Danske nyheder pr. 95.08.21

- Danske Nyhedsmedier pr. 95.08.21 -

Set, hørt og læst af dille og leander @ blanet.dk *


ØKONOMISK OVERSIGT:

Økonomiminister Marianne Jelved (R) fremlagde i dag regeringens økonomiske oversigt. Den viste et mindre fald i ledigheden end sidst, og at statens udgifter også er steget svag. Antallet af ledige er steget med godt 5.000, primært fordi færre har taget orlov, og flere dagpengemodtagere har modtaget feriepenge. Men det er ikke nok til de drastiske forholdsregler, som oppositionen kræver, siger Marianne Jelved til DR-TVA efter fremlæggelsen.

Men Hans Engell (K) læser i redegørelsen, at 800.000 i den arbejdsduelige alder "altså ikke pensionister" er på overførselsindkomster (pensioner, dagpenge, bistand og orlov). Så der skal strammes op. De konservative foreslår, at dagpengeperioden skal forkortes til 4 år, det skal være vanskeligere at opnå dagpenge - de skal kun gives til dem, der er på arbejdsmarkedet.


FINANSLOVSFORHANDLINGER:

På torsdag fremlægger regeringen sit forslag til finansloven for 1996, og oversigten vil gøre forhandlingerne vanskelige. Ihvertfald mener Hans Engell at det bliver vanskeligt. Men det er statsministerens egen fejl, siger han til DR-TVA. Poul Nyrup Rasmussen har nu i 2 år vist et "usædvanlig stort talent for at jokke i spinaten", han har vist sig "total udygtig" til at lede regeringen og landet, og han har på det sidste "skabt flimmer" ved at sammenblande statsministerposten og posten som partileder for Socialdemokratiet. Hans Engell mener ikke, at en statsminister kan udtale sig som partileder, som Poul Nyrup Rasmussen gjorde det i forbindelse med Det kgl. Teaters Operaturne til Frankrig. Det konservative ønsker en grundlæggende ændring i finansloven, men Hans Engell tvivler på, at statsministeren har kræfter til at forhandle.

Igår kaldte Hans Engell Poul Nyrup Rasmussen for "den svageste statsminister nogensinde" i en artikel i Berlingske Tidende.


INGEN SKATTESTIGNING?:

Kommunerne behøver ikke at hæve skatterne til næste år, og amterne kan nøjes med kun ringe stigninger, siger finansminister Mogens Lykketoft (S). Selvangivelserne for 1994 viser nemlig, at borgernes indkomster er forøget i forhold til, hvad man troede i juni, da regering indgik budgetforlig med amter og kommuner. Disse kan regne med en ekstraindtægt på 1,2 mia. kr. næste år, selv om de ikke øgede skattetrykket. Budgetforliget gav dem ret til at forhøje skatteprocenterne.


INGEN AFGØRELSE:

Medarbejderne på B&W Skibsværft fik heller ikke i dag besked på, om deres arbejdsplads bliver reddet eller ej. Det var ellers bebuddet. Istedet fik de at vide, at der går endnu 10 dage med sonderinger og forhandlinger, inden en redningsplan kan fremlægges.


NAZI-BALLADE:

61 demonstranter, ny-nazister såvel som anti-nazister og autonome, blev anholdt i lørdags i Roskilde. Her udviklede den lovligt anmeldte demonstration til minde om Rudolf Hess sig til slagsmål og stenkast, da den stødte sammen med et antal moddemonstrationer, heraf nogle også lovligt anmeldte. 45 bliver sigtet for gadeuorden, 12 autonome sigtes for overtrædelse af våbenloven og 4 nynazister for biltyveri. Den bil, de kom til demonstrationen i, viste sig at være stjålet.

Efter balladen overvejer politimesteren i Roskilde, Uffe Kornerup, at forbyde nazi-demonstrationer næste gang. Han mener, at han har belæg for det i grundlovens bestemmelse om forsamling, i paragraf 79. [se nedenfor]. Men den går ikke, siger professor i offentlig ret, Jørgen Albæk Jensen, for volden kom i dette tilfælde fra "tilskuerne", ikke fra mødet selv. Derfor er det grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed, der har forrang.

[Paragraf 79: Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.]


SALMONELLAFORGIFTNING:

154 danskere har fået salmonellaforgiftningen efter at have spidst spiret lucerne-frø. ca. 50 måtte på hospitalet, men alle er kommet sig igen. Det var et bestemt parti, der stammede fra Italien. Årsagen til, at salmonella-bakterien har kunnet komme på planterne, skyldes formentlig forurening af et overrislingsanlæg eller lignende. Men det tjener som et memento om, at der er fare ved alle rå madvarer, siger dyrlæge Flemming Bager, Statens Serum Institut. Bakterierne kan fjernes fra planter ved at vaske dem omhyggeligt.


ANDERS AND NET:

Egmont-koncernen er andet end en omstridt ejer af Nordisk Film. Det er også en succesfuld udgiver af Walt Disney-koncernens blade, som "Anders And & Co" i Danmark. Årligt sælger Egmont over 50 millioner børnebøger og kassettebånd i Europa. Nu har man også købt rettighederne til at udgive figurerne på elektronisk form, og vil gå i gang med at udgive CD-ROM til computere. Efter CD-ROM kommer "Fun On Line", som allerede lanceres i Tyskland til efteråret. Det bliver en online-tjeneste målrettet mod 5 - 15 årige, og udover Disneys figurer kan man møde Tom & Jerry, Lucky Luke og Asterix. "Fun On Line" lanceres også i andre lande, men først i Danmark om 2 år, oplyser Egmont til Politiken Søndag.

Yderligere 2 direktører forlod i weekenden Nordisk Film og Egmont. Det var Torben Thune, adm. direktør i datterselskabet TV1000, og Per John Jensen, Nordisk Film Video.



"DilleSport"
(ved Bodil Andersen)


BASEBALL:

I weekenden blev følgende kampe spillet i 1. division for hhv. m og k:
K: Giants-Hørsholm   8-3
   Hørsholm-Giants   4-6
M: Bulls-Ballerup    5-6  
Ballerup var bagud med 0-4. Men så lavede Ballerups Christian Kolstrup et homerun, og trak yderligere 2 Ballerupspillere med sig. 3. basemanden Jens Hjortshøj og catcher Ulrik Dan Weuder kastede over en halv meter over 1. basen Diego Sartori (Bulls).
  Ballerup-Bulls    3-2

CYKLING:

I Åbo, Finland, blev der i weekenden afholdt nordiske mesterskaber i landevejscykling. For andet år i træk, var det en dansker der tog sig af titlen.

Dennis Rasmussen vandt i tiden 4.03,42 timer for de 180 kilometer. Dennis Rasmussen var med i en 12-mandsgruppe der tidligt i løbet stak af fra feltet. Gruppen holdt sammen ca. 100 kilometer, og blev så splittet, da bl.a. Dennis Rasmussen, Nicolai Bo Larsen og nordmanden Bo Andre Namnvedt kørte til. Den senere vinder rykkede fri i solo-udbrud 20 kilometer før mål, men blev hentet af Nicolai Bo Larsen kort før mål. Nicolai Bo Larsen kunne dog ikke slå sin landsmand i spurten, men fik dog 2. pladsen. Efter sejren sagde Dennis Rasmussen, at han ikke havde været begejstret for at få Nicolai Bo Larsen med 'på hjul'. "Han er en god sprinter, og det var kun 5-10 centimeter der skildte os".

Det var en total dansk dominans i Finland:

     1.  Dennis Rasmussen              4.03,42 timer
     2.  Nicolai Bo Larsen             samme tid
     3.  Henrik Jacobsen               4.03,59
     4.  Marc Strange Jacobsen         samme tid
     12. Søren Mønster                 4.06,34
     13. Dani Petersen                 samme tid
     15. Mark Tune Madsen              samme tid
     18. Lars Pingel                   samme tid
     19. Morten Sonne                  samme tid
I Spindleruv Mlyn, Tjekkiet, blev der i weekenden afholdt europamesterskaber i mountainbike. 230 ryttere var til start - heraf 6 danskere -. Men det blev ikke det mest opmuntrende EM, set med danske øjne. Michael Rasmussen og Lennie Kristensen opgav løbet på grund af sygdom. Og Ernst Hansen og Michael Grønbæk måtte udgå efter styrt. Så den bedste danske rytter blev Jesper Agergaard, med en plads som nr. 48.


GOLF:

Som annonceret i fredagens DilleSport, følges her op på DM i hulspil, for både M og K.

K spiller i Silkeborg
M spiller i Rungsted

M: Rungsted, lørdag: Christian Rosenstad, Silkeborg, satte lørdag ny banerekord med 66 slag. Det var 1 slag bedre end den 14 år gamle rekord - indeholdt af Clauds Eldrup. Banens par er 72 slag, og det lykkedes i lørdagens runde, 8 at komme under par. Af de 72 deltagere, kom kun de 30 med til søndagens finale runder.

Søndag:

K: Silkeborg: Slaget om DM i slagspil blev et opgør mellem Iben Tinning (Kokkedal), Camilla Faaborg-Andersen (Rungsted) og Karen Margrethe Juul (Esbjerg). Der måtte omspil til, før Iben Tinning kunne kåres som ny danmarksmester (guld). Hun vandt foran Camilla Faaborg-Andersen (sølv) og Karen Margrethe Juul (bronze). Signe Thorsøe, Silkeborg, lavede et hole-in-one på 2. rundes 12. hul - 142 meter [Det er da meget pænt!].

     
Slutstilling:
 1. Iben Tinning, Kokkedal,                300 slag 
 2. Camilla Faaborg-Andersen, Rungsted     300
 3. Karen Margrethe Juul, Esbjerg          300
 4. Lotte Greve, Kokkedal                  303
 5. Karin Kjærbye, Hillerød                305
 6. Anne Larsson, Hillerød                 309
 7. Grete Pors, Søllerød                   310
    Anne Haghfelt, København               310
    Marie Louise Hviid, Odense             310
10. Amanda Moltke-Leth, København          313 
M: Rungsted: Hos herrerne stod slaget mellem Nils Rørbæk (Kokkedal), Jørn Styczen (Rungsted) og Knud Storgaard (Aalborg). Nils Rørbæk fik lavet 9 birdies på de sidste 9 huller, og han blev danmarksmester med 12 slag under par. Sølvet gik til Knud Storgaard, og bronzen til Jørn Styczen.
     
Slutstilling:
 1. Nils Rørbæk, Kokkedal                  276 slag
 2. Knud Storgaard, Aalborg                280
 3. Jørn Styczen, Rungsted                 282
 4. Nicolai Pfeiffer, Rungsted             286
 5. Peter Jespersen, Esbjerg               290
 6. Lars Storm, Juelsminde                 291
    Claus Mølholm, Gyttegård               291
 8. Jesper Frederiksen, Skjoldsnæsholm     292
 9. Ulrik Marcher, Hillerød                294
    Thomas Kuhn, København                 294

FODBOLD:

K-Elitedivision, 2. runde, søndag:
  OB-Hillerød            5-1
  Rødovre-Vejle          3-1
  Vorup-Fortuna Hjørring 0-6
  Kolding-HEI            1-7
[Elitedivisionen finder danmarksmestrene i slutningen af efterårssæsonen, derfor kører pointgivningen videre - hvis nogen skulle have undret sig! I foråret 1996 findes der atter danmarksmestre, og så bliver det ellers en årlig forårsbegivenhed!]

Stillingen i Elitedivisionen:

                    Point
  HEI                46
  Fortuna Hjørring   43
  Rødovre            27
  OB                 25
  Vejle              19
  Kolding            13
  Vorup               8
  Hillerød            6
M-Superliga, søndag:
  Herfølge-Vejle   2-4
  AGF-Lyngby       2-1
  FCK-Næstved      3-1
  OB-Viborg        3-1
Stillingen i Superligaen, efter 5. runde:
[DilleSport tager vundne, tabte, uafgjorte + målscore med efter hver 5. spillerunde. På den måde kan I også følge lidt bedre med].
             V    U    T    Mål   Point
  Aab        4    1    0    17-3    13
  AGF        3    2    0     9-4    11
  OB         3    1    1     9-5    10
  Brøndby    3    1    1    11-9    10
  FCK        3    0    2    10-7     9
  Lyngby     2    2    1     9-5     8
  Vejle      2    1    2     7-8     7
  Silkeborg  2    1    2     5-6     7
  Ikast      1    1    3     3-8     4
  Herfølge   1    0    4     7-10    3
  Næstved    0    2    3     5-11    2
  Viborg     0    0    5     3-19    0

RONING:

Ved VM i Tampere, Finland, roede Trine Hansen, Sorø, sin singlesculler suverænt gennen sit heat. Hun var 5 sekunder foran den nærmeste forfølger, Silken Laumann, Canada, og er dermed direkte i semifinalen.

M-dobbeltsculleren (Martin Haldbo Hansen, KVIK/Lars Christensen, Silkeborg) fik også en direkte semifinaleplads ved at vinde deres heat.

Een dansk båd er sikker på at komme i finalen, og det er m-otteren. Kun 7 både stiller op i denne klasse. Og den danske båd vandt deres heat med 3 længder ned til den italinske båd på 2. pladsen.



"Vejret"

Morgentåge flere steder - lave skyer tidligt i morges, og lidt diset solskin, men tørt og varmt - 23 - 28 grader. Muligvis får vi omsider regn på fredag...


"Finansmarkederne"

Nationalbankens middelkurser fra fredag

1USD       5,7225 DKK,   1GBP      8,8441 DKK,   1DEM      3,8731 DKK
100JPY     5,8753 DKK,   100ITL    0,3532 DKK,   1AUD      4,2112 DKK
1FRF       1,1314 DKK,   1CHF      4,6703 DKK,   1CAD      4,2148 DKK
1IEP       9,0456 DKK,   1NLG      3,4608 DKK,   1XEU      7,2733 DKK
100ESB     4,547  DKK,   1NZD      3,7036 DKK,   1SEK      0,7803 DKK
10BEF      1,8852 DKK,   1NOK      0,8873 DKK,   100ISK    8,68   DKK  

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 8,84% -0,02 (6% - 2026),   8,12% -0,03 (7% - 2004)
Aktieindex: 372,71 -0,95   KFX (mest omsatte aktier): 103,31 -0,26




[Om nyhederne] Tilbage