Onsdag, 15. November 1995 23:19 (DNT)


Kongelig overraskelse

I dag begyndte de mange officielle begivenheder op til Alexandra Manley og prins Joachims bryllup på lørdag, den 18. november. Det var overrækkelsen af "Folkegaven 95", en indsamling blandt firmaer og privatpersoner. Gaven er en restaurering af Schakenborg Slot og en ny, flot indkørsel. Da prins Joachim holdt sin takketale, sluttede han til alles overraskelse (og givetvis arrangørernes chok) at introducere en taler uden for rækken: Alexandra Manley, der indledte med: "Dette er min første tale på dansk og jeg håber ikke det bliver den sidste. De må have lidt tålmodighed med mig...". [Ikke nødvendigt! Hun kan åbenbart også det der med sprog! :-)]. Hun sagde, at det var vigtigt for hende, at holde den første tale netop her, hvor deres fremtidige hjem er.

Folkegaven har givet omkring 10 mill. kr. og arbejdet er udført.




Giftigt affald

I aftes afslørede DR-TV programmet "DR Derude", at der er fundet dioxin, den såkaldte Ceveso-gift, i slammet fra 3 danske rensningsanlæg. Det er anlæg i Marsellisborg, Skævinge og Harboøre. Det er Danmarks Miljøundersøgelser, der har ladet et konsulentfirma udfører målinger. Ifølge udsendelsen er der formentlig ikke tale om nedfald fra luften, men om resultater af nedbrydning af andre, kemiske stoffer i affaldet.



Politisk storm udløst

Politikere fra alle partier faldt over Miljø- og Energiminister Svend Auken i dag, fordi det også kom frem i udsendelsen, at Danmarks Miljøundersøgelser havde sendt foreløbige resultater til ministeriet i juni, men ikke oplyst noget om det. [Ministeriets officielle svar i går aftes - efter foromtale af programmet på Ritzaus Bureau - kan ses på ministeriets www-sider. Se NetSurferNyt].



Landbrugsboykot fremrykkes?

70% af slammet fra rensningsanlæg gives gratis til landmænd, men der har de sidste par måneder været vanskelige forhandlinger mellem miljømyndighederne og landbrugsorganisationerne. Landmændene har ønsket et garanti netop mod konsekvenser af forurening af tungmetaler fra slammet, og annonceret en boykot fra nytår. Men efter dagens oplysninger, er landbruget gået i gang med at undersøge eventuelle juridiske konsekvenser af en øjeblikkelig boykot. Men flere kommuner, f.eks. Ålborg og Århus, har allerede taget konsekvensen og er enten allerede i gang, eller undersøger muligheden, for at afbrænde slammet i stedet.



Svend Auken svarer

Miljø- og Energiminister Svend Auken (S), der netop er vendt hjem fra Nordisk Råds møde i Finland, og som ikke var blevet ordentlig briefet om sagen, lovede at sammenkalde Folketingets miljøudvalg til samråd i morgen. Men havde dog bemærket, at de fundne koncentrationer af tungmetaller kun var 1/3 af hvad man har fundet i Sverige og Tyskland.




AMU-reform

Arbejdsminister Jytte Andersen (S) fremlagde i dag forslag til en reform af Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU). Reformen er baseret på mere "medfinansiering", i.e. brugerbetaling. Fungerende direktør Anne E. Jensen, Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er meget tilfreds med forslaget. DA har længe talt for et "efterspørgselsstyret" system. Kun er man utilfreds med, at det stadig er mulig (for hvisse grupper med korte uddannelser) at opnå gratis kursusdeltagelse. Hun frygter, at der vil opstå et "stort og kostbart system" til administration af disse muligheder. AMU-centrene er også tilfreds, selv om lederen af AMU-center København, Peter Schmidt, siger til DR, at virksomhederne nok fortrinsvis vil bruge pengene på de medarbejdere, der i forvejen er højtuddannede, og knap så meget de ufaglærte.



Økonomi-status

En kritisk rapport fra Det Økonomiske Råd, også kaldet Vismændene, og de nyeste tal fra Danmarks Statistik lægger op til yderligere vanskeligeheder for de politiske forhandlinger om finanslovsforslaget for 1996. I vismændenes rapport kritiseres regeringen for ikke at have grebet kraftigt nok ind, mens tid var, og udnytte opsvinget til en radikal forbedring af samfundsøkonomien. Men nu vil radikale stramninger være skadelige for økonomien, siger rapporten. Anders Fogh Rasmussen (V) siger, at rapporten beviser, at der nu skal laves en radikal reform af arbejdsmarkedet - men han mener ikke, at det er forsent til radikale stramninger. Den del af rapporten lægger finansminister Mogens Lykketoft (S) til gengæld vægt på. Samtidig viser de sidste tal fra Danmarks statistik der kun kom 1.000 flere i arbejdet i det forløbne kvartal. Det var dog 16.000 flere end for et år siden.



Ingen undersøgelse efter 1968

Kun Enhedslisten og SF går nu ind for at udvide den historiske undersøgelse af dansk atomvåbenpolitik 1947 til 1968, til også at omfatte perioden efter 1968. Der har ellers tidligere været et tilsvarende ønske hos Socialdemokrater, Venstre og konservative, men de to sidste partier har ikke kunne få opfyldt et et krav om, at få holdt USA uden for.



Folkeafstemning? - pjattet debat!

På trods af flere opfordringer, også fra medlemmer af regeringspartierne, ville statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) ikke love en folkeafstemning om resultatet af regeringskonferencen om EUs fremtid næste år. Det ville regeringen først tage stilling til, når der forelå et resultat. Han sagde i Folktinget i dag, efter det 5. spørgsmål, "at er da en ren pjattet debat". Elisabeth Arnold (R) sagde til DR-TVA, at hun næsten ikke kunne forestille sig et resultat, der ikke skulle til afstemning - det skulle da være et forhandlingssammenbrud. Peter Duetoft (CD) derimod mente kun, der skulle være afstemning, hvis der var tale om suverænitetsafgivelse.



Dispensation til fællespisning

Efter et indgreb fra sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD), er Sundhedsstyrelsen ved at udsende nye vejledninger til levnedsmiddelkontrollen rundt om i Danmark. Det skyldes en sag fra Kirke-Såby, hvor det har været en tradition i snart 12 år, at præsten hver måned samlede omkring 80 af sognets beboere til fællesspisning. Men fornylig fandt sundhedsmyndighederne ud af, at maden blev lavet på et lille køkken, hvor det ikke var muligt at opfylde kravene til opvarmning, opbevaring og adskillelse af kød og grønsager. Efter de nye regler kan fællesspisningen fortsætte.



Billig bus i Ålborg

Ålborg gennemfører frem til 15 januar et forsøg, der skal forsøge at få privatbilerne ud af byen. Hvis man parkere på en af de mange gratis parkeringspladser, man har oprettet uden om byen, kan man køre op til 5 personer samlet med bussen ind til byen for 5 kr. Ideen mødes dog med skepsis, ikke mindst i København, der har prøvet "noget lignende", der medførte tomme parkeringspladser og tomme busser, sagde trafikborgmester Bente Frost (V), Københavns Kommune i dag. For at overbevise virksomheder i København om at de skal lade bilen stå, har kommunen istedet foræret 50 cykler (halvtreds!) til firmaer i byen. Bente Frost (V) foreslog også forhøjede parkeringsafgifter i DR-TVA.




Tivoli juleåbnet

Igår åbnede "Julemarked i Tivoli", hvor den kendte have i København åbner portene til en del af haven. Sidste år kom der 420.000 besøgende. Området er lidt større i år, med 51 boder, samt forlystelser, restauranter og en juleforestilling, "Et Juleeventyr" af Charles Dickens i Glassalen. Der er åbent frem til lillejuleaften i år.



Et dødsfald

Kgl. skuespiller Karen Berg er død, 89 år gammel. Selv om hun har spillet mange store, betydende roller siden sin debut i 1926, er hun mest kendt for sin rolle som tante Møhge i TV-serien Matador.


DilleSport


FODBOLD

M-landsholdet spillede i dag den sidste EM-kvalifikationskamp - mod Armenien. Danmark vandt 3-1. Holdet kunne i dag sikre sig definitiv adgang til EM i England til næste sommer. Og det lykkedes!!!! Der har været et utroligt bombardement mod det danske hold, men...... som sædvanligt......alt glemmes når målet er nået! Og ikke et ord om det utroligt komplicerede 2"er-pointsystem, der har spøgt hos alle danske fodboldinteresserede og -idioter i det sidste års tid.

Og det danske hold skal nok klare sig mod de øvrige hold (hvem det bliver kommer senere!). Som anfører Michael Laudrup sagde i går: Danmark går nok ikke hen og genvinder EM i England. Men ingen skal tro, at Danmark tager til England for at blive kanonføde for de øvrige hold!!!

40.208 tilskuere - fuldt hus - i Parken.

Den danske holdopstilling: Peter Schmeichel, Jes Høg, Marc Reimer, Kim
                           Vilfort, Mikael Beck, Brian Steen Nielsen,
                           Michael Laudrup, Thomas Helveg, Michael
                           Schjønberg, Jens Risager, Peter Rasmussen.
Ingen kender rigtig armenerne. I går var det ikke muligt for danske journalister at få deres holdopstilling - og interviews var udelukket. Måske på grund af at ingen af de danske journalister snakkede armensk!:-)

DilleSport - direkte - foran skærmen:

1. halvleg:
Første danske forsøg: efter 8 minutter af Peter Rasmussen. Armenerne er faktisk gode boldspillere - når de får lov af danskerne. Det er ikke tit!

Efter 14 minutter lægger en armener tilbage til sin målmand der ikke kan holde bolden. Riposten når til Mikkel Beck, der scorer. Men der er dømt offside - uforståeligt. Men - efter 19 minutter er det Michael Schjønberg der netter til 1--0. 4 armenere og deres målmand kunne ikke dæmme op for det danske mål. Havde det ikke været Michael Schjønberg, kunne een af de 4 øvrige danskere i feltet have sat poten på! Hele forarbejdet blev udført af først Brian Steen Nielsen efter hjørnespark, dernæst af Kim Vilfort der skabte panik nede ved baglinien i højre side. Hans skud ramte målmandens fod, og sprang ud til Michael Schjønberg. Det er Danmark der har kampen under kontrol. Men i følge DilleSports mening kunne det godt vises noget mere. Armenerne får lov til at holde på bolden uden at danskerne går til dem.

Armenerne er sjældne gæster (mildt sagt - på den danske banehalvdel. I løbet af de første 30 minutter af første halvleg har de kun været på besøg 4 gange. Danmark har haft flere nærgående forsøg efter flotte angreb - især fra siderne. Efter 35 minutter er det Mikkel Beck, der afdribler sig 2 armenske spillere, og prikker bolden forbi den armenske målmand. Rigtigt flot mål. Mikkel Beck havde fået bolden fra midten, og tog ganske få træk. 2-0 til Danmark. Det er herligt at se et dansk hold, med tro, håb og vilje (uh ha - lyder det ikke næsten religiøst?!). Men det er herligt - bortset fra, at danskerne kunne tage endnu mere kontrol over kampen, så er det en fornøjelse at se. Og - nå ja, VI er jo foran med 2-0. Det danske pres fortsætter halvlegen ud, men armenerne får lov til at få mere boldbesiddelse i de sidste 5 minutter.

2. halvleg:
Ingen udskiftning på det danske hold.

Med mindre end 2 minutters spil, og med kommentatorernes opremsen af danskernes vej til EM, er det en armensk spiller der fra midten får lov til at løbe ned til Peter Schmeichel - og passere ham! 2-1. Faktisk et flot mål!!! Men slutningen af første halvleg gav også en indikation af mere spil til armenerne. Men - det kom noget bag på alle, at armenerne kom på tavlen! I løbet af de første 5 minutter har armenerne været mere nede på danskernes banehalvdel end i hele første halvleg. Efter et par KÆMPE chancer, der blev misbrugt på det skammeligste, er det Michael Laudrup der øger til 3-1 på et smukt indlæg fra venstre side af Mikkel Beck. Efter 58 minutters spil.

Stadig er det et dansk hold, der synes at havde fundet samspillet. Spillerne flytter sig for hinanden, og bedre endnu - der er folk placeret i feltet. Det har det tidligere knebet en del med. Spillet har været der, men der har ikke været nogen afsluttere i feltet. I dag fungerer det hele - herligt!

Efter 20-25 minutters spil er der ikke så meget at sige om kampen. Armenerne får ind i mellem lov til at tage en længere tur ned gennem midtbanen. Men de stoppes effektivt af det danske forsvar. Danskerne har stadig et godt tag i deres modstandere. Frispark og indkast tages hurtigt for at overrumple armenerne. Og opspillet er ganske flot. Især Michael Laudrup får lagt nogle flotte afleveringer. Ingen danske udskiftninger i kampen - bestemt et skulderklap til de 11 spillere i dagens kamp. Ikke mere at sige om den halvleg.

Hold med til EM i England i Juni 1996:

England          
Rumænien     
Spanien      
Schweiz      
Rusland         
Bulgarien     
Skotland     
Portugal    
Tyrkiet      
Kroatien     
Italien      
Tjekkiet    
Tyskland     
Danmark     
Frankrig     
Den 16. og sidste plads gives til vinderen af kampen mellem Holland og Irland. Kampen spilles i Liverpool, England d. 13. december 1995.


NetSurferNyt


Miljø- og energiministeriet

Dagens omblæste ministerium har været på nettet i nogen tid (fra starten af september). Men i dag kan man gå ind under henvisning Miljøbutikken og Pressemeddelelser og læse ministeriets officielle svar på anklagerne i TV-programmet i aftes.
http://www.mem.dk
Siderne er IKKE grønne....


Vejret

En grå og trist dag, der gav regn de fleste steder, og temperaturer 3 - 8 grader.
Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,4435 DKK,   1GBP      8,5071 DKK,   1DEM      3,8780 DKK
100JPY     5,3869 DKK,   100ITL    0,3423 DKK,   1AUD*)    4,0768 DKK
1FRF       1,1218 DKK,   1CHF      4,8032 DKK,   1CAD      4,0105 DKK
1IEP       8,7531 DKK,   1NLG      3,4619 DKK,   1XEU      7,1010 DKK
100ESB     4,501  DKK,   1NZD*)    3,5775 DKK,   1SEK      0,8229 DKK
10BEF      1,8865 DKK,   1NOK      0,8777 DKK,   100ISK    8,49   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,40% -0,05 (6% - 2026),   7,61% -0,03 (7% - 2004)
Aktieindex: 356,64 -0,08   KFX (mest omsatte aktier): 101,32 +0,14