Danske nyheder pr. 95.09.05
- Danske Nyheder pr. 95.09.05 -
* Set, hørt og læst af Dille og Leif på BLA*net *
DANSK STØTTE:
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) siger, at den danske regering
støtter genoptagelsen af FN/Nato's flyangreb på de bosnisk-serbiske
stillinger omkring Sarajevo. Niels Helveg Petersen sagde til DR, at han
"finder skridtet - det jo er imod militære mål - et passende skridt".
STRØMSVIGT:
Den indre by i København var i eftermiddag ramt af en 3 kvarter lang
strømafbrydelse. Det var en fejl på H.C. Ørstedsværket, der bevirkede en
sikkerhedsudkobling i næsten samme område som i april måned. Dengang var
afbrydelsen mere alvorlig, og varede i 4 timer. Også i dag opstod der
trafikkaos, da trafiklys svigtede, og S-tog standsede. Da strømmen
kom igen var der forsinkelser på mellem 20 - 40 minutters forsinkelse på
lokaltogene i flere timer efter.
KUN 3. FORSØG:
Vestsjællands Amt vil kun betale for 3 behandlinger for barnløshed, og
det gælder slet ikke dyre (men effektive) behandlinger som
mikroinsemination. Det siger formanden for amtets sundhedsudvalg, Niels
Asser (SF). Istedet vil amtet bruge pengene til at reducere
ventelisterne og fjerne patienter fra gangene. Hvis borgerne ønsker
flere behandlinger, må de selv betale. "Barnløshed er ikke en sygdom",
siger Niels Asser, der ikke regner med, at sundhedsministeren vil bruge
sin ret til at forlange sundhedsstyrelsens anbefalinger fulgt til punkt
og prikke. Til DR siger sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen (CD), at
hun ikke vil blande sig a.h.t. det lokale selvstyre.
[Ved mikroinsemination indføres en sædcelle direkte i ægget via en ultra
tynd kanyle. Det er en af de behandlingsformer, som Etisk Råd vil have
forbudt, fordi det er "naturstridigt".]
FINANSLOVSFORHANDLINGERNE:
Fremskridtspartiet sendte i dag en invitation til Venstre og
konservative om at danne en fælles front mod venstrefløjen og dens
indflydelse på finanslovsforslaget. Forslaget blev prompte afvist af
Hans Engell (K) og Anders Fogh Rasmussen (V). Anders Fogh Rasmussen
kaldte i TV2 Nyhederne forslaget for "et slag i luften", mens Hans
Engell erindrede de dårlige erfaringer med et VKZ-samarbejde ved sidste
folketingsvalg. Der opnåede VKZ ikke noget absolut flertal.
FLUGTHJÆLPER?:
Den 35-årige mand, der i søndags blev anholdt som kontaktmand mellem de
7 flygtende fanger fra Vridsløselille Statsfængsel og TV3 Direkte, blev
i går varetægtsfængslet 14 dage i isolation. Politiet mener, at han
enten var fører af den 26-tons gummiged, der brød gennem muren, eller
chauffør for en af flugtbilerne. Han var indtil for nylig indsat i
Vridsløselille, og var prøveløsladt derfra.
FÆNGSELSPROTEST:
I morgen samles fængselsbetjentene fra de tre store, lukkede fængsler i
København - Vridsløselille Statsfængsel, Anstalten i Herstedvester og
Vestre Fængsel - til et fælles protestmøde. Det skyldes, at der endnu
ikke er sket noget for at afvikle den voldsomme overarbejdspukkel, som
fængselsbetjentene må arbejde under. De 400 ansatte i Vestre Fængsel har
for øjeblikket opsparet 35.000 timer, uden mulighed for afspadsering.
Fængselsbetjentene kræver nu, som for et par måneder siden, at der
ansættes flere betjente.
DEMONSTRANTER VENDER HJEM!:
De to socialdemokratiske politikere, politisk ordfører Torben Lund og
medlem af Europa-parlamentet Kirsten Jensen, opgiver den videre
deltagelse i protesten mod Frankrigs a-bombeforsøg på Muroroa. De to er
frusterede over, at de lokale beboerer på Tahiti, hvortil de var
inviteret, udelukkende bruger den internationale opmærksomhed til at
kæmpe for selstændighed fra Frankrig. Det var ikke derfor de kom, siger
Torben Lund til DR.
FOR STOR BRYLLUPSGAVE?:
Til november gifter prins Joachim sig som bekendt med sin udkårne
Alexandra Manley, og parret flytter in på Schackenborg i Sønderjylland.
En masse mennesker er gået i gang med at finde passende bryllupsgaver,
men en speciel har skabt stort røre i området i dag. Broen, der fører
ind til slottets gårdsplads er i forfald, og derfor ville Sønderjyllands
Amtsråd give en ny bro. Der var blot to problemer: Den ville koste 1
mill. kr. og der var ikke enighed. S og SF i amtsrådet syntes, at det
var for dyr en gave. Derfor kom det i dag til afstemning og brudeparret
får nu broen. S og SF har nemlig ikke flertallet i amtsrådet.
LANDBRUGETS HANDLINGSPLAN:
Landbrugsrådet fremlagde i dag sin handlingsplan for fremtidens danske
landbrug. I modsætning til SiDs forslag fra i går, var det etablerede
landbrugs tanker knap så konkrete, mere i retning af "vi vil producere,
hvad I (forbrugerne) vil betale for!". Selv om en større del af
landbruget i fremtiden vil producere økologisk, mente Peter Gæmelke,
formandskandidat til Landbrugsrådet, ikke, at der var et større marked
for økologiske varer. Han troede iøvrigt ikke på SiD-rapporten, der
talte for en total omlægning til økologisk over 30 år, fordi den var
baseret på skøn og gæt, som den jo også selv beskrev. Landbrugsrådet
karakteriserede fremtidens landbrug som uden væksfremmende stoffer, uden
plantegiftrester i grundvand eller produkter og genteknologien blev kun
brugt til sygdomsforebyggelse, ikke til fremme af produktionen.
THULESAGEN:
DR-TVA har som bekendt fået udleveret et bestemt papir, et referat af et
møde mellem departementchef Eske Bruun og USAs ambassadør Blair i 1964.
Udleveringen var betinget af, at brevet ikke ville blive offentliggjort.
Efter at have fået udenrigsministeriets forklaring på, at hvad en
offentliggørelse indebar, oplæste DR-TVA i aften notatets tekst. Teksten
var - underlig nok - på engelsk, og DR-TVA havde forsynet oplæsningen
med en meget hurtigrullende undertekst. [Det kan nok ikke opfattes som
andet end en provokation. Det lød ihvertfald ikke særlig overbevisende
om noget som helst. Det skulle man vist være trænet embedsmand og
historiker for at drage vægtige konklusioner fra!]
POLITIREDEGØRELSER:
Politidirektør Poul Eefsen mener i en 6 sider lang redegørelse, sendt
til Folketinget, om Københavns Politis behandling og efterforskning i
sagen om de racistisk inspirerede overfald og hærværk mod en grillbar i
Husum. Konklusionen af redegørelsen er, at politiet gjorde en betydelig
indsats for at finde ud af, hvem der stod bag overfaldene mod Haiming
Lei og hans forældre. Men hverken Anne Baastrup (SF) eller en beboer fra
området, der har støttet Haiming Lei, er enige i det synspunkt. De
påpeger i Politiken Søndag flere unøjagtigheder på væsentlige punkter i
redegørelsen. Det er f.eks. forkert, når politiet skriver, at Haiming
Lei fra starten ikke ønskede at anmelde overfaldsmændene. [Det skete
først da han havde givet op.]
Haiming Lei har forresten indgivet en politianmeldelse igen. En 16-årig,
der tidligere har været varetægtsfængslet i 4 uger for trusler mod
Haiming Lei, overfaldt ham sidste onsdag og tog kvælertag.
I dag kom en tilsvarende redegørelse for, hvorfor politiet ikke tog
dødstrusler alvorligt, afleveret pr. brev til Lubna Elahi, SFs medlem af
Københavns Borgerrepræsentation. Politiet henviser til, at man ikke
vidste hvem det var, der ringede. Det bestrides af Lubna Elahi, der
siger at vagthavende helt klart gav udtryk for, at han vidste hvem hun
var. Lubna Elahi har tidligere været udsat for voldelige overfald.
STORE HVAD-DAG?:
Hvad har urskovsbrøl og bongotrommer [der lyder som om de er optaget
under en stillig herrefrokost - eller salgsseminar], eksotiske planter,
flimrende billeder, flotte fotomodeller og en tysk
stuntmand, der løber ned af Hotel Sheraton - udvendigt - egentlig med et
styresystem til personlige computere at gøre? Den reklamefilm og dagens
stunt, behørigt vist i alle elektroniske medier, er en del af
lanceringen af Microsofts Windows'95, hvis danske version kom i dag.
Kampagnen har kostet 20 mill. kr. (i Danmark) og alle medier viste,
hvordan et indbudt publikum i Imperial Bio så Microsoft overrække
forskningsminister Frank Jensen 300.000 kr. - hvorefter et
multimedia-show gik i gang - og i sort! Det var den ovennævnte
strømafbrydelse! [Sådan fortalte DR-TVA, TV2 og TV2 Lorry om
begivenheden - ingen - INGEN! - fortalte hvorfor Frank Jensen fik
300.000 kr. eller til hvad!!! Det var vel næppe til privat brug! :-(]
Til DR-TVA sagde Peter Max, direktør for Microsoft Danmark, at kravet
til Windows'95 er en 486 CPU med 8 Mb RAM, og det mente han at 60 - 70%
af danske PC-brugere havde. Microsoft Danmark regner med 400.000
installerede Windows'95 i Danmark om et år. [Tallet er lyder højt, men
ikke urealistisk - man siger at hver 3. husstand har en PC i dag, og med
2,3 mill husstande i 1995 skulde det give 700.000 PC'er alene i private
hjem.] I TV2 Nyhederne gav flere, bl.a. computerjournalisten Ole
Grünbaum, dog udtryk for, at man ville vente og se tiden an, før man selv
installerede det nye produkt.
[Tilsidst en helt ude fra overdrevet, efter min mening. Det er direktør
Edward O'hara, IDC Scandinavia, der er et analyse og konsulentfirma i
EDB-branchen, som til Microsofts "Magasinet" (nr. 2, september 1995)
udtaler at "vi tidligere har været vidunderlige teknikere og først nu
vil kunne tillade os at være vidunderlige som mennesker. Også i
erhverslivet." Eller hvad med: "..med Windows'95 skal man ikke længere
tilegne sig nye metoder for at løse nye opgaver". Der er flere af den
slags i artiklen, der findes på side 76 og 77. "Magasinet" er gratis for
medlemmer Microsoft User Group (hvor medlemskabet også er gratis).]
[Kampagnen nåede, på det personlige plan, en latterlig dimension igår
aftes, da jeg åbnede en pakke fra min software-forhandler. Øverst i
pakken lå et tilbud om at købe Windows'95, den 5. eller 6. kupon af
slagsen, der har været indlagt i alle mulige blade og kataloger. Jeg
synes det var morsomt - for pakken indeholdt en OS/2 Warp Connect
opgradering!]
FODBOLD:
I morgen spiller M-landsholdet EM-kvalifikationskamp mod Belgien - i
Belgien. Og ikke eet ord om, at Danmark SKAL vinde. Blot, at eet point
er nok til at sikre sig adgang til næste års EM i England.
Nå, men mere om det i morgen.
Og et hængeparti - undskyld til Jer som er interesserede - fra i går,
hvor DilleSport ikke fik angivet målscorerne i m-superligaen søndag.
Her er de:
Herfølge-AGF 1-5 H: Søren Lyng
A: Thomas Thorninger 3, Lennart Bak, Nocko
Jocovic
Silkeborg-Viborg 0-2 V: Steffen Højer, Søren Frederiksen
Ikast-Lyngby 0-4 L: Johnny Vilstrup 2, Arunas Suika, Todi
Jønson
TENNIS:
Kenneth Carlsen tabte 4. runde i US OPEN til Jim Courier, USA, med 3
sæt.
Vejret var stort set det samme som i går. Regnbyger og overskyet nogle
steder, mere sol og varme, op til 20 grader andre steder. Det var de
fleste steder dog sådan, at det var omvendt. I dag faldt regnen
fortrinsvis i den midterste del af landet, mens Nordjylland og
Sønderjylland fik en del sol.
Nationalbankens middelkurser fra igår
1USD 5,6725 DKK, 1GBP 8,8406 DKK, 1DEM 3,8879 DKK
100JPY 5,8287 DKK, 100ITL 0,3490 DKK, 1AUD 4,2612 DKK
1FRF 1,1256 DKK, 1CHF 4,7449 DKK, 1CAD 4,2266 DKK
1IEP 9,0414 DKK, 1NLG 3,4701 DKK, 1XEU 7,2642 DKK
100ESB 4,528 DKK, 1NZD 3,7132 DKK, 1SEK 0,7776 DKK
10BEF 1,8897 DKK, 1NOK 0,8882 DKK, 100ISK 8,66 DKK
Børsens nøgletal fra igår
Obligationsrenter: 8,71% -0,04 (6% - 2026), 7,95% -0,04 (7% - 2004)
Aktieindex: 368,50 -0,47 KFX (mest omsatte aktier): 102,41 -0,08