Lørdag, 22. December 1995 24:00 (DNT)


Glædelig Jul!

Dette er den sidste udgivelse inden jul, og vi vil benytte lejligheden til at ønske vore læsere overalt i verden en rigtig glædelig jul.

Vi udsender en eller to udgivelser mellem jul og nytår, afhængig af om der sker noget. Der er planlagt en DilleSport Special (på WWW) omkring badmintonturneringen Copenhagen Masters, og dronningens nytårstale vil blive udsendt i sin helhed.



Hvid jul!

For øjeblikket vælter sneen ned over hele landet. Her i København begyndte det så småt ved 17.30 tiden, og kl. 20.00 var der kommet 3-4 cm. Ifølge vejrudsigten vil det fortsætte mere eller mindre konstant til juleaftensdag. De sydlige egne risikerer dog regn og isslag en overgang i morgen.Temperaturerne i juledagene står alle på frostgrader, med risiko for helt ned til -20 grader natten mellem 1. og 2. juledag ifølge 5 døgnsprognosen.




Med i Schengen

Allerede fra maj 1996 indtræder Danmark og de øvrige nordiske lande i det europæiske Schengen-samarbejde som observatører. Rent praktisk betyder samarbejdet, at paskontrollen mellem Danmark og Tyskland afskaffes. Det betyder også, at tysk politi under forfølgelse af forbrydere kan fortsætte over grænsen ind på dansk territorium, men dog ikke foretage anholdelsen selv. Holger K. Nielsen (SF) er stærkt betænkelig: "Jeg er bange for, at det er en del af en program, der går i retning af et EU-politi", sagde han til DR-TVA.



Mellemstatsligt samarbejde

Holger K. Nielsen frygtede også i morges i DR, at der her var tale om en krænkelse af en af Danmarks 4 undtagelser til Maastricht-aftalen. Men det blev afvist af justitsminister Bjørn Westh (S). Der er tale om et mellemstatsligt samarbejde, og det der praktisk sker er, at den nordiske pasunion og Shengen-landene indgår i et fællesområde. Det betyder også, at både Norge og Island er med, sagde justitsministeren. [Schengen-aftalen er opkaldt efter den by i Tyskland, hvor en række europæiske lande for nogle år siden underskrev en aftale om politisamarbejde.]



Opgiver boykot

Efter et møde mellem Dansk Landbrug og miljøminister Svend Auken (S) i dag, udsatte landbruget den varslede boykot af slam fra nytår. Frygt for forurening af slammet, der stammer fra rensninganlæg og som spredes som gødning på markerne, havde fået boykot-truslen frem. Miljømyndighederne kunne nemlig ikke garantere, at landmænd, der modtog slam, ikke senere kunne risikere leveringsstop hvis kommende grænseværdier for gift og tungmetaller i landbrugsjorden blev overskredet. Men ifølge miljøministeren ser de første analyser ud til, at slam fra rensningsanlæg ikke er mere miljøfarlig end husdyrgødning (gylle) og kunstgødning. Derfor besluttede landbrugsorganisationerne i dag at "sætte uret i stå".




Uændret udledning

Samtidig offentliggjorde miljøministeriet også en rapport over status på vandmiljøplanen, og den viste at landbrugets forsøg på at begrænse kvælstofudledningen ikke har haft nogen virkning. Der udledes uændrede mængder i søer og åer nu, som for 5 år siden, da vandmiljøplanen trådte i kraft. 6 ud af 10 vandløb er "væsentlig" forurenet, og kun hver 5. sø lever op til målsætningerne i planen. Flere steder i landet bør grundvandet renses for kvælstof og prøjtegifte, skriver rapporten. Landbruget er vrede over indholdet. 1. viceformand i De Danske Landbrugsforeninger, Niels Ilsøe, siger at rapporten slet ikke tager højde for de milde vintre, vi har haft de sidste 2 år i Danmark. Den enkelte landmand har gjort meget, siger Niels Ilsøe til DR.



Westh: Asbjørn Jensen har ret

Justitsminister Bjørn Westh afleverede i dag justitsministeriets svar på den kritiske rapport, som Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen forleden kom om nuværende højesteretsdommer Asbjørn Jensens undersøgelse af politiets handlinger på Nørrebro, natten mellem 18. og 19. maj 1993. Det var dengang, politifolk åbnede ild mod demonstranter og sårede 11. Justitsministeren giver Asbjørn Jensen ret i, at han kun skulle bruge Københavns Politi til at undersøge - Københavns Politi. Det er almindelig praksis. Hvis et ansvar skal placeres, skal det placeres hos justitsministeriet, skriver Bjørn Westh. Daværende justitsminister Erling Olsen (S) har siden ment, at Asbjørn Jensen burde havde ladet en uvildig institution, f.eks. Rigspolitiets rejsehold, forestå undersøgelsen.



Flere spritbilister - måske

Ifølge statistik fra politiet har man i december i år indtil nu standset 30.000 bilister og undersøgt dem for spirituskørsel. Der er rejst sigtelse mod 754, hvilket er 47 flere end sidste år. Men det skyldes ikke nødvendigvis, at der er flere spritbilister, siger politiet. Det skyldes snarere, at der efterhånden er mange mobiltelefoner i brug. Politiet har fået mange flere telefoniske henvendelser nu om mistænkelig opførsel i trafikken, end for blot få år siden.



Nej til rocker-støtte

Østre landsret besluttede i dag med 2 ud af 3 dommere, at Stenløse Kommune ikke har pligt til at opreholde en lokalestøtte på ca. 44.000 kr. om året til en lokal motorcykel-klub, der kalder sig bandidos. Borgmester Peter Hald Appel, Stenløse, er særdeles tilfreds med afgørelsen, som han mener vil gavne ca. 50 kommuner i samme situation. Dommerne udtalte, at hvis kommunen får mistanke om, at foreningsstøtte går til klubber, der foretager noget illegalt, skal de ophæve støtten. "Når man skærmer sig inde bag hegn og hunde, er det ikke offentligt, og skal vi heller ikke støtte", sagde borgmesteren til DR om Banditos.




Sag mod betjente anket

Anklagemyndigheden i København har besluttet at anke sagen mod 2 politibetjente. Ved byretten var de sigtet for 4 henholdsvis 10 tilfælde af vold og ulovlig anholdelser. Den ene blev frikendt, og den anden fik 30 dages fængsel for et enkelt forhold, da retten i tirsdags afsagde dom. Den afgørelse vil anklagemyndigheden have prøvet, med krav om skærpede straffe.



Dagens citat

DR-TVA lavede her til aften et mini-portræt af Told- og Skattestyrelsen og skatteminister Carsten Koch (S). Efter han kom til, angiveligt som en nødløsning, fordi den forrige skatteminister Ole Stavad (S) måtte gå af, er myndighedernes kurs blevet skærpet betydeligt overfor forsøg med skattesnyd. Som eksempel nævnes razziaerne mod pizzabarer flere steder i landet, og selv fremhæver skatteministeren aktionen mod den "sorte" rengøringsmafia i København. Men da interviewet sluttede af med spørgsmålet, om man nu skulle betale sin skat med glæde, svarede Carsten Koch: "Hvis man bare gør det uden at gny for meget, er jeg tilfreds!"


DilleSport


BADMINTON

Ved Hong Ta Shan Cup i Los Angeles, USA, er det danske herrelandshold kommet i semifinalen. Det skete efter en 3-0 sejr over USA - natten til i dag (dansk tid).

Thomas Stuer-Lauridsen vandt 15-10, 15-6 over Kevin Han

Henrik Svarrer/Michael Søgaard vandt 15-1, 15-5 over Kevin Han/Andy Choong

Søren B. Nielsen vandt 15-10, 15-11 over Ignatius Rüsli

I semifinalen møder Danmark Malaysia. I den anden semifinale mødes Kina-Indonesien.



HÅNDBOLD

Der blev fredag trukket lod til mændenes EM-slutrunde i Spanien næste måned:
Gruppe a: Kroatien, Rusland, Restjugoslavien, Ungarn, Tyskland, Slovenien
Gruppe b: Danmark, Tjekkiet, Sverige, Rumænien, Frankrig, Spanien
Den svenske danske landstræner Ulf Schefvert er tilfreds med lodtrækningen. I gruppe b anser han Sverige og Frankrig for favoritter, men mener, at Danmark har gode odds mod netop disse hold.


NetSurferNyt


Tid til the!

Jeg kunne ikke nære mig at nævne den. Både fordi den er så charmerende anerledes - og fordi det er en god støtte for nyhederne og dansklisten der står bag. Men her er alt, hvad du bør vide om the, og sikkert hel del du sikkert gerne ville være foruden. Men alligevel - kig på:
http://hjem.get2net.dk/bnielsen
Det meste er på engelsk, men der er en god artikel på dansk, skrevet af Tage Voss.
[URL opdateret 2001.10.25 af nyheder@blanet.dk]


Vejret

Dagen startede overskyet, og lige over middag begyndte det at sne kraftigt i Sønderjylland. Det bredte sig hen mod aften til hele landet. Temperaturer fra -3 til frysepunktet.
Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,5870 DKK,   1GBP      8,6096 DKK,   1DEM      3,8731 DKK
100JPY     5,4534 DKK,   100ITL    0,3513 DKK,   1AUD*)    4,1372 DKK
1FRF       1,1293 DKK,   1CHF      4,8052 DKK,   1CAD      4,0915 DKK
1IEP       8,9006 DKK,   1NLG      3,4592 DKK,   1XEU      7,1167 DKK
100ESB     4,574  DKK,   1NZD*)    3,6388 DKK,   1SEK      0,8386 DKK
10BEF      1,8854 DKK,   1NOK      0,8775 DKK,   100ISK    8,53   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,31% +0,09 (6% - 2026),   7,42% +0,05 (7% - 2004)
Aktieindex: 361,69 -0,15   KFX (mest omsatte aktier): 104,16 -0,22