Dioxinfund ikke alarmerende
Miljøminister Svend Auken (S) var i dag i et 3 timers langt samråd i
Folketingets miljøudvalg. Det drejede sig om den 5 måneder gamle rapport
om dioxin-rester i slammet fra 3 rensningsanlæg landet over. Rapporten
blev nævnt i et TV-program tirsdag aften, og skabte ballade i går.
Stormen havde tilsyneladende lagt sig efter mødet, hvor Svend Auken
sagde, at "der var intet alarmerende i oplysningerne" - tværtimod
bekræfter det at "vi har ikke noget dioxin-problem".
Aktion afblæses
Næstformand i De Danske Lanbrugsforeninger, Hans Bang Hansen, sagde til
DR-TVA, at man nu holdt fast ved den oprindelige deadline, 2. januar
1996, for en boykot mod udbringning af slam. Det betyder heller ikke så
meget, sagde han, fordi der bringes ikke meget slam ud på denne årstid.
Boykotten træder i kraft, hvis ikke myndigheder giver landmændene en
passende garanti for, at landbrugsjorden ikke mister sin værdi, på grund
af forurening med giftstoffer og tungmetaller i slammet.
APM: Danskere ok - indtil videre
Rederiet A. P. Møller meddelte i dag, at man indtil videre ikke vil fyre
danske officerer fra rederiet. Tværtimod vil man starte uddannelsen af
200 nye. Rederiet har under de sidste forhandlinger med medarbejdernes
organisationer truet med at erstatte danske officerer med billigere
arbejdskraft fra Indien og Philipinerne, hvis ikke de gik med til at
arbejde længere, til en lavere løn. Det skete ikke, og rederiet fyrede
72 officerer. Nu forventer rederiet til gengæld, at organisationerne
vil komme med "initiativer" til at nedsætte lønudgifterne for rederiet.
V&K ultimatum til regering
Der bliver ikke noget finanslovsforlig før der er indgået et flerårigt
forsvarsforlig, kræver Venstre og konservative. Det skete efter et
forhandlingsmøde om forsvarsforliget i dag. Anders Fogh Rasmussen (V)
sagde, at "Det er et ultimatum". Først når forliget kommer på plads, kan
man begynde at se på finansloven - hvor en omfattende dagpengereform og
en forbedring af erhvervslivets konkurrenceevne er en forudsætning for V
og K tilslutning. Anne Birgitte Lundholt (K) sagde, at "Vi er ingen
vegne [kommet] - vi har ikke fået et udspil fra regeringen" og det er
ved at være forsent. Finansminister Mogens Lykketoft (S) kommenterede
det med, at "Der er så mange taktiske meldinger - nogle af den ret
oppustede. Det skal jeg tage roligt - og det skal I [pressen] også".
Kritik af uddannelsesorlov
Dansk Arbejdsgiverforening har foretaget beregninger, der viser at 1/3
af de personer, der har mulighed for at tage uddannelsesorlov faktisk
vil kunne tjene op til 9 - 10.000 kr. mere end ved at arbejder. Det
skyldes, at man under orloven får maksimal dagpengesats, uanset
tidligere løn. Det betyder, at det bedre kan betale sig at tage
uddannelsesorlov, f.eks. på højskole, fremfor at arbejde. Det har fået
Pia Christmas Møller (K) til at genfremsætte V&K's forslag om at
nedsætte orlovsydelsen til 80% af dagpengesatsen. Venstre og
konservative vil bruge DA's tal til at presse regeringen, siger hun til
DR.
Fiskeriministerium omblæst!
Flere borgerlige politikere vil have fiskeriminister Henrik Dam
Kristensen (S) i samråd for at forklare, hvorfor fiskeriministeriet i
sidste uge meddelte, at man havde byttet sig til en ekstra torskekvote
på 1.000 tons, hvorefter man i går meldte ud, at den var næsten brugt
allerede, når de daglige fangster er på under 100 tons. Ministeriet gav
som forklaring, at ministeriets tal for mængden af landede torsk ikke
var opdateret, da den første melding gik ud.
Omvendt skattesnyd
Hver 20. skatteborger snyder sig selv ved ikke at gennemgå talene i sin
fortrykte selvangivelse og få fejlene rettet, viser en omfattende
undersøgelse fra Ribe Amt. Her gennemgik Told- og Skattestyrelsen 7.000
selvangivelser for et år og fandt, at borgerne havde snydt sig selv for
ialt 40 mill. kr.
[En af de store syndere er bankernes indberetning af pantebrevsgæld. Forrige år blev et af pantebreve i Husumvej 118 indeberettet 2 gange - fordi det var handlet i løbet af året. Og Bikuben nægter stadig at anerkende, at jeg (Leif) er en enkelt person, selv om de (efter 2 års rykkere) nu påfører CPR-nummer på indberetningen. Fejlen opstod, fordi et computerprogram droppede det første ciffer ("leading zero") i mit personnummer under en tidligere handel mellem pantebrevsejere.]
EU-oplæg afvist
Et flertal i Folketinget afviste i dag et forslag til motiveret
dagsorden fra Enhedslisten om, at kræve Danmarks 4 undtagelser til
Maastricht-aftalen nedfældet i den traktat, der (formentlig) bliver
resultatet af regeringskonferencen i EU næste år. Enhedslisten mente, at
undtagelserne for øjeblikket "kun er et løfte" fra politikerne til
befolkningen, og et løfte kan brydes.
Alexandra konfirmeret
Alexandra Manley, der på lørdag gifter sig med prins Joachim, og bliver
prinsesse af Danmark, er i al ubemærkethed blevet konfirmeret og optaget
i den danske folkekirke. Det skete i mandags, og efter hendes eget
ønske. Hun er født anglikaner, men var ikke konfirmeret. Forud har hun
gennemgået den sædvanlige danske konfirmationsforberedelse.
Erhvervskoler igen populære
Over det sidste år er antallet af ansøgere til landets erhvervskoler
steget med 5%, efter et fald på 25% over de foregående 4 år, skriver
Poliitiken. Det glæder både Dansk Arbejdsgiverforening og
undervisningsminister Ole Vig Jensen (R) sig over. Eksperter har længe
advaret mod mangel på faglært arbejdskraft på længere sigt. Fremgangen
kommer fra unge på omkring 20 år, der har rejst rundt, gået på højskole
eller andre ting et par år. Det synes en undersøgelse fra Odense at
vise. Fremgangen betyder dog ikke at faren for arbejdskraftmangel er
ovre. Ungdomsårgangene bliver stadig mindre frem til år 2000.
K-1. division: GOG-VRI 33-27 Brabrand-Frederikshavn 24-23 M-1. division: GOG-VRI 32-22
Eliteserien: Herning-HIK 9-0 AAb-Esbjerg 2-8 Odense-Frederikshavn 6-4 Rødovre-Rungsted 4-6 Hvidovre-Vojens 12-4
1USD 5,4515 DKK, 1GBP 8,4945 DKK, 1DEM 3,8773 DKK 100JPY 5,3762 DKK, 100ITL 0,3431 DKK, 1AUD*) 4,0315 DKK 1FRF 1,1248 DKK, 1CHF 4,7896 DKK, 1CAD 4,0232 DKK 1IEP 8,7382 DKK, 1NLG 3,4615 DKK, 1XEU 7,0973 DKK 100ESB 4,508 DKK, 1NZD*) 3,5535 DKK, 1SEK 0,8250 DKK 10BEF 1,8860 DKK, 1NOK 0,8790 DKK, 100ISK 8,45 DKK*) AUD og NZD er fra igår.
Obligationsrenter: 8,38% -0,02 (6% - 2026), 7,57% -0,04 (7% - 2004) Aktieindex: 354,52 -2,04 KFX (mest omsatte aktier): 100,54 -0,78