Mandag, 18. December 1995 23:46 (DNT)


Palle Juul Jensen går

I dag indgav medicinaldirektør Palle Juul Jensen sin afskedsbegæring, til fratræden juni næste år. Sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD) tog opsigelsen "til efterretning", og imødekom også Palle Juul Jensens ønske om at blive fritaget øjeblikkelig, dog på betingelse af af han står til rådighed indtil juni. I sidste uge beskyldte anonyme medarbejdere i Sundhedsstyrelsen medicinaldirektøren for at være "diktatorisk" og skabe frygt blandt de ansatte.




Massiv kritik årsagen

Til TV2 Nyhederne sagde Palle Juul Jensen, at "Den massive kritik, pressehetzen og politikernes ønske om at ændre Sundhedsstyrelsens struktur gjorde det umuligt for mig at sidde for bordenden og træffe de nødvendige beslutninger." Han afviste konsulentrapportens kritik af hans ledersstil, men sagde at "Jeg har stillet krav - jeg har gået ind i mange ting og kontrolleret. Jeg besluttede for lang tid siden, at jeg ville være Lederen." Han sagde til DR-TVA, at rapporten var udtryk for en "personhetz". Han havde haft en times interview "med en af de der konsulenter" og kunne ikke genkende nogetsomhelst af rapporten.



Vildsvinejagt

I sidste uge besluttede miljøminister Svend Auken (S), at efterkomme et ønske fra landbruget. Svineproducenterne ønskede, at 24 vildsvin, der lever vildt i Lindet Skov i Sønderjylland, skal udryddes. Man frygter, at de kan overføre den frygtede svinepest til avlsbesætninger. I dag startede den første store jagt i skoven. Det tog 6 timer, og resultatet var et vildsvin. Resten undslap uset.



Gadekampe i København

Fredag aften udviklede en demonstration, angiveligt arrangeret af en gruppe "unge mod finansloven", til stenkast og hærværk. 5 betjente blev skadet, den ene brækkede et ben, og to blev anholdt. Den ene af disse blev løsladt igen, selv om man hos ham fandt en bombelignende pakke. Den anden blev fængslet i 13 dage i går. Hærværket gik ud over Københavns Kommunes Arbejdssekretariat, som fik knust inventaret og malet slagord på væggene. Senere på aftenen kom politi og demonstranter i kamp, med tåregas og brosten. Der blev også anvendt benzinbomber (molotov-coctails) fra demonstranternes side.



Venstre dykker

Vælgerne kunne åbenbart ikke lide Venstres rolle, eller mangel på samme, i finanslovsforliget. Ihvertfald viser en meningsmåling fra Vilstrup Research i Politiken Søndag, at Venstre er gået fra 31,0% til 27,8%, mens de konservative er gået frem fra 13,0% til 16,4%. Vilstrup har også spurgt hvem, der gav anledning til bruddet. Her peger flest (30%) på Venstre, dog undtaget Venstres egne vælgere, der siger det er de konservative (40%). Det sidste spørgsmål er stillet til 939 vælgere.




Færgekaprer dømt - og frigivet

Fredag blev en 52-årig tidligere overstyrmand fra færgen Grenå-Anholt ved retten i Grenå dømt 2 1/2 års fængsel for færgekapring. Det var første gang nogen i Danmark er blevet dømt efter den skærpede terrorist-paragraf. I maj kaprede han sin gamle arbejdsplads, færgen til Anholt, og holdt 8 besætningsmedlemmer og 20 passagere som gidsler, fordi han og hans familie var tvunget til at forlade tjenesteboligen på Anholt. Umiddelbart efter dommen blev han imidlertid løsladt. Hans anke af sagen til landsretten har nemlig opsættende virkning på afsoningen.



Royal kispus

Lørdag morgen kom prinsesse Alexandra og prins Joachim hjem fra bryllupsrejse, med et fly fra New York. På en pressekonference i lufthavnen fortalte de så, hvor de i virkeligheden havde været. "For at strø lidt ekstra salt i såret", startede prinsen med at fortælle, at de først havde forladt Danmark søndag aften kl. 6 - med Mærsk Mc-Kinney Møllers privatfly - til Rom. Derfra til Buenos Aires i Argentina. Her lejede de en bil og kørte rundt i 10 dage. Herefter gik turen til Mexico - bl.a. til en badeferie i Acapulco. Derefter var det New Orleans og New York i USA. Og de to havde valgt at rejse helt alene - uden sikkerhedsfolk. Ifølge parret var det kun en enkelt gang, hvor de var ved at blive genkendt, og måtte forklæde sig for at slippe væk. Billed Bladets "afsløring" af en rejse til Østen viste sig med andre ord at være - forkert!



Ny flagdag

Samme dag, altså i lørdags, meddelte justitsministeriets Civilkontor, at prinsesse Alexandras fødselsdag, 30. juni, fra nu af er officiel flagdag.



Syngende rengøringspersonale

De nygifte blev iøvrigt mødt i lufthavnen af et syngende rengøringshold, der sang bl.a. "We Wish You A Merry Christmas". Det var ikke specielt til ære for de kongelige. Almindelige hjemvendte danskere og udlændinge på vej til Danmark kan også risikere at møde de 4 medlemmer af gospelkoret Kefas, der giver den i blå kedeldragter og med kostevogne i hele kulturbyåret [hvilket er 1996].




Støvsugertab

Støvsugerfabrikken Nilfisk belastede NKT-koncernen svarende til, at overskuddet for hele koncernen blev reduceret med 125 mill. kr. Ellers fik koncernen et overskud på 147 mill. kr. Nilfisk-fabrikken er ikke truet, hedder det fra NKT, men kan ikke i øjeblikket leve op til forventningerne.



Værftstab

Danyard-værftet i Frederikshavn kommer også ud af 1995 med et tab. Det bliver på 300 mill. kr. Allerede nu forudsiger ledelsen, at tabet i 1996 vil blive tæt på 1/2 mia. kr. 170 medarbejdere har fået deres opsigelse, og 450 vil blive afskediget i 1996. Det er problemer med at færdiggøre en række kemikalietankskibe, der er årsagen til underskuddet.


DilleSport


FODBOLD

Weekendens største fodbold begivenhed er uden tvivl lodtrækningen til EM-slutrunden i England til næste år. Danmark, de forsvarende mestre, er i gruppe D, der ser således ud:
         1. Danmark
         2. Portugal
         3. Tyrkiet
         4. Kroatien
De indledende kampe spilles på Hillsborough, Sheffield Wednesdays hjemmebane d. 9/6 (mod Portugal), d. 16/6 (mod Kroatien) og 19/6 (mod Tyrkiet).



HÅNDBOLD

[(Lidt) Forkortet referat af Danmarks sidste kamp ved dette VM, om bronzepladsen. Den fulde artikel findes på Forums WWW-nyheder:]
http://www.forum.dk/nyheder/sportspc/kvm96/index.html
K-VM 1995, Gyõr, Ungarn, 16/12-1995 DANMARK-NORGE 25-24 (11-12 VED PAUSEN) Det var 2 meget trætte hold, der gik på banen i dag! [lørdag] Begge har haft nogle hårde og nervepirrende kampe i løbet af dette VM. Norge viste fra starten, at de gerne ville hjem med pokalen, men Danmark gav sig ikke velvilligt.

Lene Rantala, der stort set altid gør det godt mod Norge, startede kampen formidabelt godt. Hendes fodparader fungerede optimalt, og hun tog også et norsk straffekast. I første halvleg havde nordmændene held med indspil fra Cathrine Svendsen til Hege Kvitsand, men det fik det danske forsvar dæmmet op for i anden halvleg. Havde nordmændene held med deres indspil til stregen i første halvleg, gjaldt det modsatte Danmark. Det var først i anden halvleg, at det lykkedes. Til gengæld havde Maybrit Nielsen et par flotte træffere! Hun havde fået chancen i dag, da Camilla Andersen fik en hviledag.

Anja Andersen kan man ikke komme uden om: i gårsdagens kamp mod SydKorea lavede hun VM scoringsrekord med 11 mål. I bronzekampen scorede hun 9 - de 4 på straffekast. Bortset fra at hun (som sædvanlig) fik en advarsel efter 20 minutter i første halvleg, og i minutterne derefter klappede af dommerne, var det en Anja der havde lyst og vilje til at give en god indsats. Det gjaldt også for playmaker Rikke Solberg: hun fik sat en masse angrebssystemer i gang, og manede til ro når det var tiltrængt. Anfører Janne Kolling gjorde ikke meget væsen af sig i dag, men havde en central rolle når det gjaldt om at åbne det norske forsvar: hun lave kryds med Tina Bøttzau, og løb ind på stregen.

I glimt så man Anette Hoffmann på venstre fløj, men nogen dominerende figur i kampen var hun ikke. Dog nettede hun 3 gange, og blev -sammen med Norges Ann Cathrin Eriksen topscorer på udvisningslisten: begge fik 2. Tina Bøttzau spillede faktisk en god kamp. Hun var ikke bange for at forsøge sig, og det selv om hun brændte et par stykker. Hun lavede de fleste af sine 7 mål i første halvleg.

De mest anonyme spillere på holdet i dag var Marianne Florman og Heidi Astrup. Ingen af dem havde skud på mål, og i øvrigt fik de ikke så megen spilletid. Der er i hvertfald een ting der er positiv: scoringsprocenten var klart højere end i gårsdagens [fredagens] semifinalekamp mod SydKorea.

Som nævnt tidligere: det var et træt dansk hold, men også et hold der ville knokle en bestemt legemsdel ud af bukserne, for at få bronzemedaljerne. Og der var enighed på holdet; fællesskab! Efter den danske sejr løb de danske fans ind på banen og jublede med pigerne! Og atter gjaldede sangen `Danmarks Jernhårde Ladies' i hallens højttalere! Igen og igen! Og da pigerne løb sejrsrunde, og hilste ud til tilskuerpladserne, løb de danske fans efter i een lang hale. Det så faktisk rigtig sjovt ud!

Og danskerne havde absolut heller ikke travlt med at forlade hallen - tværtimod - de sad i små grupper inde på banen, og havde de rigtigt hyggeligt.

M-1.DIVISION Spilledede sidste runde i år, den 11.:

     GOG-Ajax           29-21 (15-9)
     Holte-Kolding      23-31 (10-14)
     Roar-VRI           36-29 (16-10)
     Nyborg-Helsingør   20-27 (10-15)
Stillingen (og point): GOG (20), Kolding IF (18), Virum-Sorgenfri (16), Ajax (16), Roar (13), Helsingør IF (10), Esbjerg (9), Holte (8), Århus KFUM (7), HIK (7), VRI (4) og Nyborg GIF (4).


Vejret

Frosttåger hang over Danmark hele weekenden, med temperaturer omkring frysepunktet. Kun midt på dagen kunne solen bryde igennem nogle steder.
Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,5790 DKK,   1GBP      8,5788 DKK,   1DEM      3,8748 DKK
100JPY     5,4761 DKK,   100ITL    0,3492 DKK,   1AUD*)    4,1364 DKK
1FRF       1,1267 DKK,   1CHF      4,8145 DKK,   1CAD      4,0648 DKK
1IEP       8,8689 DKK,   1NLG      3,4601 DKK,   1XEU      7,1311 DKK
100ESB     4,546  DKK,   1NZD*)    3,6453 DKK,   1SEK      0,8450 DKK
10BEF      1,8848 DKK,   1NOK      0,8777 DKK,   100ISK    8,53   DKK  
*) AUD og NZD er fra fredag.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 8,05% -0,10 (6% - 2026),   7,26% -0,03 (7% - 2004)
Aktieindex: 366,18 -2,72   KFX (mest omsatte aktier): 105,67 -0,76