Danske nyheder pr. 95.08.03
- Danske Nyhedsmedier pr. 95.08.03 -
Set, hørt og læst af dille og leander @ blanet.dk *
BLA*NET AFBRUDT:
Omkring middagstid torsdag blev begge telefonlinier til redationen
afbrudt, formentlig p.g.a. Tele Danmarks gravearbejde. En direkte linie
til DKnet er nemlig under etablering. Forhåbentlig har nyhedernes
e-postabonnenterne fået besked via e-post fra DKnet. Vi beklager at vi
først opdagede fejlen efter arbejdstids ophør.
ESBJERGKONFLIKT TILSPIDSES:
Efter et tip lagde politiet sig på lur ved en villa, tilhørende en af de
chauffører, der kører for det blokaderamte busselskab Ri-Bus i Esbjerg.
Og tidligt i morges blev 6 mænd og 1 kvinde arresteret da de forlod
villaen, efter at have udført "grov og veltilrettelagt" hærværk, bl.a.
mod chaufførens privatbil. Kort tid efter, også natten til torsdag, blev
3 personer i Esbjerg hentet i deres hjem, sigtet for at have medvirket
til planlægning af hærværket. Ifølge politiet i Esbjerg er flere af de
arresterede medlemmer af støttekomiteen for de strejkende chauffører og
blokadevagter. 2 af dem var mindreårige. De strejkende og fyrede
chaufførers talsmand Hans Jørgen Peters tager (igen) afstand fra
hærværk, og det gør også lederen af støttekomiteen.
Ivar Hansen (V) beskylder statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) for et
medansvar for hærværket, og kræver at han tager skridt til at stoppe den
stadig stigende vold. "Kriminelle grupper opmuntres af støtten fra visse
medlemmer af den socialdemokratiske gruppe" siger han til DR.
Desværre blev aktionen i nat skæmmet af et dødsfald. En 39-årig
politimand deltog i forfølgelsen af hærværksmændene, men måtte give
op, fik et ildebefindende og blev kørt til hospitalet. Han var død ved
ankomsten, formentlig på grund af et hjerteslag. Vicepolitidirektør
Jørgen Illum understregede ved pressemødet i dag, at dødsfaldet intet
havde med de anholdte at gøre.
B&W KRITIK:
Fællestillidsmand på B&W, John Hansen beskylder værftets administrerende
direktør Asbjørn Holst Larsen arbejder på at få virksomheden afviklet.
B&W er i betalingsstandsning, og der arbejdes med forskellige
redningsplaner. Asbjørn Holst Larsen's plan går ud på at fortsætte med
det nuværende produktionsniveau af 5 skibe om året. Det mener John
Hansen er altfor lidt til at sikre virksomheden. En gruppe bestående af
"topledere" og advokattilsynet med virksomheden (de store kreditorer)
arbejder med en plan, der regner med 8 skibe om året. Den støtter John
Hansen, der iøvrigt er ligeglad med "hvem, der placeres hvor i
lederstrukturen", bare det er folk der vil slås for virksomheden,
siger han til DR-TVA.
UNDSKYLDNING UDBEDES:
Landstyreformand Lars Emil Johansen opfordrer kraftigt statsminister
Poul Nyrup Rasmussen (S) til at tage til Thuleområdet og sige undskyld
på den danske regerings vegne for tvangsforflytningen i 1951. Den
daværende danske regering tvang de lokale fangere til at flytte, fordi
den amerikanske hær ønskede at opstille luftværnsraketter ved fangernes
boplads. Statsministeren deltager om 14 dage i nordisk ministerrådsmøde,
der foregår på Grønland. Herhjemme støtter Steen Gade (SF) Lars Emil
Johansens ønske. Han siger, at statsministeren ikke må dække sig under
ikke at have tid. "Det er et politisk spørgsmål, ikke et kalender
spørgsmål", siger han til Ritzaus Bureau. "Det er kun rimeligt, at
Danmark siger undskyld".
Statsministeriet siger, at statsministeren overvejer at tage forbi
Thule, men at der er besværligt med flyforbindelserne dertil.
RENTESÆNKNING:
Nationalbanken sænkede igen i dag diskontoen og repro-renten med 1/4
pct.-point, til 5,5% for begges vedkommende. Det blev begrundet i
kronens fortsatte styrke overfor de andre europæiske valutaer.
Den Danske Banks direktør Knud Sørensen meddelte her til aften i DR, at
banken ville følge efter, og sænke udlånsrenten og hvisse indlånsrenter
med 0,5 pct.-point, således at også sidste måneds diskontonedsættelse
blev iregnet. Dengang fulgte ingen af bankerne Nationalbanken. Knud
Sørensen sagde, at man af hensyn til gode kunder ikke ville sænke renten
på nogle indskudskonti med mere end 0,25 pct.-point.
KRISEN I KROATIEN:
SAS aflyste i dag den ugentlige flyafgang til Zagreb, hovedstaden i
Kroatien, p.g.a. af den tilspidsede krise i området. Det er 4. gang på
få måneder det sker. Udenrigsministeriet vil dog endnu ikke fraråde
danskere at tage til området, selv det tyske udenrigsministerium har
anbefalet 50.000 tyske turister at tage hjem så hurtigt som muligt.
Pia Kjærsgaard (Frp.) kræver regeringen i samråd: "Situationen er så
katastrofal" at der må gøres noget for de danske soldater, der er taget
derned, uden for Nato's område, og som nu er i den yderste livsfare. Hun
udtrykker glæde over den amerikanske beslutning om at ophæve
våbenblokaden mod eks-Jugoslavien, og siger at "det er USA vi skal
forlade os på, hvis vi skal have vore soldater ud af Kroatien".
FREMSKRIDTSFRED?:
Ved afslutningen af Fremskridtspartiets sommermøde i Nykøbing Mors i
dag, gav Kim Behnke udtryk for, af mødet sluttede "i fred". Men det var
Pia Kjærsgaard ikke enig i. Hun udtrykte stor skuffelse over gruppens
manglende vilje til at udpege en personlig som leder. Alle 11 mente, at
de var lige gode til at lede gruppen, så nu havde den i realiteten
kollektiv ledelse. Men det havde et flertal i gruppen besluttet, og det
måtte hun bøje sig for, sagde hun til DR-TVA. Bortset fra, at Pia
Kjærsgaard og Poul Nødgaard blev indvalgt i gruppebestyrelsen, er
der ingen ændring. Jan Køpke Christensen er stadig politisk ordfører.
[En post et flertal i partiet ønsker, Pia Kjærsgaard skal overtage.]
CYKLING:
3. etape af Danmark Rundt bestod af 2 løb torsdag. Først et almindeligt
landevejsløb på 124,1 kilometer, fra Århus til Vejle, derefter en 14,7
km enkeltstart ved Vejle Fjord.
Landevejsløbet blev vundet af Bo Hamburger, TWM, i tiden 2.53.55 timer,
foran Kaspers Ozers, Motorola og Bjarne Riis, Gewiss Ballan. Alle i
samme tid som vinderen. Bjarne Riis blev dog idømt en tidsstraf på
20 sekunder for at have modtaget ulovlig forplejning, men det blev
senere ændret til en bøde på 2.500 kr.
40.000 veloplagte tilskuere så så her til aften Bjarne Riis gøre, hvad
han p.t. er bedst til. Tempokørsel! Ved at vinde enkeltstarten i tiden
18.07 minutter, foran Jesper Skibby (19.03 minutter) og Bo Hamburger
(19.36 minutter), kom Bjarne Riis i den gule førertrøje.
I den samlede stilling er følgende danskere blandt de 10 bedste:
1. Bjarne Riis 11.41,26 timer
2. Bo Hamburger +1,02 minutter
4. Nicolaj Bo Larsen +4,23 "
6. Frank Høj +4,45 "
7. Peter Mainert +10,29 "
9. Jimmy Madsen +11,16 "
10. Michael Rosborg +11,25 "
Varmt og solrigt, med temperaturer 23 - 27 grader. På steder med
pålandsvind noget lavere, og ved kysten i Nordjylland havgus og
temperature helt ned på 18 grader. Der var også tordenbyger over Lolland
Falster.
Nationalbankens middelkurser fra igår
1USD 5,3895 DKK, 1GBP 8,6065 DKK, 1DEM 3,8885 DKK
100JPY 6,0885 DKK, 100ITL 0,3392 DKK, 1AUD 3,9597 DKK
1FRF 1,1240 DKK, 1CHF 4,6792 DKK, 1CAD 3,9481 DKK
1IEP 8,8700 DKK, 1NLG 3,4706 DKK, 1XEU 7,2268 DKK
100ESB 4,535 DKK, 1NZD 3,6061 DKK, 1SEK 0,7647 DKK
10BEF 1,8907 DKK
Børsens noegletal fra igår
Obligationsrenter: 9,07% (6% - 2026), 8,28% (7% - 2004)
Aktieindex: 396,00 KFX (mest omsatte aktier): 90,00
[Om nyhederne]