Danske nyheder pr. 95.09.25

- Danske Nyheder pr. 95.09.25 -

* Set, hørt og læst af Dille og Leif på BLA*net *


GIROBANK GÅR SAMMEN MED BIKUBEN:

I hvad brancheanalytikere kalder et "fornuftsægteskab" har bestyrelserne for pengeinstitutterne GiroBank og Bikuben i dag besluttet at slå de to selskaber sammen. Beslutningen skal verificeres på generelforsamlinger i næste måned. Begge selskaber har haft overskud i sidste regnskabsperiode og Bikuben for første gang i flere år. Men Bikuben har stadig behov for en kapitalstærk partner, og GiroBank har brug for et separat filialnet. Et "hjørne på et posthus" er i følge GiroBanks ledelse ikke velegnet til kundepleje.

En forudsætning for sammenslutningen er, at regeringen sælger sin aktiepost på 49% i GiroBank. Det ser der ikke ud til at være problemer med. Trafikminister Jan Trøjborg, der formelt sidder på statens aktier, havde i dag møde med Svend Heiselberg (V) og Kaj Ikast (K), som repræsenterer regeringens forligspartnere omkring GiroBank. Svend Heiselberg (V) var i princippet enige i et salg, men tog i DR-TVA forbehold for om "det var den rigtige partner". Kaj Ikast mente, at "det var en nødvendighed" med et salg, og at regeringen nu havde indset det.

Sammenslutningen sker også for at opnå en rationaliseringsgevinst og en personalebesparelse. Ledelserne siger, at det formentlig vil kunne ske ved "naturlig afgang" og "frivillige aftrædelsesordninger". Næstformand i Finansforbundet, Thorkild Zederkopf, siger til DR-TVA, at "det ser rimeligt ud". Bikuben har altid behandlet sine medarbejdere rimeligt pænt, så han er ikke nervøs.


FN FORKLARING:

En uge efter, at 2 danske FN-soldater blev dræbt ved Dvor på grænsen mellem Kroatien og Bosnien-Hercegovina af bosnisk-serbisk kanonild, kom FNs forklaring på, hvorfor Nato-fly ikke blev sendt til hjælp. Den danske ledelse havde ellers anmodet om det. Godt nok var det avancerede sigtudstyr på plads, men de serbiske stillinger lå bag et bjerg, og kunne ikke rammes. Desuden var vejret dårligt og der var ikke tid til at starte et ordentlig angreb. Forvarsminister Hans Hækkerup (S) vil ikke kommentere forklaringen, før Forsvarets eksperter haft lejlighed til at kigge på det.


MISTILLID TIL LEDELSEN?:

Hjemvendte, sårede soldater fra DANBAT, den danske bataljon i Kroatien, har til pressen udtalt kritik af beslutningerne i DANBAT's stab. Ledelsen beskyldes for at sætte hensynet til materiel over hensynet til mennesker. En hjemsendelse af 2 af de 5 områdechefer har sat gang i spekulationerne om interne stridigheder. Forsvaret afviser forlydenderne, og henviser til, at DANBAT er under reduktion, fra knap 900 til omkring 500 mand. Den reducerede styrke skal indsættes i Øst-Slavonien, på grænsen til Serbien, men den officielle anmodning er end ikke modtaget endnu.


VENSTREMØDE:

Partiet Venstre holdt i weekenden landsmøde i Odense, på Odense Congress Center. Partiet, der i meningsmålinger er tæt på Socialdemokratiet i vælgertilslutning, kunne fejre 125 års jubilæum. Det skete ved en stor fest lørdag aften, hvor man bl.a. kunne opleve formanden, Uffe Ellemann-Jensen (V) stå på scenen og spille el-guitar sammen med Johnny Reimar. Samme formand lagde op til vanskelige forhandlinger om finanslovsforhandlingerne ved, fra talerstolen, at erklære, at "Venstre under ingen omstændigheder vil stemme for finansloven", med mindre der sker "væsentlige ændringer i dagpengesystemet".

Der blev også vedtaget et nyt punkt på partiets principprogram. Det hedder nu, at "fælleskabet i det danske samfund bygger på det kristne livssyn med respekt for andres tro og holdninger". En af forslagsstillerne, kredsformand Birgit Mølgaard Hansen, Aars, siger til Politiken, at ikke-kristne principielt ikke kan bidrage til noget værdifuldt til fælleskabet i det danske samfund. Med støtte bl.a. fra Uffe Ellemann-Jensen og næstformand Anders Fogh Rasmussen. Fremtrædende modstandere af forslaget var Birthe Rønn Hornbech, partiets flygtningeordfører, og fhv. undervisningsminister Bertel Haarder.


TIL SALG:

Medicinalkoncernen Novo Nordisk har sat datterselskabet Ferrosan til salg, men prisen kendes ikke. Ifølge et engelsk erhvervsblad har et engelsk firma budt godt 600 mill. kr., men det antages at også Ferrosans ledelse er på banen.


DANSK HJÆLP TIL PALÆSTINA:

Det vil ikke umiddelbart betyde, at Danmark skal give meere end de 250 mill. kr. vi allerede har lovet til det palæstinensiske selvstyre, siger udviklingsminister Poul Nielson til DR i anledning af den selvstyreaftale mellem PLO og den israelske regering i dag. Men Danmark er rede til at stille med valgobservatører og eksperter, hvis der bliver bedt om det, og på sigt kan det godt blive nødvendigt med mere støtte, mener Poul Nielson.


FOR LIDT TID!:

Advokatrådet har henvendt sig ekstraordinært til Folketingets retsudvalg. Grunden er, at rådet mener Indenrigsministeriet sætter alt for korte tidsfrister, når det sender særlove om asylansøgere til høring i rådet. Kun 7 arbejdsdage har rådet fået til at tage stilling til det senest oplæg til en særlov, om flygtninge fra Serbien og Kosovo. Medlem af retsudvalget, Birte Rønn Hornbech, ser alvorligt på henvendelsen, ikke mindst fordi rådet er gået direkte til retsudvalget med klagen.


STRAFFE I GULDSAG:

3 svenske statsborgere blev i dag idømt op til 2 1/2 års fængsel for momsbedrageri for omkring 32 mill. kr., iforbindelse med import og salg af 2 tons guld. Udover fængsel fik de bøder på 32,5 mill. kr. og forbud mod at opholde sig i Danmark efter afsoningen. 2 andre svenskere er sigtet i sagen, men den ene er syg, og den anden ikke anholdt endnu. De forsvarede sig med, at de troede, at det firma, der leverede guldet havde betalt momsen.


NØGLETAL:

Engrosspristallet faldt i perioden juli - august med 0,1% oplyser Danmarks Statistik i dag. Det var især engrossvarer til landbruget, der faldt. Råvareindekset steg derimod i perioden, samlet med 2,8%.


INGEN SLAMTVANG:

Landbrugsminister Henrik Dam Kristensen (S) afviser kritik fra økologiske landmænd som uberettiget. Landsforeningen for Økologisk Landbrug har truet med, at medlemmerne ikke længere vil bruge Ø-mærket, hvis landbrugsministeriet giver tilladelse til at bruge slam fra rensninganlæg som gødning på økologiske landbrug. Landmændene er bange for, at der er ukontrolable mængder af tungmetaller i slammet. Landbrugsministeren siger, at han blot formelt har meldt slammet som en mulig alternativ gødningsmetode til EU. Der er ingen planer om, at gøre det økologisk, før metoden er undersøgt tilbunds, siger han til DR.




"DilleSport"
- ved Bodil Andersen



BADMINTON:

Lillerød badmintonklub har vundet EM for klubhold ved at slå svenske Gøteborg 5-2.


BASKETBALL:

!!! En sejr giver 2 point !!!

K-Premierdivisionen:

  Hørsholm-Amager BK  68-62
  Åbyhøj-BK 73        66-21
  BMS-Sisu            60-83
  Stevnsgade-Glostrup 39-40
  Falcon-Horsens BC   63-78
Stillingen efter 2 runder:
Åbyhøj, Sisu, Glostrup og Hørsholm har 4 point Horsens BC og BMS har 2 point Stevsgade, Falcon, Amager Bk og BK 73 er uden point

M-Premierdivision:

  Værløse-Viby         114-43
  Hørsholm-Roskilde     87-64
  BMS-Sisu              74-100
  Horsens IC-Næstved   112-75
  Stevnsgade-Skovbakken 84-82
Stillingen efter 2 runder:
Værløse, Hørsholm, Sisu og Stevnsgade: 4 point Horsens IC: 2 point Skovbakken, Roskilde, BMS, Næstved, Viby: 0 point


FODBOLD:

K-Elitedivision:
  Rødovre-HEI         0-4 H: Gitte Krogh 2, Lene Jensen, Annette Laursen
  Vorup-Hillerød      2-1 H: Anja Møller
                          V: Sanne Knudsen, Marianne Andersen
  Vejle-Kolding       2-4 V: Annette Thychosen
                          K: Linda Nissen 3, Liane Nielsen
  Fortuna Hjørring-OB 5-0 F: Karina Mikkelsen 2, Marianne Jensen, Helle
                             Jensen, Lene Madsen
M-Superliga:
  Næstved-Vejle  0-0
  OB-AGF         1-0 O: Kenneth Jensen
  FCK-Ikast      1-1 F: Morten Nielsen
                     I: Ove Hansen

HÅNDBOLD:

Så er håndboldsæsonen i gang! !!! Hver sejr giver 2 point !!!

K: 1. division:

   Viborg-Rødovre      48-13 Denne kamp havde et meget mærkeligt opspil:
                             Rødovre har mistet mange stamspillere, og
                             meddelte torsdag at de ikke kunne stille
                             hold, og anmodede Viborg om at få flyttet
                             kampen. Det var man [forståeligt nok] ikke
                             interesserede i i Viborg. Bl.a. p grund af de
                             mange solge sponsorater og billetter. Fredag
                             meddelte Rødovre, at man alligevel stillede
                             med et hold i Viborg. Man havde fået hentet
                             juniorspillere for overhovedet at kunne
                             stille hold. 
                             Kampen  var afgjort på forhånd - at stille et
                             urutineret, ikke gennemspillet hold op mod
                             'professionelle' Viborg - er David og
                             Goliath om igen!
Det afspejles også i de sønderrivende cifre 48-13. Og aldrig før har et hold vundet med 35 overskydne mål, og scoret så mange mål i en enkelt kamp!
   Virum/Sorgenfri-VRI 31-19
   Lyngså-Skovbakken   18-25
   GOG-Brabrand        37-25
   FIF-Frederikshavn   32-21
   Ikast-DHG           27-23   
M: 1. division:
   Helsingør-Esbjerg   22-20
   Aarhus KFUM-Holte   21-24
   Ajax-Kolding        28-31
   Virum/Sorgenfri-VRI 26-25
   GOG-HIK             35-25
   Nyborg-Roar         32-25

ISHOCKEY:

2. runde i Eliteserien:
Hvidovre-Odense        6-1
Frederikshavn-Rungsted 5-3
Vojens-Herning         5-4
HIK-Esbjerg            3-6

MOUNTAINBIKE:

Jan Østergaard fik bronze i VM for Mountainbike i Tyskland. Guldet gik til Bart Brentjens, Holland, efterfulgt af Miguel Martinez, Spanien.


TENNIS:

Så er det danske herre Davis Cup hold igen blandt verdens 16 bedste hold. Det blev en realitet da Danmark mødte Venezuela. Kenneth Carlsen lagde ud med at vinde første kamp. Frederik Fetterlein tabte så den 2. kamp. Men begge vandt deres 2. singlekamp og Danmark vandt med 3-2.




"Vejret"


Vejret lørdag og søndag skiftede mellem perioder med opklaring og overskyet med regn. I dag mandag var det mest solskin, men i løbet af eftermiddagen bredte et regnområde sig fra nordvest over hele landet. Temperaturer nåede op på 17 grader, hvor det var varmest.



"Finansmarkederne"


De internationale markeder sendte USD ud på et stort fald i fredags, men den genvandt en del af sin styrke igen i dag. Men det danske KFX-indeks fortsatte med at falde, dog kun 0,01.

Nationalbankens middelkurser fra fredag

1USD       5,5395 DKK,   1GBP      8,7502 DKK,   1DEM      3,8855 DKK
100JPY     5,5562 DKK,   100ITL    0,3447 DKK,   1AUD      4,1568 DKK
1FRF       1,1209 DKK,   1CHF      4,8321 DKK,   1CAD      4,0997 DKK
1IEP       8,9546 DKK,   1NLG      3,4678 DKK,   1XEU      7,2135 DKK
100ESB     4,476  DKK,   1NZD      3,6705 DKK,   1SEK      0,7859 DKK
10BEF      1,8863 DKK,   1NOK      0,8835 DKK,   100ISK    8,54   DKK  

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 8,52% +0,12 (6% - 2026),   8,00% +0,31 (7% - 2004)
Aktieindex: 364,39 -3,95   KFX (mest omsatte aktier): 101,31 -1,69
Tilbage