Danske nyheder pr. 95.08.25
- Danske Nyhedsmedier pr. 95.08.25 -
Set, hørt og læst af dille og leander @ blanet.dk *
FISKERE DØMT:
12 fiskere fra Rørvig blev i dag ved retten i Store Heddinge dømt for
ulovligt fiskeri. 1 blev frikendt. Dommene betegnes som "en halv sejr",
fordi retten nedsatte anklagerens bødekrav væsentligt. Ialt 2,2 mill.
kr. heraf 1,5 mill. kr. i form af konfiskation, resten er bøde.
Anklagerens krav lød på 6 mill. kr. Nedsættelsen er ifølge de anklagede
en kritik af, at fiskerikontrollen "ikke gjorde sit arbejde godt nok",
i.e. forhindrede dem i at fiske ulovligt. Istedet kiggede
fiskerikontrollen i regnskaberne flere år efter. Derfor kan de dømte
heller ikke betale selv den nedsatte bøde nu, hvor kvoterne er strammet.
Den frikendte fiskeskipper, Arne Jensen siger til DR-TVA, at de øvrige
også burde være frikendt, men at dommen trods alt viste, at man havde at
gøre "med dommere, der havde sans for retfærdighed". Formanden for
fiskerne i Rørvig, Tage Nielsen, siger, at dommen er "En sejr over
fiskerikontrollen - der ikke har gjort arbejdet godt nok". De dømtes
advokat er også tilfreds med dommen, og han vil ikke anbefale dem at
anke sagen.
Derimod vil den borgerlige opposition, Venstre, konservative og
Fremskridtspartiet have fiskeriministeren til at gribe ind til fordel
for fiskerne. Kim Mouritsen (V) siger til DR-TVA, at man nu "vil holde
øje med de øvrige sager, der skal for retten, og så holde
fiskeriminister Henrik Dam Kristensen (S) fast på sit løfte". Han har
ifølge Kim Mouritsen lovet, at ingen fisker kommer til at gå fra hus og
hjem på grund af de verserende sager.
BILLIGERE FLY:
I går lovede SAS sammen med Cimber Air flere flyafgange fra København og
til Århus, Ålborg og Karup. Ved samme lejlighed sagde man også, at det
ikke ville blive med lavere priser. Men det er selskabet Sunair ikke
enig. Ifølge direktør Niels Sundberg, Sunair, vil de også åbne en rute
mellem København og Århus, med mindre fly og bedre service. Og til
lavere priser. Ikke på "listepriser", men i form af "specialtilbud" og
rabatter. Priser på mellem 3 og 600 kr for en enkeltbillet København -
Århus blev nævnt.
300 MILL. AFSKREVET:
En spændende, ny form for feriecenter, Øer Maritime ved Ebeltoft,
kostede i dag BRF Kredit 300 mill. kr. I første omgang investerede
realkreditinstituttet 220 mill. kr. i projektet, der består af 300 huse
med eget butikscenter, da projektet blev startet i 1986. Konceptet
bestod i, at man købte dispositionsretten til en lejlighed af foreningen
bag centeret. Man kunne så selv bruge lejligeheden, eller leje den
videre. Men allerede fra starten kneb det med investeringslysten, og for
at undgå en truende konkurs indskød BRF Kredit yderligere 100 mill. kr.
sidste år. I dag nedskrev man gælden til 20 mill. kr., og reddede derved
Øer Maritime fra konkurs. Først om et halvt års tid regner foreningen
bag projektet med, at feriecenteret hviler i sig selv.
SKRAPPERE KRAV:
De nordiske lande, sammen med Storbritannien og Irland vil kræve
skærpede internationale regler for færger. Det er et resultat af
"Estonia"-katastrofen. Forslagene til nye regler indebærer større krav
til bilfærger med porte i begge ender af vogndækket. De skal nu kunne
have 1/2 meter vand på vogndækket uden at miste stabiliteten.
Forhandlinger om en revision af de internationale sikkerhedsregler til
søs starter i løbet af efteråret.
OPSVINGET HAR TOPPET:
Industriens arbejdsgiverforeninge, Dansk Industri, mener at
beskæftigelsen som følge af har toppet, men vil holde sig stabil resten
af året, før den vil falde igen. Ifølge direktør Richard B. Larsen, D.I.
er det den høje kronekurs, der er skyld i en forringet konkurrenceevne.
Men effekten slår først igennem over 2 - 3 år. Men den høje kronekurs
har allerede kostet 5.000 ekstra arbejdspladser, siger han til DR-TVA.
POLITIKERE I HELSINGØR:
13 folkevalgte politikere, bestående af trafikminister Jan Trøjborg (S)
og Folketingets trafikudvalg, tog i dag på inspektionstur til Helsingør,
med DSB, for at se på problemerne med overfarten Helsingør -
Helsingborg. Baggrunden er Mercandia-rederiets krav om at få adgang til
det dansk-svensk ejede Scanlink's færgelejer. Mercandia mener ikke, at
det er muligt at anbringe et ekstra leje andre steder i havnen.
Scanlinks danske del ejes af DSB Rederi, og derfor mener
oppositionspolitikere, med Kaj Ikast (K) i spidsen, at Scanline skal
vige, så der kan blive fri konkurrence på overfarten. Inspektionsturen
fik dog ikke nogen til at give sig, og det var den almindelige mening
hos Jan Trøjborg og Kaj Ikast bagefter, at der ikke ville ske mere i
sagen.
INGEN POLITIHUNDE:
Fra 1. september har politiet ikke længere rådighed over korpsets 400
politihunde. Det blev klart i dag, da skatteminister Carsten Koch (S)
endnu en gang nægtede at genindføre en undtagelse i skattelovgivningen,
der gør det særlige tillæg, som hundeførere får til hundens underhold,
skattefrit. Tillæget er på 1249 kr., og en beskatning vil koste
hundeføreren 300 kr. pr. måned i gennemsnit. Formanden for
politiforbundet, Tommy Agerskov Thomsen erkender i DR-TVA, at det er
småbeløb, men at det er det principielle i sagen, de kæmper for.
Folketingsmedlem Flemming Handen (K) støtter betjentene, og siger at
dette "viser en umodenhed [fra regeringens side], siden man ikke kan
løse den sag".
NY INTERNETUDBYDER!:
Med en stor reklamekampagne, bl.a. i TV2, har TeleDanmark meldt sig på
markedet som udbyder af internetforbindelser. For knapt 1.000 kr. får
man adgangsprogrammel og 3 måneders gratis internet-abonnement hos
TeleDanmarks datterselskab Danadata. Og det er mindst 3.000 kr. under
kostprisen mener flere af konkurrenterne, bl.a. DKnet og Cybernet,
ifølge Computerworld i dag. Marketingschef Michael Vad, TeleDanmark
Privat, fortæller er formålet med tilbudet at få kunderne til at bruge
telefonlinierne mere, og han forsikrer, at der er vandtætte skodder
mellem TeleDanmark Privat og Danadata, også selv om Danadata selv køber
sin internet-adgang af TeleDanmark - Det sker "til markedsprisen".
Efter henvendelse fra Cybernet har Konkurrencerådet bedt TeleDanmark
Privat redegøre for initiativet.
Nysgerrig som man jo er, har jeg kigget nærmere på TeleDanmarks særlige
hjemmeside for de nye brugere, WebClub. Den har URL:
http://webclub.teledanmark.dk
Indrømmet - jeg er forvirret. Der er nogle sjove figurer og et antal
emnesider, angivet ved billeder. Bortset fra "hotlisten" (symbolet er en
sol), er det småt med de danske henvisninger - mildt sagt. Og en del af
de udenlandske (engelsksprogede) henvisninger er ret avancerede, i
forhold til det ret forenklede danske sprog WebClub bruger på sine egne
sider. Gad vist hvad målgruppen er?
Det er man tilgengæld ikke i tvivl om på Jubii. Det er os -
internet-surferne, der af og til skal retfærdiggøre overfor andre, at
der også er noget at komme efter for ikke-engelsk-kyndige. Jubii er
simpelthen det danske svar på Yahoo - et indeks over danske websider.
Mondo Media har også lavet et forsøg med Dansk Web Index, men det er ikke så
gennemarbejdet (saml. f.eks. kategorierne EDB på Jubii og Computer på
Dansk Web Index. - De indeholder stort set de samme henvisninger - men i
Jubii er de yderligere kategoriseret og derfor mere overskuelige!) Jubii
er sponsoreret af Cybernet og produceret af Jafa. Hvad betyder så Jubii?
Hvis du ved det, vil de (som desværre blot kalder sig "Folkene bag
Jubii") gerne vide det - og de har udlovet en præmie for den bedste
forklaring.
En lille anke mod begge indeks: Kategorien Nyheder er (desværre)
misvisende, selv om Danske Nyheder er med (:8)). Der er ikke mange af de
andre henvisninger, der har nyheder. Godt nok udgiver f.eks.
JyllandsPosten aviser med (gode) nyheder i - men man finder dem ikke
online på deres web-sider!
Her er URL'erne:
http://www.jubii.dk for Jubii og
http://www.web-index.dk for Dansk Web Index.
Konklusion: Jubii kommer på min private hotlist, når den engang kommer
op og stå. Der bliver den - indtil jeg eventuelt opdager, at den ikke
bliver opdateret hurtig nok! Det er nemlig alfa og omega ved et sådant
index!
PS: Og så er jeg blevet gjort opmærksom på, at deres nye søgeprogrammel
meget snart får mulighed for at søge med ae, oe og aa istedet for æ, ø
og å. [Sidstnævnte sætning er meningsløs i gopher og e-postudgaverne af
nyhederne - jeg ved det!] Så kan surfere, der ikke kan finde de
specielle danske tegn på tastaturet også være med.
ATLETIK:
Kun 2 dage efter deltagelsen i Copenhagen Games, deltog løberen Wilson
Kipketer i et internationalt 800 m løb i Bruxelles, Schweiz.
Han vandt i tiden 1.44,38.
M-FODBOLD:
Fredag blev der trukket lod til hhv. Europa Cup for pokalvindere (FCK),
og til UEFA Cup'en (Silkeborg og Brøndby).
Hos Pokalvinderne skal FCK i første runde møde Hradec Kralove, Tjekkiet.
I UEFA Cup'en skal Silkeborg også møde et tjekkisk hold: Sparta Prag.
Silkeborgs træner, Preben Elkjær, ville hellere have haft Manchester
United eller PSV Eindhoven, for de hold kender han mere til!
Brøndbys første UEFA CUP modstander bliver Lillestrøm, Norge. Anfører
Kim Vilfort vurderer, at det ikke bliver nemt mod nordmændene, da norsk
fodbold generelt er inde i en positiv periode.
HÅNDBOLD:
Så skal K-landsholdet på farten igen. Denne gang drejer det sig om Seoul
Cup i Seoul, SydKorea. Holdet, der tager afsted på søndag, ser sådan ud:
Mål-vogtere: Lene Rantala
Susanne Munk Lauritsen
Øvrige: Anne Dorthe Tanderup
Rikke Solberg
Camilla Andersen
Tina Bøttzau
Anette Hoffmann
Anja Byrial Hansen
Janne Kolling
Conny Hamann
Anja Andersen
Heidi Astrup
Marlene Jensen
Sisse Bruun Jørgensen
Maybrit Nielsen
H-U-landsholdet er som nævnt til VM i Buenos Aires, Argentina. Natten
til fredag spillede holdet mod Argentina, og vandt 26-20. Topscorere for
Danmark: Klaus B. Jørgensen 5, Kasper Hugod 4, Roland Hasenschwandtner
3, Jesper Holm og Søren Herskind hver
Natten til søndag spiller Danmark mod Norge.
Til slut: Den tidligere landsholdsspiler, Yvette Schandorff, Kolding
IF, skal spille for den norske klub Bækkelaget. Både Anja Andersen og
Gitte Madsen har tidligere spillet i den norske klub.
RONING:
Ved VM i Tammerfors, Finland afviklede man i dag, fredag, finaler. Og
det blev til guld til M-letvægtsotteren. Revanche over for englænderne
som sidste år, ved VM i Helsingfors, vandt spurten foran danskerne.
I M-letvægtssinglesculler vandt Anders Brems bronze - i suveræn stil,
med sekunder til nr. 4.
Det blev også til bronze i m-letvægtstoeren med Thomas Ebert/Bo
Svendsen. 3. bronzemedalje tog Kristine Jørgensen/Sharon Thilgren sig
af.
Ikke dårlig dansk medaljehøst!
SVØMNING:
Hurra - endnu en guldmedalje til Mette Jacobsen ved EM i Wien, Østrig! I
dag, fredag, vandt hun 100 m medley i tiden 1.00,64 minutter. Det er ny
nordisk rekord. Hun var på en 3./4. plads 30 meter før mål, men hendes
afslutning....fantastisk! Og endnu eng viste hun sin glæde! Det var
hendes anden guldmedalje. Og i forvejen har hun en sølv- og en
bronzemedalje. Danmark havde faktisk 2 deltagere i finalen. Sophia Skou,
Kvik Kastrup, kom i finalen på 7. bedste tid. Og hun sluttede flot på en
delt 6. plai tiden 1.01,49 minutter. Det var under OL-kravet 1.02,07. Så
Sophia Skou og Mette Jacobsen er med i Atlanta 1996.
Efter løbet sagde Sophia Skou, at "det var en drøm, der gik i
opfyldelse" [at komme med til OL].
VÆGTLØFTNING:
Ved ungdoms-EM i Thessaloniki, Grækenland, vandt Anja Bærentsen fredag
guld i 54 kg klassen. Hun løftede 62,5 kg i disciplinen træk, og i
disciplinen stød løftede hun 75 kg. Guldmedaljen i dag er den første
k-medalje nogensinde, og det er 44 år siden dansk vægtløftning fik
EM-medalje sidst.
Det var nyt - gråvejr og udbredte, kraftige regnbyger og temperaturer
lige under 20 grader. "Normal" dansk sommervejr.
Nationalbankens middelkurser fra igår
1USD 5,7375 DKK, 1GBP 8,8621 DKK, 1DEM 3,8741 DKK
100JPY 5,9370 DKK, 100ITL 0,3548 DKK, 1AUD 4,2555 DKK
1FRF 1,1303 DKK, 1CHF 4,6776 DKK, 1CAD 4,2253 DKK
1IEP 9,0440 DKK, 1NLG 3,4605 DKK, 1XEU 7,2780 DKK
100ESB 4,556 DKK, 1NZD 3,7116 DKK, 1SEK 0,7861 DKK
10BEF 1,8846 DKK, 1NOK 0,8882 DKK, 100ISK 8,68 DKK
Børsens nøgletal fra igår
Obligationsrenter: 8,74% +0,01 (6% - 2026), 7,99% -0,01 (7% - 2004)
Aktieindex: 374,90 -0,14 KFX (mest omsatte aktier): 104,62 +0,40
[Om nyhederne]