Lørdag, 13. oktober 1995 24:00 (DNT)


RETTELSE: Godtgørelse ca. 50.000

Sent i går aftes blev det, som vi skrev i går, oplyst, hvilken godtgørelse, som regeringen ville give til danske og grønlandske arbejdere, der var på Thule-basen i 1968, da et amerikansk B-52 fly styrtede ned med a-våben ombord. Desværre fik vi rodet tallene sammen. Godtgørelsen bliver på ialt 75 mill. kr., eller ca. 50.000 kr. skattefrit til hver.



Formand: Et godt resultat alligevel

Formanden for Thulearbejderne, Marius Schmidt, hvis umiddelbare reaktion var en afvisning har skiftet mening, efter at han "har sovet på det". Han synes stadig, det er for lidt, men det totale beløbs størrelse, og det faktum at alle får, også grønlændere, synes han er en trøst. Han understreger overfor Politiken, at hvis der er nogen thule-arbejderne, der er utilfredse med beløbet, har ret til at fortsætte kampen. Advokaten for thule-arbejderne, Anders Boelskifte, betegner resultatet med de 75 mill. kr. som "utrolig flot", selv om han kunne ønske sig et højere beløb til de hårdest ramte.




V og K stærkt imod godtgørelsen

Med betegnelsen "regeringen åbner en ladeport" tager Hans Engell (K) i DR-TVA kraftigt afstand fra regeringsbeslutningen om at give thule-arbejderne en godtgørelse. Han forudser, at nu kommer hvem som helst, der har boet i nærheden af f.eks. en forurenene fabrik, højspændingsledninger, eller blot tror, man har været i fare, med tilsvarende krav. Hvis de "allierer sig med stærke medier - så besvimer regeringen". Venstre støtter de konservative, mens de øvrige partier går ind for regeringens forslag.



Radikale imod Novo-monopol

Regeringspartiet de radikale mener ikke, at Novo Nordisk skal have monopol på at aftage donor-blod til fremstilling af f.eks. blødermedicin. Der foreslog en arbejdsgruppe under sundhedsministeriet forleden. Hvis der skal være tale om et monopol, skal det være Statens Serum Institut. Elisabet Arnold (R) mener, at Danmark vil få en EU-sag på halsen, hvis man giver Novo Nordisk eneret, og enda sænker prisen, firmaet skal betale til amterne, drastisk.



Blodpræparater - baggrund

Danmark har et stort korps af frivillige bloddonorer, der regelmæssigt giver blod til hospitalernes blodbanker. Man får ikke nogen godtgørelse, men mange store virksomheder tillader medarbejderne giver blod i arbejdstiden. Når blodet i blodbanken bliver forældet, sælges det videre til en af de to danske producenter at blodpræparater, Novo Nordisk og Statens Seruminstitut. Nu har Novo Nordisk imidlertid meddelt, at man ikke længere (fra 1. januar 1996) vil aftage donorblod, fordi produktionen er urentabel. Samtidig har et schweitzisk medicinfirma truet med en EU-sag, hvis ikke den kan få lov til at aftage donorblod. Man har tilbudt amterne den dobbelte pris af den nuværende. Problemet er blot, at det vil de frivillige bloddonorer ikke accepterer. Antallet af frivilige er i forvejen stagneret af andre årsager. Samtidig har EU opfordret hvert enkelt land til at blive selvforsynende på området. Derfor foreslog Sundhedsministeriets arbejdsgruppe, at Novo Nordisk fik lov til at aftage alt donorblodet, til et nærmest symbolsk beløb, mod at de til gengæld opretholdt produktionen af blodpræparater.




Erstatning til cycklist

Københavnsk Kommune skal betale 11.000 kr. plus sagsomkostninger til en cyklist, der væltede på grund et hul i asfalten på Østerbrogade i København. Sagen blev afgjort inden den kom til doms, ved et såkaldt tilkendegivelse i Byretten, som kommunen har accepteret. Der var yderligere den skærpende omstændighed, at der gik 2 måneder efter ulykken, før kommunen fik repareret hullet. Advokat Steen Bech, der repræsenterer cyklisten siger til Politiken, at dommen kan få stor principiel betydning for andre cycklister, der vælter på grund af dårlig vedligeholdte veje.



VUE fortsætter - måske

Selv om formanden for Folketingets finansudvalg, Peter Duetoft (CD) har udtalt sig kraftig til fordel for at standse Undervisningsministeriet store edb-projekt for videregående uddannelser, VUE, ser det ud til, at stemningen i de andre politiske partier er for en fortsættelse. En af betingelserne er dog, at ledelsen af projektet udskiftes med en ekstern, professionel ledelse. Ifølge Politiken er Venstre og konservativ dog også betænkelige ved, at der ikke er nogen garanti for, at uddannelsesinstitutionerne vil købe systemet, når det er færdigt.



Udlændinge mere kriminelle?

I løbet af 1994 blev skyldige i anmeldte forbrydelser registreret over hele landet efter kategori: danskere, invandrere og asylansøgere. Resultatet forelå i dag, og det viste, at udlændinge har en lidt højere hyppighed af kriminalitet end danskere. Det gælder for den overvejende del af forbrydelserne, der er butikstyverier. Derimod dominerer danskerne totalt spirituskørslen. Rapporten har allerede skabt debat, og en af medforfatterne, vicepolitidirektør Arne Stevns, København peger på en række forhold, der ikke er taget højde for. F.eks. er den sociale baggrund ikke registreret, og Arne Stevns siger at udlændinge er overrepræsenteret i socialt belastede grupper.




Drabet i Middelfart

Politiets undersøgelser i den forretning for import af jagtudstyr, hvis ejer onsdag eftermiddag fundet skudt på lageret, tyder på et likviderings lignende mord. Den 40-årige mand er blevet skudt med et dobbeltløbet jagtgevær, men med 4 skud, så morderen har måttet lade geværet efter de to første. Geværet er forsvundet, formentlig sammen med morderen.



Amtskatter stiger

Hver skatteyder skal næste år regne med at betale i gennemsnit 2.000 kr. mere i amtsskat, viser den endelige opgørelse over skatteprocenter landet over. Stigningen svarer til 0,5 pct.point. Derimod sker der ikke større stigninger på kommuneskatterne. I sidstnævnte tilfælde er opsvinget slået igennem, så kommunerne ser frem til færre sociale udgifter og et større skattegrundlag. Amterne derimod har, ifølge finansminister Mogens Lykketoft (S) i DR-TVA et efterslæb, og mødes af nu af krav om nedbringelse af bl.a. ventelister til hospitalsoperationer.



B&W redningsplan klar

Bostyrelsen for B&W Skibsværft under betalingsstandsning meddelte i dag fondsbørsen, at den største amerikanske kreditor har godkendt en redningsplan, der nu skal forelægges aktionærer, obligationsejere og kreditorer. Alle tre grupper vil få valget med at konvertere tilgodehavender til aktier eller til et - noget mindre - kontant udbytte. Værftets skæbnetime bliver 24. oktober, hvor obligationsejerne skal tage stilling til planen. Aktionærerne er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 10. november, hvor den nuværende ledelse agter at trække sig tilbage.



Sprogprisen til ombudsmanden

Statens Informations sprogpris tildeles i år Ombudsmandsinstitutionen, og dets leder, Hans Gammeltoft-Hansen. Prisen gives for det store, forbilledlige arbejde, som institutionen har ydet for at gøre offentlige meddelelser forståelige for almindelige mennesker. Ikke blot ved at gribe ind overfor uforståelige meddelelser fra andre offentlige institutioner til borgerne, men også ved selv at skrive i et klart sprog.

DilleSport



BADMINTON

DilleSport er i Odense til Danish Open 95, der nu er ved at være færdig med anden dagen. Første dag torsdag sluttede meget sent, kl. 2 i nat. Resultaterne vil blive lagt ind på Forum's nyhedssider, under DilleSport Special i løbet af weekenden. Et resume vil blive bragt i DilleSport mandag.



FODBOLD

To Superligakampe blev spillet i aften:
FCK - AaB            2-1    F: Per Frandsen (2 mål)
                            A: Bjørn Kristensen
Lyngby - Brøndby     1-3    B: Ebbe Sand, Kim Vilford
                               og et Lyngby selvmål
                            L: Brian Kaus

Vejret

En lidt grå og trist dag, med tåge og ganske lidt regn hist og her, samt temperaturer 12 - 15 grader.

Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra igår

1USD       5,5200 DKK,   1GBP      8,6752 DKK,   1DEM      3,8783 DKK
100JPY     5,5084 DKK,   100ITL    0,3440 DKK,   1AUD      4,1969 DKK
1FRF       1,1117 DKK,   1CHF      4,7780 DKK,   1CAD      4,1188 DKK
1IEP       8,8684 DKK,   1NLG      3,4634 DKK,   1XEU      7,1324 DKK
100ESB     4,495  DKK,   1NZD      3,6515 DKK,   1SEK      0,8818 DKK
10BEF      1,8856 DKK,   1NOK      0,8818 DKK,   100ISK    8,49   DKK  

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,68% -0,01 (6% - 2026),   7,92% -0,03 (7% - 2004)
Aktieindex: ikke opgivet   KFX (mest omsatte aktier): 102,17 +1,18