Danske nyheder pr. 95.09.27
- Danske Nyheder pr. 95.09.27 -
* Set, hørt og læst af Dille og Leif på BLA*net *
FN-SOLDATER HJEM:
Hovedparten af de resterende 550 tilbageblevne dansk soldater i Kroatien
trækkes hjem. Det blev oplyst her til aften. FN har meddelt, at man ikke
har brug for styrken i den serbisk kontrollerede Øst-Slavonien. Et
chartret jumbofly bragte igår 350 soldater hjem. Nogle heriblandt havde
kun været af sted i få uger. De hjemvendte kan selv vælge om de vil
fortsætte kontrakten på en dansk kaserne, eller forlade forsvaret med
det samme.
Inden ovennævnte meddelelse kom, havde forsvaret udtalt ønske om at få
tungere våben til FN-styrkerne, således at den kunne forsvare sig bedre
end i sidste uge, hvor 2 danskere blev dræbt af serbisk ild. FN kunne
eller ville ikke sætte Nato fly ind. Flere politikere, bl.a. Hans Engell
(V) og Jørgen Estrup (R) udtalte sig særdeles positiv. Ove Fich (S)
sagde til DR-TVA at "Vi vil levere den maksimale sikkerhed", og han slog
fast at "hvis ikke vi kan får de vi ønsker [af FN], kommer tropperne
ikke til Øst-Slavonien".
FOR MEGET POLITI:
Omkring 800 stillinger, knap 700 betjente, resten kontorpersonale, kunne
spares, hvis politiet i Danmark var mere effektivt og rationelt
organiseret. Det ville svare til en besparelse på 1/4 mia. kr. Det viser
en ny 350 sider lang rapport fra Finansministeriet, der i dag blev
afleveret til Folketingets retsudvalg og politiets organisationer.
Rapporten peger på, at man har øget bemandingen de sidste par år, men
uden at forsyne dem med moderne teknologi. Det medfører forældede
arbejdsgange, tung bureaukrati og megen ventetid for betjentene. 600
betjente kunne umiddelbart frigives til efterforskning, hvis uproduktive
nattevagter blev skåret væk.
Umiddelbart reagerer ledende politifolk skeptisk på rapporten.
Politimester Uffe Kornerup, Roskilde, er glad for, at nogen nu er gået i
gang med at undersøge om politiet er effektivt, men han er noget
skeptisk over størrelsen af tallene. Formanden for Københavns
Politiforeningen, Henrik Blandenbjerg, er skeptisk. Til DR-TVA siger
han, at der burde have været personer med politimæssig baggrund i
finansministeriets gruppe.
EEFSENS SIDSTE DAG:
Københavns politidirektør Poul Eefsen holdt i dag afskedsreception på
Politigården i København, med fadøl, danske sange fra et politikor og
masser af gaver, både fra kollegaer, venner og kritikere. Fra i morgen
hedder den nye politidirektør Hanne Bech Hansen.
THULE BØR ÅBNES:
Landstyreformand Lars Emil Johansen (S) og statsminister Poul Nyrup
Rasmussen (S) blev i dag på et møde enige om, at arbejde for at få den
amerikanske Thule-base i Nordvestgrønland åbnet for civil flytrafik. For
øjeblikket skal de lokale beboere have tilladelse hver eneste gang, man
ønsker at benytte den store flyveplads. Der indledes forhandlinger med
USA om basens fremtid til marts næste år.
B&W FÅR NY FRIST:
Skifteretten udsatte i eftermiddags B&Ws frist for en redningsplan til
27 december i år. Ellers vil selskabet blive erklæret konkurs.
Umiddelbart efter rettens kendelse, vedtog ca. 100 repræsentanter for
kreditorerne at lade værftet bygge 2 - 3 skibe, selv om det måtte
medføre yderligere tab for dem. Alternativet var imidlertid, at værftet
måtte standse produktionen helt. Der mangler stadig to væsentlige
accepter af redningsplanen, Chemical Bank i New York og
obligationsejerne. Sidstnævnte er indkalt til møde i næste måned.
BANKADGANG TIL POSTHUSENE:
Det er konkurrenceforvridning, hvis den nye storbank, Bikuben og
GiroBank vil danne, får adgang til landets omkring 1200 posthuse, mener
Finansrådet. Det vil nemlig give bankens kunder mulighed for at lave
bankforretninger om lørdagen. Hvis der fortsat skal drives
bankvirksomhed fra posthusene, bør det være efter en fri licitation,
hvor alle banker kan deltage, siger rådets formand, direktør Thorleif
Krarup, UniBank.
PSYKOLOGISK PUNKTUM:
1. august stødte to regionaltog sammen uden for Jelling station, og 54
blev kvæstet, heraf 2 alvorligt. I mandags rejste politiet straffesag
mod en af togførerne, der havde kørt from på den ensporede strækning,
uden at have fået tilladelse til det. Og i aften havde DSB indbudt alle
passagerne der var i ulykkestoget, til et oplysningsmøde. Formålet var
dels at oplyse om ulykkens årsag, dels at sætte et slags "psykologisk
punktum". DSB tilbød nemlig passagererne bistand fra en psykolog til at
bearbejde oplevelsen.
SPROGPROBLEMER TIL SØS:
Færgeselskabet Color-Line, der sejler med Hanstholm, Kristiansand og
Oslo i Norge, har stadig problemer med at opfylde Søfartsstyrelsens krav
om besætningens sprogkundskaber. I mandags blev 6 portugisiske sømænd
fyret, da de dumpede til en dansk-prøve, som Søfartsstyrelsen, de norske
myndigheder og Color-Line i fælleskab afholdt. For et år siden ville den
danske Søfartsstyrelse anmelde selskabet for de samme forsømmelser, men
dengang havde Color-Line en norsk dispensation. Den er nu udløbet.
DR-TVA fandt under en tur til Norge i går, at der stadig var personer
ombord, der ikke kunne norsk eller dansk særlig godt.
Direktør Jon Erik Nygaard, Color-Line afviser dog, at der er problemer.
Til DR-TVA siger han: "Vi har specielt udpegede personer, der kan tale
norsk". "Alle ombord har opgaver [i en nødsituation], men ikke alle har
vejledningsopgaver".
FREMSKRIDTSPARTIET MISTER MEDLEMMER:
På blot et år har Fremskridtspartiet mistet hver 7. medlem, og er nu
nede på 5.700 medlemmer, vurderer paritest landsformand Poul Lindholm
Nielsen i Politiken. "Faldet i medlemstallet er intet mindre end
chokerende stort" siger Pia Kjærsgaard, og peger på, at det må få "de
ansvarlige" (i.e. flertallet i folketingsgruppen, under ledelse af Kim
Behnke og Jan Køpke Christensen) til at tænke sig om. Jan Køpke
Christensen siger at partiet har været igennem mange års op og nedture,
og siger derefter, at pressen har en stor del af skylden, fordi den ikke
lader partiets politik komme til orde.
MOSE FREDES:
Den 75 kvm store Lille Vildmose skal totalfredes, og proceduren startede
i dag. Området indeholder ud over den sjældne højmose også to
skovområder, der betegnes som unikke i hele Europa. Proceduren vil dog
tage nogen tid. Spørgsmålet om erstatning til lodsejerne vil første
blive behandlet af Naturfredningsnævnet næste år. Sejlflod kommune har
imidlertid allerede planer om at lave et økologi-museum i forbindelse
med fredningen, til 50 mill. kr.
KÆRLIGEHED OG KILDEVAND:
[Bob-bob-bob :-)] Danmarks Statistik fremlagde i dag tal, der viser at
danskerne er blevet bedre til at spare på vandet. Forbruget af vand
faldt 4% fra 1993 til 1994, og hver dansker bruger i dag 158 liter vand
pr. dag. I 1988 var forbruget mere en 200 liter pr. person. Tallene
omfatter kun oplysninger fra registreret forbrug, så private og
industrielle brønde er ikke med.
Kærligheden - til folkekirken - er på tilbagegang, også ifølge Danmarks
Statistik: Nu er det kun 87% af danskerne der er medlem, imod 92% for 10
år siden. Danmarks Statistik oplyser dog ifølge DR-TVA, at tilbagegangen
er taget noget af det sidste års tid.
STOR KUNSTAUKTION:
To store kunstsamlinger kom på auktion i går hos Bruun Rasmussen. Men
det var ikke på grund af den største samling, pressen var mødt op i
stort tal. Afdøde radioforhandler Frode Folkvangs samling gik for ialt
7,8 mill. kr. Den anden samling havde tilhørt Klaus Riskær Petersen, og
den blev af boet efter det konkursramte Accumulator Invest solgt for
ialt 5,2 mill. kr. Det dyreste billede blev Asger Jorns "Vårens offer"
med 1,7 mill. kr. Det havde tilhørt Frode Folkvang. Om det var p.g.a.
pressen vides ikke, men Politiken skriver at priserne var overaskende
høje. Vurderingssummerne for de to samlinger var 5,2 henhv. 4 mill. kr.
M-FODBOLD:
Starten af kampen mellem FC Porto og AaB var rimelig intens og nervøs,
med meget sparkeri frem og tilbage. Efter det første kvarter er Aab ved
at komme godt med. Erik Bo Andersen har et fantastisk godt forsøg, der
går direkte på målmanden efter 14 minutters spil, og umiddelbart efter
har en anden Aab'er også et udemærket forsøg fra venstre side. Efter 25
minutters spil har Aab haft held til at trække FC Portos tempo ned, men
samtidig får FC Porto held til at komme mere igennem AaBs forsvar, og
komme til mange pæne afslutninger. Heldigvis for AaB har den norske
målmand Thomas Gill fat i temmelig meget og står meget sikkert. Efter 35
minutter må FC Porto's Nielcarski gå ud. I et angreb, hvor han hverken
var i kontakt med med- eller modspillere, vred han om på sit højre knæ.
Det er tilsyneladende en korsbåndskade. Det var temmelig trist for FC
Porto, for han er faktisk den der har forsøgt mest, ihvertfald 8 - 10
nærgående skud blev det til. Set fra et AaB synspunkt var det måske ikke
det værste der kunne ske.
Efter 41 minutter i 1. halvleg er Aab temmelig uheldig med deres
forsvarspil, for at sige det pænt. FC Portos Barros får held til at
passere Thomas Gill, der er fuldstændig chanceløs. 1-0. Det var et godt
tidspunkt for FC Porto, for AaB havde haft relativt godt fat i
modstanderne igennem første halvleg.
FC Porto starter 2. halvleg som de sluttede første - med fuld hammer på.
Det lader ikke til at de vil lade sig nøje med det ene mål de har. Efter
6 minutter får en AaB'er dog mulighed for et direkte skud, men den
portugisiske målmand får lige poterne på. Men det var et målrettet og
meget flot angreb fra AaBs side. Ellers virker det i de første 18
minutter af 2. halvleg som om AaB ikke rigtig har lyst til at angribe
så meget. De er hele tiden i forsvarsposition. FC Porto er til gengæld
heller ikke så angribsivrige, som de var i første halvleg.
Efter 19 minutter blev det så 2 - 0 til FC Porto, som i første halvleg
efter et meget åbent AaB-forsvar og forbi en chanceløs Thomas Gill. Det
var igen Barros fra FC Porto, der scorede. AaB var ikke rigtigt farlige
i 2. halvleg. Det var FC Porto som faktisk sad på resten af 2. halvleg,
og de var tættere på 3 - 0 end AaB var på 2 - 1.
Men alt ialt gjorde AaB en rimelig god figur, og fik trods alt holdt FC
Porto noget nede. Men det havde været rart, hvis der havde stået 2 - 1,
så AaB havde fået det meget afgørende udebanemål.
M-HÅNDBOLD:
Danmark - Schweiz 23-19
Topscorer for Danmark: Morten Bjerre 6
Nikolaj Jakobsen 6
Thomas Steen 4
Klaus Jakob Jensen 2
Kim G. Jakobsen 2
Rene Boeriths 2
Kristian Hjernild 1
Det var vigtigt for Danmark at vinde over Schweiz. Det hele drejer sig
om at kvalificere sig til OL næste år. Hvis det glipper mod Schweiz,
så ser det rigtig dårligt ud. Men udgangspunktet med den første kamp her
jo rigtigt godt.
I dag var solrig, især i den nordlige del af landet, men i løbet af
eftermiddagen blev det overskyet igen, og der faldt en del regn i den
syd-østlige del hen under aften. Temperaturen op til 15 grader. Der
ventes kraftig blæst på vestkysten i nat, op til 25 meter pr. sekund.
Nationalbankens middelkurser fra igår
1USD 5,5800 DKK, 1GBP 8,7600 DKK, 1DEM 3,8831 DKK
100JPY 5,5429 DKK, 100ITL 0,3476 DKK, 1AUD 4,1811 DKK
1FRF 1,1245 DKK, 1CHF 4,8045 DKK, 1CAD 4,1422 DKK
1IEP 8,9459 DKK, 1NLG 3,4665 DKK, 1XEU 7,2161 DKK
100ESB 4,501 DKK, 1NZD 3,6733 DKK, 1SEK 0,8006 DKK
10BEF 1,8874 DKK, 1NOK 0,8831 DKK, 100ISK 8,56 DKK
Børsens nøgletal fra igår
Obligationsrenter: 8,60% -0,16 (6% - 2026), 7,87% -0,09 (7% - 2004)
Aktieindex: 365,16 +1,27 KFX (mest omsatte aktier): 102,24 +0,99