Danske nyheder pr. 95.09.11
- Danske Nyheder pr. 95.09.11 -
* Set, hørt og læst af Dille og Leif på BLA*net *
EN TIL I NETTET:
Efter en dramatisk anholdelse på Hulgaardsvej i København, fik politiet
fat i endnu en af de flygtede fanger fra Vridsløselille Statsfængsel.
Politiet forfulgte en bankrøver i en stjålen bil. Da en politivogn fik
standset bilen, truede føreren politiet med et jagtgevær og nægtede at
overgive sig. En politimand skød og sårede manden i benet, hvorefter han
overgav sig. På hospitalet tilstod han, at han var en af de eftersøgte,
en 28-årig mand, der afsonede en 10 års dom for narkohandel, røveri og
tyveri.
SID KONGRES:
I går åbnede SiD sin store kongres i Falkoner Centeret i København, og
her langede den afgående formand, Hardy Hansen (S) stærkt ud efter alle,
både borgerlige, socialdemokrater og den øvrige fagbevægelse. "LO har
ikke markeret sig tilstrækkeligt i forhold til det politiske system",
sagde han, og fortsatte: "Kære LO-formand - jeg havde meget gerne set,
at du var tættere på den kamp, vi kæmper". Han havde ikke noget imod at
blive kaldt beton-politiker - "Beton er et et godt byggemateriale".
Spidskandidaterne til at afløse Hardy Hansen er Willy Strube og Poul
Erik Skov Christensen, mens Harald Børsting er outsider. Ifølge DR-TVA
Søndag er der endnu en outsider - Hardy Hansen selv. Det siges, at hvis
han bliver kraftig opfordret, tager han gerne en periode til. Det
afviser han dog selv. Kongressen fortsætter til 20. september.
ESBJERGKONFLIKTEN:
Håbet om en hurtig løsning på konflikten mellem Ri-Bus og de fritstillede,
tidligere chauffører i Esbjerg forsvandt i dag, da politiet ved Esbjerg
Byret fik forlænget fængslingen af 3 medlemmer af chaufførernes
støttekomite. De 3 er mistænkt for at have organiseret en række grove
hærværk mod politikere, politifolk og Ri-Bus nuværende chauffører. De 3
har siddet i 4 uger, og skal sidde foreløbig 4 uger til. Forsvarererne,
advokat Hans Kjellund og Jens Bjørst er frusterede over, at de ikke
kunne få lov til at afhøre det ene af de to hovedvidner, som i pressen
har trukket sine vidneudsagn tilbage, og rejst stærke anklager mod
politiet i Esbjerg.
De fritstillede chauffører og støttekomiteen er rasende, og kalder
politiets anklager et politisk forsøg på at knække protesten. Men
tillidsmænd fra hele landet, der i dag var samlet til møde i Esbjerg,
lovede fuld støtte til kampen.
MISTRO TIL RETSVÆSENET:
En analyse fra Gallup i DR-TVA viser, at hele 72% af danskerne mener, at
grove forbrydere slipper for let, når de dømmes ved danske domstole. Der
er en del afvigelse, afhængige af de adspurgtes politiske
tilhørsforhold, fra 80% hos VKZ-vælgere til 62% hos tilhængere af de
radikale og CD. Det får Hans Engell (K) til at sige, at "Der er et
massivt ønske om, at straffene for volds- og seksualforbrydelser
strammes markant". Sonja Albrink (CD) mener ikke, der skal strammere
love til. Istedet skal man udnytte de sanktionsmuligheder, der allerede
findes i dag - for det gør man ikke! Justitsminister Bjørn Westh (S) er
heller ikke tilfreds med den nuværende situation, men han tror ikke på,
at generelt højere straffe vil gavne.
LÆGEMISBRUG:
Der skal nu gøres en særlig indsats for at nedbringe medicinmisbruget
blandt læger. Det har lægernes egne organisationer besluttet, udtrykt i
Kollegialt Netværk, ledet af læge Finn Urdt, Hvidovre Hospital. I dag er
140 læger under løbende tilsyn, fordi de tidligere har misbrugt medicin,
ellers beregnet for patienterne.
KVINDEMØDE:
Danske parlamentarikere, der deltager i FNs Kvindekonference i Beijing,
gav i dag for anden gang problemer for de kinesiske sikkerhedsfolk. De 8
parlamentarikere holdt sammen med repræsentanter fra de øvrige nordiske
lande et møde med 4 kvindelige eksiltibetanere. Tilsyneladende er de 4
kommet til Kina uden myndighedernes vidne. Myndighederne forsøgte at
forhindre, at der blev afholdt pressemøde efter mødet, og da pressemødet
alligevel blev gennemført, forsøgte sikkerhedsfolkene (forgæves) at
afkorte det.
EFTERSPIL:
Forsvarerne i rigsretsagen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen (K)
indsendte i dag endnu en klage over rigsretten til
menneskerrettighedsdomstolen i Strassbourg. Der klages dennegang over,
at dele af rigsrettens behandling skete, selv om Erik Ninn-Hansen ikke
kunne være tilstede. Derved fik han ikke en fair behandling, mener
forsvarerne. De har tidligere klaget over, at dommer Hornslets
undersøgelse af tamilsagen var "inkvisitorisk", fordi afhøringerne
foregik for lukkede døre. Samtidig mødte Grethe Fenger Møller (K) op i
Østre Landsret i dag, for at starte ankesagen om en dom på 90 dages
betinget fængsel for falsk vidneforklaring i tamil-sagen.
NY SASPARTNER:
Samtidig med, at luftfartselskabet SAS samarbejdsaftale med Continental
Airlines i USA ophører, blev det i dag oplyst, at SAS har indgået en
samarbejdsaftale med det medarbejder-ejede United Airlines. Aftalen var
ventet, da United Airlines i forvejen samarbejder med Lufthansa, som SAS
har indgået strategisk samarbejde med.
DYR BRANDVÆSEN:
Politiken har regnet på udgifterne til kommunalt brandvæsen i København,
Gentoft, Frederiksberg og Roskilde. Og de beregninger viser, at
københavnerne betaler 100 mill. kr. mere for deres brand- og
redningstjenestse end de øvrige kommuner. Det svarer til 600 kr. pr
indbygger, imod 3 - 400 kr. Københavns byplanborgmester Bente Frost (V)
er klar over problemet, og siger til bladet, at et konsulentfirma er i
gang med at analysere væsenet.
JYLLANDS-POSTEN
Så kom den første "rigtige" avis på internettet. Det er vist ikke
officielt endnu - jeg har ikke hørt om det - men kigger man på URL:
http://www.jp.dk
og vælge henvisning "Korte Nyheder" eller en af de 5 kategorier
"indenlandsk", "udenlandsk", "Sport", "Politik" og "Erhverv", vil man
finde friske nyhedsresumeer, der [desværre] overgår det vi kan præstere
her. I fredags blev nyhederne opdateret tidlig morgen og mellem 14 - 15.
Hvis man skal kritisere noget [og det føler jeg trang til :-(], så er
de lidt for indforståede danske og anonyme. Forfatteren eller
forfatterne er ikke angivet. Det er heller ikke klart om målgruppen er
danskere i udlandet, eller hvad målet med Web-siderne er. I forvejen var
og er de beregnet for Jyllands-Postens IT-redaktion og avisens Computer
Club.
Flere lignende initiativer er efter sigende undervejs. Ifølge "Danmarks
Posten" (Dansk Samvirkes Medlemsblad) fra september er der en
nyhedstjeneste på vej på et kommende DR-Online (planlagt "til oktober").
I denne weekend kunne man i Søndagsavisen læse, at Danmark Online, en
privat internetudbyder søger journalister og "chefredaktører" til et
"Internet-Center".
LEDØJE-SMØRUM
Først i denne uge gik Ledøje-Smørum Kommune på internettet, også
angiveligt den første. Det skrev Kommunedata ihvertfald i sin
pressemeddelelse. Kommunedata oplyste imidlertid ikke om HVOR på
internettet kommunen kunne findes. Det var der heller ikke nogen af de
mange medier, der bragte historien videre, der kunne (eller
ville). Men efter lidt research i fredags kan "NetSurferNyt" afsløre, at
hvis man går til URL:
http://www.kmd.dk (Kommunedata's hjemmeside)
og følger henvisning "Andre intersante servere", finder man
Ledøje-Smørum Kommune. En sød lille reklamefolder. Mens man har fat i
Kommunedata, kan man læse pressemeddelelsen under "Nyheder", også på
indgangsiden.
KIMS MESTER
For nogen tiden (13/7) skrev jeg om Kim's Internetmesterskab her i
NetSurverNyt. Nu foreligger resultatet, og kan ses på
http://www.kims.dk/highscore.html
Næsten 700 har deltaget, oplyser marketingschef Jørn Tolstrup Rohde,
Kims A/S, i et brev til de heldige vindere, heriblandt også mig! En hat
("cap") og en t-shirt kom i fredags med posten. Lige en lille advarsel -
hvis du vil kigge, men selv mener du har for svag en karakter og ikke bør
deltage i disse konkurrencer: Gå direkte til ovennævnte URL! Hvis du
bruger den gamle:
http://www.kims.dk
vil du bare falde i igen! Nu drejer det sig om en ny dansk, action-film,
man kan vinde billetter til. Den hedder "Operation Cobra" og den har
sin egen hjemmeside.
FRANK JENSENS PRISER:
Forskningsministeren modtog onsdags IDG Danmarks IT-pris 1995 på 25.000 kr.
Formand for IT-Brancheforeningen, Claus Jepsen begrundede prisen med:
"Frank Jensen har i høj grad bidraget til at formidle og sprede
kendskabet til informationsteknologien og fået sat denne teknologi ind i
en samfundsmæssig og politisk sammenhæng", som det blev citeret i
ComputerWorld. Frank Jensen vil bruge pengene til at udskrive en
kronikkonkurrence med temaet "Hvad ønsker du personligt af
informationssamfundet år 2000".
Samme ComputerWorld fortæller forresten, at de 300.000 kr. Frank Jensen
fik af Microsoft skal bruges til at sende en skoleklasse på studietur
til USA. Det glemte pressen i tirsdags at fortælle i benovelse over den
"veltilrettelagte" strømabrydelse midt i MS-Windows95 præsentationen i
København. Den heldige klasse skal findes ved hjælp af en endnu ikke
fastlagt prisopgave, med deltagere fra folkeskolen, tekniske skoler,
gymnasier og handelsskoler. Tema: Informationssamfundet om 10 år. [Sikke
en fantasi! :-(]
BADMINTON:
Elitedivisionen: Triton-Lillerød 4-9
Højbjerg-Skovshoved 6-7
Holbæk Kastrup Magleby 2-11
FODBOLD:
K-Elitedivisionen:
Lørdag: Vejle-HEI 0-7 H: Lene Jensen 3, Gitte Krogh 2, Ulla Knudsen 1,
Lise Søndergaard 1
Søndag: Hillerød-Fortuna Hjørring 0-14 F: Lene Madsen 2,
Birgit Christensen 3,
Christina Petersen 4,
Marianne Jensen 1,
Karina Mikkelsen 1,
Melpha Makowska 1,
Julie Hauge Andersson 1,
Helle Jensen 1
Rødovre-Kolding 2-1 K: Linda Nissen
R: Susanne Kjerulff, Lisbeth
Hansen
Vorup-OB 0-3 O: Kristina Jacobsen, Ann Grethe
Larsen, Merete Pedersen
M-Superligaen:
Søndag: Viborg-Herfølge 2-1 H: Søren Lyng
V: Steffen Højer, Jesper Stucker
AGF-Ikast 3-0 A: Thomas Thorninger, Torben Piechnik,
Lennart Bak
Lyngby-FCK 2-2 L: Johnny Vilstrup (straffe), Todi Jønsson
F: Michael Johansen, Morten Nielsen
Vejle-Aab 1-3 V: Peter Graulund
A: Jens Jessen,
Ib Simonsen (straffe), Erik Bo Andersen
HÅNDBOLD;
Ved U-VM for kvinder spillede Danmark lørdag mod Bulgarien, og vandt
24-21. Danske topscorer blev: Kristine Andersen og Tonje Kjærgaard -
begge med 6 mål, Mette Vestergaard 4.
Søndag: Spillede Danmark 23-13 mod Argentina. Mette Vestergard og
Camilla Frederiksen scorede hver 4 gange, Camilla Skjødt scorede 3.
Med sejren søndag har Danmark suverænt vundet puljen - maksimum point.
1/8 delsfinalerne spilles tirsdag.
MOTORLØB:
Søndag opnåede racerkøreren Jason Watt et fornemt resultat: Han blev
Europamester i klassen formel Opel Lotus. Samtidig slog han en rekord:
han vandt 7 løb i sæsonen, og slog hermed Ruben Barricellos (formel 1
kører fra Brasilien) tidligere rekord med enkelt sejr. Efter sejren var
Jason Watt meget glad: "Det er utroligt! Nu skal vi feste!
Jason Watt solgte for 2 år siden sin bil og stereoanlæg for at køre løb
i England. Det lykkedes - så stædighed og beslutsomhed er ikke så
dårligt.
Et udbredt regnområde kom ind fra sydvest, og dækkede i løbet af dagen
hele landet. Også lørdag var der udbredt regn, mens der indimellem har
været gråvejr, med enkelte solperioder. Temperaturer mellem 15 og 20
grader og svage vinde.
Nationalbankens middelkurser fra fredag
1USD 5,7560 DKK, 1GBP 8,8942 DKK, 1DEM 3,8704 DKK
100JPY 5,7525 DKK, 100ITL 0,3544 DKK, 1AUD 4,3343 DKK
1FRF 1,1266 DKK, 1CHF 4,7038 DKK, 1CAD 4,2875 DKK
1IEP 9,0496 DKK, 1NLG 3,4552 DKK, 1XEU 7,2526 DKK
100ESB 4,516 DKK, 1NZD 3,7449 DKK, 1SEK 0,7937 DKK
10BEF 1,8821 DKK, 1NOK 0,8871 DKK, 100ISK 8,66 DKK
Børsens nøgletal fra fredag
Obligationsrenter: 8,63% +0,01 (6% - 2026), 7,88% -0,02 (7% - 2004)
Aktieindex: 372,93 -0,63 KFX (mest omsatte aktier): 104,46 -0,02