Tirsdag, 28. November 1995 23:41 (DNT)


Forhandlinger genoptages i aften

Forhandlingerne mellem regeringen, Venstre og konservative om finansloven for 1996, et forsvarsforlig og en arbejdsmarkedsreform genoptages i aften kl. 22. Regeringen kom med indrømmelser på alle tre forhandlingsområder i søndags, og V og K møder i dag op med endnu flere krav. Regeringen venter et eventuelt resultat sendt i aften, eller tidligt i morgen. I eftermiddags havde finansminister Mogens Lykketoft (S) inviteret Venstre og konservatives forhandlere hver for sig til et møde, formentlig for at "sondere" terrænet. Iagtagere bemærkede bagefter, at Venstres Anders Fogh Rasmussen nu også udtaler sig positivt om muligheden for forlig. Det har Anne Birgitte Lundholt, de konservatives forhandlingsleder, gjort hele tiden.




Nørrebro-sagen

Regeringen har ikke taget stilling til, om den ønsker en ny, gennemgribende og uafhængig undersøgelse af begivenhederne på Nørrebro, natten mellem 18. og 19. maj 1993. Det siger statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i dag. Regeringen vil afvente ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansens endelige rapport. Den rapport, som justitsminister Bjørn Westh (S) offentliggjorde i mandags, var kun foreløbig. Ombudsmanden har bedt både højesteretsdommer Asbjørn Jensen, hvis to undersøgelsesrapporter blev kritiseret, og Justitsministeriet om skriftlige svar. Ved mandagens offentliggørelse kritiserede Bjørn Westh ombudsmandens rapport, og lovede samtidig en ny undersøgelse.



Dansk fra 3. år

Undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) vil i denne uge fremsætte et lovforslag om, at børn af indvandrere skal have tilbud om danskundervisning fra 3 års alderen, for at give dem bedre muligheder når de kommer i folkeskolen. Kommunernes Landsforening synes det er en god ide - hvis regeringen bevilger nogle flere penge. Formanden for KLs skoleudvalg, Else Købsting, Hjørring, siger at "som altid når ministre får gode ideer - så glemmer de ligesom at koordinere økonomien med [resten af] regeringen".



Giftstoffer under Storebælt?

DSB og trafikminister Jan Trøjborg er enige om, at kun gods i fareklasse 1, sprængstoffer o.l, skal sendes igennem tunelrørene under Storebælt helt alene. Gods i fareklasse 2, dvs. gasser og giftstoffer må godt sendes igennem, mens der er passagertog i det andet rør. Men det er Beredskabsstyrelsen ikke enige i. Den vil ikke kunne påtage sig at komme ulykkesofre til hjælp i tunnelen under de betingelser. Styrelsen ønsker istedet, at godset sendes over med skib, som i øjeblikket. Tommy Dinesen (SF) undrer sig også over, at trafikministeren vil tillade transport at stoffer, der ellers ikke må sendes via tunellen mellem Frankrig og England i dag.




Fortsætter kampen

Selv om Øresundskoncortiet i går underskrev den sidste store kontrakt om bygningen af forbindelsen over Øresund, har Greenpeace ikke opgivet at få retten til at standse byggeriet. Det siger organisationens advokat, prof. dr. jur. Ole Krarup, i dag. Greenpeace forsøger at få standset byggeriet, fordi man mener, at EUs direktiv om høringer i forbindelse med større, miljøtruende anlægsarbejder er blevet overtrådt.



Nye tal - om 2 år!

Øresundskoncortiet har også afsluttet en ny trafikundersøgelse, ved interview af færgerejsende over Øresund. De har - formentlig - deraf også beregnet en ny prognose for trafikken over forbindelsen. Men den vil først blive offentliggjort i slutningen af 1997, som en del af en "ny, total trafikmodel". De nuværende prognoser, som koncortiet har offentliggjort, stammer tilbage fra 1991, og taler om 10.000 biler i døgnet. Ifølge Danmarks Statistik rejste 5.200 biler i døgnet over Øresund i 1. halvår af 1995. Koncortiet er et aktieselskab, og kan ikke ikke tvinges til at offentliggøre de nye tal, undtagen ved et politisk ndgreb.



Naziradio i luften - ?

Kulturministeriet greb i dag ind og gave Danmarks Nationalsocialistiske bevægelse (DNSB) tilladelse til at gå i luften over Greve med "Radio Oasis". Lokalradionævnet, som tidligere havde afvist - ulovligt - at give tilladelsen, havde nedlagt sig selv, efter det fik henstillingen om alligevel at udstede en sendetilladelse. I eftermiddags sagde DNSB's leder Jonni Hansen, at "tilladelsen var værre end ingen tilladelse", fordi den forudsatte samsending med en anden lokalradio på en bestemt radiomast. Han mente, at den anden station ikke ville samarbejder, og selv om den ville, var udgifterne til masten altfor høje. Den anden radiostation, Radio Classic, sagde til DR-Københavns Radio, at man da ikke havde noget imod Radio Oasis.




Fidel i byen

Cuba hersker, Fidel Castro, var i dag på privat besøg i København. Så privat, at ingen, hverken Castro's egne sikkerhedsfolk, politiet eller Udenrigsministeriet kunne (eller ville) fortælle DR-TVA, hvorfor han kom. Det står dog fast, at han var på vej fra Cuba til Kina, og at han brugte en time til at besøge Frihedsmuseet.



Ingen hjemmehjælpskontrol

Et flertal, bestående af regeringspartierne, Venstre og konservative afviste i dag et forslag, støttet af Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten, om at indføre en statslig kontrol af kvaliteten af hjemmehjælpen i kommunerne. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) sagde, at regeringen havde sørget for det økonomiske grundlag for kommunernes forbedring af hjemmehjælpen, med den nylige rammeaftale med kommuner og amter. Forslagsstillerne ønskede at sikre ældre og svages muligheder, bl.a. flere plejehjemsbyggerier.



Ny skattechef

Den nuværende chef for Dansk Tipstjeneste, Franz Horwitz, er blevet udnævnt til ny direktor for Told- og Skattestyrelsen. Franz Horwitz har kom til Tipstjenesten i 1983, men kom dengang fra Skatteministeriet.



Staten alfons?

En 41-årig kvindelig prostitueret nægter, via sin advokat at betale et skattekrav. Skattevæsenet har opgjort hendes overskud ved prostitution i 1993 og 1994 til 550.000 og 300.000, bl.a. på baggrund af pengeoverførsler til Thailand, hvor hun er født. Hun har indstillet sin virksomhed, da det kom frem at hun har fået en kønskifteoperation, og før var mand. Hendes advokat nægter nu at betale skattekravet, med henvisning til at det "strider mod de værdighedskrav, man må stillet til den offentlige forvaltning", at modtage skat af prostituion. Advokaten tilføjer også, ifølge Politiken, at den 41-årige vil blive tvunget tilbage i prostitution, for at skaffe penge til skatten.



Os - og dem!

På fredag udkommer en bog, "I Syv Sind. Danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere", af Østein Gaasholt og Lise Togeby. Forfatterne er forskere ved Institut for Statskundskab, og de har bearbejdet materiale indsamlet af Socialforskningsinstituttet. Rapporten konkluderer, at "det er kollektivt selvbedrag", at racisme og fremmedhad er blevet mindre siden 2. verdenskrig. Udtrykket har blot ændret sig. En undersøgelse fra september-oktober 1993 viser at: "De mange indvandrere og flygtninge er med til at øge Danmarks økonomiske problemer!" - 76% enige. "Der følger øget kriminalitet og vold med indvandrere! - 68% enige. "Vi må nu engang se i øjnene, at nogle folkeslag er mindre intelligente end andre!!" - 40% enige. I august 1983 var 30% enige i, at "Mange indvandrere kommer til Danmark for at udnytte vores sociale system", mens tallet nu er 64%. Men har danskerne så personligt kendskab til udlændinge og indvandrere? 81% har ALDRIG mødt indvandrere på deres arbejdsplads, 85% ALDRIG i nabolaget og 82% ALDRIG privat. Bogen omtales i dag i Jyllands-Posten. [Politikens omtale fremhæver de positive sider, f.eks. at 71% synes at indvandrere skal have lov at bevare sprog og kultur.]


Vejret

Overskyet og gråt over hele landet, men dog korte "rifter" med sol i de sydlige egne - temperaturer omkring 5 grader.
Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,5705 DKK,   1GBP      8,6421 DKK,   1DEM      3,8703 DKK
100JPY     5,4947 DKK,   100ITL    0,3483 DKK,   1AUD*)    4,0704 DKK
1FRF       1,1269 DKK,   1CHF      4,8080 DKK,   1CAD      4,1074 DKK
1IEP       8,9223 DKK,   1NLG      3,4561 DKK,   1XEU      7,1776 DKK
100ESB     4,548  DKK,   1NZD*)    3,5911 DKK,   1SEK      0,8502 DKK
10BEF      1,8832 DKK,   1NOK      0,8795 DKK,   100ISK    8,51   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,21% -0,06 (6% - 2026),   7,34% -0,08 (7% - 2004)
Aktieindex: 355,67 -0,37   KFX (mest omsatte aktier): 101,33 -0,14