Fredag, 24. November 1995 23:59 (DNT)


48 timers forhandlinger

Regeringen har sat natten mellem søndag og mandag som deadline for at få en finanslovsaftale, et flerårigt forsvarsforlig og en arbejdsmarkedsreform i land med Venstre og konservative. Der er allerede forhandlinger i gang i flere ministerier her til aften. Der er imidlertid ikke den store optimisme hos forhandlingsparterne. Finansminister Mogens Lykketoft (S), sagde at det ikke var gået så galt, som han frygtede, men ikke så godt som han havde håbet. Anders Fogh Rasmussenn (V) siger til DR-TVA, at Venstre arbejdede på at få væsentlige ændringer i finanslovsforslaget, så det kunne danne grundlag for "en forsvarlig finanspolitik" i 1996.




1,2 mia. sparet allerede

Regeringen kan nu henvise til, at man allerede har fået 1,2 mia. kr. mere at gøre godt med. Det skyldes, at Arbejdsformidlingen og de lokale arbejdsmarkedsråd ikke har været i stand til at gennemføre handlingsplaner for ledige i det omfang, loven foreskriver. Problemet har været manglende personale og resourcer.



Folkeafstemning om EU

Der kommer en folkeafstemning om resultatet af den kommende regeringskonference i EU, hvis der bliver et resultat. Det slog statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i dag fast ved et møde i Rådet for Europa-politik. Regeringen har ellers i flere uger ikke ville give løfte om at en ny aftale om EU skulle til folkeafstemning i Danmark, medmindre den indeholdt væsentlig ændringer. F.eks. blot at udvide med landene i øst uden andre ændringer i samarbejdet ville ikke have været tilstrækkelig grund ifølge medlemmer af regeringen. Men nu er det kun et regulært forhandlingssammenbrud, der vil aflyse en folkeafstemning. Medvirkende til ændringen kan være en politisk meningsmåling, der sagde at 63% ønsker en EU-afstemning. Regeringens oplæg til regeringskonferencen får Folketingets partier i næste uge.




Kunstnere i oprør

Kulturminister Jytte Hilden (S) er skadelig for kunsten og burde helst fjernes, mener et råd af billedkunstnere. De stiller krav om, at der skal sikres, at billedkunstnere ikke, som de frygter, kommer i mindretal, i de forskellige kulturministerielle råd, i sager om - billedkunst.



Repræsentanskab underkender

Efter billedkunstnernes udmelding, mødtes repræsentantskabet for Statens Kunstfond. H. P. Clausen (K) sagde til DR-TVA, at de dog ikke mødtes for afsætte Jytte Hilden. Mødet skulle istedet tage stilling til nogen udnævnelser. Og der blev taget stilling. Repræsentantskabet underkendte nemlig kulturministirens udnævnelse af kgl. ceremonimester Kristian Eugen Olsen til formand for et underudvalg for musik. Ifølge Ester Larsen (V) kan Kristian Eugen Olsen ikke læse noder, selv om han er jazz-pianist i sin fritid. Det er imidlertid et krav i loven, at formanden skal kunne det, siger Ester Larsen til flere medier her til aften.



Ellemann har ingen tysk støtte

Forbundskansler Helmut Kohl sagde i dag, at det var en misforståelse, at udenrigsminister Klaus Kinkel støttede fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens (V) kandidatur til posten som Nato's generalsekretær. Ifølge forbundskansleren havde Uffe Ellmann-Jensen aldrig været Tysklands kandidat. At de forsamlede europæiske liberale partier havde ment at "nogle af deres topfolk" var egnede til posten, havde de lov til at mene, tilføjede han, men den opfattelse blev ikke delt af Klaus Kinkel og den tyske regering.



Flere børn i klasserne

En embedsmandsrapport, udarbejdet af finansministeriet, undervisningsministeriet og kommunerne anbefaler bl.a. at elevtallet øges med to i hver klasse, for at spare på lærerløningerne. Lønninger udgør 80% af folkeskolens udgifter, og selv om elevtallet er faldet 22%, er folkeskolens samlede udgifter kun faldet 5,8%. Der er i dag i gennemsnit 18 elever pr. klasse, men med stor spredning fra skole til skole. Formanden for Danmarks Lærerforening, Anni Herfordt Andersen, afviser i DR-TVA, at lærerne kan løbe hurtigere: "Vi løber simpelthen så hurtige vi kan". Hun finder det også grotesk, at rapporten også indeholder forslag til at afhjælpe problemer de steder, hvor der er for mange elever i klasserne, som går ud på at sende elever med bus "til den anden ende af kommunen", eller "i privatskoler".




Tivoli fyrer

Tivolis første underskud nogensinde i havens 153-årige historie medfører, at 30 medarbejdere fyres, oplyser direktør Niels-Jørgen Kaiser til Politiken. Regnskabet blev offentliggjort i går, og viste et underskud på 18,8 mill. kr. før skat. Samtidig blev det oplyst, at 57 har lagt billet ind på at afløse Niels-Jørgen Kaiser, der allerede inden de første indikeringer af underskuddet havde ønsket at trække sig tilbage fra posten, som han har haft i 20 år.



Pocahontas feber

I dag starter så, en uge forsinket, Disney's nyeste marketing-bonanza, Pocahontas. Tegnefilmen har i aften premiere i 59 biografer landet over, men allerede de sidste par uger har man kunne støde på figurerne overalt. Premieren blev mediekoncernen dog nød til at udsætte en uge. Konkurrencen fra virkeligheden, det kongelige bryllup, var for hård. Men nu kan man altså endelig komme til at se, "Danser med Vaskebjørne", som Politikens anmelder omdøber filmen til, med underteksten "Politisk korrekt patos".


DilleSport


HÅNDBOLD

Så er det tid til Metal Cup. I år spilles det i Brøndby Hallen. Udover Danmark deltager Litauen, Tyskland og Norge.
I aften spillede:    Kl. 19.00  - Danmark-Litauen   28-25 (15-10)
                     Kl. 21.00  - Norge-Tyskland    12-17  (6-8)
Før kampstart er der trængsel ved indgangen, og kontrollørerne viser folk på plads. Der er dog langt fra udsolgt. Der er 1.500 tilskuere, til en hal-kapacitet på 4.500. DilleSport var tilstede, og en detaljeret beskrivelse af kampens forløb er lagt ind på Forum siderne, som nævnt i går. Se http://www.forum.dk/nyheder/sportspc/metal95.


NetSurferNyt


Tryk Pi!

Ifølge Computerworld, har DKnet Aps, en af Danmarks ældste internetudbydere (og BLA*net's forbindelse til omverden) ladet sig inspirere af filmen "Nettet" (The Net). På DKnets indgangsside på:
http://www.dknet.dk
findes tegnet "Pi". Tryk på det, og se hvad der sker.... [Jeg har travlt med Bryllup og Metal Cup, så jeg har ikke selv prøvet endnu!]


Vejret

Endnu en diset gråvejr dag, men med diset solskin indimellem, og relativt høje temperaturer, på 5 til 8 grader.
Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,4735 DKK,   1GBP      8,5644 DKK,   1DEM      3,8756 DKK
100JPY     5,4134 DKK,   100ITL    0,3441 DKK,   1AUD*)    4,0346 DKK
1FRF       1,1258 DKK,   1CHF      4,8110 DKK,   1CAD      4,0413 DKK
1IEP       8,8271 DKK,   1NLG      3,4610 DKK,   1XEU      7,1418 DKK
100ESB     4,524  DKK,   1NZD*)    3,5639 DKK,   1SEK      0,8381 DKK
10BEF      1,8855 DKK,   1NOK      0,8792 DKK,   100ISK    8,49   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,35% uændr.(6% - 2026),   7,48% -0,03 (7% - 2004)
Aktieindex: 356,48 +0,12   KFX (mest omsatte aktier): 101,69 +0,27