Danske nyheder pr. 95.08.08

- Danske Nyhedsmedier pr. 95.08.08 -

Set, hørt og læst af dille og leander @ blanet.dk *


BORTFØRT?:

En 10-årig pige forsvandt i går eftermiddags i Humlebæk, på vej fra fritidsklub til sin rideskole. Hendes cykel blev senere fundet i en vejgrøft af hendes mor, som slog alarm. Store politistyrker blev sat ind i eftersøgningen. I formiddags blev hun fundet af en hjemmehjælper. Pigen gik på en vej ved Skjoldneskoven ved Østrup, 70 km fra sit hjem. Hun var uskadt, men der var rester af en kæde om hendes hånd. Politiet mener, at hun har været bundet til et træ natten over, men har ikke haft lejlighed til at afhøre hende endnu.

Politiet tilbageholt stadig i dag en 30-årig mand, man anholt i går aftes, men vil ikke oplyse om det har sammenhæng med sagen. Dog kunne DR-TVA sendt i aften, med Helsingør Politi som kilde fortælle, der vil blive rejst sigtelse mod manden, for frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt eller anden kønslig omgang med mindreårig.


HUSUMGRILLEN:

Flere hundrede mennesker, både lokale og tilrejsende, mødte op lørdag eftermiddag for at støtte den kinesiske familie, der igennem flere måneder er blev chikaneret og truet på livet. Arrangører var Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination (DRC), med støtte blandt andet fra Mellemfolkelig Samvirke. De racisistisk prægede overgreb fik familien til at beslutte at opgive restauranten, men efter den overvældende støtter, har sønnen, der ejer stedet, besluttet at prøve at fortsætte. Støtteaktionen, der fyldte det lille torv foran forretningen, gik blandt andet ud på at købe forretningens varer til overpris. En burger gik for 500 kr., og handelen var livlig. Blandt de kendte ansigter, der var mødt op, var direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen. Han kom for at støtte erhvervsdrivendes ret til at drive forretning fri fra vold og forfølgelse, sagde han

I udkandten af demonstrationen hang en række unge, der havde travlt med at forklare pressen, at det ikke var fordi de var racister, men "han [ejeren] ville ikke give kredit", som sin forgænger. [Men hagekorset og ordene "Danmark for Danskere" malet over hele facaden er jo også blot - maling! :-(]


STATSBESØG:

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) indledte i dag officielt besøg på Island. Hans besøg er interessant specielt for den islandske regering på grund af sagen om Thule-basen, og amerikanernes opbevaring af A-våben der. Islændingene har lignende problemer med den amerikanske base i Keflavik.


STRAMMERE REGLER:

Det bliver nu forbudt for unge under 18 år at arbejde alene efter kl. 18 og før kl. 6 på hverdage, og efter 14 og før 6 i weekenden. Det har arbejdsminister Jytte Andersen (S) besluttet. Stramningen sker for at beskytte unge, der arbejder i kiosker og tankstationer mod voldelige overfald.


LØNFORHØJELSE HVIS...:

Kommunernes Lansforening (KL) er klar til at give visse sygeplejersker store lønforhøjelser. Nemlig dem der arbejder i hjemmehjælpen. Der er blot en lille betingelse. Sygeplejerskerne skal frasige sig retten til at være de eneste, der kan lede hjemmeplejen. Kontorchef Eske Groes begrunder det bl.a. med, at hjemmehjælpens klienter er gamle mennesker, ikke alle syge. Udviklingen går i retning væk fra at behandle alderdom som en sygdom, mener han i Politiken.


ESBJERGKONFLIKTEN:

SiDs ledelse er nu under hårdt pres, efter at politiet i Esbjerg undersøger om de mange penge, som de strejkende chauffører havde, og som politiet fandt ved en rangsagning i forbindelse med hærværkssager mod sympatisører, kan spores tilbage til SiD. Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har lagt sag an for arbejdsretten med lignende beskyldninger, mod 13 lokalafdelinger af SiD. DA's advokat Mette Preisler følger opklaringen nøje, siger hun til DR-TVA.

Men formanden for SiDs transportgruppe afviser beskyldningerne, og tager skarp afstand fra hærværket, der var rettet mod kørende chauffører, politikere og ledende politifolk i Esbjerg.


HJEMKOMST:

Liget af den 23-årige danske sergent, der blev dræbt af kroatiske styrker i starten af deres offensiv i sidste uge, kom i eftermiddag til Flyvestation Værløse. Her blev kisten modtaget af familie, venner og et æreskompani fra hæren med fuld hunør. Han skal bisættes fredag fra Roskilde Domkirke.

På baggrund af drabet på den danske sergent, kræver Hærens Konstabel- og Korporalforening lige vilkår for efterladte familier. Hvis den afdøde er tjenestemand, f.eks. officer, får hans familie både forsikring og tjenestemandspension udbetalt. Var man derimod kontraktansat, får man kun forsikringen.


ALKO-TEST:

Alle medarbejdere i DSB har pligt til at lade sig underkaste alkohol-test, uanset om de har ansvar for passagerernes sikkerhed eller ej. Det er afsløret af en aftale mellem DSB og amterne, der gav DSB mulighed for at få testene udført på sygehusene skadestuer. Det har opbragt Lægeforeningen, som betragter det som uetisk. Foreningen indskærper, at medlemmerne kun tester, hvis DSB-medarbejderne giver deres samtykke. DSB mener ikke, der er noget i vejen med ordningen. Det er frivilligt, om en medarbejder vil lade sig teste - selv om det er tjenesteforsømmelse hvis han siger nej!. Personalechef Erik Nygaard Jespersen siger til Politiken, at hvis lægerne vil have lavet noget om, må de henvende sig til amterne og Sundhedsministeriet.



"DilleSport"
(ved Bodil Andersen)


ATLETIK:

TILLYKKE til Wilson Kipketer!

Den kenyansk fødte, kommende dansker vandt i dag i sin sædvanlige overlegne stil VM i 800 meter løb i Göteborg. Fra starten lagde han sig på sin sædvanlige plads - allersidst i feltet. Først efter omkring halvdelen af løbet begynder han at arbejde sig op. Og de sidste 200 meter løber han fra de andre. Da han kom i mål i tiden 1.45,08 var der stort hul ned til de øvrige.

"Ikke nogen speciel taktik - jeg tænkte bare på at løbe", sagde Wilson Kipketer til DR-TV Sporten efter løbet. Det gik knap så stærkt, da han "løb" æresrunde med det danske flag. Danskere og svenskere ville allesammen hilse på ham og have autografer. 22 minutter tog de 400 meter...


FODBOLD:

UEFA-Cup: Brøndby - Ikaras, Litauen. Der stod 2-0 ved pausen.

HÅNDBOLD, Atlanta:

Kampen mod USA, den første i af de 6 kampe ved For-OL i Atlanta endte lidt overraskende uafgjort 18 - 18.

En mere fyldig reportage kommer i morgen, og forhåbentlig om nogle få timer på Forum-sidernes For-OL-område:

http://www.forum.dk/forum/nyheder/atlanta

KORTNYT:

Politiet og arbejdstilsynet i Vejle har afsluttet de tekniske undersøgelser på Vejle Stadion, hvor et rækværk brød sammen under en superliga kamp forrige søndag. Mange tilskuere faldt 2 - 3 meter ned, og 6 blev indlagt på Vejle Sygehus. Rapporten i dag frikender Vejle Kommune for ansvar for ulykken. Kulturminister Jytte Hilden har indkaldt idrætsledere og Kommunernes Landsforeninge til et møde, der skal diskutere sikkerhed på danske idrætsanlæg.



"Vejret"

Det fine vejr, med de behagelige temperaturer fortsatte i dag. Sol, lidt skyer og tørt, med temperaturer omkring 20 grader.


"Finansmarkederne"

Nationalbankens middelkurser fra igår

1USD       5,4130 DKK,   1GBP      8,6922 DKK,   1DEM      3,8742 DKK
100JPY     5,9373 DKK,   100ITL    0,3455 DKK,   1AUD      4,0089 DKK
1FRF       1,1257 DKK,   1CHF      4,6886 DKK,   1CAD      3,9904 DKK
1IEP       8,9087 DKK,   1NLG      3,4575 DKK,   1XEU      7,2193 DKK
100ESB     4,548  DKK,   1NZD      3,6235 DKK,   1SEK      0,7672 DKK
10BEF      1,8838 DKK

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 8,80% (6% - 2026), 8,10% (7% - 2004)
Aktieindex: 367,84        KFX (mest omsatte aktier): 102,40




[Om nyhederne] Tilbage