Danske nyheder pr. 95.09.15

- Danske Nyheder pr. 95.09.15 -

* Set, hørt og læst af Dille og Leif på BLA*net *


NY SID FORMAND:

Med et stemmetal på 528 imod sin nærmeste konkurrents 309 blev Poul Erik Skov Christensen i dag valgt til at efterfølge Hardy Hansen som formand for Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). Poul Erik Skov Christensen tiltræder først oktober næste år. Den nye formand betegnes som en dygtig forhandler med en afdæmpet stil. Han har hidtil nu været formand for SiDs Bygge- og Anlægs Gruppe. Efter valget sagde den nye formand til DR-TVA, at "Jeg føler en fantastisk ærefrygt", og han betegnede kongressen som "en af de vigtigste talerstole i Danmark".

Willy Strube, der tabte valget, måtte se sin gamle ven Hardy Hansen udtale støtte til Poul Erik Skov Christensen. Til DR-TVA sagde Willy Strube inden den endelig afsteming, om Hardy Hansens udmelding, at det var det, "der skuffer mig mest, uanset hvordan stemmerne falder."


B&W KRISE:

Medarbejderne nedlagde i formiddags arbejdet i protest mod sammenbruddet i forhandlingerne mellem de store kreditorer om B&Ws redningsplan. Ifølge fællestillidsmand John Hansen var man især bitre over, at det kun er 6 mill. kr., der skiller parterne. Ifølge John Hansen koster det mellem 1 - 3 mill. kr. pr. dag, når værftet ikke producerer noget. Værftets ledelse har sendt et ultimatum til forhandlerne og truet med, at standse byggeriet af en ud af 3 skibe, der er under bygning. Der ventes fornyede forhandlinger i weekenden.


SIKRERE SKIBE INGEN INTERESSE:

I dag afleverede Lindøværftet det sidste at 6 dobbeltskrogstanskibe til A. P. Møller. Og det bliver det sidste foreløbigt. På trods af "Exxon Valdez"-katastrofen, og på trods af krav fra den internationale maritime organisation (IMO) om at alle nybyggede tankskibe skal være dobbeltskrogede fra 1996, vil skibsrederne ikke købe dem. Kun 30 af de omkring 450 tankskibe i verden har dobbeltskrog, og 60% af alle skibe er forældede, bygget før 1980. Men konkurrence på fragtraterne har drevet disse i bund, og rederne forsvarer sig med, at "omhyggelig drift og vedligeholdelse" af skibene er ligesågodt som dobbeltskrog. Lindøværftet har brugt 100 mill. kr. på at udvikle dobbeltskrogstankere.


SKÆNDERI I TØNDER:

Politiet henstillede i dag til Dansk Olie og Naturgas (DONG), at de undlod at forsøge at skaffe sig adgang til private grunde i Tønder. Det kom i dag til veritabelt skænderi, da selskabets teknikere forsøgte at få adgang, med henvisning til, at selskabet allerede havde fået adgang (dog kun til kommunale grunde) hos Østre Landsret. En tilsvarende fogedsag, men rettet mod private grundejere, startede ved retten i Tønder i dag.


FORMAND GÅR - EFTER PLANEN:

Formanden for Det Konservative Folkeparti, Torben Rechendorff, meddelte i dag, at han ikke genopstiller som formand, når partiet holder landsmøde til november. Det var helt efter "planen". Da Torben Rechendorff i 1993 blev valgt, var det som kompromiskandidat i den daværende strid mellem Hans Engell og Henning Dyremose om magten i partiet. Senere trak Henning Dyremose sig helt ud af politik, så vejen er nu åben for Hans Engell til at overtage den formelle ledelse af partiet.


ESBJERGKONFLIKTEN:

Justitsministeriet har bedt politiet i Esbjerg redegøre for brugen af varetægtsfængslinger af hærværksmistænkte og den manglende afhøring af et vidne i sagen. Vidnet, der var et af politiets 2 hovedvidner har til offentligheden fortalt, at politiet "placerede" ham i en hærværksgruppe. Forsvarene for de 3 aktivister, som politiet har varetægtsfængslet, mistænkt for at være bagmændene, har klaget over, at de ikke kunne få lov til afhøre dette vidne.


KVINDEKONFERENCEN:

Socialminister Karens Jespersen (S), der leder den officielle danske delegation til FNs kvindekonference i Beijing er relativ tilfreds med slutdokumentet, der blev til ved et kompromis i nat. 183 lande tiltræder dokumentet, der slår fast at menneskerettigheder også gælder kvinder og piger, samt at kvinder har ret til at bestemme over egen krop og seksualliv. Dog har 43 stater i et sidedokument taget et forbehold, der siger at kultur og religion står over slutdokumentet. Sidedokumentet er blevet til i et samarbejde mellem muslimske stater, Vatikanet og amerikanske konservative forkæmpere for "familiens rettigheder".


DØMT - UDEN STRAF:

2 journalister fra DR-TV blev ved retten i Gladsaxe idømt, at udtalelser om en navngiven, nu afdød kriminalinspektør fra Frederikshavn, var injurierende, men at journalisterne ikke skulle dømmes straf, da de "ikke handlede i ond tro og i offentlighedens interesse". De rejste tvivl om politiets kompetance i den såkaldte Pedal-Ove sag, hvor Ove Hansen blev dømt for mordet på sin kone, men frikendt efter strafafsoningen, bl.a. som resultat af tvivl rejst af TV-programmet "Politiets Blinde Øje". Journalisterne vil anke sagen, da de betragter den som en indsnævring af ytringsfriheden.


FORHANDLINGER KØRT FAST:

Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen, sagde i dag ved et pressemøde, at forhandlingerne om forsvarsforliget reelt var brudt sammen. Han sagde, at det var finansminister Mogens Lykketofts (S) skyld. Venstre og konservative vil ikke acceptere regeringens udspil, men kræver 2 1/2 mia. kr. mere til forsvaret. Uffe Ellemann-Jensen opfordrer statsministeren til "at sætte sig for bordenden" for at få gang i forhandlingerne igen. Han udfordrede også Poul Nyrup Rasmussen (S) til offentlige debatmøder "hvorsomhelst", så der kunne blive "diskuteret politik".




"DilleSport"
- ved Bodil Andersen



BADMINTON:

Ved World Cup stævnet i Jakarta, Indonesien, tabte Camilla Martin og Peter Rasmussen fredag deres kampe. Det betyder, at begge er ude af stævnet. Camilla Martin blev nummer 2 i sin gruppe, men det var ikke nok.

Med sine 3 nederlag i ligeså mange kampe, sluttede Peter Rasmussen som nr. 3 i sin gruppe.

Den danske damedouble, Rikke Olsen/Helene Kirkegaard, er stadig med, og de skal i morgen lørdag spille semifinale.


HÅNDBOLD:

Ved U-VM for kvinder i Brasilien vandt Danmark torsdag 26-20 over Frankrig i 1/4 finalen. Det var 6. sejr i træk - ganske pænt!
Danske topscorer: Mette Vestergaard 10,
                  Tonje Kjærgaard 5,
                  Helle Simonsen 4,
                  Lotte Kiærskou 3,
                  Joan Glintborg 2,
                  Kristina Andersen, Karina Jespersen hver 1
Semifinalen spilles i nat, og modstanderen bliver SydKorea.




"Vejret"


Efter gårsdagens regn kom der i dag en fin dag, med overvejende solrigt, og temperaturer helt op til 20 grader. Sent på dagen blev det mere udbredt overskyet.



"Finansmarkederne"


Nationalbankens middelkurser fra igår

1USD       5,7710 DKK,   1GBP      8,9289 DKK,   1DEM      3,8739 DKK
100JPY     5,6111 DKK,   100ITL    0,3592 DKK,   1AUD      4,3877 DKK
1FRF       1,1253 DKK,   1CHF      4,7486 DKK,   1CAD      4,2393 DKK
1IEP       9,1038 DKK,   1NLG      3,4576 DKK,   1XEU      7,2703 DKK
100ESB     4,544  DKK,   1NZD      3,8025 DKK,   1SEK      0,8075 DKK
10BEF      1,8838 DKK,   1NOK      0,8887 DKK,   100ISK    8,68   DKK  

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,35% -0,28 (6% - 2026),   7,64% -0,08 (7% - 2004)
Aktieindex: 373,67 -0,18   KFX (mest omsatte aktier): 105,11 +0,18
Tilbage