Danske nyheder pr. 95.09.12
- Danske Nyheder pr. 95.09.12 -
* Set, hørt og læst af Dille og Leif på BLA*net *
THULESAGEN:
Der er nu flertal i Folketinget for at forlænge undersøgelsen af
Thule-sagen også efter 1968. Man havde ellers, ifølge ekspertudsagn til
Politiken søndag, valgt at standse undersøgelsen af USAs brug af
Thulebasen det år, af hensyn til USA. Efter den dato kunne amerikanerne
nemlig ikke påberåbe sig ukendskab til den danske holdning til A-våben,
hvilket de kunne før, netop på grund af H. C. Hansens brev fra 1957.
Enigheden i folketinget hører også op netop når det drejer sig om
omfanget af undersøgelsen efter 1968. Uffe Ellemann-Jensen (V) og Peter
Duetoft (CD) vil indskrænke undersøgelsen til alene danske politikeres
handlinger, mens Socialdemokrater, SF og Enhedslisten vil have alle
forhold undersøgt. Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) synes
ikke, at der er nogen grund til kun at undersøge danske politikere.
Sagen behandles i udenrigspolitisk nævn i morgen, onsdag.
Grunden til, at Uffe Ellemann-Jensen, iøvrigt på linie med Hans Engell
(K) ønsker undersøgelsen udvidet til tiden efter 1968, men kun for
politikere er, at regeringen fornylig fremdrog et notat fra 1983. Den
nuværende regering antydede dermed, at den daværende borgerlige regering
havde kendskab til H. C. Hansens brev. Notatet var en redegørelse fra
daværende forsvarsminister Hans Engell til Folketinget. Hans Engell
kunne dengang ikke kunne afvises, at overflyvninger med a-våbenbevæbnede
fly havde fundet sted.
SYGEPLEJESKER AKTIONERER:
Sygeplejersker fra 3 store hospitaler i Københavns-området:
Frederiksborg Hospital, K.A.S. Gentofte og K.A.S. Glostrup (KAS -
Københavns Amt Sygehus) nedlagde i formiddags arbejdet. Det skete op til
et møde i eftermiddags mellem politikere, forligsmand Mette
Christiansen, Dansk Sygeplejeråd og arbejdsgiverne. Mødet foregik i
Sundhedsministeriet, hvortil de strejkend havde arrangeret
demonstrationstog.
Fællestillidsmand Henrik Wieklund siger, at det der
startede som en lønkonflikt nu er blevet et spørgsmål om løn- og
arbejdsforhold for sygeplejerskerne. Strejken skal også ses som en
protest mod det langvarige udvalgsarbejde i det udvalg, der ifølge
lovindgrebet fra maj skulle fastlægge den nye overenskomst. Forslaget
skal være færdigt 1. oktober.
ØSTERSØTOPMØDE:
Europaparlamentets formand, tyskeren Klaus Hensch foreslog i dag ved en
Østersøkongres på Bornholm, at EU-landene sammen med Polen, Rusland,
Letland, Estland og Litauen afholder et topmøde. Norge og Island vil
også blive inviteret med, såfremt de ønsker det. Topmødet skulle være en
pendant til det Middelhavstopmøde, som Spanien har forslået for landene
i Sydeuropa og Nordafrika. Formålet med mødet skal ikke blot være
økonomisk støtte, men også et tættere samarbejde landene imellem.
FÆRGESIKKERHED:
Skærpet kontrol af sikkerheden, bedre uddannelse af færgepersonalet og
udskiftning til moderne redningsudstyr er nogen af de mange forslag til
forbedring af sikkerhed på danske færger, som et udvalg under
Søfartsstyrelsen offentliggjorde i dag. Udvalget blev nedsat efter
"Estonia"s forlis, og har tidligere fremlagt forslag til forbedring af
stabiliteten på de såkaldte Ro-Ro færger. [Roll on - Roll off færger,
har porte i begge ende og et gennemgående vogndæk. Estonia var af denne
type.]
PIZZARIASNYD:
Mange har en manglende forståelse for danske regnskabsprincipper, mens
andre bevidst snyder, siger souschef i Told- og Skat Aalborg, Eskild
Petersens til Jyske Vestkysten. En gennemgang af nordjyske pizzariaer
afslørede 21, som ialt havde undladt at oplyse om 4,1 mill. kr. i told
og afgifter.
VARETÆGTSFÆNGSLET:
Den 28-årige flygtede fange fra den store fangeflugt i Vridsløselille,
der blev anholdt efter et bankrøveri i går, blev i dag varetægtsfængsle
for 27 dage, heraf 14 i isolation. Under arrestationen sårede politiet
røveren i højre lår, men det var ikke væree, end at han kunne møde op
til grundlovsforhøret i dag. Han blev i dag sigtet for røveri af særlig
farlig karakter.
OVERENSKOMST:
I dag indgik den amerikanske legetøjsgigant Toys'R'Us overenskomst med
HK for forbundets ansatte i det store legetøjsvarehus i Glostrup. De
amerikanske ejere har i flere år insisteret på ikke at ville anerkende
fagforeninger blandt deres ansatte, men har givet sig, især efter pres
fra svenske fagforeninger. Svenskerne havde held til at overbevise
kunder om ikke at handle hos Toys'R'Us. Den danske aftale har ligget
klar et par måneder, men afventede godkendelse i USA. Den kom idag.
NINN-HANSEN I RETTEN:
I dag vidnede fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen i Østre Landsret, i
ankesagen om falsk vidneforklaring mod Grethe Fenger Møller (K). Erik
Ninn-Hansen støttede Grethe Fenger Møllers forklaring om, at det var på
hendes eget initiativ, og ikke fra embedsmænd i Justitsministeriet, at
hun sendte en forespørgsel om tamil-stoppet til justitsministeren.
Forespørgslen havde til resultat, at Folketingets ombudsmand ikke kunne
starte en undersøgelse. Højesteretsdommer Hornslets konklusion i
tamil-undersøgelsen var, at Grethe Fenger Møller ikke talte sandt, da
hun vidnede for dommeren. Det fik hun 60 dages betinget fængsel for i
Københavns Byret, men har altså anket.
MØDE UDEN RESULTAT:
Justitsminister Bjørn Westh (S) mødtes i dag med repræsentanter for de
københavnske fængselsbetjente, men der kom ikke noget konkret ud af
mødet. Repræsentanterne vil nu spørge medlemmerne, hvad næste skridt
skal være. Der tales om at nægte overarbejde og arbejd efter reglerne.
Fængselsbetjentene mener, at der er alt for få ansatte til at udføre de
opgaver der er blevet pålagt.
KONKURS:
Margerinefabrikken Grønvang A/S blev i dag erklæret konkurs, efter godt
14 dages betalingsstandsning. Betalingsstandsningen skete, netop som der
var forlydender om et salg af virksomheden, der er grundlagt af
"margerinedronningen" Johnny Vang-Lauridsen. Børsen har opgjort
virksomhedens samlede gæld til 140 mill. kr., samt en negativ
egenkapital på 26,7 mill. kr. Johnny Vang-Lauridsen startede Grønvang,
da en konkurrenceklausul med Unilever-koncernen udløb. Unilever havde
købt hendes forrige margerinefabrik. Men markedet for margerine har
været særdeles dårlig siden Grønvang startede - selv Unilever kører med
underskud.
CYKLING:
Bjarne Riis har brækket en ryghvirvel og må opgive at køre videre i
etapeløbet Spanien Rundt. I lørdagens enkeltstart styrtede han og røg
ind i autoværnet. Han kom dog på cyklen igen og fik en 6. plads.
Søndag og mandag har han kørt med meget stærke smerter, og efter
mandagens etape besluttede han sig til at stoppe.
Uheldet betyder farvel til VM i Colombia næste måned, men 'Ørnen fra
Herning' regner med at deltage i 6 dages løbet i Herning medio oktober.
Iøvrigt - Jesper Skibby vandt gårsdagens etape i Spanien Rundt, med
1,20 minutters forspring til nr. 2.
I den samlede stilling er Jesper Skibby nr. 61, 38,10 minutter efter
Laurent Jalabert som fører med 5,11 minutter.
FODBOLD:
UEFA-Cup:
Brøndby - Lillestrøm, Norge 3-0
Målscorer: Bo Hansen (37.min), på oplæg fra Søren Colding.
Dan Ecken (57.min) på hovedstød efter hjørnespark af Allan Nielsen
Ole Djur (87.min) på straffespark.
Sparta Prag - Silkeborg 0-1
Målscorer: Heine Fernandez efter 5 minutter.
En sensationel udesejr mod et stærkt hold.
HÅNDBOLD:
Anne Dorthe Tanderup kommer ikke med til VM i Østrig/Ungarn til december.
Hun har revet det ene korsbånd og en menisk over! Og ikke engang i en
håndboldkamp!! I fredags skulle hun deltage i TV2's Stjernetræf!!! Tja,
det er ikke al spil der er sundt! Landstraener Ulrik Wilbek har endnu
ikke udtaget en anden spiller. Og sandsynligvis venter han til efter
turneringen i Slovakiet om 5 uger!
Den udbredte regn, der startede i går aftes i sydvest fortsatte i
morges, men efterhånden klarede det op fra syd, og blev ganske fint
solskinsvejr, omend med skyer og spredte byger. Temperaturer 16 - 21
grader.
Nationalbankens middelkurser fra igår
1USD 5,6845 DKK, 1GBP 8,8235 DKK, 1DEM 3,8688 DKK
100JPY 5,7246 DKK, 100ITL 0,3529 DKK, 1AUD 4,2776 DKK
1FRF 1,1246 DKK, 1CHF 4,7225 DKK, 1CAD 4,2368 DKK
1IEP 8,9946 DKK, 1NLG 3,4546 DKK, 1XEU 7,2421 DKK
100ESB 4,527 DKK, 1NZD 3,7074 DKK, 1SEK 0,7995 DKK
10BEF 1,8815 DKK, 1NOK 0,8870 DKK, 100ISK 8,68 DKK
Børsens nøgletal fra igår
Obligationsrenter: 8,63% uændr.(6% - 2026), 7,86% -0,02 (7% - 2004)
Aktieindex: 373,10 +0,17 KFX (mest omsatte aktier): 104,57 +0,11