simon Archer, England
Vejret
Overskyet med stedvis klart vejr eller snebyger. Temperaturer -5 til
frysepunktet.
Finansmarkederne
1USD 5,5475 DKK, 1GBP 8,6308 DKK, 1DEM 3,8712 DKK 100JPY 5,4043 DKK, 100ITL 0,3500 DKK, 1AUD*) 4,1255 DKK 1FRF 1,1319 DKK, 1CHF 4,8089 DKK, 1CAD 4,0826 DKK 1IEP 8,9076 DKK, 1NLG 3,4579 DKK, 1XEU 7,1025 DKK 100ESB 4,573 DKK, 1NZD*) 3,6274 DKK, 1SEK 0,8328 DKK 10BEF 1,8843 DKK, 1NOK 0,8771 DKK, 100ISK 8,51 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 8,12% -0,12 (6% - 2026), 7,27% -0,09 (7% - 2004) Aktieindex: 364,13 +2,37 KFX (mest omsatte aktier): 105,28 +0,64